Tvangsmedicinering af patient, der igennem én dag blev motiveret for frivillig behandling, underkendt

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 18. september 2002 om tvangsbehandling af <****> på <****>.

er en 35-årig mand, der siden 1993 har været indlagt på psykiatrisk afdeling i alt 12 gange på grund af skizofreni. I forbindelse med alle indlæggelser har der været tale om tvangsindlæggelse, første gang i 1993 på på grund af farlighed og siden 11 gange på i på behandlingsindikation. har under alle indlæggelser været svært psykotisk med storhedsforestillinger om at være et geni, der skulle redde verden. Han har ved flere lejligheder ment, at han var fransk statsborger og har andre gange søgt asyl i Frankrig, fordi han mente sig forfulgt i Danmark. I psykotiske perioder har han reageret meget afstandstagende overfor sine forældre, som han belaster med bebrejdelser og talløse telefonopringninger, ligesom han afsender klagebreve til politi, ministerier og andre.

har flere gange tidligere været tvangsbehandlet, idet han i forbindelse med tidligere indlæggelser har været uden sygdomserkendelse. Hans tilstand er efter behandling med antipsykotisk medicin gradvist bedret. Han har oftest været i behandling med Cisordinol og har gennem de seneste år overfor behandlere tilkendegivet, at han, såfremt han skulle have medicin, da ønsker at få det i form af Cisordinol og helst som depot, fordi han føler sig mere sygeliggjort af daglig medicinindtagelse. Herudover har han tidligere tilkendegivet, at han føler depotbehandling hjælper ham bedre end tabletbehandling.

Forløbet af s tidligere indlæggelser har sædvanligvis været således, at han i løbet af nogle måneder har opnået sygdomserkendelse. Imidlertid er han hurtigt herefter nået til den opfattelse, at han nu er blevet rask og ikke længere behøver medicinsk behandling, hvorefter han er ophørt hermed. I løbet af nogle måneder er han herefter igen blevet psykotisk.

Aktuelt blev den 12. september 2002 af egen læge på behandlingsindikation tvangsindlagt på efter medicinsvigt gennem to måneder.

havde forud herfor senest været indlagt i perioden fra den 19. marts til den 2. maj 2002 under diagnosen paranoid skizofreni. Han blev under denne indlæggelse betydeligt bedre, men ikke rask, og blev kortvarigt medicinsk behandlet efter udskrivelsen. Op til aktuelle indlæggelse var han blevet dårligere og Distriktspsykiatrien havde meddelt egen læge, at de mente, at han var behandlingstrængende. Egen læge fandt, at han var psykotisk, lidende af paranoidt skizofrene forestillinger.

Ved indlæggelsen den 12. september 2002 anførte , at modtagende læge ødelagde hans muligheder for at gå til eksamen, idet han den efterfølgende dag skulle have samtale med professoren. Han mente ikke, at lægen kunne dokumentere, at han led af paranoid skizofreni og anførte, at han ville sætte sin advokat efter en navngiven overlæge i afdelingen. fremførte herefter en række forhold i hurtig rækkefølge og med livlige associationer. fandtes hurtigt talende med egen uindfølelig logik, klassisk paranoid, ukorrigerbar og uden sygdomsindsigt eller forståelse for indlæggelsen.

Der blev ved indlæggelsen ordineret behandling med Cisordinol tabletter, 20 mg dagligt og injektion Cisordinol Depot 200 mg hver 14. Dag.

Dagen efter, den 13. september 2002, anførte , at Interpol og CIA var indblandet i tvangsindlæggelsen, at han var offer for et komplot, der skulle forhindre ham i at gå til eksamen, og at han den efterfølgende søndag skulle giftes med en fransk skuespillerinde.

Der blev herefter, den 13. September 2002, truffet beslutning om tvangsbehandling med injektion Cisordinol Depot 200 mg ugentligt i tre uger og herefter hver 14. dag eller som alternativ tabletter Cisordinol 20 mg dagligt.

klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 18. september 2002 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Nævnet godkendte beslutningen om tvangsmedicinering af . Der blev som begrundelse anført, at nævnet lagde særlig vægt på de lægelige oplysninger om hans tilstand, herunder at han var uden sygdomserkendelse og afvisende overfor at modtage behandling. Nævnet lagde endvidere vægt på, at han adskillige gange havde modtaget behandling med god effekt på tilstanden.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at han havde vrangforestillinger af forfølgelsesmæssig karakter, var tankeforstyrret og uden sygdomsindsigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet kan oplyse, at det fremgår af bekendtgørelse nr. 534 af 27. juni 2002 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger, at tvangsmedicinering forudsætter, at vedvarende forsøg er gjort på at forklare patienten behandlingens nødvendighed, bortset fra akutte situationer, hvor udsættelse af behandlingen er til fare for patientens liv eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at kun gennem én dag blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet. Den omstændighed, at var uden sygdomsindsigt, og at der under tidligere indlæggelser havde måttet iværksættes tvangsbehandling, udgør efter nævnets opfattelse ikke et tilstrækkeligt grundlag til i det aktuelle tilfælde at iværksætte tvangsbehandling efter én dags motivationsforsøg.

Det er nævnets opfattelse, at der på det foreliggende grundlag ikke er holdepunkter for, at på tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandling var forpint eller aggressiv i en grad, så dette i sig selv kunne betinge den korte motivationsperiode.

Nævnet skal bemærke, at det på baggrund af psykiatrilovens regler ikke er muligt generelt at angive et præcist tidsrum for, hvornår en patient er blevet motiveret tilstrækkeligt. Der foretages altid i hver enkelt sag en konkret vurdering af, hvornår patienten kan anses for tilstrækkeligt motiveret.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved vedrørende tvangsmedicinering af .