Klage over, at der i det lokale psykiatriske patientklagenævn blev truffet afgørelse vedrørende tvangsmedicinering, uden at patienten var til stede under hele mødet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> om tvangsbehandling af <****> på <****>.

er en 50-årig kvinde, der lider af paranoid skizofreni og som 22 gange tidligere har været indlagt på .

Flere af indlæggelserne har været af længere varighed, og har i forbindelse med flere tidligere indlæggelser været frihedsberøvet, ligesom hun tidligere har modtaget tvangsbehandling. Seneste længerevarende indlæggelse var af flere års varighed. I forbindelse med denne indlæggelse blev tvangsbehandlet med Trilafon til indtagelse igennem munden med god effekt og hun overgik herefter i juni 2002 til frivillig behandling med injektion Trilafon Depot 162 mg hver 14. dag. Hun var ved udskrivelsen velbehandlet og fortsatte i antipsykotisk behandling med Trilafon Depot, som efterfølgende blev givet af hendes praktiserende læge, idet hun ikke ønskede kontakt til Distriktspsykiatrien.

var senest kortvarigt, ca. et døgn, indlagt på primo februar 2003.

Op til den aktuelle indlæggelse havde gennem en periode ikke taget sin medicin.

Aktuelt blev den 24. maj 2003 af helbredsmæssige grunde tvangsindlagt på , idet der var indtrådt en forværring i hendes skizofrene tilstand (Schizofrenia cum exacerbatio). Hun havde ikke taget sin vanlige medicin gennem 1-2 uger, og hun var blevet tiltagende truende overfor familien, både verbalt og fysisk, og havde på indlæggelsesdagen angrebet sin søn med slag.

Ved indlæggelsen var højt talende med tidvis usamlet tankegang, og hun var vredladen og devaluerende overfor personalet samt uden sygdomserkendelse. Om hændelserne hos sønnen oplyste hun, at hun ville vaske gulv og skure og skrubbe, hvorefter den anden søn blandede sig, hvilket havde gjort hende vred. Hun angav i øvrigt, at hun ikke fejlede noget psykisk, og at indlæggelsen måtte bero på en misforståelse. Endvidere tilkendegav hun, at hendes viden om psykiske lidelser og den medikamentelle behandling heraf var betydeligt større end lægens og personalets.

blev fra indlæggelsesdagen søgt motiveret for at genoptage antispykotisk behandling med Trilafon depot, hvilket hun modsatte sig. Derimod accepterede hun umiddelbart behandling med Risperdal tabletter, men hun blev fortsat forsøgt motiveret for genoptagelse af depotbehandling med Trilafon. Ved en lægesamtale den 27. maj 2003 medgav , at hun led af skizofreni og anførte, at hendes spaltede personlighed havde at gøre med, at hun havde arbejdet i det internationale, private arbejdsmarked, hvor hun havde været tvunget til at gøre sig hård, mens hun var flink i det private. Endvidere mente hun, at der var bakterier i drikkevandet.

Den 3. juni 2003 gik fra afdelingen og måtte i henhold til frihedsberøvelsen tilbageføres af politiet dagen efter. Den 6. juni 2003, hvor hun ved en lægesamtale fremtrådte hektisk og vredladen og bar rundt med plastikposer med en del indhold, accepterede hun at overgå til antipsykotisk behandling med Trilafon tabletter 8 mg, to gange dagligt. Fire dage senere blev hendes udgang inddraget, da hun fandtes forpint, psykotisk og urolig, og dagen efter blev det observeret, at hun var chikanerende overfor politiet, som hun foretog talrige opringninger til, ligesom man havde indtryk af, at hun havde giftfrygt og følte sig overvåget. Hun accepterede samme dag at Trilafondosis blev øget til 12 mg, to gange dagligt. Samtidig blev hun forsat forsøgt motiveret for at genoptage behandlingen i depotform.

Gennem de efterfølgende ti dage var fortsat psykotisk, og tidvis spise- og drikkevægrende. Efter flytning til anden stue havde hun pillet gardinerne ned, fordi hun mente, der lugtede af medicin, ligesom hun klagede over forskellige andre forhold på stuen. Den 29. juni 2003 blev to gange fastholdt og ført til stuen, da hun højtråbende og udskældende gik tæt på og truede personalet og medpatienterne.

Den 1. juli 2003 blev Trilafon dosis øget til 14 mg, to gange dagligt, men de efterfølgende dage indtog den antipsykotiske medicin uregelmæssigt, således at hun herefter modsatte sig indtagelse af Trilafon flere gange.

fremtrådte forud for en lægesamtale den 4. juli 2003 vred, opkørt, udskældende og virkede forpint af sin tilstand. Hun var svært tankeforstyrret, paranoid, uden situationsfornemmelse eller sygdomsindsigt, og hun virkede forpint og havde svært ved at koncentrere sig om samtalen. Der blev herefter truffet beslutning om tvangsbehandling, ifølge lægeerklæring til brug for det Det Psykiatriske Patientklagenævn ved s behandling af klagen med tablet eller mixtur Trilafon, 16 mg to gange dagligt eller som alternativ injektion Trilafon 15 mg i musklen, dagligt med mulighed for ændring efter klinisk effekt og samtidig indgift af injektion Akineton 5 mg dagligt mod birvirkninger.

ønskede herefter at klage over beslutningen, og hendes klage blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved tilsidesatte ved møde den 15. juli 2003 beslutningen om tvangsbehandling, idet det ikke fandt, at i tilstrækkeligt omfang var søgt motiveret for frivillig behandling før beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet.

Den. 4.og 9. juli 2003 fik beroligende medicin i form af injektion Trilafon 15 mg i.m. med tvang, idet hun fremtrådte forpint, aggressiv, opkørt og urolig. Ved en lægesamtale den 10. juli 2003 talte hun igen om sin oplevelse af at være spaltet i to personer. Endvidere var hun hurtigkørende og telefonerede flere timer dagligt. Den 19. juli 2003 om aftenen var hun vredladen og usammenhængende og blev tilbudt beroligende medicin, hvilket hun afslog, og da hun slog ud efter personalet blev hun fastholdt og ført til sin stue. Ved en lægesamtale den 21. juli 2003 forlangte hun sig udskrevet, men da hun fortsat var psykotisk og behandlingstrængende blev frihedsberøvelsen i forbindelsen med revurdering opretholdt. Hun havde forinden pakket sine ting, og lå i sengen og røg iført overtøj på stuen, som fandtes uordentlig og snavset. Den efterfølgende uge konstateredes det, at næsten kun opholdt sig på sin stue samt at hun kun spiste sparsomt af maden i afdelingen, hvorimod hun selv havde kontaktet apotek og bestilt proteindrik. Hun modsatte sig rengøring på stuen og havde beskyldt rengøringspersonalet for at stjæle. Ved en lægesamtale den 29. juli 2003 blev det vurderet, at hun var uændret psykotisk med vrangforestillinger i form af giftfrygt og frygt for bakterier, samt at hun var tankeforstyrret og vredladen.

havde senest modtaget antipsykotisk behandling den 4. juli 2003, men var løbende blevet tilbudt den ordinerede behandling med Trilafon tabletter 16 mg, to gange dagligt, som hun imidlertid vedvarende havde modsat sig.

Den 30. juli 2003 blev der herefter truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet eller mixtur Trilafon 16 mg, to gange dagligt eller som alternativ injektion Trilafon 15 mg i.m. dagligt med mulighed for ændring efter klinisk effekt og samtidig indgift af injektion Akineton 5 mg dagligt mod bivirkninger.



klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 5. august 2003 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Nævnet godkendte beslutningen om tvangsmedicinering. Der blev som begrundelse anført, at siden den 4. juli 2003 havde modsat sig den ordinerede medicin og at hun i denne periode 2 gange dagligt var blevet tilbudt denne og søgt motiveret for frivillig behandling, samt at hun tidligere var blevet behandlet med Trilafon med god effekt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at var tankeforstyrret med privat logik, usammenhængende og springende tankegang, vredladen og devaluerende med tidvis grænseoverskridende adfærd, husende forfølgelsesforestillinger omhandlende giftfrygt, frygt for bakterier og forestillinger om at blive aflyttet, overvåget og bestjålet, ligesom hun tidvis fremtrådte urolig og forpint.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 26 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at tidligere havde modtaget antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet har lagt vægt på, at Trilafon er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

har anført, at lægerne på hospitalet nægtede hende at deltage i patientklagenævnets behandling af sagen den 5. august 2003, og at lægerne holdt døren, så hun ikke kunne komme ud.

Sundhedsvæsnets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af § 36 i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, at patienten og patientrådgiveren har ret til mundtligt at forelægge sagen for nævnet. I særlige tilfælde, hvor hensynet til patientens helbred eller til sagens behandling i nævnet afgørende taler herfor, kan nævnet bestemme, at patienten helt eller delvis skal være udelukket fra at deltage i forhandlingerne. Det fremgår endvidere, at Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn skal træffe afgørelse i klagesager om tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning, inden 7 hverdage efter klagens modtagelse. Det fremgår af lovens forarbejder, at der er tale om en absolut frist.

Det fremgår af mødereferat af 5. august 2003 fra mødet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved samt af brev af 16. oktober 2003 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved , at nævnets møde startede på afdelingen, idet var fikseret og dermed ikke havde mulighed for at deltage i mødet, hvis dette blev afholdt et andet sted end i afdelingen. Det fremgår videre, at nævnet på grund af s tilstand ikke fandt det muligt at gennemføre mødet med hendes tilstedeværelse, hvorfor det blev besluttet at fortsætte mødet i hospitalets mødelokale. Ifølge afgørelsen af 5. august 2003 var det ikke muligt at forklare , at Patientklagenævnet var mødt frem for at behandle hendes klage, og hun benægtede, at hun havde indgivet en klage. Det fremgår videre, at s patientrådgiver deltog i mødet.

Det fremgår af journalen den 5. august 2003, at Patientklagenævnet af afdelingen blev adviseret om, at nævnets behandling af sagen bedes foregå i afdelingen, da s psykiske tilstand ikke tillod, at hun kom ud af afdelingen. Det fremgår videre, at det primært blev planlagt, at hun skulle løsnes fra bæltet, når nævnet kom i afdelingen, og at mødet skulle foregå i konferencerummet under personaleopdækning, men at hun imidlertid ikke ville i konferencerummet, og at hun forlangte, at nævnet kom ind på hendes stue, hvilket efterfølgende skete.

Patientklagenævnet finder på det foreliggende ikke grundlag for at kritisere, at en del af mødet ved Det psykiatriske Patientklagenævn ved foregik uden s tilstedeværelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 5. august 2003.