Klage over tvangsfiksering med bælte og remme i 5 døgn og indgivelse af beroligende medicin

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 7. august 2003 om tvangsfiksering og indgivelse af beroligende medicin til <****> på psykiatrisk afdeling, <****>.

havde gennem 30 år været indlagt adskillige gange på grund af en skizoaffektiv lidelse. Han har endvidere modtaget dom til psykiatrisk behandling, efter at have taget kvælertag på en tilfældig person.

blev aktuelt den 17. juli 2003 tvangsindlagt på behandlingsindikation på psykiatrisk afdeling, . Han var efter ophør med antipsykotisk medicin blevet tiltagende psykotisk, opstemt, med aktivitet- og virketrang samt let vakte aggressioner, hvilket blandt andet havde ført til, at han 7 dage forinden optrådte fysiske voldelig overfor en medpatient i daghospitalet, .

var ved indlæggelsen hurtigt talende, hyperaktiv samt præget af øget selvfølelse og forhøjet stemningsleje. Den 18. juli 2003 om formiddagen stillede han sig truende an overfor lægen, ligesom han truede med at slå ruder i stykker. Lægerne kunne ikke tale ham til ro. Han blev herefter tvangsfikseret kl. 11 i forbindelse med hvilket han slog og sparkede og måtte føres til sengen med magt, hvorfor lægerne i forbindelse med fikseringen anlagde en fodrem og indgav beroligende medicin i form af Cisordinol Acutard 100 mg intramuskulært samt 5 mg Akineton intramuskulært.

Om eftermiddagen samme dag løsnede lægerne af bæltet med henblik på toiletbesøg. Herefter blev han aggressiv og slog en sygeplejerske i brystet. Han blev derfor atter fikseres ved hjælp af flere personalemedlemmer. Om aftenen var han fortsat hurtig kørende, vredladen. Den 19. juli 2003 om formiddagen fandt lægerne ham fortsat aggressiv og særdeles opfarende, hvilket også var tilfældet om eftermiddagen.

Den 20. juli 2003 vurderede lægerne, at fortsat var ”let antændelig”, ligesom han truede med at slå personalet. Om eftermiddagen slog han ud efter personalet, hvorfor
Lægerne vurderede, at bælte- og en fodrem skulle opretholdes til dagen efter.

Den 21. juli 2003 fandt lægerne, at fortsat var aggressiv og udskældende, hvorfor han blev tilbudt og accepterede indgivelse af Cisordinol Acutard 75 mg. Han faldt herefter lidt til ro og den 22. juli 2003 blev han løsnet af bæltet i forbindelse med bad- og toiletbesøg, hvorefter fodremmen blev fjernet. Lægerne vurderede, at han var mere afdæmpet og rolig om end konstant talende til kl. 3 om natten. Den 23. juli 2003 om formiddagen vurderede lægerne, at hans tilstand som helhed var rimeligt stabiliseret, hvorfor fikseringen ophørte.

påklagede beslutningen om tvangsfikseringen og indgivelse af beroligende medicin til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Klagen blev herefter behandlet den 7. august 2003 og nævnet godkendte beslutningen om tvangsfikseringen og indgivelse af beroligende medicin den 18. juli 2003. Nævnet fandt, at fikseringen var nødvendigt for at afværge, at udsatte sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, og at indgivelse af beroligende medicin var påkrævet på grund af hans meget urolige tilstand.

Indgivelse af beroligende medicin den 18. juli 2003
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af psykiatrilovens § 17, stk. 2, fremgår, at lægen kan bestemme, at en meget urolig patient med tvang skal have et beroligende middel, hvis det er af afgørende betydning for bedring af patientens tilstand. Af bemærkningerne til psykiatriloven fremgår det, at indgivelse af beroligende medicin dels kan være påkrævet af helbredsgrunde, dels kan være mindre vidtgående end fysisk fastholdelse eller fiksering af patienten gennem en længere periode.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medicin den 18. juli 2003 var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe til ro med henblik på bedring af hans tilstand. Nævnet har lagt vægt på, at ifølge protokollen var truende, vredladen og højtråbende, og at han i forbindelse med tvangsfikseringen slog og sparkede personalet

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden havde forsøgt at begrænse og korrigere s aktiviteter samt at tale ham til ro.

Tvangsfikseringen i perioden fra den 18. juli 2003 kl. 11 til den 23. juli 2003 kl. 11.30
Nævnet kan oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1, at tvangsfiksering kun må anvendes i det omfang det er nødvendigt for at afværge, at patienten udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Nævnet kan endvidere oplyse, at det fremgår af bemærkningerne til psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1, tvangsfikseringen i henhold til denne bestemmelse har karakter af et indgreb begrundet i nødværge eller nødret. Reglen omfatter ikke kun fiksering for at beskytte medpatienter, men også for at beskytte personale, besøgende og alle andre, der kommer på afdelingen, samt vedkommende selv. Reglen yder dermed også fornøden hjemmel for indgreb i tilfælde af selvbeskadigende adfærd. Der er tale om et farekriterium. For at faren kan anses som nærliggende, skal der være tale om en konkret, aktuel og påviselig fare. Det kræver derimod ikke, at faren allerede skal have manifesteret sig i en skadevoldende handling, før der kan gribes ind.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 18. juli 2003 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at han selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at gik tæt på og truede en læge, ligesom han truede med at slå ruder i stykker. Nævnet finder endvidere, at betingelserne for anlæggelse af en fodrem var opfyldt, da i forbindelse med bæltefikseringen slog og sparkede ud efter personalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige ved at tale ham til ro. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at fortsat var urolig efter indgift af en beroligende injektion.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder desuden, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at det i journalen var anført, at om eftermiddagen den 18. juli 2003 var løsnet af bæltet, hvorunder han blev aggressiv og slog en sygeplejerske i brystet. Om aftenen var han fortsat hurtig kørende og vredladen. Dagen efter om formiddagen og om eftermiddagen var han fortsat aggressiv og særdeles opfarende. Den 20. juli 2003 var han fortsat opfarende og slog om eftermiddagen ud efter personalet. Den 21. juli 2003 var han aggressiv og udskældende. Han faldt efter indgivelse af beroligende medicin lidt til ro og den 22. juli 2003 blev han løsnet af bæltet i forbindelse med bad- og toiletbesøg, hvorefter fodremmen blev fjernet. Lægerne vurderede, at han var mere afdæmpet og rolig om end konstant talende til kl. 3 om natten. Den 23. juli 2003 om formiddagen var s tilstand stabiliseret, hvorfor fikseringen ophørte.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 7. august 2003.