Behandling med Risperdal depot var ikke tvang

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 23. september 2003 om tvangsbehandling af <****> på Psykiatrisk Afdeling i <****>, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at der ikke var tale om et tvangsindgreb.

Den 28. august 2003 blev , som tidligere havde været indlagt på grund af paranoide symptomer, indlagt på Psykiatrisk Afdeling i på grund af en paranoid psykose. Lægerne forsøgte fra start at motivere hende for at genoptage den medicinske antipsykotiske behandling. Den 11. september 2003 informerede de om, at der var grundlag for tvangsbehandling med det antipsykotiske præparat Cisordinol, hvorefter oplyste, at hun frivilligt ville starte behandling med et andet antipsykotisk middel, Risperdal i depotform. Denne behandling blev herefter iværksat.

Den 22. september 2003 oplyste , at hun ville fortsætte den frivillige behandling med Risperdal, hvis den løbende tvangstilbageholdelse af hende blev godkendt af det lokale nævn, hvilket herefter skete.

klagede efterfølgende og gav udtryk for, at der var tale om "frivillig tvang" i forbindelse med medicineringen af hende.

Klagen blev herefter den 23. september 2003 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Nævnet fandt, at der ikke var truffet beslutning om tvangsbehandling under s indlæggelse i perioden fra den 28. august til den 22. september 2003, hvorfor der ikke var grundlag for at klage over beslutning om tvangsbehandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at tvang i henhold til psykiatrilovens § 1, stk. 2, er defineret som foranstaltninger, patienten modsætter sig. Af bemærkningerne til loven fremgår det, at en foranstaltning anses for frivillig, hvis patienten udtrykkeligt samtykker, uanset at patienten ikke besidder den fornødne habilitet til, at samtykket i andre retlige sammenhænge ville blive accepteret som gyldigt. Det fremgår videre, at frivillighedsbegrebet dog rækker videre, idet en foranstaltning også anses for frivillig – eller rettere ikke-tvungen – hvis patienten hverken verbalt eller i sin adfærd protesterer mod foranstaltningen, men f.eks. forholder sig passiv.

Af bemærkningerne til loven fremgår det desuden, at der dog ikke stilles store krav til en tilkendegivelses klarhed, før en protest fra patientens side må antages at foreligge med den virkning, at man må afstå fra at gennemføre den påtænkte foranstaltning, medmindre betingelserne for tvangsmæssig gennemførelse er til stede. Indvilliger en patient med beklagelse eller resignation, foreligger der frivillighed. Det samme gælder, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke. Det er imidlertid næppe muligt generelt at angive, hvornår tilfælde inden for det grå-zone-område, der kan betegnes som ”frivillig tvang”, antager karakter af tvang i lovens forstand. Som vejledende retningslinie gælder, at det er tvang, hvis en foranstaltning søges gennemført, selv om patienten giver udtryk for en protest eller modstand, der ikke frafaldes eller opgives.

Af journalnotatet af 11. september 2003 fremgår det, at lægerne informerede om, at der var grundlag for tvangsbehandling med Cisordinol, hvorefter hun oplyste, at hun frivilligt ville starte behandling med Risperdal i depotform.

Videre fremgår det af journalen, at den 22. september 2003 oplyste, at hun ville fortsætte den frivillige behandling med Risperdal, hvis tvangstilbageholdelsen af hende blev godkendt af det lokale nævn, hvilket skete. Hun modtog herefter ifølge journalen den 25. september og den 9. oktober 2003 atter Risperdal i depotform frivilligt.

Af overlægens erklæring til sagen fremgår, at afdelingens indtryk var, at accepterede behandlingen med Risperdal i depotform, og at hun i forbindelse med indtagelsen gav udtryk for, at behandlingen skete frivilligt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en konkret vurdering, at der ikke var tale om tvangsbehandling. Nævnet har lagt vægt på, at det af journalen og overlægens erklæring til sagen fremgår, at man var af den opfattelse, at accepterede behandlingen, og at hun uden protest indtog den ordinerede behandling med Risperdal i depotform.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 23. september 2003, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at der ikke var tale om et tvangsindgreb.