ECT-behandling blev ikke gennemført med tvang

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 23. september 2003 om fysisk magtanvendelse overfor <****> og tvangsfiksering af hende samt indgivelse af beroligende medicin på psykiatrisk afdeling, <****>.

er 60 år og tidligere psykiatrisk sygeplejerske. Hun havde gennem cirka10 år modtaget højeste førtidspension på grund af psykisk lidelse, idet hun siden 1991 havde lidt af stemningslidelsen bipolær affektiv sindslidelse. Hun havde flere gange været indlagt på psykiatrisk afdeling, herunder på grund af svær depression, for hvilken hun var blevet behandlet med ECT.

blev aktuelt den 27. maj 2003 indlagt på psykiatrisk afdeling, , med symptomer på depression. Ved indlæggelsen vurderede lægerne, at hun var trist, psykomotorisk hæmmet, mimikfattig og svarede med latenstid. Hun oplyste blandt andet, at var gået i stå, manglede energi, havde søvnbesvær samt nedsat appetit. Hun var i antidepressiv behandling med Cipramil, som trods dosisøgning ikke havde effekt på tilstanden. Da hendes tilstand efter syv ugers behandling ikke blev bedre, ordinerede lægerne behandling med ECT to gange ugentligt. blev herefter behandlet med ECT i alt 6 gange.

Den 26. august 2003 vurderede lægerne, at s tilstand var bedre, om end hun periodevist havde fremtrådt lettere grænseoverskridende, som gav mistanke om begyndende mani.

Den 5. september 2003 var meget talende og dagen efter begyndende vredladen og kommanderende. De efterfølgende dage fremtrådte hun i tiltagende grad manisk med springende tankegang, livligt associerende, tiltagende vredladen og irritabel, rastløs, svær at korrigere, indblandende og med øget psykomotorisk tempo. accepterede herefter den 8. september 2003 antipsykotisk behandling med tablet Cisordinol, ligesom hun ophørte med antidepressiv behandling. Da hun samme dag gjorde tiltag til at forlade afdelingen, blev hun tvangstilbageholdt af helbredsmæssige grunde og overflyttet til lukket afsnit. Kort efter overflytningen forlod hun dog afdelingen gennem en åben havedør.

Herefter blev politiet underrettet, og syv timer senere mødte op på den åbne afdeling, hvorefter hun lod sig føre til det lukkede afsnit. Efter forgæves at have ledt efter sin krykkestok, fandt hun en svaber i rengøringsrummet, som hun efterfølgende pludselig og uden varsel slog lægen med. Da hendes søn og datter forsøgte at gribe ind, bed sønnen i hånden. Hun blev herefter under fastholden ført til sin stue. Her slog hun ud efter personalet, hvorefter der blev indledt tvangsfiksering med bælte kl. 21.30. I forbindelse med bæltefikseringen fik hun sin faste medicin samt yderligere tablet Nozinan i beroligende øjemed. sov herefter hele natten og blev løsnet af bæltet dagen efter kl. 11.10.

var i løbet af dagen den 9. september 2003 fortsat manisk, hurtigt associerende, usamlet, urolig og tiltagende aggressiv. Da hun om aftenen blev tiltagende opkørt og urolig og trods gentagne opfordringer om at gå i seng var ude af stand til at finde ro, blev der givet supplerende beroligende medicin. Da dette ikke havde tilstrækkelig effekt, og da samtidig var truende overfor personale, besluttede lægerne fornyet tvangsfiksering med bælte den 10. september 2003 kl. 1.30. I forbindelse med bæltefikseringen blev givet beroligende medicin med tvang i form af injektion Stesolid (10 mg) samt injektion Nozinan (25 mg).

Den følgende formiddag blev løsnet af bæltet i forbindelse med badning. Hun brusede sig herefter i ½ time, hvorefter personalet bad hende åbne døren. Da hun ikke efterkom personalets opfordring, valgte man at åbne døren, hvorefter først oversprøjtede et personalemedlem med vand fra bruseren, hvorefter hun to gange slog ud efter et personalemedlem, først på siden af hovedet og siden mod vedkommendes fortænder. blev herefter ført ind til sin seng og lagt tilbage i bælte. var efterfølgende fortsat urolig og opkørt. Hun truede plejepersonalet med at slå med et bækken og truede endvidere med at smide afføring efter personalet. Hun blev tilbudt beroligende medicin i form af injektion Corsordibnol Acutard (100 mg) samt injektion Stseolid (10 mg), som efterfølgende blev givet med tvang kl. 13.15, da hun ikke var i stand til at give udtryk for, hvorvidt hun frivilligt ville modtage medicinen.

Den 11. september 2003 var fortsat præget af sin maniske tilstand. Lægerne vurderede, at hun fortsat var usammenhængende og uden forståelse for egen situation, ligesom hun var benægtende overfor sin problematiske adfærd. Hun havde mange gøremål og var uden sygdomsindsigt. Hun ønskede uafladeligt at komme på toilettet, og i forbindelse med medicinindtagelse hældte hun et glas vand ud over sig selv.

De efterfølgende døgn var to gange dagligt af en halv times varighed løsnet af bætefikseringen, som dog måtte opretholdes, da det ikke var muligt at indgå bæredygtige aftaler med hende. Den 12. september 2003 var hun således fortsat aggressiv i sin adfærd og havde mange gøremål. Det blev dog ved stuegang besluttet, at hun i løbet af dagen fortsat skulle forsøges løsnet af bæltet. Dagen efter var det fortsat vanskeligt at lave aftaler med hende, og samme dag kastede hun vand efter personalet, som forsøgte at tale hende til ro. Den 14. september 2003 var hun faldet så meget til ro, at hun havde fået lettere ved at overholde de aftaler, hun indgik med personalet i forbindelse med, at bæltet var løsnet, hvorefter tvangsfikseringen blev bragt til ophør kl. 17.45.

påklagede beslutningen om anvendelse af fysisk magt, tvangsfikseringen, indgivelse af beroligende injektion og beslutningen om tvangsbehandlingen med ECT til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Klagen blev herefter den 23. september 2003 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Nævnet godkendte beslutningerne om anvendelse af fysisk magtanvendelse, tvangsfikseringen og indgivelse af beroligende injektion. Vedrørende beslutningen om behandlingen med ECT fandt nævnet, at der ikke var tale om tvangsbehandling, hvorfor nævnet ikke behandlede denne del af klagen.

Vedrørende fysisk magtanvendelse den 8. september 2003
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at anvende fysisk magt overfor den 8. september 2003 var opfyldt, idet der var nærliggende fare for, at personalet på afdelingen ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at ifølge journalen var truende, og at hun uden varsel slog ud efter personale med en svaber.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsindgrebet opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at den fysiske magtanvendelse blev iværksat efter at havde optrådt truende over for personalet, og at tvangen ophørte, da hun var kommet på sin stue.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at der ved tvangsindgrebet ikke blev anvendt unødig magt.

Vedrørende tvangsfiksering den 8. september 2003 kl. 21.30
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 8. september 2003 kl. 21.30 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at hun selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at hun fremtrådte rastløs, foretagsom og forpint, og at hun uden varsel slog og sparkede ud efter personalet, ligesom hun bed en pårørende i hånden.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige ved at føre hende til sin stue, og ved fysisk magt forsøgt at fastholde hende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at sov det meste af natten, og at hun blev løsnet af bæltet næste formiddag kl. 11.10.

Vedrørende tvangsfikseringen den 10. september 2003 kl. 1.30
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 10. september 2003 kl. 1.30 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at hun selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at fremtrådte hurtigt associerende, usamlet, urolig og tiltagende aggressiv og truende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige ved at føre hende til sin stue, og ved fysisk magt forsøgt at fastholde hende. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at fortsat var urolig efter indgift af en beroligende injektion.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at den følgende formiddag blev løsnet af bæltet i forbindelse med badning, og at hun efter ½ time nægtede at åbne døren , hvorefter personalet åbnede den og blev oversprøjtet med vand, ligesom hun slog ud efter personalet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at efterfølgende fortsat var urolig og opkørt og truede personalet med at slå med et bækken og smide med afføring. Hun blev tilbudt beroligende medicin, som efterfølgende blev givet med tvang. Den 11. september 2003 var hun fortsat præget af sin maniske tilstand, hvorunder hun blandt andet i forbindelse med medicinindtagelse hældte et glas vand ud over sig selv.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at de efterfølgende døgn var hun to gange dagligt af en halv times varighed løsnet af bætefikseringen, som dog måtte opretholdes, da det ikke var muligt at indgå bæredygtige aftaler med hende. Den 12. september 2003 var hun således fortsat aggressiv i sin adfærd. Det blev dog ved stuegang besluttet, at hun i løbet af dagen fortsat skulle forsøges løsnet af bæltet. Dagen efter var det fortsat vanskeligt at lave aftaler med hende, og samme dag kastede hun vand efter personalet, som forsøgte at tale hende til ro. Den 14. september 2003 var hun faldet så meget til ro, at hun havde fået lettere ved at overholde de aftaler, hun indgik med personalet i forbindelse med, at bæltet var løsnet, hvorefter tvangsfikseringen blev bragt til ophør kl. 17.45.

Vedrørende indgivelse af beroligende medicin den 10. september kl. 1.30
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medicin den 10. september kl. 1.30 var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe til ro med henblik på bedring af hendes tilstand. Nævnet har lagt vægt på, at var voldsomt opkørt og urolig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden havde forsøgt at begrænse og korrigere s aktiviteter samt forsøgte at tale hende til ro og tilbyde hende beroligende medicin til frivillig indtagelse.

Vedrørende indgivelse af beroligende medicin den 10. september 2003 kl. 13.15
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medicin den 10. september 2003 kl. 13.15 var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe til ro med henblik på bedring af hendes tilstand. Nævnet har lagt vægt på, at hun var urolig, opkørt og havde truet med at kaste afføring efter personalet

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden havde forsøgt at begrænse og korrigere s aktiviteter samt forsøgte at tale hende til ro og tilbyde hende beroligende medicin til frivillig indtagelse.

Vedrørende klagen over ECT- behandlingen
Nævnet kan oplyse, at tvang i henhold til psykiatrilovens § 1, stk. 2, er defineret som foranstaltninger, patienten modsætter sig. En patients passivitet over for en foranstaltning må som udgangspunkt sidestilles med frivillighed. Af bemærkningerne til loven fremgår, at der dog ikke stilles store krav til en tilkendegivelses klarhed, før en protest fra patientens side må antages at foreligge med den virkning, at man må afstå fra at gennemføre den påtænkte foranstaltning, medmindre betingelserne for tvangsmæssig gennemførelse er til stede. Indvilliger en patient med beklagelse eller resignation, foreligger der som udgangspunkt frivillighed. Det samme gælder, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke. Det er imidlertid næppe muligt generelt at angive, hvornår tilfælde inden for det grå-zone-område, der kan betegnes som ”frivillig tvang”, antager karakter af tvang i lovens forstand. Som vejledende retningslinie gælder, at det er tvang, hvis en foranstaltning søges gennemført, selv om patienten verbalt eller nonverbalt giver udtryk for en protest eller modstand, der ikke frafaldes eller opgives.

Der er efter Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse ikke i journalen eller sygeplejekardex oplysninger, der tyder på, at protesterede over den givne behandlingsserie med ECT således, at dette måtte opfattes som tvang.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 23. september 2003.