Tvangsfiksering over et par døgn underkendt

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 21. januar 2003 for så vidt angår tvangsfikseringen af <****> i perioden fra den 15. december 2002 kl. 14.20 til den 17. december 2002 kl. 11.45 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 21. januar 2003 for så vidt angår tvangsfikseringen af <****> i perioden fra den 6. januar 2003 kl. 00.00 til den 8. januar 2003 kl. 10.00 på psykiatrisk afdeling, <****>.

er en 25-årig mand, som er opvokset under vanskelige forhold. Faderen døde af narkotikamisbrug, og han forlod tidligt hjemmet og boede efterfølgende i perioder hos sin morfar. Fraset folkeskolen har ingen uddannelse, og han får nu førtidspension.

har været psykisk syg fra 16-17 års alderen, og har en tid haft diagnosen skizofrenia paranoides. I april 2002 blev han udskrevet fra efter 1½ år langt ophold der. Hans tilstand bedredes dengang betydeligt på behandling med det antipsykotiske middel Seroquel. Efter udskrivelsen fik han problemer med at passe den antispykotisk behandling, og var i henholdsvis april og august måned 2002 indlagt to gange på psykiatrisk afdeling, . I februar 2002 fik han dom til psykiatrisk behandling, blandt andet på grund af trusler med kniv og overtrædelse af våbenloven.

Aktuelt blev den 9. december 2002 indlagt på psykiatrisk afdeling, , efter at have henvendt sig i psykiatrisk skadestue, efter at have indtaget et større antal piller i selvmords øjemed. Ved indlæggelsen var han dysforisk og afvisende i kontakten, og han havde stadigvæk selvmordstanker. Han var endvidere latent aggressiv og nævnte, at han ikke kunne svare for følgerne, hvis nogen sagde noget forkert til ham. To dage efter indlæggelsen bliver han undersøgt af en overlæge, der beskrev ham som ovenfor anført og føjede til, at han ikke fremkom med sikre produktive psykotiske symptomer, men skønnedes at være psykotisk under overfladen. Han blev under indlæggelsen tilbudt antipsykotisk medicin, men afviste dette.

Den 13. december 2002 rejste sig under aftenmåltidet, hvorefter han gik ud på gangen og sparkede en rude itu. Han angav som begrundelse, at han kedede sig. Han blev derefter skærmet på værelset resten af aftenen.

Den 15. december 2002 havde fra middagstid være provokerende overfor personale og medpatienter. Han anmodede medpatienter om at låne sig penge, fordi han ville købe ind. Da han fik afslag, blev han mere nærgående og truende. På et tidspunkt over middag truede han med at ville sparke endnu en rude itu. Han fik tilbudt Rivotril, som han endvidere 2 gange tidligere på dagen havde fået, men han nægtede at tage yderligere Rivotril. Det blev derefter besluttet, at han skulle tvangsfikseres. Politiet blev bedt om at hjælpe ved fixeringen, og kl. 14.20 blev han fikseret med bælte og en fodrem.

I forbindelse med samtaler forud for og efter fixeringen blev beskrevet som klart psykotisk. Derudover anføres i journal og i sygeplejekardex fra 15.december 2002, at han ligger roligt i bæltet. Allerede den 15. december 2002 blev han flere gange løsnet for at kunne gå på toilettet. Det anføres i kardex, at han gik tilbage til bæltefixering uden problemer efter toiletbesøgene.

Den 16. december 2002 forsøgte man at få overflyttet til retspsykiatrisk afdeling. Der kom først svar den 17. december 2002 om, at han ikke kunne modtages der på grund af pladsmangel. Den 16. december 2002 blev det anført i journalen, at man stadigvæk vurderede, at var så utilregnelig og potentiel til fare for andre m.v., at man valgte at fortsætte fixeringen. Samtidig anføres, at han havde forholdt sig rolig i bæltet. I sygeplejekardex fra 16. december 2002 anføres ligeledes, at han fra om morgenen havde været stille og rolig. Ved stuegang, hvor det åbenbart gik op for ham, at bæltefixeringen ville blive fortsat, blev han “lidt vred” og mente, at lægen dagen forinden havde lovet, at han ville blive løsnet. Senere kravlede han selv ud af bæltet, da han angiveligt trængte til at ryge en cigaret, men derudover blev han beskrevet som stille og rolig.

Den 17.december 2002 blev stadig beskrevet som rolig. Han anførte ved samtale, at han nu godt kunne indse, at han ikke kunne tillade sig at være urolig og sparke vinduer itu. Da han alt i alt vurderedes som mere afdæmpet, ophørte bæltefixeringen.

Den 23. december 2002 accepterede at starte på Cipramil 30 mg dagligt. Den 25. december 2002 brød han en dør op og stak af fra afdelingen, men blev bragt tilbage til afdelingen. Den 26.december 2002 sparkede han igen en dør op og stak af, hvorefter han igen blev bragt tilbage. Den 27. december 2002 slog han en rude ud og stak igen af, men kom denne gang frivilligt tilbage.

Den 2. januar 2003 blev det i journalen anført, at om morgenen var truende overfor personalet. Han blev i stuegangsnotatet beskrevet som tankeforstyrret og psykotisk. Han havde stadig selvmordstanker. Det blev derefter besluttet at forsøge at overtale ham til at genoptage den antipsykotiske behandling med Seroquel. Den 4. januar 2003 sparkede han en dørkarm ind og stak igen af. Han blev bragt tilbage med politiet.

Den 5. januar 2003 ødelagde han en el-sikringsboks på afdelingen og mørklagde afdelingen i en længere periode. Han søgtes efterfølgende skærmet på stuen og blev tilbudt p.n. medicin, men afslog imidlertid dette, hvorefter han ved tvang blev bæltefixeret. Fixeringen foregik ifølge notat i kardex uden problemer.

I journalnotat den 6. januar 2003 blev det anført, at fixeringen skulle fortsætte, da risikoen for fornyet hærværk og flugt skønnedes at være meget stor, hvis han blev løsnet. Man forsøgte igen at få ham overflyttet til retspsykiatrisk afdeling på i . Han blev den 6. januar 2003 tilset med henblik på vurdering af fixeringen. Da han imidlertid fuldstændig benægtede kendskabet til episoden, der førte til bæltefixeringen, blev det vurderet at være for tidligt at løsne ham fra bæltet. Både den 6. og 7. januar 2003 blev løsnet af bæltet flere gange i forbindelse med toiletbesøg. Han gik efterfølgende roligt tilbage til bæltefixering. Ved stuegangssamtale den 7. januar 2003 svarede han noget vredladent og beskrives som vredladen og latent aggressiv, hvorfor man bedømte det som uforsvarligt at løsne ham fra bæltet. Ved 17-tiden samme dag blev bæltefikseringen på ny revurderet. Det blev besluttet at fortsætte fixeringen, da blev opfattet som affektspændt, udadprojicerende og helt uden sygdomsindsigt. Den 8.januar 2003 blev det besluttet at bringe bæltefixeringen til ophør, da han ikke længere skønnedes aktivt suicidalfarlig og heller ikke som umiddelbart farlig for andre.

påklagede beslutningerne om tvangsfiksering fra den 15. december 2002 kl. 14.20 til den 17. december 2002 kl. 11.45 og fra den 6. januar 2003 kl. 00.00 til den 8. januar 2003 kl. 10.00 til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Klagen blev herefter behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 21. januar 2003.

Det fremgår af side 1 i afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved , at nævnet ikke fandt, at betingelserne for tvangsfixering var opfyldt ved de påklagede tvangsfixeringer. I brev af 3. marts 2003 anfører nævnet, at det ved en fejl på side 1 i afgørelsen ikke er anført, at nævnet godkendte tvangsfikseringen den 15. december 2002, og at nævnet alene fandt, at den tidsmæssige udstrækning af tvangsfikseringen ikke opfyldte mindstemiddelsprincippet, idet det ikke var godtgjort, at betingelserne for den fortsatte tvangsfiksering var opfyldt den 16. december 2002.

Som begrundelse for at underkende tvangsfikseringen fra den 6. januar til den 8. januar 2003, anførte nævnet, at tvangsfikseringen ikke kunne godkendes, allerede fordi man fra hospitalets side ikke havde godtgjort, at mindstemiddelprincippet var efterlevet. I brev af 3. marts 2003 anfører nævnet vedrørende denne fiksering, at nævnet er enig i, at den 4. og 5. januar 2003 havde øvet hærværk af ikke ubetydeligt omfang. Han var den 5. januar 2003 brudt ind i afdelings el-sikringsboks og havde derved mørklagt afdelingen en længere periode, hvilket medførte, at han blev tvangsfikseret, Det anføres videre, at nævnet, da det ikke blev oplyst, at man fra hospitalets side havde forsøgt med mindre indgribende midler, herunder skærmning af og eventuelt indgivelse af beroligende medicin, imidlertid ikke fandt, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved anfører videre i brevet, at det ikke overfor nævnet blev godtgjort, som anført i hospitalets resumé i brev af 6. februar 2003 til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at i begge tvangssituationer havde forfulgt og groft forulempet medpatienter.

Endeligt anføres det i brevet af 3. marts 2003, at det skal bemærkes, at begge tvangsfikseringer gav anledning til betydelig tvivl og grundig drøftelse, og at netop tvivlen var udslagsgivende, da det efter nævnets opfattelse måtte påhvile hospitalet at godtgøre, at der var et tilstrækkeligt grundlag for tvangsfiksering.

Vedrørende tvangsfikseringen fra den 15. december 2002 kl. 14.20 til den 17. december 2002 kl. 11.45

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 15. december 2002 kl. 14.20 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet her herved lagt vægt på, at han var nærgående og truende, og at han truede med at ville sparke en rude itu, hvilket han havde gjort alvor af 2 dage tidligere.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at fortsat var urolig efter indgift af en beroligende injektion, og at han blev tilbudt yderligere beroligende medicin, hvilket han imidlertid afslog.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder derimod, at udstrækningen af tvangsfikseringen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at efter beskrivelserne, både i lægejournalen og i sygeplejekardex har været rolig i bæltet hele tiden, og at han fra første fixeringsdag flere gange dagligt stille og roligt har været løsnet for at kommet på toilettet og alle gangene roligt er gået tilbage til fixering igen. Dette tyder efter nævnets opfattelse på, at den affektilstand og opkørte tilstand, der gjorde fixeringen berettiget, ret hurtigt faldt til ro, således at man senest den 16.december 2002 om formiddagen burde have forsøgt at bringe fikseringen til ophør.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved for så vidt angår fikseringen fra den 15. december 2002 kl. 14.20 til den 17. december 2002 kl. 11.45.

Vedrørende tvangsfikseringen fra den 6. januar 2003 kl. 00.00 til den 8. januar 2003 kl. 10.00 til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 3, at tvangsfiksering kan iværksættes for at afværge, at en patient øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang. Det fremgår af forarbejderne, at der ved bedømmelsen af, om der er tale om ikke ubetydelig hærværk, ikke alene bør tages hensyn til tingenes værdi, men også til hærværkets omfang og tidsmæssige udstrækning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 6. januar 2003 kl. 00.00 var opfyldt, idet dette måtte anses for nødvendigt for at afværge, at øvede hærværk af ikke ubetydeligt omfang. Nævnet har herved lagt vægt på, at forud herfor ifølge sygeplejekardeks i vagtskiftet havde smadret el-sikringsboksen på afdelingen og havde mørkelagt afdelingen i længere perioder.

Således som sagen er oplyst for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, finder nævnet endvidere, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at blev tilbudt beroligende medicin, men at han nægtede at tage denne (”nægtede at tage sin p.n. medicin”), og at det af sygeplejekardeks fremgår, at det blev besluttet, at tilbyde p.n. medicin og skærme ham på stuen, og at han skulle bæltefikseres, hvis dette ikke var muligt. Det fremgår videre af kardex, at afslog at tage medicin, hvorefter han blev bæltefikseret.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at udstrækningen af fikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at s tilstand den 6. og 7. januar 2003 løbende blev lægeligt vurderet, og at han benægtede at have foretaget de handlinger, der medførte fikseringen, samt at det blev vurderet, at han var vredladen og latent aggressiv, hvorfor Lægerne fandt det uforsvarligt at løsne ham fra bæltet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved for så vidt angår fikseringen fra den 6. januar 2003 kl. 00.00 til den 8. januar 2003 kl. 10.00.