Klager over utilstrækkelig behandling af brystsmerter hos 30-årig kvinde

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere sygeplejerske <****> for hendes behandling af <****> den 26. september 2000 på skadestuen, <****>, jf. lov om sygeplejersker, § 5, stk. 1.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge A for hendes behandling af <****> den 3. maj 2000, i lægekonsultationen.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge B for hans behandling af <****> den 25. maj 2000, i lægekonsultationen.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere vagtlæge <****> for hans behandling af <****> den 26. september 2000, i vagtlægekonsultationen.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på kardiologisk afdeling, <****>, der var involveret i behandlingen af <****> den 26. september 2000.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på thoraxkirurgisk afdeling, <****>, der var involveret i behandlingen af <****> den 26. september 2000.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på anæstesiologisk afdeling, <****>, der var involveret i behandlingen af <****> den 26. september 2000.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere anæstesisygeplejerske <****> for hendes behandling af <****> den 26. september 2000 på operationsgangen, <****>.

Hændelsesforløb

Den 3. maj 2000 henvendte sig til praktiserende læge A med forkølelse og hoste, der havde varet et par uger. Ved undersøgelsen blev der ikke fundet påfaldende forhold ud over simpel forkølelse.

Den 25. maj 2000 henvendte sig til egen læge vedrørende gynækologiske forhold, og hun blev undersøgt af praktiserende læge B. Undervejs i konsultationen blev der drøftet mave-tarmproblemer, som lige var dukket op, og det blev vurderet, at, der var tale om enten mavesæksirritation eller galdestensbetinget. havde tidligere konsulteret læge B på grund af bekymring over et blodtryk, der blev målt til 130/70, og da der ved samme lejlighed blev diskuteret rytmeforstyrrelse ved hjertet, blev det på daværende tidspunkt aftalt, at hun skulle henvende sig næste gang noget sådant optrådte, for at EKG kunne tages.

Den 26. september 2000 henvendte sig til lægevagten i og blev henvist til fremmøde i konsultationen, hvilket skete 28 minutter efter. angav at have åndenød og diffuse smerter i brystkassen. Blodtryk og puls blev fundet noget nær normale, hvorfor tilstanden, som i øvrigt ikke viste tegn på chok, blev bedømt som psykisk betinget hyperventilation. Skadestuen blev kontaktet med henblik på at overtage den videre observation og håndtering af hendes tilstand.

Samme dag kl. ca. 19.30 blev bragt i kørestol fra vagtlægeordningen over i skadestuen, hvor sygeplejerske modtog hende. blev lagt på et leje i en ledig stue, og sygeplejersken forsøgte at berolige hende og få vejrtrækningen bragt ned på en normal hyppighed. Det blev overvejet at tilkalde en læge, men da denne var beskæftiget med andet arbejde og formodedes at have sproglige vanskeligheder, blev det vurderet, at den nervøse stemning, som var til stede, bedst kunne bedres uden at bringe yderligere vanskeligheder ind.

Efter nogen tids indsats indtrådte en så tilpas bedring, at s mand og børn blev opfordret til at opsøge noget drikkeligt i forhallen. Da der var flere tilbagefald i vejrtrækningssituationen besluttede sygeplejerske at bestille et EKG, som en fremskyndet bestilling, men ikke haste-EKG. Straks efter kom der et tilbagefald i vejrtrækningssituationen, og besvimede. Sygeplejersken, som var til stede, greb hende og tilkaldte samtidig hjælp. Da der ikke kunne føles puls, blev hjertestophold tilkaldt.

Hjertestopalarmen skete kl. 20.10. Der blev indledt den grundliggende genoplivningsbestræbelse efter afdelingens principper, så snart hjertestopholdet kom frem, omtrent 5 minutter efter alarmen var gået, og efter sikring af frie luftveje blev også bagvagt på hjerteafdelingen tilkaldt, og et EKG taget. På grund af mistanke om en blodprop i lungearterierne blev der konfereret med thoraxkirurgisk afdeling, og det blev besluttet at iværksætte et operativt indgreb til bedring af tilstanden.

Da thoraxkirurgisk afdeling ved deres operative indsats imidlertid ikke fandt blodprop i lungearterierne, skete flere gange forsøg på stimulation af hjertets funktion, direkte på selve hjertet, men et totalt kredsløbssvigt forblev upåvirket. Dødens indtræden blev slutteligt konstateret.

Efterfølgende obduktion fastslog, at der var svær åreforkalkning af hjertets kranspulsårer og tillukning af den forreste nedadstigende gren.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. at egen læge i perioden maj-september 2000 ikke foretog en tilstrækkelig undersøgelse og behandling af s smerter i brystet.

Det er herved anført, at søgte egen læge i maj 2000 på grund af brystsmerter, men at egen læge blot vurderede, at smerterne var forårsaget af galdesten.

2. at de læger, der tilså på den 26. september 2000, ikke foretog en tilstrækkelig undersøgelse og behandling af hende.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Praktiserende læge A og praktiserende læge B har ikke overtrådt lægeloven ved deres behandling af den 3. og den 24. maj 2000 i lægekonsultationen.

Begrundelse

Nævnet kan oplyse, at hjertesygdom forårsaget af åreforkalkning er ekstremt sjælden hos kvinder i 30-års alderen.

Af læge As udtalelse til sagen fremgår, at der i perioden maj – september kun var 2 konsultationer, nemlig den 3. og den 24. maj 2000 – der var ikke efterfølgende kontakt til . Det fremgår videre, at der ikke var nogen serie af henvendelser på grund af brystsmerter.

Af journalen fremgår, at den 3. maj 2000 på grund af forkølelse og hoste med en smule sekret gennem 2 uger henvendte sig til egen læge, hvor hun blev undersøgt af praktiserende læge A, der fandt, at hun var upåvirket, at en lytteundersøgelse af lungerne (stetoskopi) viste normale forhold, og at CRP var under 10 (er værdi over 10 kan være tegn på infektion). Hun ordinerede på denne baggrund Pectyl mod tør natlig hoste.

Af journalen fremgår videre, at læge B den 24. maj 2000 undersøgte og ved sin undersøgelse fandt, at havde dyspeptiske gener med en lille mistanke om galdesten. Læge B gav råd om kost og væskeindtag. havde tendens til sammenfaldende ryg og hun blev instrueret med tape. Det fremgår endvidere, at var velreguleret på p-piller, og læge B udskrev en ny recept.

Af læge B’s udtalelse til sagen fremgår, at i 1999 oplyste, at hun undertiden havde fornemmelse af uregelmæssighed ved hjerterytmen, hvorfor han anbefalede, at henvendte sig akut, hvis et nyt tilfælde skulle opstå, hvilket imidlertid ikke skete.

Nævnet kan oplyse, at fornemmelsen af, at hjertet slår over er et hyppigt forekommende og et helbredsmæssigt betydningsløst fænomen, og den væsentligste lægelige indsats i denne forbindelse er at berolige patienten, samt eventuelt at tilbyde at der optages et hjertediagram (EKG).

Nævnet finder det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at henvendte sig til læge B og læge A med symptomer, der kunne sættes i forbindelse med hjertesygdom.

Nævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at læge B og læge A har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af .

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Sygeplejerske har overtrådt lov om sygeplejersker § 5 ved sin behandling af den 26. september 2000 i skadestuen, .

Vagtlæge har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 26. september 2000 i vagtlægekonsultationen.

De læger, der var involveret i behandlingen af den 26. september 2000 på thoraxkirurgisk afdeling, , har ikke overtrådt lægeloven.

De læger, der var involveret i behandlingen af den 26. september 2000 på kardiologisk afdeling, , har ikke overtrådt lægeloven.

De læger, der var involveret i behandlingen af den 26. september 2000 på anæstesiafdelingen, , har ikke overtrådt lægeloven.

Begrundelse

Af journalen og vagtlæge s udtalelse til sagen fremgår, at ved henvendelsen til lægevagten den 26. september 2001 frembød symptomer på hyperventilation, som nævnet kan oplyse er en nervøst betinget hurtig vejrtrækning med ophobning af ilt og ledsagende snurrende fornemmelse i hænder og fødder samt angstfornemmelse. Vagtlæge foretog en objektiv undersøgelse, der ikke umiddelbart afslørede andre abnorme forhold, men da var voldsomt generet af tilstanden, foranledigede han videre behandling i sygehusregi.

Nævnet finder på denne baggrund, at vagtlæge foretog en til lejligheden relevant undersøgelse og traf en lægefaglig korrekt beslutning ved at henvise til videre behandling, da han ikke selv var i stand til at afhjælpe hendes gener.

Af journalen fremgår, at den 26. september 2000 på grund af hurtig overfladisk vejrtrækning (hyperventilation) blev henvist til skadestuen, . Hun blev ved henvisningen til skadestuen kørt i kørestol af lægevagtens sygeplejerske. I skadestuen forsøgte sygeplejerske at få beroliget, således at hendes vejrtrækning kunne komme ned på normal hyppighed.

Det fremgår af sygeplejerske s udtalelse til sagen, at hun ved indlæggelsen overvejede at tilkalde en læge, men vurderede at hun selv var i stand til at hjælpe , samt at lægen tilså en anden patient, og desuden var den vagthavende læge kinesisk, hvilket gav anledning til sprogvanskeligheder.

Af sygeplejerske s udtalelse til sagen fremgår, at det ganske langsomt lykkedes for at få kontrol over vejrtrækningen, dog med tilbagefald ind imellem. Det fremgår videre, at klagede over snurren i fingrene, snurren op ad halsen samt trykken for brystet. Samtidig skiftevis frøs og svedte hun.

Af sygeplejerske s udtalelse til sagen fremgår videre, at hun ved et sådant tilbagefald besluttede at måle blodtrykket på , hvilket imidlertid måttet opgives. Herefter besluttede sygeplejerske at bestille et hjertekardiogram, idet fortsat klagede over, at det klemte for brystet.

Det er nævnets vurdering, at sygeplejerske i denne situation, med trykkende brystsmerter og fortsatte tilbagefald med hurtig overfladisk vejrtrækning, burde have tilkaldt den vagthavende læge med henblik på en vurdering af tilstanden, uagtet de sprogproblemer, der end måtte have været.

Nævnet finder på denne baggrund, at sygeplejerske har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af .

Da udviklede hjertestop reagerede sygeplejerske med det samme med tilkald af hjertestophold samtidig med, at hun sammen med en kollega startede genoplivningsforsøg. Nævnet finder, at dette var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

Reservelæge A fra kardiologisk afdeling blev ifølge journalen den 26. september 2000 tilkaldt kl. 20.10 til skadestuen, hvor befandt sig og frembød kliniske tegn på hjertestop. På det tidspunkt var der etableret basal genoplivning med udvendig hjertemassage og understøttelse af åndedrættet med iltmaske (ventilation på maske med 100 % ilt). Der blev umiddelbart givet et elektrisk stød på grund af hjerteflimmer (ventrikelflimmer), herefter blev der opnået en kortvarig normal hjerterytme (sinusrytme), som på ny slog over i hjerteflimmer, hvorefter der blev givet elektrisk stød. Herefter blev der opnået sinusrytme på hjertekardiogrammet, men ikke følelig perifer puls.

Af journalen fremgår videre, at der blev givet rytmeregulerende medicin (cordarone og atropin), hjertestimulerende medicin (adrenalin og Calcium) og syreneutraliserende medicin (bikarbonat).

Den udvendige hjertemassage blev fortsat, og blev intuberet ved anæstesisygeplejerske , og anæstesilæge, 1. reservelæge blev tilkaldt.

Af journalen fremgår, at den kardiologiske bagvagt, speciallæge , blev kontaktet af reservelæge A, og at han ved sin ankomst foretog en ultralydsundersøgelse af hjertet (ekkokardiografi), som viste et udspilet (dilateret) venstre hjertekammer uden funktion.

Af speciallæge s udtalelse til sagen fremgår, at den anæstesiologiske bagvagt overlæge A ankom i forbindelse med undersøgelsen, og at det på dette tidspunkt var hans vurdering, at akut opstået lungeemboli var den mest sandsynlige årsag til s tilstand. Han konfererede med overlæge A, hvorefter thoraxkirurgisk afdeling blev kontaktet.

Af journalen fremgår, at det ikke var muligt at få genetableret kredsløbet trods hurtigt indsættende hjertestopbehandling, hvorfor blodprop i lungerne blev overvejet som mulig årsag til tilstanden. Medvirkende til denne mistanke var, at havde fået p-piller og var overvægtig.

Af 1. reservelæge s udtalelse til sagen fremgår, at der under transporten til operationsstuen blev givet udvendig hjertemassage. Ved operationen var overlæge til stede.

Af journalen fremgår videre, at læge , thoraxkirurgisk afdeling, blev tilkaldt til modtagelsen, og at var intuberet, da hun ankom. Der blev udført hjertemassage. Læge konstaterede, at det ikke var muligt efter sufficient forsøg at genoplive hende, hvorfor hun gennemgik mulige årsager. Der var ikke tegn på perforation af lunge (pneumothorax), og det eneste man kunne forestille sig, der var kirurgisk chance for at hjælpe hende med var, hvis der var tale om en central blodprop i lungen (lungeemboli).

Overlæge B og læge foretog ifølge journalen herefter en akut operation under pågående hjertemassage, indtil var tilsluttet hjerte-lungemaskinen. Det blev ved denne procedure bemærket, at blodet i hovedpulsåren var helt sort, som udtryk for manglende iltning af blodet. Pulsåren til lungerne blev åbnet, uden at der blev fundet blodprop. Man måtte derfor afstå fra yderligere og aftrappede nu hjerte-lungemaskinen. Herunder startedes ventilationen af lungerne igen, men det viste sig, at tuben ikke lå i luftrøret, men i spiserøret. Det blev herefter lagt om, og der blev ventileret på vanlig vis. Imidlertid kunne hjertet ikke overtage.

Af anæstesisygeplejerske udtalelse af til sagen fremgår, at hun uden besvær intuberede i skadestuen. Hun registrerede, at brystkassen (thorax) hævede sig, og en af de tilstedeværende læger konstaterede ved stetoskopi, at tuben var beliggende i luftrøret, idet der var luftskifte over begge thoraxhalvdele. Ifølge anæstesisygeplejerske blev stetoskopien gentaget to gange senere i forløbet på skadestuen. Begge gange udtalte lægerne, at tuben var korrekt placeret. På anæstesiskemaet er stetoskopierne ikke registreret.

Af anæstesilæge, 1.reservelæge s udtalelse til sagen fremgår, at han ikke kan huske, om var intuberet, da han ankom, men at dette er mest sandsynligt, og at han sikrede placeringen af tuben ved stetoskopi, hvilket er normal procedure.

Nævnet kan oplyse, at det er normal procedure, at tubens korrekte placering verificeres ved stetoskopi og om muligt ved kapnografi. En kapnograf registrerer CO

Verificeringen af tubens placering umiddelbart efter intuberingen er efter nævnets opfattelse ikke dokumenteret på anæstesiskemaet, men nævnet finder det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at tuben blev anlagt forkert i skadestuen. Nævnet kan oplyse, at en korrekt placeret tube kan glide op under f.eks. transport til operationsgangen eller under flytningen til operationslejet.

Af journalen fremgår, at en efterfølgende obduktion viste svær forkalkning af hjertets kranspulsårer og lukning af den forreste gren til venstre hjertehalvdel.

Nævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at lægerne på thoraxkirurgisk afdeling, kardiologisk afdeling og anæstesiologisk afdeling, har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af .

Nævnet finder på denne baggrund endvidere ikke grundlag for at fastslå, at anæstesisygeplejerske har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af .