Klage over manglende indbringelse til skadestue

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere ambulancebehandler <****> for hans behandling af <****> den 11. oktober 2002 på en cafe i <****>.

Hændelsesforløb

var fredag den 11. oktober 2002 på cafe, hvor hun fik et ildebefindende. Hendes veninder tilkaldte .

Ambulancebehandler vurderede, at det på baggrund af s tilstand var forsvarligt, at hun kunne tage hjem, hvilket hun indvilligede i.

s veninder spurgte, hvordan de skulle komme hjem og blev rådet til at tage en taxa, da de var kommet til byen i taxa.

er efterfølgende blevet henvist til en neurolog, som den 22. november 2002 har iværksat supplerende undersøgelser.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ambulanceførerne ikke iværksatte tilstrækkelig behandling i forbindelse med, at var besvimet og ikke huskede sin adresse.

har herved anført, at ambulanceførerne anbefalede hende at tage en taxa og ellers kontakte lægevagten.

Nævnets afgørelse af klagepunkt
Ambulancebehandler handlede fagligt korrekt ved sin behandling af den 11. oktober 2002. Nævnet finder imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om han havde målt hendes blodtryk, puls, saturation og respirationsfrekvens som supplement til den kliniske vurdering.

Begrundelse

havde tidligere haft lignende ildebefindende den 11. marts 2002, hvor hun efterfølgende blev indlagt knap et døgn på medicinsk afdeling, . Neurologisk tilsyn konkluderede, at der var tale om klassisk migræne, og ved ambulant kontrol i maj og september 2002 blev diagnosen klassisk migræne, ifølge journal og epikrise, fastholdt. Den 9. maj 2002 havde hun igen et lignende ildebefindende, hvor ambulance blev tilkaldt, men blev ikke indlagt.

Ifølge journalen blev ambulancekaldet modtaget kl. 22.33, og ambulancen var fremme kl. 22.45. Kaldet var af vagtcentralen disponeret til at være en kørsel 2 (det vil sige uden udrykning), idet meldingen var kode 70 (sygdom).

Ifølge udtalelse til sagen fra ambulancebehandler blev han på cafeen henvist til baglokalet, hvor han traf og hendes to veninder. sad på en stol med veninderne stående ved siden af. Han henvendte sig til for at klarlægge, hvad der var sket samtidigt med, at han vurderede hendes kliniske symptomer. Veninderne forklarede, at havde fået det dårligt, mens de havde siddet på cafeen. forklarede efter forespørgsel, at hun havde prøvet noget lignede to gange tidligere. Begge gange var hun taget på skadestuen, hvorfra hun var sendt hjem efter nogle timer uden behandling. Hun var samtidigt blevet undersøgt af sin egen læge, hvor hun havde fået taget blodprøver og var blevet undersøgt for blandt andet diabetes og epilepsi uden, at der var fundet noget galt. Yderligere var hun blevet set af en specialist uden, at der var fundet noget galt.

Ifølge journalen reagerede s øjne spontant, hendes sprog var orienteret, og hun bevægede sig på opfordring. Hun havde videre ifølge journalen normale pupiller.

Videre ifølge udtalelse til sagen fra ambulancebehandler oplyste adspurgt om sin adresse navnet på gaden, hvor hun boede, men da hun lige var flyttet til byen, var hun var i tvivl om nummeret på opgangen. Dette tolkede han ikke som hukommelsessvigt, da hun udover gadenavn oplyste fuldt cpr-nummer og gav en fornuftig forklaring på, hvorfor hun ikke kunne huske nummeret. Samtidigt scorede hun fuld score på såkaldt Glasgow Coma Skalaen. Hun viste ikke på noget tidspunkt adfærdsændringer, ligesom hun forklarede sig tydeligt vedrørende tid, sted og sygdomsforløb. Ifølge ambulancebehandler var hun således vågen, klar og orienteret.

har til sagen oplyst, at hun var flyttet til byen den 1. juni 2002.

Da havde forklaret, at hun var i et kendt behandlingsforløb hos egen læge og speciallæge, vurderede ambulancebehandler ud fra hendes symptomer og hændelsesforløb, at det var fuldt forsvarligt, at hun kunne tage hjem, da der var tale om en voksen og myndig person i selskab med to andre voksne. Dette indvilligede i.

Ifølge klagen burde være bragt direkte til observation på sygehus.

Ifølge udtalelse til sagen fra ambulancebehandler s blev på intet tidspunkt nægtet at blive kørt til en skadestue, og hun har på intet tidspunkt gjort ambulancepersonalet opmærksom på, at hun straks skulle indbringes til skadestue med ambulance, hvis hun fik det dårligt. Han fik endvidere på intet tidspunkt oplysning om, at hun havde været besvimet. Dette fremgik ej heller af oplysningerne til vagtcentralen, som optog alarmopkaldet.

Der foreligger således modstridende oplysninger om, hvorvidt er blevet nægtet transport til sygehus. Det er imidlertid nævnets vurdering, at ambulancebehandler på grundlag af de for ham foreliggende oplysninger foretog en relevant behandling af , herunder undlod at indbringe hende på skadestue.

Ambulancebehandler rådede ifølge sin udtalelse til sagen afslutningsvis til at kontakte vagtlæge eller ringe 112, hvis hun i løbet af natten igen følte ubehag. Endvidere blev hun rådet til at orientere egen læge om, at hun havde været utilpas.

Sammenfattende finder nævnet ikke anledning til kritik ambulancebehandler . Nævnet finder imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om han havde målt s blodtryk, puls, saturation og respirationsfrekvens som supplement til den kliniske vurdering.