Klage over manglende konstatering af knoglebrud i ansigtet

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere afdelingslæge A for hans behandling af <****> den 28. januar 2003 på skadestuen, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere afdelingslæge B for hendes behandling af <****> den 29. januar 2003 på skadestuen, <****>.

Hændelsesforløb

Den 28. januar 2003 faldt og slog venstre kæbe. Hun blev derfor undersøgt på skadestuen, , af afdelingslæge A, der konstaterede, at der var stærke smerter i venstre kæbeled, og at hun kun kunne åbne munden ganske lidt. Der var endvidere hævelse af venstre kind. Han ordinerede en røntgenundersøgelse af venstre kæbeled, som han vurderede viste normale forhold. Han ordinerede smertestillende medicin og anbefalede at henvende sig til egen læge ved fortsatte gener.

Ved en røntgenkonference dagen efter konstaterede lægerne, at røntgenbilledet af venstre kæbeled ikke var tilfredsstillende, hvorfor samme dag blev indkaldt til ny røntgenundersøgelse af begge kæbeled. Denne blev vurderet og beskrevet af afdelingslæge B, som ikke fandt tegn på brud eller ledskred.

Den 3. februar 2003 blev sygemeldt i 14 dage på grund af hjernerystelse. Midt i februar 2003 fik hun på en privat klinik foretaget en røntgenundersøgelse af ansigtet, der viste brud på ansigtsknoglen, hvorfor hun blev henvist til til videre behandling.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• at lægerne ikke foretog tilstrækkelige undersøgelser af den 28. og 29. januar 2003, idet de ikke konstaterede, at hun led af knoglebrud i ansigtet.

Det er herved anført, at der ved en senere undersøgelse på en røntgenklinik på blev konstateret brud i ansigtet, men at det da var for sent at behandle .

Nævnets afgørelse af klagen

Afdelingslæge A har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 28. januar 2003 på skadestuen, .

Afdelingslæge B har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 29. januar 2003 på skadestuen, .

Begrundelse

Det fremgår af skadesjournalen, at tidligere havde lidt af ledskred i venstre kæbe. Den 28. januar 2003 faldt hun på sin cykel og slog venstre kæbe. Hun havde efterfølgende samme fornemmelse som ved det tidligere ledskred. Hun henvendte sig derfor kl. 20.20 på skadestuen, , hvor hun blev undersøgt af afdelingslæge A, der konstaterede, at hun havde stærke smerter i venstre kæbeled, og at hun alene kunne åbne munden ganske lidt, men at der var normalt sammenbid. Desuden konstaterede han, at der var hævelse af venstre kind. Han ordinerede på grund af mistanke om ledskred eller brud i venstre kæbeledsregion en røntgenundersøgelse af venstre kæbeled, og han vurderede, at undersøgelsen viste normale forhold. Han ordinerede derfor smertestillende tabletter og gigttabletter og informerede om, at hun ved fortsatte gener skulle henvende sig til egen læge.

Nævnet kan oplyse, at de foreliggende røntgenbilleder er indblændede røntgenoptagelser af venstre kæbeled med højre til sammenligning. Det er efter nævnets opfattelse vanskeligt at vurdere, hvorvidt der er brud eller ledskred på baggrund af billederne, idet det er komplekst at lokalisere anatomiske kendepunkter.

Det er nævnets opfattelse, at det i foreliggende sag med stærke smerter i venstre kæberegion og kun minimal evne til at lukke munden op (trismus) samt hævelse hen over samme kindregion efter kendt traume mod kæbe-/kindregionen, er almindelig praksis at mistænke såvel ledskred i kæbeleddet samt brud i regionen.

Det fremgår af afdelingslæge A’s udtalelse til sagen, at han hverken ved den objektive undersøgelse af eller ved røntgenundersøgelsen fandt tegn på ledskred eller brud i venstre kæbeledsregion.

Det er nævnets opfattelse, at afdelingslæge A burde have undersøgt, hvorvidt der var ømhed, såvel direkte som indirekte, af kæbe-/kindregionen, ligesom han burde have undersøgt, om der var påvirket følesans i regionen samt om der var dobbeltsyn.

Det er nævnets opfattelse, at afdelingslæge A’s vurdering af den foreliggende røntgenundersøgelse var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard. Det er imidlertid nævnets opfattelse, at han, på baggrund af de journalførte kliniske oplysninger og iagttagelser samt det manglende positive fund efter røntgenundersøgelse af venstre kæbeled, umiddelbart burde have mistænkt, at det herefter kunne dreje sig om brud i kæberegionen og derfor have ordineret fornyet røntgenundersøgelse, inkluderende ansigtsskelettet med fokus på venstre kæbe-/kindregion.

På denne baggrund finder nævnet, at afdelingslæge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig ved sin behandling af den 28. januar 2003.

Ved en røntgenkonference den 29. januar 2003 blev det ifølge skadesjournalen konstateret, at røntgenbilledet af venstre kæbeled ikke var tilfredsstillende (inkonklusiv), hvorfor samme dag blev indkaldt til ny røntgenundersøgelse af begge kæbeled. Undersøgelsen, som blev beskrevet af afdelingslæge B, viste ikke tegn til brud eller ledskred.

Nævnet kan oplyse, at røntgenbillederne viser specialoptagelser af venstre kæbeled inklusive den vinklede del af kæben ned til kæbevinklen. Der er taget røntgenbilleder af højre til sammenligning, og der er ingen tegn på brud eller ledskred (angulus mandibulae) i regionen. Kæberegionen i øvrigt kan ikke vurderes på billederne, der er optaget specifikt med henblik på kæbeleddet.

Det er nævnets opfattelse, at afdelingslæge B’s faglige rolle i foreliggende sag udelukkende omfattede en vurdering af røntgenbillederne.

Det er herefter nævnets opfattelse, at afdelingslæge B’s vurdering af, at røntgenundersøgelsen af 29. januar 2003 viste normale forhold, var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.