Klage over fortsat behandling med Leponex trods lavt antal hvide blodlegemer

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere afdelingslæge <****> for hans behandling af <****> den 25. oktober og den 1. november 2001 på <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

havde siden 1991 været indlagt i alt syv gange på på grund af svære depressioner, personlighedsforstyrrelse, misbrug af alkohol og medicin og tilbagevendende selvmordstanker og -impulser. havde således under en tidligere indlæggelse foretaget et alvorligt selvmordsforsøg, hvor hun overskar alle sener til venstre hånd, og havde også under den aktuelle indlæggelse frembudt suicidale tanker og impulser.

Den 18. november 2000 blev indlagt på på grund af påtrængende selvmordstanker. Hun blev under indlæggelsen søgt behandlet med beroligende medicin, antipsykotisk medicin og antidepressiv medicin i forskellige kombinationer og doseringer uden tilstrækkelig effekt på tilstanden. På den baggrund besluttede afdelingslæge i samråd med den ledende overlæge den 21. maj 2001 at tilbyde behandling med Leponex (clopazin) fra den 22. maj 2001.

fik langsomt øget Leponexdoseringen, men fik den 14. juli 2001 et generaliseret krampeanfald. På denne baggrund blev Leponexdosis mindsket. På mistanke om, at kramperne kunne skyldes eventuel epilepsisygdom, blev der foretaget undersøgelse af hjernen ved hjælp af elektroencefalogram (EEG), der ikke gav mistanke om epilepsi.

Blodprøver viste den 18. og 24. juli og den 10. august 2001 høje koncentrationer af Leponex i s blod. I første omgang blev dosis dog fastholdt for at opnå effekt. Fra den 15. august 2001 blev dosis nedsat efter en pause på to dage. Den 27. august og igen den 10. september 2001 blev den daglige dosis Leponex igen mindsket, og fra 11. september 2001 var i behandling med Leponex 250 mg dagligt.

Den 21. august 2001 havde et nyt generaliseret krampeanfald.

For at forebygge krampeanfald som følge af Leponexbehandlingen blev fra den 3. oktober 2001 behandlet med antiepileptisk medicin, samtidig med at Leponexdoseringen blev øget til 300 mg dagligt.

Den 24. oktober 2001 blev der rutinemæssigt foretaget kontrolblodprøver. Blodprøverne viste her leucocyttal på 1,7 x 109 pr. liter. Endvidere blev der målt en koncentration af stoffet oxcarbazepin (antiepileptisk medicin) på 76 mikromol/l.


Den 25. oktober 2001 orienterede afdelingslæge om blodprøvesvarene og hævede doseringen af både den antiepileptiske medicin og af Leponex, sidstnævnte til 50 mg om morgenen og 300 mg om aftenen.

Den 1. november 2001 tilså afdelingslæge , og konstaterede, at koncentrationen af den antiepileptiske medicin nu var 86 mikromol/l. Afdelingslæge øgede herefter Leponexdoseringen til 100 mg om morgenen og 300 mg om aftenen.

Den 8. november 2001 tog på weekend fra indlæggelsen, men hun kom atter i afdelingen søndag den 11. november 2001, idet hun havde det dårligt, havde temperaturstigning til 39,8º C, og var sløv og træt. Hun var ved ankomsten til afdelingen tydeligt sløj, grå i hovedet og kunne ikke gå uden støtte.

blev samme dag den 11. november 2001 overflyttet til medicinsk afdeling, og videreoverført til infektionsmedicinsk afdeling .

Ved ankomsten til var leukocyttallet blevet målt til 0,3 x109 pr liter. På blev der iværksat intensiv behandling for lungebetændelse og blodforgiftning (sepsis) samt utilstrækkelig vejrtrækning.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• at afdelingslæge ikke behandlede korrekt i forbindelse med, at hun blev behandlet med Leponex.

Det er herved anført, at afdelingslæge øgede Leponex-behandlingen den 1. november 2001 på trods af, at der den 24. oktober 2001 var blevet målt et leukocyttal på 1,7.

Nævnets afgørelse af klagen

Afdelingslæge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 25. oktober og den 1. november 2001 på .

Begrundelse

Patientklagenævnet kan oplyse, at der ved behandling med Leponex er en vis, omend beskeden, risiko for, at der kan optræde alvorlige bivirkninger i form forstyrrelser i hjertets elektriske overledning og hæmning af knoglemarvens dannelse af hvide blodlegemer, som i kroppen har den funktion at være med til at bekæmpe betændelsestilstande. Falder antallet af hvide blodlegemer dramatisk – specielt den undergruppe, der kaldes granulocytter – kan der udvikle sig en svær og eventuelt livstruende tilstand som følge af betændelse.

Videre kan nævnet oplyse, at Sundhedsstyrelsen for at forebygge dette har fastsat regler om, at patienter i behandling med Leponex skal have foretaget kontrol af det samlede antal af hvide blodlegemer og antal i undergrupper heraf. Denne kontrol skal foretages én gang ugentligt de første 18 uger af behandlingen og derefter en gang om måneden. Samtidig skal der så længe dosisøgning pågår (dog mindst i 4 uger) tages hjertekardiogram. Opstår der feber eller andre tegn på infektion, skal prøverne gentages. Falder antallet af hvide blodlegemer til under den nedre normale grænse, skal behandlingen ophøre.

havde som foreskrevet i forbindelse med Leponexbehandlingen løbende fået taget blodprøver. Antallet af hvide blodlegemer fandtes ifølge journalens laboratorieskema ved blodprøvetagning den 24. oktober at være 1,7x109, det vil sige under den laveste normalgrænse, som ifølge hospitalets laboratorieskema er 3,0 x 109. Dagen efter, den 25. oktober 2001, øgede afdelingslæge ifølge journalen Leponexdosis fra 300 mg i døgnet til 350 mg i døgnet, og syv dage senere, den 1. november 2001, med yderligere 50 mg dagligt til i alt 400 mg i døgnet.

Den ledende overlæge har til sagen oplyst, at hospitalets procedure for kontrol af blodprøvesvar er, at laboratoriet med fed skrift anmærker, hvis en prøve afviger fra det sædvanlige, hvilket dog af laboratorieskemaet fremgår, ikke var sket i det aktuelle tilfælde. Når blodprøvesvar ankommer til afsnittet, bliver de vurderet af en sygeplejerske, der gør opmærksom herpå, hvis de afviger fra de sædvanlige. Samtidig bliver prøverne præsenteret for afsnittets læge, som ser prøverne og gør opmærksom herpå, hvis de afviger fra det almindelige.

Selvom det afvigende blodprøvesvar vedrørende antallet af hvide blodlegemer fra blodprøven taget den 24. oktober 2001 ikke var fremhævet med fed skrift på laboratorieskemaet, finder nævnet, at afdelingslæge burde have haft sin opmærksomhed rettet herpå i forbindelse med, at han gennemgik laboratoriesvarene, således at behandlingen med Leponex var blevet indstillet.

På denne baggrund finder nævnet, at afdelingslæge har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med behandlingen af den 25. oktober og den 1. november 2001.