Indberetning af psykiatrisk speciallægeerklæring i forbindelse med forældremyndigheds- og samværssag

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere speciallæge <****> i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 1. april 2003 til advokat <****>.

Hændelsesforløb

Speciallæge i psykiatri udarbejdede til maters advokat erklæring af 1. april 2003 til brug for en sag om forældremyndighed og samvær.

Speciallæge anførte blandt andet i erklæringen, at ægtemanden udviste truende adfærd, og at han havde bortført barnet.

Læge har overfor Sundhedsstyrelsen oplyst, at han skrev sin erklæring på baggrund af dels de oplysninger, han havde fra maters praktiserende læge om mandens adfærd, dels en reportage i en avis med billede af mater med sit barn og en politimand i baggrunden.

Indberetningen

Sundhedsstyrelsen har indberettet følgende:

• At læge ikke opfyldte kravene i lægelovens § 8, stk. 1, hvoraf det fremgår, at en læge skal udvise omhu og uhildethed ved afgivelsen af en erklæring.

Nævnets afgørelse af indberetningen

Speciallæge har overtrådt lægeloven i forbindelse med udarbejdelsen af erklæringen af 1. april 2003.

Begrundelse

Det fremgår af erklæring af 1. april 2003, udarbejdet af speciallæge i psykiatri til maters advokat, at erklæringen er afgivet efter at speciallægen havde undersøgt efter anmodning fra advokaten med henblik på afklaring af 4 spørgsmål stillet af advokaten.

Speciallæge anfører i erklæringen vedrørende baggrunden for maters henvendelse til ham, at mater blev henvist til vurdering og behandling af sin praktiserende læge, som i henvisningen anfører: “Tidligere stærk og robust kvinde. Nu gennem 2 år gift med ægtemand. Der er en datter på 4 måneder. Ægtemanden fremtræder tiltagende voldelig og truende, truer dels andre, truer dels med selvmord, fremtræder tiltagende paranoid og mistroisk. Mater og hendes familie er overordentlig og indføleligt bange for ægtefællen. Problemet er nu, at den voldelige og truende ægtemand vil have samkvem med den 4 måneder gamle datter men ikke vil acceptere, at det sker hos svigerforældrene. Jeg håber på hurtig hjælp”.

På spørgsmålet fra advokaten om, hvor mange samtaler speciallæge har haft med mater, svarer speciallæge i erklæringen, at han siden den 25. februar 2003 har haft 5 samtaler med mater, og at hun til samtalerne har været ledsaget af sin mor i 3 af tilfældene, samt at hun alle gange har haft sit barn med.

På advokatens spørgsmål om, hvorvidt der var tegn på, at mater skulle have en psykisk lidelse, svarer speciallæge , at han er enig i egen læges vurdering af, at mater udviser en naturlig og indfølelig reaktion på ægtefællens truende adfærd, og at der i forbindelse med ægtemandens bortførelse af barnet naturligvis har været en forværring i tilstanden, men at hun efter at hun nu får kvalificeret hjælp fra såvel advokat som speciallæge er faldet fuldstændig til ro igen. Speciallæge anfører videre, at der således ikke er tegn på, at mater har en egentlig psykisk lidelse, og at der kun er tale om en naturlig reaktion på en urimelig belastningssituation.

Speciallægen anfører i brev af 13. oktober 2003 til Sundhedsstyrelsen, at han skrev erklæringen på baggrund af dels de oplysninger han havde fra maters praktiserende læge om mandens adfærd, dels at der dagen efter bortførelsen var en helsides reportage i en avis med billede af mater med sit barn og en politimand i baggrunden med en grundig gennemgang af ægtemandens adfærd i forbindelse med hans bortførelse/fjernelse af barnet fra maters hjem.

Patientklagenævnet kan oplyse, at det af bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 vedrørende udarbejdelse af lægeerklæringer fremgår, at lægen ved afgivelse af lægeerklæringer stadig bør erindre, at lægeerklæringer er dokumenter, der kan få afgørende betydning såvel i offentlige som i private retsforhold, og at lægen derfor nøje skal iagttage, at han ikke i denne sin egenskab afgiver erklæringer om sygdomme eller forhold, som han ikke har fornødent lægeligt kendskab til.

Det fremgår videre af bekendtgørelsen, at det tydeligt skal fremgå, hvilke af de i erklæringen givne oplysninger der beror på lægens egen undersøgelse eller iagttagelse af den pågældende, og hvilke der skyldes angivelser fra den undersøgte eller tredjemand eller beror på journaler og lignende.

I erklæringen skal anføres dato for lægens sidste personlige undersøgelse af den pågældende; er ingen personlig undersøgelse foretaget, skal dette udtrykkeligt anføres.

Det fremgår af erklæringen ikke, hvorpå speciallæge bygger det i erklæringen anførte om ”ægtefællens truende adfærd”, og ”ægtemandens bortførelse af barnet” og Patientklagenævnet finder derfor, at speciallæge har overtrådt den nævnte bekendtgørelse om afgivelse af lægeerklæringer § 4, stk. 2.

Speciallæge oplyser i brev af 13. oktober 2003 til Sundhedsstyrelsen, at der i avisen var en grundig gennemgang af ægtefællens adfærd i forbindelse med hans bortførelse/fjernelse af barnet fra maters hjem.

Maters praktiserende læge har i brev af 10. oktober 2003 til Sundhedsstyrelsen anført, at han baserede sin henvisning til speciallæge på oplysninger fra mater og hendes forældre, og at han aldrig har truffet maters ægtefælle.

Nævnet finder på denne baggrund endvidere, at speciallæge i erklæringen har udtalt sig om forhold, som han ikke havde fornødent lægeligt kendskab til, jf. bekendtgørelsens § 1.

Herefter finder nævnet, at speciallæge ikke har udvist tilstrækkelig omhu og uhildethed ved udfærdigelsen af erklæringen af 1. april 2003, og at han derfor har overtrådt lægelovens § 8, stk.1.

DISSENS:

Afgørelsen er truffet af et flertal i nævnet. Nævnsmedlem har afgivet følgende mindretalsudtalelse: Nævnsmedlem finder ikke grundlag for at fastslå, at speciallæge har udvist utilstrækkelig omhu og uhildethed i forbindelse med udarbejdelse af erklæringen af 1. april 2003, idet han relevant har besvaret de stillede spørgsmål vedrørende maters forhold.