Klage over manglende tandreguleringsbehandling

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere specialtandlæge 1, specialtandlæge 2, specialtandlæge 3 og specialtandlæge 4 for deres behandling af <****> i <****> fra den 4. maj 1992 til den 20. marts 2003.

Hændelsesforløb

, der var 8 år, blev den 4. maj 1992 undersøgt af specialtandlæge 1 med henblik på tandreguleringsbehandling. Han fandt, at der var læbefang på fortænderne, og at skulle henvises til ved tegn på vækstspurt (+S).

Den 25. april 1995 blev undersøgt af specialtandlæge 2, der fandt, at der ikke var påbidning af fortænderne i underkæben på tandkødet bag fortænderne i overkæben. Det blev journalført, at skulle ses igen i 7. klasse.

Den 7. november 1997 blev undersøgt af specialtandlæge 3, der fandt, at der ikke var indikation for behandling i kommunalt regi.

Den 4. december 2002 blev undersøgt af specialtandlæge 4, efter at hans far på anmodning af s private tandlæge havde henvendt sig til , da tandlægen mente, at burde have fået tandreguleringsbehandling i kommunalt regi. Der blev fremstillet studiemodeller og optaget røntgenbilleder og kliniske fotos. På en konference blev det besluttet, at der ikke var indikation for at tilbyde behandling.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke har fået tandretningsbehandling, trods udtalt trangstilling i over – og underkæbefront og dybt bid på fortænderne.

Nævnets afgørelse af klagen

Specialtandlæge 1, specialtandlæge 2, specialtandlæge 3 og specialtandlæge 4 har ikke overtrådt tandlægeloven, idet de i perioden fra den 4. maj 1992 til den 20. marts 2003 foretog en korrekt risikovurdering, da de vurderede, at der for ikke forelå indikation for tandreguleringsbehandling i kommunalt regi.

Begrundelse

Patientklagenævnet kan oplyse, at tandlæger i den kommunale tandpleje ved deres vurdering af, om der for en patient foreligger indikation for tandreguleringsbehandling, skal følge Sundhedsstyrelsens retningslinier herom, der findes i et bilag med regler for ortodontivisitation og ortodontiindikationer til Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 205 af 22. marts 2001 om tandpleje.

Det fremgår heraf blandt andet, at tandstillingsfejl, der indebærer forudsigelige eller eksisterende risici for fysiske skader og /eller psykosociale belastninger, skal forebygges og behandles.

Videre fremgår det, at der er indikation for tandreguleringsbehandling, når der er risiko for skader på tænder og omgivende væv, herunder paradontale skader (skader på tandkød, rodhinde, knogle), som kan forårsages af ekstremt dybt bid, der beskadiger parodontiet bag overkæbens eller foran underkæbens fortænder. Ekstremt slid på tænder kan forekomme, når enkelte tænder eller tandgrupper overbelastes f.eks. ved tvangsføring eller ved tæt og dybt bid.

Herudover er der indikation for tandreguleringsbehandling, når der er risiko for funktionsforstyrrelser, hvilket indebærer, at kæbeleds- og muskelsmerter kan udløses af tvangsføring af underkæben. Tvangsføring kan være rettet bagud, som ved dybt bid med bagudrettede overkæbefortænder, fremad som ved underbid, og til siden ved udpræget krydsbid. Endvidere kan disse forstyrrelser udløses af manglende stabilitet i sammenbiddet.

Endelig er der indikation for tandreguleringsbehandling, når der er risiko for psykosocial belastning, hvilket indebærer, at personens udseende afviger i en sådan grad, at det må anses for invaliderende. Der er her tale om variationer, der ligger så langt ud over den normale variation, at det medfører konstant drilleri, mobning og mindreværdskomplekser blandt børn og lav selvværdsfølelse blandt voksne i forbindelse med daglig social kontakt.

Afgørelsen af, om der foreligger indikation for tandreguleringsbehandling, beror på et skøn.

Det fremgår af s journal, at der ikke optræder bidfunktionelle symptomer (kæbeleds- eller muskelsmerter).

Studiemodeller og profilrøntgenbillede viser, at der optræder et dybt bid (underkæbefortænderne går langt op bag overkæbefortænderne), at fortænderne i over- og underkæben er skæve samt, at især underkæbefortænderne er slidte. Det dybe bid er velafstøttet og stabilt.

Det er nævnets vurdering, at der ved visitationerne blev angivet relevante diagnoser. De angivne diagnoser bekræftes af de fremsendte gipsmodeller, dias og profilrøntgenbillede. Billedet er analyseret, hvilket er korrekt.

Det er endvidere nævnets vurdering, at der ikke er risiko for parodontale skader på tandkød forårsaget af ekstremt dybt bid. Der er ikke risiko for funktionsforstyrrelser. Skævheden af fortænderne i over- og underkæben er ikke af en sådan karakter, at udseende afviger i en sådan grad, at det må anses for invaliderende. Sliddet af underkæbefortænderne vurderes som moderat og vil næppe forværres med den eksisterende tandstilling. Der er således ikke tale om ekstremt slid på tænder ved tæt dybt bid.

På denne baggrund er det nævnets opfattelse, at specialtandlægerne 1, 2, 3 og 4 anlagde en korrekt risikovurdering, da de visiterede med henblik på vurdering af behov for tandreguleringsbehandling.

Patientklagenævnet finder således, at specialtandlægerne 1, 2, 3 og 4 ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres visitation af i .