Klage over tvangsfiksering over 2 måneder

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 15. april 2003 for så vidt angår tvangsfikseringen af <****> på psykiatriske afdeling, <****>, i perioden fra den 27. oktober til den 8. november 2002, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer dog afgørelse for så vidt angår tvangsfikseringen i perioden fra den 8. november 2002 til den 8. januar 2003, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne var opfyldt.

havde siden 10 års alderen lidt af en psykisk lidende og havde siden 1983 været indlagt på psykiatrisk afdeling mere end 25 gange, på grund af en spaltningssindssygdom.

blev aktuelt den 22. oktober 2002 frivilligt indlagt på psykiatrisk afdeling, , efter at der, formentlig som følge af manglende antipsykotisk behandling, skete en forværring i hans psykiske tilstand. Han var ved indlæggelsen anspændt, hurtigtalende, latent aggressiv og psykotisk, og lægerne vurderede, at han var præget af vrangforestillinger og tankemylder samt formentlig var synshallucineret. Lægerne forsøgte at behandle ham med beroligende medicin (Stesolid op til 90 mg i døgnet) samtidig med, at den tidligere behandling med antipsykotisk medicin i form af Seroquel blev genoptaget. På grund af utilstrækkelig effekt heraf, blev der den 28. oktober 2002 suppleret med tablet og dråber Serenase (stigende til 50 mg i døgnet over 8 dage), indtil dosis den 2. december 2002 atter gradvist blev reduceret samtidig med, at ordinationen af Stesolid blev ændret til Rivotril (op til 12 mg i døgnet). blev desuden behandlet med såkaldt højdosis antipsykotisk medicin i form af Nozinan.

Da behandlingen i løbet af nogle uger viste sig uden særlig effekt på tilstanden, påbegyndte lægerne fra den 11. november 2002 behandling med det antipsykotiske præparat Leponex (gradvist stigende til 750 mg i døgnet) samtidig med aftrapning af Seroquel.

Den 27. oktober 2002 var fra morgenen anspændt og blev søgt skærmet på stuen, hvor han kun evnede at opholde sig kortvarigt. Han var præget af vrangforestillinger samt et kaotisk tankeindhold og blev tilbudt beroligende medicin i form af Nozinan. Han var på trods heraf fortsat omkringvandrende, dørsøgende, råbende og truende og gik tæt på personalet, men accepterede kl. 11.45 en frivillig bæltefiksering, der blev efterfulgt af yderligere indgivelse af beroligende medicin. På trods heraf blev han efterfølgende tiltagende udadreagerende og rev i bælte, lagen og gardiner. Lægerne forsøgte at tale ham til ro, hvilket ikke lykkedes. Efter at have kastet med blandt andet en urinkolbe, blev han fikseret med hånd- og fodrem, ligesom han blev anset for tvangsfikseret.

I den efterfølgende periode indtil den 8. januar 2003 var i en langvarig psykotisk tilstand præget af uindfølelig og uforudsigelig adfærd samt spiste og kastede afføring og urin, ligesom han forsøgte at beskadige sig selv med tændte cigaretter. Han havde endvidere næsten daglige umotiverede og uforudsigelige korporlige udfald mod plejepersonalet og læger. Der blev i forløbet anmeldt mere end 20 arbejdsskader af plejepersonalet. Først efter en behandling med ECT i januar 2003, indtrådte der en afgørende bedring af tilstanden.

påklagede beslutningen om tvangsfiksering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Klagen blev herefter behandlet 15. april 2003. Nævnet godkendte beslutningen om tvangsfiksering for så vidt angår perioden fra den 27. oktober til den 8. november 2002, men et flertal af nævnet underkendte tvangsfikseringen for så vidt angår perioden fra den 8. november 2002 til den 8. januar 2003, da flertallet fandt, at udstrækningen af tvangsfikseringen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Flertallet fandt, at der i hvert fald fra den 8. november 2002 var indtrådt en sådan stabilisering og bedring af tilstanden, at der med fornødent mandligt personale burde være indledt forsøg på at bringe tvangsfikseringen til ophør. Flertallet lagde desuden vægt på, at inden eller i denne periode af tvangsfikseringen ikke havde udvist egentligt målrettet aggressivitet eller personfarlig adfærd.

Mindretallet fandt, at i hele tvangsfikseringsperioden ofte havde været svært psykotisk samt urolig og voldsom, trods store doser beroligende medicin. Mindretallet lagde vægt på, at s tilstand stort set var uforandret under hele tvangsfikseringen, og at hospitalet havde forsøgt, så vidt muligt under hensyntagen til personalets sikkerhed, at løsne ham fra bæltet. Mindretallet fandt endvidere, at det beskrevne hændelsesforløb indebar så mange episoder af uventet aggressivitet med skader til følge- efter det oplyste 21 skadesanmeldelser - respektive med nærliggende fare for, at omkringstående ville lige skade, at fortsat fiksering var nødvendigt til den 8. januar 2003.

Denne afgørelse blev herefter anket både af patienten og af lægerne til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Nævnet kan oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1, at tvangsfiksering kun må anvendes i det omfang det er nødvendigt for at afværge, at patienten udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Nævnet kan endvidere oplyse, at det fremgår af bemærkningerne til psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1, tvangsfikseringen i henhold til denne bestemmelse har karakter af et indgreb begrundet i nødværge eller nødret. Reglen omfatter ikke kun fiksering for at beskytte medpatienter, men også for at beskytte personale, besøgende og alle andre, der kommer på afdelingen, samt vedkommende selv. Reglen yder dermed også fornøden hjemmel for indgreb i tilfælde af selvbeskadigende adfærd. Der er tale om et farekriterium. For at faren kan anses som nærliggende, skal der være tale om en konkret, aktuel og påviselig fare. Det kræver derimod ikke, at faren allerede skal have manifesteret sig i en skadevoldende handling, før der kan gribes ind.

Det fremgår endvidere af psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 3, at tvangsfiksering må anvendes, når det er nødvendigt for at afværge, at patienten øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang. Af bemærkningerne til denne bestemmelse fremgår det, at der ved bedømmelsen af, hvorvidt der er tale om hærværk af ikke ubetydeligt omfang, skal tages hensyn til tingenes værdi og til hærværkets omfang, ligesom der skal tages hensyn til den tidsmæssige udstrækning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 27. oktober 2002 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at han selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at var i en svær psykotisk tilstand, højt råbende, urolig og opkørt samt truende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige ved at føre ham til sin stue, og ved fysisk magt forsøgt at fastholde ham. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at han fortsat var urolig efter indgivelse af en beroligende injektion.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at betingelserne for at tvangsfiksere med en hånd- og fodrem var opfyldt, da han på trods af bæltefikseringen efterfølgende blev tiltagende udadreagerende og rev i bælte, lagen og gardiner, ligesom han kastede med blandt andet en urinkolbe.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at den 28. oktober 2002 var han usamlet, destruktiv og urolig. Dagen efter var han fortsat sparkende, råbende med ukontrolleret adfærd og uden hold på sig selv og sine handlinger. Den 30. oktober 2002 var der fortsat meget uro, impulsivitet og ukontrolleret adfærd, og dagen efter fik løsnet den ene håndrem, men blev igen forpint og urolig, hvorefter håndremmen blev anlagt igen. Den 1. november 2002 vurderede lægerne, at var svær angst og forpint og havde svært ved at kontrollere sig, og at han blev udskældende, truende, urolig og sparkede ud efter personalet, hvorefter personalet fandt det nødvendigt at anlægge den anden fodrem også. Dagen efter var han fortsat udskældende og råbende, bortset fra stille perioder, hvorefter personalet løsnede den ene fodrem. Den 3. november 2002 blev den ene hånd løsnet på grund af smerter, rødme og hævelse på armen. Samtidig blev der dog anlagt en fodrem med henblik på at holde stabil i sengen.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den 4. november 2002 fik lidt mere søvn, men at han straks blev urolig, da han vågnede. Han råbte og slog ud efter personalet og forsøgte at ødelægge ting omkring ham. Dagen efter vurderede lægerne, at han forsat var farlig for sig selv og personalet. Den 6. november 2002 var han noget sløv, men fortsat råbende og greb fat i personalet, når de var i nærheden. Dagen efter vurderede lægerne, at var lidt klarere og kunne samarbejde omkring skiften i sengen. Han var fortsat ukontrollerbar i forhold til sine handlinger, som var uforudsigelige og destruktive.

For så vidt angår perioden fra den 8. november 2002 har Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagt vægt på, at denne dag var han råbende og motorisk urolig og kunne ikke samarbejde, bortset fra aftaler omkring sin personlige hygiejne, hvorved han dog viste forsøg på at brænde sig selv. Dagen efter var han atter urolig. Den 10. november 2002 var i perioder rolig, men andre perioder urolig, affektspændt og kastede rundt med ting. Den 11. november 2002 var han igen urolig og kastede med vandglasset, ligesom han greb fat i personalet og rev halskæden af den faste vagt. Dagen efter greb han fortsat ud efter personalet og holdt fast. Den 13. november 2002 vurderede personalet, at var mere rolig, mindre råbende og indimellem var grådlabil. Han slog dog ud efter personalet. Dagen efter var han fortsat urolig og råbende, ligesom han smed med ting og greb ud efter personalet. Den 15. november 2002 vurderede personalet, at man måtte forsøge at have ude af bæltet lidt længere tid. Nogle ting kunne han samarbejde om, men han havde nogen modstand mod at gå tilbage til bæltet og havde under løsningen også lidt svært ved at styre sine impulser og var højtråbende og kastede med ting. Dagen efter var han fortsat urolig og smed med ting. Han var ude af bæltet i 5 kvarter og personalet vurderede, at de havde bedre kontakt med ham. De vurderede dog, at fiksering fortsat var nødvendig. Den 17. november 2002 var han ifølge sygeplejekardex fortsat urolig og smed med tingene. Personalet fik ikke overholdt intentionen om at tage ham ud af bæltet, da han fortsat i perioder var urolig. Dagen efter var han også forsøgsvis ude af bæltet, hvilket forløb nogenlunde. Personalet vurderede, at det nu skulle forsøges at tage ud af hånd- og fodremme i halve timer ad gangen i hver vagt.

Nævnet har videre vægt på, at den 19. november 2002 fortsat var impulsiv. Hånd- og fodremmen blev dog løsnet, hvilket bevirkede, at han blev mere urolig. Dagen efter slog han ud efter personalet og var impulsiv, og der blev igen anlagt en håndrem. Desuden var han så urolig i sengen, at man måtte genetablere fodremmene. Den 21. november 2002 var han løsnet i en time uden problemer, men han var fortsat tilbagevendende urolig og impulsiv. Dagen efter var han fortsat impulsiv og sparkede ud efter personalet, mens han var ude af bæltet, og de følgende 4 dage var han fortsat impulsiv og manglede selvkontrol. Den 27. november 2002 var han fortsat urolig og smed med ting, hvilket også var tilfældet de følgende 3 dage. Den 1. december 2002 var han fortsat impulsiv og ude af stand til at kontrollere sig selv, og dagen efter var han højtråbende og vred og smed med tingene. Den 3. og 4. december 2002 havde han fortsat svært ved at styre sine impulser, og han var kun ude af bæltet i korte perioder. Den 5. december 2002 forsøgte personalet igen at seponere hånd- og fodremme, men fikseringen med bæltet blev opretholdt, da var højtråbende, udskældende og virkede usamlet. Den 6., 7. og 8. december 2002 var han fortsat anspændt og impulsiv samt højtråbende, ligesom han fortsat slog ud efter personalet.

Nævnet har desuden lagt vægt på, at personalet den 9. december 2002 tog hånd- og fodremmene ud af sengen og vurderede, at var i bedring. Da han var ude af bæltet blev han imidlertid impulsiv og truende og løftede sengen. Dagen efter var han svært urolig og forsøgte at vælte sengen, og personalet vurderede, at det var nødvendigt igen at anlægge fod- og håndremme. Den 11. december 2002 var han fortsat impulsiv og urolig og slog ud efter personalet. Han kunne dog samle sig, mens han var i bad, og kunne også opholde sig kortvarigt i stuen og samarbejde om at gå tilbage. Når han var ude af bæltet i mere end korte perioder, blev han dog impulsiv igen. De følgende 4 dage var han fortsat utrolig og højtråbende og smed med ting. Den 16. december 2002 var han fortsat impulsiv, råbende og kastede med tingene, og de følgende 2 dage kunne han tales noget til ro ind imellem, men var dog fortsat råbende og impulsiv. Den 19. december 2002 var han råbende, udskældende og kastede med tingene og cigaretter mv., og dagen efter forsøgte han at sparke og slå personalet. Den 21., 22. 23. og 24. december 2002 var fortsat impulsiv, udskældende og aggressiv og slog ud og sparkede efter personalet. Den 25. december 2002 var han højtråbende, motorisk urolig, impulsiv og ude af kontrol, og dagen efter var han fortsat urolig, opfarende, slog ud efter personalet og bragte sig selv og andre i fare ved at forsøge at vælte rundt med sengen. De næste 5 dage kunne han fortsat ikke styre sine impulser og rystede og vippede med sengen, ligesom han greb fat i personalet og var uforudsigelig.

Nævnet har endelig vægt på, at den 1. januar 2003 fortsat var præget af manglende evne til at kontrollere sine impulser, bortset fra kortere perioder. Han var endvidere præget af angst med formulerede vrangforestillinger og vred sig ud af bæltet. Dagen efter kunne han fortsat ikke styre sine impulser og var højtråbende. Han var ved at vælte sengen og slog ud efter personalet. Den 3. januar 2003 var han fortsat råbende og impulsiv, men efter ECT-behandling virkede han mere samlet og var ude af bæltet i 2 timer. Han havde dog fortsat ind imellem svært ved at styre sine impulser. Dagen efter virkede han mere samlet og relevant, og da han kom ud af bæltet ved egen hjælp, bevægede han sig roligt, men var noget præget af impulsivitet af seksuel tale og lidt hurtigt kørende adfærd. Den 5. januar 2003 var han rolig i perioder, men havde fortsat svært ved at styre sine impulser og blev utålmodig, så det ikke var forsvarligt at seponere bæltet, men at udvide antallet af pauser herfra. Dagen efter var han fortsat noget råbende og skrigende og noget impulsiv. Han blev frivilligt lagt i bælte, idet han følte sig rastløs og gav udtryk for, at nogen ville skære hans arme af. Den 7. januar 2003 var han rastløs og vred og havde lidt svært ved at samle sig. Dagen efter blev bæltet seponeret.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder således i det konkrete tilfælde, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, hvorunder var præget af tendens til selvbeskadigende adfærd, men især tendens til psykotisk betingede og uberegnelig og uindfølelig, udadreagerende korporlig adfærd, hvorunder han efter Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse måtte anses at have udsat plejepersonalet for nærliggende fare. Nævnet har desuden lagt vægt på, at i hele perioden blev behandlet med beroligende medicin, herunder i starten af tvangsfikseringen Stesolid op til 90 mg i døgnet. På grund af utilstrækkelig beroligende effekt blev behandlingen fra den 28. oktober 2002 suppleret med Serenase stigende op til 50 mg over 8 dage, hvorefter dosis fra den 2. december 2002 atter blev gradvist reduceret. På grund af utilstrækkelig beroligende effekt blev behandlingen ændret til Rivotril på til 12 mg i døgnet. Supplerende blev han behandlet med såkaldt højdosis antipsykotisk medicin i form af Nozinan. Da dette i løbet af nogle uger viste uden særlig effekt på tilstanden påbegyndtes der fra 11. november 2002 behandling med det antipsykotiske middel Leponex, gradvist stigende til 750 mg i døgnet samtidig med aftrapning af Seroquel.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund delvist tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 15. april 2003 om tvangsfiksering af , idet nævnet finder, at betingelserne for at tvangsfiksere perioden fra den 27. oktober til den 8. november 2002 var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer dog afgørelse for så vidt angår tvangsfikseringen i perioden fra den 8. november 2002 til den 8. januar 2003, idet nævnet finder, at betingelserne for at tvangsfiksere var opfyldt.