Klage over tvangsfiksering med bælte og fodremme samt indgivelse af beroligende injektion

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 21. oktober 2003 om tvangsfiksering og indgivelse af beroligende injektion af <****> på Psykiatrisk Afdeling i <****>.

er en nu 45-årig kvinde, der er ugift og ikke har børn. Hun har tidligere ernæret sig som selvstændig erhvervsdrivende. Før aktuelle har ikke været psykisk syg. I december 2001 fik hun konstateret en byld i hjernen, som hun efterfølgende 2 gange blev opereret for. Fra sommeren 2002 begyndte hun ifølge det oplyste at tale om overvågning, og disse gener tog til i ugerne frem til aktuelle indlæggelse.

Aktuelt blev tvangsindlagt på Psykiatrisk Afdeling i på behandlingsindikation (gule papirer) af sin praktiserende læge den 8. oktober 2003. Samme dag blev hun tvangstilbageholdt i afdelingen, ligeledes på behandlingsindikation, idet hun krævede sig udskrevet. Forud for indlæggelsen havde frembudt vrangforestillinger om forfølgelse, overvågning og forgiftning; hun følte sig blandt andet overvåget af Politiets Efterretningstjeneste, ligesom hun ikke turde drikke vandet i sit hus.

Ved indlæggelsen fremtrådte meget aggressiv og uden fornemmelse af at være syg. Hun sparkede, bed og kradsede personale, ligesom hun slog på vinduer og inventar. Som følge af dette blev tvangsfikseret med mavebælte den 8. oktober 2003 klokken 13.45 med indikationen farlighed og hærværk. Efter at hun havde formået at krybe ud af bæltet og efterfølgende sparkede meget hårdt på sengeenden, blev der endvidere klokken 15.25 anlagt 2 fodremme med indikationen farlighed. Da hun vedblev at være meget urolig og aggressiv, blev der klokken 16.25 givet beroligende injektion i form af inj Cisordinol 10 mg i.m.

Bælte og remme blev løsnet den følgende dag klokken 9.15, hvor var faldet til ro.

Patientrådgiveren klagede på vegne af over beslutningen om tvangsfiksering og brug af beroligende injektion til Det psykiatriske Patientklagenævn ved .

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Klagen blev herefter behandlet den 21. oktober 2003. Nævnet godkendte tvangsfikseringen den 8. oktober 2003 med bælte og 2 fodremme samt den beroligende injektion med Cisordinol 10 mg. i.m. ligeledes den 8. oktober 2003.

Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på, at var aggressiv og meget vred på tidspunktet for bæltefikseringen, og at hun på et tidspunkt vred sig ud af bæltet. Derudover sparkede hun kraftigt mod sengegelænderet, hvorved hun udsatte sig for risiko for at beskadige sine ben og fødder.

Nævnet fandt ligeledes, at betingelserne for indgivelse af beroligende injektion var opfyldt, idet nævnet lagde vægt på, at på tidspunktet for den beroligende injektion var meget urolig og at det ikke var muligt at tale hende til ro.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 21. oktober 2003 om tvangsfiksering med bælte og 2 fodremme samt indgivelse af beroligende injektion af , idet nævnet finder, at betingelserne for at tvangsfiksere fra den 8. til den 9. oktober 2003 og for indgivelse af beroligende injektion den 8. oktober 2003 var opfyldt.

Begrundelse vedrørende tvangsfiksering den 8. og den 9. oktober 2003

Det fremgår af psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1, at tvangsfiksering må anvendes i det omfang det er nødvendigt for at afværge, at patienten udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Af bemærkningerne til psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1, fremgår det, at tvangsfikseringen i henhold til denne bestemmelse har karakter af et indgreb begrundet i nødværge eller nødret. Reglen omfatter ikke kun fiksering for at beskytte medpatienter, men også for at beskytte personale, besøgende og alle andre, der kommer på afdelingen, samt vedkommende selv. Reglen yder dermed også fornøden hjemmel for indgreb i tilfælde af selvbeskadigende adfærd. Der er tale om et farekriterium. For at faren kan anses for nærliggende, skal der være tale om en konkret, aktuel og påviselig fare. Det kræves derimod ikke, at faren allerede skal have manifesteret sig i en skadevoldende handling, før der kan gribes ind.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere med bælte og fodremme den 8. oktober 2003 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at hun selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af journalen den 8. oktober 2003 fremgår, at blev båret ind på afdelingen i forbindelse med indlæggelsen. Her sparkede hun et personalemedlem i skridtet, ligesom hun bed og kradsede samt spyttede et andet personalemedlem i ansigtet. Desuden er det i journalen anført, at hun slog kraftigt mod ruden og fejede en vase ned fra vindueskarmen.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det ifølge journalen lykkedes at kravle ud af bæltet umiddelbart inden at hun skulle have taget blodprøver, hvilket skete kl. 14.40. Da hun efter blodprøvetagningen var rolig, blev det besluttet at forsøge at lade hende forblive ikke-fikseret. Det fremgår videre af journalen, at trods anbefalinger forlod stuen og gik rundt i afdelingen med overtøj og rev i alle døre for at komme ud. Da et personalemedlem var på vej ind i afdelingen forsøgte at komme ud, men blev bremset af personalet, hvorefter hun blev aggressiv.

Herefter blev kl. 15.25 på ny tvangsfikseret med bælte og nu også med to fodremme. Af tvangsprotokollen fremgår det, at overlægen den 8. oktober 2003 godkendte brugen af fodremme.

Eftersom formåede at krybe ud af bæltet og endvidere var så udadreagerende, at der var risiko for selvbeskadigelse, finder nævnet det endvidere berettiget, at der blev anlagt fodremme. Nævnet finder endvidere, at denne fremgangsmåde er i overensstemmelse med kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet fodremme først blev anlagt, da det viste sig, at bælte alene ikke var tilstrækkeligt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at blev tvangsfikseret med bælte kl. 13.45 og yderligere med fodremme kl. 15.25, og at hun ifølge tvangsprotokollen blev løsnet den 9. oktober 2003 kl. 9.15, hvor hun var faldet til ro.

Begrundelse vedrørende beroligende injektion den 8. oktober 2003

Det fremgår af psykiatrilovens § 17, stk. 2, at lægen kan bestemme, at patienten om fornødent med magt skal have et beroligende middel, såfremt det er af afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients tilstand.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive en beroligende injektion den 8. oktober 2003 var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe til ro med henblik på bedring af hendes tilstand. Nævnet har lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at kl. 16.15 var voldsomt urolig og at hun sparkede på sengefodenden, og at hun var ukorrigerbar. Hun ville ikke selv indtage beroligende medicin.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at den beroligende injektion også kunne medvirke til at afkorte den nødvendige fikseringsperiode.