Nævnet kunne alene tage stilling til, om der på nuværende tidspunkt var grundlag for at iværksætte tvangsbehandling

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 17. februar 2004 om tvangsbehandling af <****> på Psykiatrisk Afdeling i <****>.

Hændelsesforløb
var 47 år og var i juli 1999 fra Psykiatrisk Skadestue blevet henvist til . I august 1999 var hun blevet indlagt på psykiatrisk afdeling, , på grund af vedvarende selvmordstanker og selvmordsimpulser. Lægerne havde vurderet, at der var tale om en tilpasningsreaktion, længerevarende depressiv reaktion og forstyrret personlighedsstruktur, og de havde anbefalet fortsat antidepressiv behandling.

I april 2003 havde atter været indlagt på psykiatrisk afdeling, , på grund af selvmordstanker og selvmordsplaner. Efter udskrivelsen var hun atter blevet henvist til <***> og til en psykolog. Denne havde efterfølgende vurderet, at tilstanden var depressiv med nedsat stemningsleje, afmagtsfølelse, koncentrationsbesvær, nedsat selvværd og træthedsfornemmelse. var blevet behandlet med antidepressiv medicin.

blev aktuelt den 20. januar 2004 tvangsindlagt på fareindikation, da hun var psykisk svær labil uden situationsfornemmelse og uden sygdomsindsigt. Hun fremtrådte ved indlæggelsen manioform med forøget stemningsleje og talepres, latent aggressiv og udskældende, livligt associerende og rastløs. Hun anførte, at hun dagen før indlæggelsen var blevet banket af sin ægtefælle, hvorefter hun havde søgt tilflugt i sønnens værelse. Næste morgen var hendes personlige møbler blevet flyttet ud af huset og stod i carporten, hvorefter hun havde søgt hjælp hos egen læge, landpolitiet, venner og sin psykoterapeut. Efter at have søgt tilflugt hos sin tidligere chef var hun vendt hun tilbage til huset, hvorefter egen læge havde foranstaltet tvangsindlæggelse.

I afdelingen fremtrådte vredladen, afvisende, vedvarende agiteret, opstemt, eksalteret og ind imellem irritabel. Hun var konstant talende med springende tankegang, grænseoverskridende overfor medpatienter og sov visse nætter kun få timer. Lægerne vurderede, at hun led af mani som led i en bipolær affektiv sindslidelse. De ordinerede beroligende medicin samt sovemedicin til indtagelse ved behov (tbl. Zyprexa, tbl. Rivotril og tbl. Nimadorm), ligesom blev søgt motiveret for at påbegynde stemningsstabiliserende behandling.

Ved en lægesamtale den 26. januar 2004 ordinerede lægerne behandling med Lamictal, som efterfølgende modsatte sig. To dage senere ordinerede de i stedet stemningsstabiliserende behandling med Deprakine.

Da vedvarende modsatte sig behandling, traf lægerne den 9. februar 2004 beslutning om tvangsbehandling med antimanisk/stemningsstabiliserende medicin i form af tablet Deprakine og tablet eller dråber Rivotril eller som alternativ injektion Cisordinol.

Klagen
klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse
Klagen blev herefter den 17. februar 2004 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Nævnet godkendte beslutningen om tvangsmedicineringen. Der blev som begrundelse blandt andet anført, at behandlingen med injektion var subsidiær i forhold til behandling med tabletter eller dråber, og at aktivt var søgt motiveret for frivillig behandling gennem 20 døgn.

For så vidt angår Rivotril lagde nævnet lagt vægt på, at dette lægemiddel skal anvendes som beroligende medicin og ikke som antipsykotisk behandling.

Afgørelse af anken
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 17. februar 2004 om tvangsbehandling af på Psykiatrisk Afdeling i .

Begrundelse
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand, lidende af en mani, idet hun gennem uger havde været opstemt og foretagsom og under indlæggelsen vedvarende fremtrådt opstemt, eksalteret og ind imellem irritabel, konstant talende med springende tankegang, grænseoverskridende overfor medpatienter og havde afbrudt nattesøvn med nedsat søvnlængde.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem mere end 14 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har desuden lagt vægt på, at der blev truffet beslutning om primært peroral behandling, alternativt injektionsbehandling.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

har i et partshøringssvar af 13. maj 2004 blandt andet anført, at betingelserne for at tvangsindlægge hende den 20. januar 2004 ikke var til stede, idet lægeerklæringen (de røde papirer) fra egen læge var i modstrid med lægens vurdering 6 dage tidligere, hvor hun ifølge egen læges journal havde det psykisk utroligt godt. Hun har derudover henvist til en udtalelse fra hendes psykoterapeut, hvoraf det fremgår, at terapiforløbet blev afsluttet tilfredsstillende den 17. november 2003. har endelig anført, at da betingelserne for at tvangsindlægge hende ikke var opfyldt den 20. januar 2004, var betingelserne for tvangsmedicinering derfor heller ikke var opfyldt og at hun ikke var til fare for sig selv og at hun ikke havde fremsat selvmordstrusler.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan ikke tage stilling til, om betingelserne for at tvangsindlægge den 20. januar 2004 var til stede, da denne afgørelse efter lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien §§ 35 og 37, stk. 2 henhører under i første instans og under retten som ankeinstans.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævnet kan alene tage stilling til, om betingelserne for at tvangsbehandle den 9. februar 2004 var opfyldt, herunder om hun var sindssyg eller i en tilstand, som må ligestilles hermed, og om det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Som nævnt ovenfor finder nævnet, at disse betingelser var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Nævnet har lagt vægt på, at Deprakine Retard, Cisordinol og Akineton er almindeligt anvendte og vel afprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom de besluttede doseringer er sædvanlige.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at Rivotril er et beroligende middel af typen benzodiazepiner. Rivotril har ikke i sig selv hverken stemningsstabiliserende eller antipsykotisk effekt, men kan med fordel anvendes som tillæg til igangværende antispykotisk eller stemningsstabiliserende behandling, hvis tilstanden er karakteriseret ved svær uro.