Klage over tvangsbehandling

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 24. marts 2004 om tvangsbehandling af <****> på psykiatrisk afdeling, <****>.

 

Hændelsesforløb

er en 44-årig mand, der er ugift og som bor alene i hus, som aktuelt skal være i forfald. Han har været uden fast tilknytning til arbejdsmarkedet gennem en årrække, men har periodisk arbejdet på skiftehold på og arbejdet som rejsemontør. Han er aktuelt sygemeldt.

har aldrig tidligere været psykiatrisk hospitaliseret eller modtaget anden form for psykiatrisk behandling. Han har under indlæggelsen oplyst, at han siden 14-års alderen har haft et dagligt forbrug af hash på op til 10 g dagligt. Har benægtet misbrug af alkohol eller andre centralstimulerende stoffer.

Aktuelt blev den 20. februar 2004 af egen læge tvangsindlagt på behandlingsindikation på psykiatrisk afdeling, , under diagnosen paranoid skizofreni. Han havde igennem i hvert fald 3 måneder fået tiltagende psykotiske symptomer. Han havde forestillinger om, at jorden i hans have skred på grund af underminering med vand, og han følte sig påvirket af magnetisme fra . Han mente endvidere, at hans afdøde faders guldring, som han bærer, påvirkede ham med strøm, og han havde fornemmelse af splinter rundt i kroppen, og at blodet boblede i armene, ligesom han havde fået lukket for vand og elektricitet. Han havde også forfølgelsesforestillinger i forhold til familien, idet han mente, at moderen stod i ledtog med CIA.

forlangte sig på indlæggelsesdagen udskrevet og blev herefter tvangstilbageholdt. Ved revurdering af frihedsberøvelsen den 23. februar 2004, blev frihedsberøvelsen ophævet, idet i forbindelse med lægesamtalen ikke fandtes sikkert psykotisk, idet han enten benægtede eller fremkom med umiddelbart rationelle forklaringer på de forhold, der var nævnt i lægeerklæringen. Han accepterede imidlertid fortsat frivillig indlæggelse.

Ved lægesamtale de efterfølgende dage oplyste , at han var generet af at høre stemmer, der talte nedvurderende til ham, kaldte ham dum og rådede ham til at ophøre med at ryge hash. Dette havde stået på et stykke tid, og der var dels tale om søsterens, dels andres stemmer. Senere samme dag opsøgte han egen læge, som senere oplyste, at i hans praksis havde optrådt truende, således at politiet måtte tilkaldes. Endvidere havde han henvendt sig til kommunen for at søge pension, da han nu var oplyst om at have en psykisk lidelse. Han talte endvidere om politiet, som efter hans opfattelse var dobbeltmoralske, fordi de havde konfiskeret hash i hans hjem samt stjålet penge i hans hjem. Ved lægesamtale den 25. februar 2004 fandtes psykotisk. Han medgav, at han var forpint af stemmer, og han fandtes tankeforstyrret og med defekt realitetstestning. Han blev herefter tvangstilbageholdt af helbredsmæssige årsager og overflyttet til lukket afsnit den 26. februar 2004.

Ved lægesamtale den 29. februar 2004 vurderedes psykotisk med vrangforestillinger af bizar karakter, hørelseshallucinationer, usamlet med springende tankegang og svær at fastholde i samtalen. Der blev herefter den 1. marts 2004 ordineret antipsykotisk medicin i form af Risperdal tabletter to gange dagligt.

blev løbende siden den 1. marts 2004 tilbudt og søgt motiveret for frivillig behandling med antipsykotisk medicin, hvilket han vedvarende modsatte sig.

Den 16. marts 2004 blev der herefter truffet beslutning om tvangsbehandling med injektion/ smeltetablet/ tablet Zyprexa op til 30 mg dagligt.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte den 24. marts 2004 tvangsbehandlingen af med injektion, smeltetablet eller tablet Zyprexa op til 30 mg dagligt. Nævnet lagde vægt på, at var psykotisk og uden sygdomsindsigt og at undladelse af behandling vil medføre forringet udsigt til afgørende bedring eller helbredelse. Endvidere lagde nævnet lagt vægt på, at siden den 1. marts 2004 var blevet tilbudt medicinsk behandling, at der er tale om afprøvede præparater med færrest mulige bivirkninger samt at yderligere forsøg på motivation til frivillig behandling fandtes udsigtsløs.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at havde bizarre og persekutoriske vrangforestillinger, herunder giftfrygt, var hørelseshallucineret og tankeforstyrret samt uden sygdomsindsigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen for så vidt angår motivationsperioden opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 16 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.

Det er nævnets opfattelse, at tvangsbehandling med tablet almindeligvis må betragtes som mindre indgribende end tvangsbehandling med injektion, medmindre der foreligger helt konkrete omstændigheder. At en patient gennem motivationsperioden har været vedvarende afvisende overfor behandling med tablet, er efter nævnets opfattelse ikke ensbetydende med, at patienten, når en beslutning om tvangsbehandling er blevet godkendt, og der således ikke længere er mulighed for at undgå behandlingen, fortsat vil være afvisende over for at modtage denne i form af tabletter.

Den behandlingsansvarlige overlæge har i sit partshøringssvar anført, at det fremgår af det forslag til afgørelse, som er fremsendt af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns sekretariat, at beslutning om tvangsbehandling kun under særlige omstændigheder kan omfatte injektionsbehandling, da tabletbehandling må regnes for en mindre indgribende foranstaltning, og at man yderligere har begrundet dette med, at det mindste middels princip er et grundlæggende princip, og at kun konkrete omstændigheder tillader at dette fraviges..

Den behandlingsansvarlige overlæge anfører videre, at der i sekretariatets forslag til afgørelse for ham at se ikke er noget nyt, men blot en gentagelse af den praksis, der så vidt han er orienteret allerede med selvfølgelighed udøves på psykiatriske afdelinger. Det anføres videre, at på intet tidspunkt med tvang har modtaget injektionsbehandling, men at han forelagt beslutningen om tvangsbehandling accepterede tablet behandling som så blev iværksat i henhold til mindste middels princip og i overensstemmelse med behandligsbeslutningen på tvangsprotokolskema nr. 2, og således at tabletbehandling efterfølgende er registreret som tvangsbehandling.

Sundhedsvæsnets Patientklagenævn lægger herefter til grund, at der den 16. marts 2004 blev truffet beslutning om tvangsbehandling med primært tablet/smeltetablet Zyprexa, subsidiært injektion Zyprexa i en dosis op til 30 mg dagligt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet har lagt vægt på, at Zyprexa er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Sundhedsvæsnets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsmedicinering af .