Klage over laserbehandling af tatovering

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere speciallæge for hendes behandling af den 8. maj 2002 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere speciallæge for hendes journalføring af behandlingen af den 8. maj 2002 i sin klinik, jf. lægelovens § 13, stk. 2.

Sagsnummer:

0446625

Offentliggørelsesdato:

20. september 2004

Juridisk tema:

Journalføring

Speciale:

Plastikkirurgi

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere speciallæge <****> for hendes behandling af <****> den 8. maj 2002 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere speciallæge <****> for hendes journalføring af behandlingen af <****> den 8. maj 2002 i sin klinik, jf. lægelovens § 13, stk. 2.

 

Hændelsesforløb


Den 8. maj 2002 fik af speciallæge foretaget laserbehandling af en tatovering.

Den 23. maj 2002 fik af speciallæge ordineret behandling med antibiotika på grund af pusdannelse.

Klagen


Der er klaget over følgende:

At ikke modtog en korrekt behandling i forbindelse med laserbehandling med henblik på fjernelse af tatovering, idet hun fik tykke, røde, kløende og sviende ar.

Nævnets afgørelse af klagen


Speciallæge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 8. maj 2002 i sin klinik.
Speciallæge har overtrådt lægelovens § 13, stk. 2 ved sin journalføring af behandlingen af den 8. maj 2002 i sin klinik.

Begrundelse


Den 8. maj 2002 henvendte sig til speciallæge . Det fremgår af journalen, at var generet af en tatovering på højre skulder, og at hun 4 gange var blevet behandlet på . Ved den objektive undersøgelse fandt speciallæge , at der var en partielt behandlet tatovering med lidt spredt fortykket ardannelse på højre skulder ca. 10 x 10 cm.

Det fremgår endvidere af journalen, at speciallæge informerede om, at følgerne af den tidligere laserbehandling ikke ville forsvinde, og at der ville være risiko for yderligere ardannelse i form af tykke ar (keloiddannelser). Som behandling foreslog speciallæge behandling med Alexandrite-laser (7 mm, 10ms, 20J). fik behandlingen udført samme dag.

Det er anført af klager, at behandlingen på ikke efterlod nogen ar, samt at ikke blev informeret om, at der var risiko for yderligere ardannelse i form af tykke ar.

Nævnet finder imidlertid ikke grundlag for at tilsidesætte journalen oplysninger om den givne information og om, at der var ardannelse fra den tidligere behandling.

Den 23. maj 2002 kontaktede telefonisk speciallæge og oplyste ifølge journalen, at der var lidt pus efter behandlingen. Speciallæge ordinerede herefter behandling med antibiotika (Dicillin 500 mg).

Speciallæge har anført i sin udtalelse, at ikke havde mulighed for at komme til undersøgelse på grund af den geografiske afstand. Videre er det anført, at den behandling af tatoveringen, som havde modtaget på , tillige var laserbehandling.

Det er anført af klager, at såfremt hun var blevet anmodet herom, ville hun straks være taget af sted til .

Nævnet kan oplyse, at tatoveringer kan fjernes på forskellig måde. Laserbehandling er en skånsom måde at fjerne tatoveringer på. Princippet er, at der anvendes en laserstråle af særlig bølgelængde (farve) og med passende stor energi i pulse af passende kort varighed til at tatoveringens farvekorn, som er placeret i læderhuden, sprænges og derefter transporteres bort af kroppens hvide blodlegemer, uden at det omgivende væv lider væsentlig skade.

Det er nævnets vurdering, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at speciallæge valgte at behandle tatovering med laser.

Videre kan nævnet oplyse, at laserstrålens karakteristika og farven på tatoveringskornene har stor betydning for behandlingens effekt. Laserbehandling med Alexandrite-laser 7 mm, 10ms, 20J er for så vidt angår bølgelængde, energi, pulslængde og vævsgennemtrængningsevne relevant til fjernelse af blå (sorte) tatoveringer. Den er derimod mindre egnet til behandling af røde partier, idet varmepåvirkningen ville være for stærk med risiko for en brandsårslignende effekt, hvilket kan give et mindre tilfredsstillende kosmetisk resultat med fortykket ardannelse, specielt hvis der i efterforløbet opstår infektion.

Det er nævnets opfattelse, at de fremsendte fotografier viser, at s tatovering indeholdt partier med rød farve og partier med blå (sort) farve.

Det fremgår ikke af journalen hvilke partier af tatoveringen, der blev behandlet med laser.

Nævnet finder på denne baggrund, at speciallæge s journalføring var utilstrækkelig.

Nævnet kan oplyse, at vævet i et laserbehandlet tatoveret område må antages at være ”sartere” med mindre tærskel for komplikationer, hvorfor infektionsforebyggende behandling er relevant ikke mindst, hvis tidligere behandlinger allerede har givet anledning til fortykket ardannelse i tatoveringen.

Nævnet finder herefter, at det var under normen for almindelig anerkendt faglig standard, at speciallæge undlod at give infektionsforebyggende behandling til i forbindelse med indgrebet den 8. maj 2002.