Klage over for sen nærmere udredning af flere tilfælde af blærebetændelse og blod i urinen

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hendes behandling af <****> i perioden fra den 14. maj 2001 til den 28. februar 2003 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

I perioden fra den 14. maj 2001 til den 14. januar 2003 konsulterede mange gange lægerne i , i de fleste tilfælde praktiserende læge , med symptomer fra urinvejene. Urinen blev hver gang undersøgt med sticks, som var positiv for blod i 4 tilfælde.

blev i den forbindelse behandlet for blærebetændelse i maj 2001, august 2002, september 2002, oktober 2002 og januar 2003. Ved kontrol af urinen mellem blærebetændelserne var sticks-undersøgelserne for blod altid negative.

Den 3. september 2002 henviste læge til en ultralydsundersøgelse af nyre- og urinveje på grund af de gentagne blærebetændelser.

Den 26. september 2002 blev denne undersøgelse udført på røntgenafdelingen, . Den målte resterende urin i blæren efter blæretømning (residualurin) var 50 ml. I øvrigt var der normale forhold. Specielt vedrørende blæren var der ingen udposninger (divertikler), polypper eller sten.

På grund af de gentagne blærebetændelser blev i en periode langtidsbehandlet med et antibakterielt middel (Monotrim).

Læge tog blodprocent på , der viste stigende tendens fra august 2002 til marts 2003. Blodprøver til bedømmelse af nyre- og leverfunktion samt blodsænkning var normale.

I begyndelsen af 2003 skiftede læge.

I slutningen af april 2003 fik foretaget en kikkertundersøgelse af blæren på . Undersøgelsen viste en svulst (carcinom), der delvist blev fjernet.

Den 20. juni 2003 blev indlagt på , og en ny kikkertundersøgelse af blæren viste, at svulsten kunne bevæges (var mobil).

Den 30. juni 2003 blev der herefter foretaget fjernelse af blæren og kunstig afledning af urinen til huden via blære dannet af tyndtarm ( Bricker-blære). Ved operationen konstaterede man, at svulsten var fastvokset til bækkenvæggen og ikke kunne fjernes helt (radikalt). Derfor blev henvist til onkologisk afdeling, til kemoterapi.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke blev korrekt undersøgt og behandlet.

Det er herved anført, at hun led af vandladningstrang og i flere måneder blev behandlet på mistanke om blærebetændelse. Hun afleverede hyppige urinprøver, som i de fleste tilfælde indeholdt blod. Først da ultimo februar 2003 skiftede læge, blev der iværksat yderligere undersøgelser, hvilket i juni 2003 førte til en operation for blærekræft. Det er anført, at med en hurtigere indgriben fra læge s side ville kræftlidelsen kunne være diagnosticeret tidligere og helbredt.

Nævnets afgørelse af klagen

Praktiserende læge har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra maj 2001 til den 28. februar 2003.

Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om praktiserende læge den 3. september 2002 udover ultralydsundersøgelser af havde henvist til yderligere udredning, eventuelt kikkertundersøgelse.

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at i maj 2001 for første gang henvendte sig til læge med blod i urinen og vandladningsbesvær. Urinen blev undersøgt for infektion, og der blev fundet bakterier ved dyrkning. Læge foranstaltede herefter, at blev behandlet for denne infektion.

Det følger af journalen, at der ikke var konsultationer i forhold til blæren før godt et år senere, nærmere bestemt august 2002. Behandlingen var ikke tilstrækkelig, eftersom blødning og symptomer hurtigt vendte tilbage. Der var desuden størknet blod (blodkoagler) i urinen.

Nævnet kan oplyse, at sidstnævnte er tegn på særlig kraftig blødning.

Det fremgår af journalen den 3. september 2002, at der ved en efterfølgende kontrol kunne konstateres et fald i blodprocenten, og at blev henvist til ultralydsscanning af blære og urinveje. Det er noteret i journalen den 26. september 2002, at havde fået at vide, at undersøgelsen ikke viste tegn til svulst i blæren, men at symptomerne formentlig skyldtes dårlig blæretømning.

Nævnet kan oplyse, at dårlig blæretømning er en velkendt årsag til blærebetændelse.

Det følger af journalen, at blev søgt behandlet for den nedsatte blæretømning, og at svaret på ultralydsundersøgelsen af urinvejene først kom læge i hænde efter, at hun den 8. oktober 2002 rykkede for denne.

Af journalen følger det endvidere, at læge herefter fortsatte behandlingsforsøg på de tilbagevendende urinvejsinfektioner. Ved den seneste undersøgelse den 14. januar 2003 var der også bakterier i urinen på et tidspunkt, hvor der ikke var symptomer. I marts 2003 skiftede læge.

I journalen er det noteret, at undersøgelserne fortsatte via den nye læge med røntgenkontrastundersøgelse af nyrer og blære. Man konstaterede herved afløbshindring ved urinrøret i blæren, og videre undersøgelser blev foretaget i form af en kikkertundersøgelse af blæren i april 2003 på .

Det følger af journalen, at denne kikkertundersøgelse ikke viste tegn på en ondartet lidelse, men ved fornyet kikkertundersøgelse en måned senere fandt man blærecancer. Det viste sig umuligt at operere helbredende, og efterfølgende kemoterapi havde ikke den ønskede virkning.

Nævnet kan oplyse, at blødning fra blæren er et lejlighedsvis forekommende symptom på kraftig blærebetændelse.

Nævnet har lagt til grund, at flere urindyrkninger for bakterier bekræftede denne diagnose, efter i august 2002 igen tog kontakt til læge blandt andet på grund af vandladningsbesvær, og at de senere kraftige blødninger med koageldannelse foranledigede lægen til i september 2002 at henvise til en ultralydsundersøgelse af blæren med henblik på eventuelle andre årsager til blødningerne, eksempelvis blæresten eller svulster.

Nævnet bemærker herved, at denne ultralydsundersøgelse blev foretaget efter to separate behandlingsforsøg af påvist blærebetændelse, idet episoden et år tidligere ikke kan anses for at have nær tilknytning til behandlingerne fra og med august 2002, eftersom læge i maj 2001 relevant havde kunnet antage, at var blevet kureret for sin blærelidelse.

Det er herefter nævnets opfattelse, at der ikke fra læge s side var tale om en for langsom reaktion på udviklingen af s symptomer. Efter ultralydsundersøgelsen i september 2002, sluttede læge i øvrigt, at der ikke var holdepunkter for, at der kunne være andre årsager til symptomerne og fortsatte behandlingen for tilbagevendende blærebetændelse.

Nævnet finder på dette grundlag, at læge handlede i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra maj 2001 til den 28. februar 2003.

Nævnet kan dog oplyse, at en ultralydsundersøgelse kun kan vise blæresten og svulster af en vis størrelse, som fylder i blæren, men at den i modsætning til en kikkertundersøgelsen ikke kan vise slimhindeforandringer. En kikkertundersøgelse ville også have kunnet bekræfte læge s formodning om svær betændelse, ligesom den muligvis ville kunne have afsløret ”flade” cancerforandringer. En kikkertundersøgelse kan dog ikke altid give et endeligt svar.

Nævnet skal i den forbindelse fremhæve, at det er langtfra er sikkert, at diagnosen ville være stillet i september 2002 ved en kikkertundersøgelse. Dette illustreres i s tilfælde ved, at den første kikkertundersøgelse i april 2003 ikke viste tegn på blærekræft.

Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om læge den 3. september 2002 udover en ultralydsundersøgelse havde henvist til yderligere udredning, eventuelt kikkertundersøgelse.