Klage over manglende diagnostik af kravebensbrud hos lille barn

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere 1. reservelæge <****> for hans behandling af <****> den 10. januar 2004 på skadestuen, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

Den 10. januar 2004 faldt på 3½ år ned fra et køkkenbord. Ca. 1 ½ time efter faldet blev hun set på skadestuen, af 1. reservelæge , som efter en undersøgelse af fandt, at der ikke var behov for yderligere vurdering eller behandling.

Den 12. februar 2004 blev set hos egen læge, som konstaterede, at der svarende til højre nøgleben var forhold, der kunne være forenelige med ny knogledannelse, som igen kunne være forenelig med et tidligere brud af nøglebenet. Egen læge konstaterede, at nøglebenet var stabilt, og at der ikke skulle ske yderligere.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At den 10. januar 2004 ikke modtog en korrekt behandling, idet det ikke blev konstateret, at hendes ene kraveben var brækket.

Det er anført, at egen læge en måned senere konstaterede, at kravebenet var brækket.

Nævnets afgørelse af klagen

1. reservelæge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 10. januar 2004 på skadestuen, .

Begrundelse

Det fremgår af skadejournalen af den 10. januar 2004, at omkring kl. 13.40 blev set på skadestuen efter, at hun var faldet ned fra et køkkenbord og direkte ned på højre skulder. Hun havde været noget oprevet derhjemme, og man måtte ikke komme til skulderen. Videre fremgår det af journalnotatet, at 1. reservelæge fandt, at efter at have ventet nogle minutter i venteværelse sad og legede med legetøjet, og at hun brugte begge arme upåfaldende. Der var ingen misfarvninger af skulderregionerne, og løftede armen op over 90 grader både ved bøjning og stræk. 1. reservelæge fandt ikke grundlag for yderligere undersøgelse eller anden behandling.

Nævnet kan oplyse, at brud i kravebenet oftest opstår i forbindelse med fald ned på skulderen. Bruddet medfører smerter omkring brudstedet og smerter ved direkte tryk på brudstedet og ved tryk ind på skulderen samt smerter over brudstedet ved bevægelse af skulderen. Desuden kan der være synlig fejlstilling, hvis bruddet er forskudt. Den endelige diagnose kræver ofte et røntgenbillede.

Nævnet kan videre oplyse, at behandlingen næsten altid er ikke-operativ, det vil sige aflastning med en armslynge eller en speciel såkaldt 8-tals forbinding omkring kravebenene, hvorefter knoglebruddet hos langt de fleste heler efter 4-6 uger, og hurtigere hos børn. Ved heling af bruddet opstår en kalkklump (callus), som efterhånden afglattes, således at knoglen får normal form og styrke, og bruddet efterlader kun sjældent væsentlige mén.

Nævnet kan endvidere oplyse, at symptomerne hos børn ofte er vanskelige at tolke, og det drejer sig ofte om en revne i knoglen, hvor benhinden er intakt, snarere end et egentligt brud. Som regel vil barnet ikke bruge armen på den side, hvor kravebenet er brækket, og der vil være smerter og ømhed ved direkte tryk på kravebenet og ved tryk på og passiv bevægelse af skulderen.

Nævnet har bemærket, at det af skadejournalen ikke fremgår, at 1. reservelæge undersøgte udover at iagttage hendes spontane leg i venteværelset.

Det er nævnets opfattelse, at det på mistanke om læsion, herunder brud, i skulderregionen eller kravebenet er i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard at undersøge og beskrive, om der er nogen synlig fejlstilling og endvidere gennempalpere området for at lokalisere direkte eller indirekte ømhed eller konturspring i knoglen.

Det er således nævnets opfattelse, at 1. reservelæge burde have undersøgt s kravebensområde nærmere ved en klinisk undersøgelse. Herved ville mistanke om brud formentlig have ført til et røntgenbillede, som havde afsløret bruddet i kravebenet.

Det skal dog understreges, at dette næppe ville have haft nogen behandlingsmæssig konsekvens, da behandlingen af et brud i kravebenet hos et 4-årigt barn under alle omstændigheder ville have været konservativ, dette vil sige afventende, at barnet spontant brugte armen og skulderen igen på normal vis.

På baggrund af ovenstående finder nævnet samlet, at 1. reservelæge har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 10. januar 2004 på skadestuen, .