Klage over en læges videregivelse til andre formål end behandling af helbredsoplysninger vedrørende en psykiatrisk patient

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere den vejledning, som overlæge <****>, gav 1. reservelæge <****> i forbindelse med videregivelsen af oplysninger om <****> den 4. maj 2003 til dennes forældre, jf. lov om patienters retsstilling § 23, jf. § 26.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at 1. reservelæge <****>, har videregivet oplysninger om <****> den 4. maj 2003 til dennes forældre.

Hændelsesforløb

Den 4. maj 2003 kl. 19.55 blev akut overflyttet til øre-, næse- og halsafdelingen, , efter et hængningsforsøg i selvmordsøjemed på , hvor hun var indlagt. Det blev vurderet, at hun fortsat var i livsfare, og der blev planlagt observation for frie luftveje.

På øre-, næse- og halsafdelingen, , tilkendegav , at hun ikke ønskede indlæggelse på afdelingen. Man fandt dog med begrundelse i den forudgående hændelse, at der var indikation for tvangstilbageholdelse, og der blev endvidere anmodet om psykiatrisk tilsyn.

Senere samme dag foretog 1. reservelæge det psykiatriske tilsyn, og han fandt grundlag for bæltefiksering, hvilket blev iværksat kl. 21.15. 1. reservelægen vurderede endvidere, at s tilstand var så alvorlig med risiko for at udvikle hævelse i luftvejene med efterfølgende kvælning, at det var bedst at orientere s pårørende.

1. reservelæge fandt meget ambivalent omkring, hvorvidt der skulle tages kontakt til hendes pårørende, og han kontaktede telefonisk overlæge med henblik på en drøftelse af, hvorvidt s forældre skulle orienteres om deres datters kritiske tilstand. Overlæge støttede reservelæge i at orientere s forældre.

Den 4. maj 2003 kl. 22.50 ringede 1. reservelæge til s far og fortalte ham om dagens hændelser.

Den 5. maj 2003 kl. 11.30 blev bæltefikseringen fjernet, og blev tilbageflyttet til efter, at hun var blevet vurderet uden for livsfare. Hun fremstod vågen, klar og orienteret og ikke psykotisk eller affektspændt. Hun gav udtryk for, at hun ønskede at klage over, at hendes forældre var blevet informeret om, hvad der var sket den foregående dag.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At en læge på , den 4. maj 2003 uden s samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt har videregivet oplysninger om hende til hendes forældre.

Det er anført, at oplysningerne vedrørte en iværksat tvangsbehandling af . Det står imidlertid i journalen, at hun ikke ønsker, at sundhedspersonalet fortæller hendes forældre om behandlingen af hende.

Nævnets afgørelse af klagen

Overlæge har overtrådt lov om patienters retsstilling § 23, jf. § 26, ved den vejledning, som han har ydet 1. reservelæge i forbindelse med videregivelsen af oplysninger om den 4. maj 2003 til dennes forældre.

Lov om patienters retsstilling § 26, jf. § 23 er blevet overtrådt ved videregivelse af oplysninger om den 4. maj 2003 til dennes forældre, men nævnet finder ikke, at 1. reservelæge kan kritiseres herfor.

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at den 25. og 28 april 2003 indvilligede i, at hendes forældre blev inviteret til en samtale vedrørende det rent lægelige/diagnostiske forhold og hvilken behandlingsplan, som man ville foreslå ville blive anvendt. Den 30. april 2003 på havde en samtale med sine forældre. I forbindelse med samtalen deltog en læge, og denne gjorde forældrene bekendt med de rent lægelige oplysninger om deres datter. Herefter blev forældrene orienteret om de sociale planer i forhold til .

Det fremgår videre af journalen den 4. maj 2003, at kl. 19.55 blev akut overflyttet til øre-, næse- og halsafdelingen , efter et hængningsforsøg i selvmordsøjemed på , hvor hun var indlagt. Hun fremtrådte paranoidt forstyrret, og det blev vurderet, at hun var i livsfare på grund af risiko for hævelse og ødem i svælget. Der blev derfor planlagt observation for frie luftveje.

I journalen er det noteret, at tilkendegav, at hun ikke ønskede indlæggelse på afdelingen. Man fandt dog med begrundelse i den forudgående hændelse, s psykiske tilstand og de objektive fund i halsen, at der var indikation for tvangstilbageholdelse, og der blev anmodet om psykiatrisk tilsyn.

Det fremgår derudover af journalen, at 1. reservelæge foretog det psykiatriske tilsyn. ønskede at gå fra afdelingen, og 1. reservelægen fandt derfor grundlag for bæltefiksering på farlighedskriterium. Dette blev iværksat kl. 21.15.

Det er endelig noteret i journalen, at 1. reservelæge den 4. maj 2003 kl. 22.50 ringede til s far og fortalte om dagens hændelser.

1. reservelæge har anført i sin udtalelse til sagen, at han forinden havde drøftet situationens alvor med herunder blandt andet, at han fandt det vigtigt at informere hendes forældre, da hun var i livsfare. I første omgang afviste hun, at han måtte gøre dette, men efterfølgende gav hun mundtligt samtykke hertil.

1. reservelæge har videre anført, at han herefter ringede til overlæge , da han fandt meget ambivalent omkring, hvorvidt hendes forældre måtte oplyses om forløbet.

Overlæge har anført i sin udtalelse til sagen, at han blev kontaktet af 1. reservelæge den 4. maj 2003, og at de drøftede overvejelserne om at orientere forældrene om s kritiske tilstand mod hendes ønske. De fandt, at hun var i en affekttilstand, der ganske måtte sidestilles med en psykotisk tilstand, og at hun fortsat var i livsfare. Derfor støttede han 1. reservelæge i at orientere forældrene. Desuden havde indtil den aktuelle hændelse ønsket forældrene inddraget i og orienteret om indlæggelsesforløbet.

Nævnet kan oplyse, at det fremgår af lov om patienters retsstillings § 23, at en patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres hverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger.

Nævnet kan videre oplyse, at det fremgår af lov om patienters retsstillings § 26, stk. 1, at en sundhedsperson med en patients samtykke til andre formål end behandling kan videregive oplysninger om dennes helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl.

Det fremgår endvidere af § 27 i lov om patienters retsstilling, at patientens samtykke efter § 26, stk. 1, skal være skriftligt og skal være afgivet til den myndighed, der skal videregive oplysningerne.

Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at lovreglen ikke modificeres, såfremt den pågældende patient er psykotisk eller i en tilstand, som kan sidestilles hermed. Det fremgår af bemærkningerne til lov om patienters retsstilling pkt. 3.2, at lovens regler også finder anvendelse for psykiatriske patienter i det omfang dette er foreneligt med særlovene på dette område. F.eks. vil spørgsmålet om psykiatriske patienters behandling, bortset fra tvangsanvendelse og særlige klageveje m.v., være reguleret i patientretsstillingsloven, f.eks. reglerne om aktindsigt, tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger.

Det fremgår videre af § 27, at kravet om skriftligt samtykke i forhold til videregivelse til andre formål end behandling kan fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor.

I den forbindelse kan det oplyses, at det af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v. fremgår, at dette for eksempel kan være tilfældet, hvis videregivelse skal ske meget hurtigt, eller hvis patienten har svært ved at skrive.

På baggrund af udgangspunktet om skriftligt samtykke til videregivelse af oplysninger om helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til andre formål end behandling, finder nævnet, at det ikke kan tillægges nogen afgørende betydning, at i slutningen af april 2003 havde givet mundtligt samtykke til, at forældrene blev informeret om den lægelige diagnose og den foreløbige behandlingsplan.

Imidlertid havde ifølge journalen tidligere på dagen været i affekt, men denne var klinget af, om end hun fortsat havde selvmordstanker. Det er nævnets opfattelse, at hun i øvrigt ikke var dement eller psykotisk.

Under hensyn til s affekttilstand, hendes potentielt livstruende tilstand og det forhold, at hun var bæltefikseret, finder nævnet, at der var tale om en situation, som efter loven ikke kræver indhentelse af et skriftligt samtykke.

Imidlertid er det nævnets opfattelse, at der kun kan videregives oplysninger i en situation som den foreliggende, hvis patienten har afgivet et utvetydigt samtykke.

Nævnet finder, at , selv om hun til sidst ved det psykiatriske tilsyn gav mundtligt samtykke til, at forældrene blev kontaktet, i realiteten fremtrådte uafklaret (ambivalent) i forhold til dette spørgsmål.

Nævnet bemærker herunder, at 1. reservelæge ikke har noteret noget i journalen om, at gav mundtligt samtykke.

Endelig har overlæge anført i sin udtalelse til sagen, at han den 4. maj 2003 sammen med 1. reservelæge gennemgik overvejelserne om at orientere forældrene om s kritiske tilstand mod hendes ønske.

Det er herefter nævnets vurdering, at det ikke kan lægges til grund, at havde givet samtykke til, at 1. reservelæge kunne videregive de pågældende oplysninger til s forældre.

Det følger af bemærkningerne til § 5 i lov om patienters retsstilling angående videregivelse af helbredsoplysninger til andet formål end behandling, at hvis en patient klart modsætter sig at videregivelse finder sted, også selv om patientens beslutning synes uden mening, så skal en eventuel legal repræsentant respektere denne beslutning. Spørgsmålet må herefter behandles efter reglerne om videregivelse af helbredsoplysninger uden samtykke.

Nævnet kan i den forbindelse oplyse, at det fremgår af § 26, stk. 2, nr. 2, i lov om patienters retsstilling, at uden patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl., når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre privatpersoner.

Reglen er en såkaldt "værdispringsregel", der indebærer, at de hensyn, der taler for videregivelse til myndigheder, organisationer, private personer med flere, klart skal overstige hensynet til en patients krav på fortrolighed.

Nævnet skal herunder bemærke, at bestemmelsen primært tager sigte på de situationer, hvor der er behov for at videregive fortrolige oplysninger om en patient til politi og anklagemyndighed m.v. såfremt der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet som manddrab, seksualforbrydelser, grovere vold mv., herunder vold mod børn, samt til patientens pårørende, hvor patienten har eller havde en alvorlig smittefarlig sygdom eller en alvorlig arveligt betinget sygdom.

Da videregivelsen af oplysningerne om s selvmordsforsøg, og om at hun i den forbindelse fortsat var livsfare, hvilede på hensynet til at gøre hendes forældre bekendt med deres datters kritiske helbredssituation, finder nævnet ikke, at der forelå tilstrækkeligt tungtvejende hensyn til tilsidesættelse af tavshedspligten.

Nævnet finder således, at videregivelsen af hensyn til forældrene ikke klart oversteg hensyn til s krav på lægernes tavshedspligt.

Nævnet finder på denne baggrund, at 1. reservelæge den 4. maj 2003 har handlet retsstridigt ved at have oplyst s forældre om datterens selvmordsforsøg og efterfølgende kritiske tilstand

Nævnet finder imidlertid ikke grundlag for at kritisere 1. reservelæge herfor, idet han forinden videregivelsen havde rådført sig med sin overordnede overlæge .

Nævnet finder herefter, at ansvaret for den retsstridige videregivelse af oplysninger må placeres hos overlæge , idet han vejledte 1. reservelæge om, at s forældre kunne oplyses om deres datters selvmordsforsøg og efterfølgende kritiske tilstand.

Nævnet finder derfor, at overlæge har overtrådt sin tavshedspligt i forbindelse med, at der til s forældre blev videregivet oplysninger om hendes behandlings-forløb den 4. maj 2003 på henholdsvis , og øre-, næse- og halsafdelingen, .

DISSENS:

og har afgivet følgende dissens.:

Vi er uenig i afgørelsen. Vi finder, at det var korrekt at informere s forældre, da hun var i overhængende livsfare og derfor var indlagt på intensiv afdeling. Vi har også lagt vægt på, at der den 4. maj 2003 var tvivl om hvorvidt havde accepteret, at hendes forældre blev informeret, men at det af behandlingsplanen den 30. april 2003 fremgår, at hun ønskede, at forældrene blev informeret om hendes situation.