Klage over udskrivning på trods af mistanke om blodforgiftning

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på kirurgisk afdeling, <****>, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra den 3. til den 5. december 2003, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

Den 3. december 2003 blev efter henvisning fra egen læge indlagt på kirurgisk afdeling, , med henblik på anlæggelse af topkateter. Han var dement og havde ikke indsigt i sin egen situation. Man kunne ikke af henvisningssedlen fra egen læge se begrundelsen for ønsket om anlæggelse af topkateter. Reservelæge A fandt kronisk medtaget, men ikke akut påvirket, og urinrørskateteret fungerede med let blodtingeret urin. Reservelægen planlagde kontakt til egen læge næste dag med henblik på uddybelse af sygehistorien og derefter stillingtagen til topkateteranlæggelsen. Hun ordinerede infektionsparametre, og da virkede dehydreret, fik han også to liter væske i løbet af natten.

Den 4. december 2003 viste blodprøver, at der var forhøjede antal hvide blodlegemer (leukocytter 15,3) og urinstiks var positiv for nitrit som tegn på en urinvejsinfektion. Reservelæge A ordinerede urindyrkning, resistensbestemmelse og tablet Selexid 400 mg 3 gange dagligt (antibiotikum). Senere samme dag blev set af overlæge , som tog kontakt til egen læge. Egen læge oplyste, at henvisningen var foretaget på grund af, at det var svært at få urinrørskateteret til at fungere tilfredsstillende under de givne sociale forhold og den hos fremadskridende demens. Der blev herefter taget kontakt til hjemmeplejen, ligesom der blev aftalt, at pårørende til ville modtage ham, når han blev udskrevet til eget hjem den følgende dag.

Den 5. december 2003 fungerede urinrørskateteret ikke, og der blev i stedet anlagt et silikonekateter. Efter konference med overlæge blev udskrevet af reservelæge B. Han skulle fortsætte med Selexid 400 mg x 3 i 7 dage.

Den 5. december 2003 blev indlagt på medicinsk afdeling, , efter henvisning fra vagtlæge på grund af hans sociale forhold. Vagtlægen oplyste, der samme dag var sket udskrivelse til eget hjem med tilknytning til et akutteam, som ikke mente, at han kunne klare sig derhjemme, hvorfor han nu var blevet indlagt.

På medicinsk afdeling, , konstaterede en læge, at havde forværring i en ellers vanlig åndenød, men ingen hævede ben, hjertebanken eller brystsmerter. Der var forhøjet temperatur på 39,6 grader, og var varm og lidt svedende. På højre lunges bagflade var der lidt bilyde (basal krepitation), og på baggrund af disse fund mente lægen, at var mistænkt for at have en blodforgiftning på baggrund af en urinvejsinfektion. Lægen bestilte urindyrkning og resistensbestemmelse, røntgenundersøgelse af lungerne, infektionsparametre, væsketal, prostata specifikt antigen og 2 liter væske til intravenøs infusion samt en medicinstatus.

Den 6. december 2003 døde . Resultaterne af prøverne taget den 6. december 2003 viste tegn på urinvejsinfektion og blodforgiftning.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke blev korrekt undersøgt og behandlet.

Det er herved anført, at han blev udskrevet, selv om der var begrundet mistanke om forgiftning af blodet. Han havde desuden feber og var i en tilstand, hvor han ikke kunne gå og stå. Det personale fra Falck, der stod for hjemtransporten, turde derfor ikke forlade , før hans veninde dukkede op. Allerede to timer efter udskrivelsen blev der herefter fundet grundlag for en genindlæggelse via lægevagten. Da dette blev foranstaltet, havde han 39,6 grader i feber. døde samme aften angiveligt af en blodforgiftning, som han allerede havde pådraget sig, da han blev udskrevet.

Nævnets afgørelse af klagen

De læger på kirurgisk afdeling, , der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 3. til den 5. december 2003, har ikke overtrådt lægelovens § 6.

Begrundelse

Det fremgår af journalnotat den 3. december 2003 fra kirurgisk afdeling, , at blev indlagt efter henvisning fra egen læge med henblik på anlæggelse af topkateter. kunne ikke selv bidrage til sygehistorien, men af henvisningen fremgik det, at han var dement og ikke havde indsigt i sin egen situation. Reservelæge A kunne ikke af henvisningssedlen fra egen læge se begrundelsen for ønsket om anlæggelse af topkateter. angav at være velbefindende og uden smerter.

Det fremgår videre af journalnotatet, at reservelæge A fandt kronisk medtaget, men ikke akut påvirket, og urinrørskateteret fungerede med let blodtingeret urin. Der blev ikke konstateret feber, men der var tegn på væskemangel. Hun planlagde kontakt til egen læge næste dag med henblik på uddybelse af sygehistorien og derefter stillingtagen til topkateteranlæggelsen. Hun ordinerede infektionsparametre, og da han virkede dehydreret, fik han to liter væske i løbet af natten.

Det er noteret i journalen den 4. december 2003, at blodprøver viste, at der var forhøjede antal hvide blodlegemer (leukocytter 15,3) og urinstiks var positiv for nitrit som tegn på en urinvejsinfektion. Reservelæge A ordinerede derefter urindyrkning, resistensbestemmelse og antibiotikum (tabl. Selexid 400 mg x 3).

På denne baggrund er det nævnets opfattelse, at reservelæge A den 3. december 2003 foretog en udførlig og relevant undersøgelse, hvorunder det blev konstateret, at ikke havde feber, men syntes at mangle væske. Ved indlæggelsen blev der herefter ordineret relevante laboratorieprøver og relevant indgift af væske i blodåren på baggrund af de objektive fund.

Det er videre nævnets opfattelse, at reservelæge A reagerede korrekt, da antallet af hvide blodlegemer i blodet den 4. december 2003 blev konstateret forhøjet som udtryk for en betændelsestilstand, og urinundersøgelsen viste tegn på betændelse i urinen, idet hun ordinerede relevant antibiotisk behandling og nærmere undersøgelse af urinen.

Nævnet finder på denne baggrund, at reservelæge A handlede i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 3. og 4.december 2003 på kirurgisk afdeling, .

Det fremgår af journalen og sygeplejekardex, at den 4. december 2003 blev set af overlæge , som tog kontakt til egen læge og fik at vide, at hovedproblemet var de sociale forhold og i den forbindelse et dårligt fungerende kateter. Der blev herefter planlagt skiftning af dette.

Det følger yderligere af sygeplejekardex, at der endvidere blev taget kontakt til hjemmeplejen og aftalt udskrivelse fredag eftermiddag den 5. december, og det blev aftalt, at hjemmeplejen skulle tilse lørdag den 6. december. Det blev ligeledes aftalt, at hjemmeplejen skulle tilse oftere end som hidtil en gang om ugen.

Det blev i den anledning noteret i sygeplejekardex den 4. december 2003, at niecen var orienteret om den planlagte udskrivelse næste dag, fredag den 5. december, og at hun vil forsøge at komme hjem hos fredag eftermiddag. Det var aftalt med familien, at patientens sociale forhold skulle udredes i eget hjem.

Det er herefter nævnets opfattelse, at overlæge ved kontakt til egen læge korrekt undersøgte baggrunden for indlæggelsen af , og at hun herefter sammen med sygeplejepersonalet lagde relevante planer for s behandling og udskrivelse.

Den 5. december 2003 fremgår det af et journalnotat, at urinrørskateteret ikke fungerede. Det blev skiftet, og der blev anlagt et silikonekateter af reservelæge B. Efter konference med overlæge skulle der ikke foretages yderligere, og blev af reservelæge B udskrevet med antibiotika til fortsat behandling af urinvejsbetændelsen.

Reservelæge B har anført i sin udtalelse til sagen, at ved indlæggelsen var uden feber, og at han ikke under indlæggelse udviklede feber. Der var derfor ikke mistanke om blodforgiftning. På grund af høje infektionstal og en konstateret urinvejsinfektion var der ordineret behandling med antibiotika i 10 dage, og blev afebril udskrevet i sin vante tilstand.

Nævnet kan oplyse, at det tager op til 3 døgn at få svar på en urindyrkning med resistensbestemmelse. Dette er en undersøgelse af, om der er bakterier i en urinprøve, og hvilke det i så fald drejer sig om, og hvilke antibiotika, der virker på bakterierne. Det er derfor almindelig praksis ved formodet urinvejsbetændelse at iværksætte behandling med et antibiotikum, der erfaringsmæssigt har stor mulighed for at være virksomt, før der foreligger svar på urindyrkning med resistensbestemmelse. Det er også almindelig praksis at udskrive en patient, før svaret foreligger, for om nødvendigt at justere den antibiotiske behandling, når svaret fremkommer.

Nævnet kan videre oplyse, at høj feber som tegn på blodforgiftning kan udvikles på en eller få timer.

Det er nævnets opfattelse, at der ikke ved udskrivelsen den 5. december 2003 var objektive omstændigheder, der gav grund til at mistænke, at skulle udvikle blodforgiftning.

Nævnet finder på denne baggrund, at overlæge og reservelæge B handlede i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af den 5. december 2003 på kirurgisk afdeling, .

Nævnet skal overordnet bemærke, at det er almindelig praksis, at den klinisk mikrobiologiske afdeling ved påvisning af bakterier i blodet telefonisk kontakter den afdeling, hvor blodprøven er modtaget fra. Klinisk mikrobiologisk afdeling, , har den 7. december 2003 ved en misforståelse kontaktet , men skulle have kontaktet , hvor blodprøven blev taget den 6. december 2003. Der var ikke under s indlæggelse på grundlag for mistanke om blodforgiftning, og der blev ikke under indlæggelsen taget blodprøver til undersøgelse for bakterier i blodet.

DISSENS.:

har afgivet følgende dissens.:

Ikke enig i afgørelsen fordi:

Patienten fremstår som meget dårlig af journalen og beskrives gentagne gange som sløv, passiv, spiser ikke med videre. Der er ikke ifølge det foreliggende kontrolleret temperatur på udskrivningsdagen og kunne ved hjemkomst ikke lades alene, hvorfor Falckpersonale blev hos indtil der kunne være pårørende tilstede.