Klage over ufuldstændig undersøgelse af patient med talebesvær (afasi, hjerneblødning)

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere vagtlæge <****> for hans behandling af <****> den 10. september 2000 i vagtlægekonsultationen, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

s mand kontaktede den 10. september 2000 klokken cirka 14.00 vagtlægen, idet hans hustru havde vanskeligt ved at udtrykke sig.

Ved ankomsten til vagtlægekonsultationen i klokken 14.34 blev undersøgt af vagtlæge .

Vagtlæge fandt under sin undersøgelse af , at hun havde svært ved at tale og kun kunne besvare spørgsmål med ja og nej.

Vagtlæge spurgte under sin undersøgelse til mulige psykologiske årsager til s symptomer. s mand oplyste, at hun havde været belastet de seneste 3 dage, da der havde været børnebørn på besøg.

Da vagtlæge under sin undersøgelse ikke fandt tegn på lammelser eller unormale nervereflekser, skønnede han, at s tilstand kunne skyldes en psykisk reaktion på belastning. Vagtlæge anbefalede derfor hvile til , og han instruerede om, at familien skulle henvende sig igen, hvis der opstod nye symptomer.

Ca. ½ time efter hjemkomsten til hjemmet fik kramper, og hun mistede bevidstheden. Ved senere undersøgelser på blev det konstateret, at hendes tilstand var forårsaget af en lille hjerneblødning.

Klagen

at vagtlæge ikke foretog en tilstrækkelig grundig undersøgelse af ved vagtlægebesøget den 10. september 2000.

Nævnets afgørelse af klagen

Vagtlæge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 10. september 2000 i vagtlægekonsultationen.

Begrundelse

Af journalen den 10. september 2000 fremgår, at pludselig var blevet apatisk, og at hun ikke ville tale. Endvidere fremgår, at læge ved sin undersøgelse ikke fandt tegn på lammelser, samt at reagerede adækvat på tiltale og kunne gå ved egen hjælp. Videre fremgår, at det blev oplyst, at havde været stærkt belastet de seneste dage, og at læge derfor vurderede, at hendes tilfælde lignede en psykisk reaktion, hvorpå han anbefalede hvile og sengeleje, samt observation af og henvendelse til lægevagten igen i tilfælde af nye symptomer.

Nævnet skal bemærke, at det ikke fremgår af journalen, om der blev foretaget måling af blodtryk og puls.

Ifølge udtalelse den 14. oktober 2000 fra læge , fik han ved konsultationens start oplyst, at led af svær leddegigt, men at hun i øvrigt ikke led af nogen sygdomme ud over dette.

Endvidere fremgår af udtalelsen, at læge ved sin undersøgelse stillede flere spørgsmål, og at hun ved spørgsmålet ”har du svært ved at tale” besvarede dette med et ja efter en lille latenstid, og at hun i øvrigt forsøgte at sige mere, hvilket ikke lykkedes. Videre fremgår, at var i stand til at foretage de bevægelser, som vagtlæge anmodede om, herunder at føre fingeren til næsen, selvom bevægelsen var langsom og tøvende, men at vagtlæge tilskrev dette den svære gigtlidelse. Læge fandt ikke tegn på lammelser eller unormale nervereflekser, og han fandt videre, at kunne gå ved egen hjælp.

Af udtalelsen fremgår videre, at vagtlæge spurgte s mand om mulige psykologiske årsager til symptomerne, hvortil denne svarede, at havde været belastet de seneste 3 dage, da der havde været børnebørn på besøg, hvorpå læge tilskrev tilstanden som en psykisk reaktion på belastning.

Endelig fremgår af udtalelsen, at læge s undersøgelse afslørede, at s hjerte- og lungefunktion var i orden (cardialt- og pulmonalt intakt).

Nævnet har lagt til grund, at vagtlæge s undersøgelser viste, at havde afasi (forstyrrelse i sprogfunktionen).

Nævnet kan oplyse, at flere forskellige hjernesygdomme kan optræde med afasi som første symptom, men at psykisk betinget afasi sjældent optræder med en så svært isoleret taledefekt som i s tilfælde.

Det er nævnets opfattelse, at vagtlæge burde havde foranstaltet yderligere undersøgelser, herunder eventuelt indlæggelse på hospital, da han havde konstateret, hvilke symptomer havde.

Nævnet finder, at vagtlæge har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 10. september 2000 i konsultationen.

DISSENS:

Afgørelsen er truffet af et flertal. Nævnsmedlem har afgivet følgende mindretalsudtalelse. Nævnsmedlem finder, at læge ikke handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnsmedlem finder, at læge foretog de undersøgelser, man kunne forvente af en vagtlæge i forbindelse med undersøgelsen af .

havde pludselig udviklet afasi, hvorfor hun henvendte sig i vagtlægekonsultationen. Anammnestisk led patienten af svær leddegigt. Dagene forud for undersøgelsen havde hun været psykisk belastet af at have besøg af 3 børnebørn.

Læge foretager en undersøgelse af , hvor han ikke finder tegn på lammelser eller unormale nervereflekser. Konstaterede normal gangevne. Der var god kontakt med , som dog kun svarede ja eller nej på spørgsmål.

På basis af ovennævnte konkluderede , at afasien formentlig var udløst af den psykiske belastning.

Nævnsmedlem finder således, at har foretaget de relevante undersøgelser og har handlet i overensstemmelse med almindelig faglig standard, selv om hans diagnose viste sig at være et fejlskøn.