Klage over afbrudt kikkertundersøgelse af tyk - og endetarm

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge <****> for hans behandling af <****> den 18. februar 2002 på organkirurgisk afdeling, Sygehus X, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

Den 18. februar 2002 henvendte sig på organkirurgisk afdeling, Sygehus X, med henblik på en kikkertundersøgelse af tyktarmen (koloskopi) efter henvisning fra egen læge på grund af rumlen og smerter i maven med vekslende afføringsmønster uden blod. Overlæge forsøgte at foretage en kikkertundersøgelse af tyktarmen, hvilket lykkedes indtil midt i den tværgående del af tyktarmen (colon transversum), hvor fik mange smerter. Herefter afstod overlægen fra at foretage yderligere undersøgelse og henviste samme dag til en røntgenundersøgelse af tyktarmen.

Den 30. maj 2002 fik foretaget en røntgenundersøgelse af tyktarmen (dobbeltkontrast). Undersøgelsen viste intet abnormt, hvilket blev orienteret om skriftligt den 6. juni 2002. Der skete ikke yderligere opfølgning.

Den 9. august 2002 fik foretaget en kikkertundersøgelse af mavesæk og tolvfingertarm (gastroskopi), der bortset fra et lille brok var normal. fik en kortvarig medikamentel behandling samt råd om forholdsregler ved mavemundsbrok.

Den 16. juli 2003 fik foretaget en ultralydsscanning af maven. Undersøgelsen viste forandringer i leveren samt en stor svulst i højre side af maven.

Den 25. juli 2003 fik foretaget en CT-scanning af maven, hvorved man fandt en stor ondartet svulst i højre øvre side af tyktarmen. modtog herefter behandling i form af kemoterapi.

Den 25. august 2003 blev indlagt på organkirurgisk afdeling, Sygehus Y, på grund af utilsigtet vægttab, mavesmerter og en udfyldning under højre ribbensbue. Der blev foretaget en kikkertundersøgelse af tyktarmen (koloskopi), der viste en langstrakt svulst, der delvist aflukkede tarmen. Herefter blev der foretaget en operation, hvorved der blev fundet en meget stor svulst i den tværgående del af tyktarmen. Det var ikke muligt at fjerne alt kræftvævet. blev efterfølgende henvist til kræftafdelingen. Det fjernede væv blev undersøgt, og der blev fundet kræft i tyktarmen (lavt differentieret adenocarcinom).

fik kemokure på kræftafdelingen, og hun havde flere indlæggelser. Forløbet blev kompliceret af en betændelsestilstand omkring galdeblæren samt på grund af væskemangel. I februar 2004 var svulsten vokset trods kemoterapien. blev tilrådet at pausere med behandlingen men var ikke indstillet herpå. Behandlingen blev forsøgt genoptaget men måtte afbrydes på grund af bivirkninger. Derefter blev der givet understøttende behandling og følgetilstanden blev forsøgt lindret. s tilstand blev forværret, og hun døde den 20. april 2004.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At overlægen efter en afbrudt kikkertundersøgelse af tyk- og endetarm (koloskopi) ikke iværksatte en ny undersøgelse af maveregionen i generel anæstesi, ved ultralydsscanning eller CT-scanning.

Det er herved anført, at overlægen var nødsaget til at afbryde koloskopien, fordi havde smerter under undersøgelsen. Det er endvidere anført, at hun i tiden efter undersøgelsen hos overlæge begyndte at få det tiltagende dårligt. rettede derfor henvendelse til en psykolog, og året efter anmodede hun sin egen læge om en henvisning til nærmere undersøgelse på Sygehus Y. har ved en efterfølgende operation fået konstateret en ondartet svulst i tyktarmen med spredning til naboorganer, hvorfor svulsten ikke kan fjernes.

Nævnets afgørelse af klagen

Overlæge har ikke overtrådt lægelovens § 6 i forbindelse med sin behandling af den 18. februar 2002 på organkirurgisk afdeling, Sygehus X.

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at i 1994 var blevet opereret for brystkræft med efterfølgende kemokur. Efterfølgende havde der ikke været tegn på tilbagefald. Begge s forældre havde haft tyktarmskræft.

Det fremgår af journalen, at den 18. februar 2002 henvendte sig på organkirurgisk afdeling, Sygehus X, med henblik på en kikkertundersøgelse af tyktarmen efter henvisning fra egen læge på grund af rumlen og smerter i maven med vekslende afføringsmønster uden blod. Overlæge forsøgte at foretage en kikkertundersøgelse af tyktarmen, hvilket lykkedes indtil midt i den tværgående del af tyktarmen, hvor fik mange smerter. Herefter afstod overlægen fra at foretage yderligere undersøgelse og henviste samme dag til en røntgenundersøgelse af tyktarmen.

I journalen den 30. maj 2002 er det noteret, at fik foretaget en røntgenundersøgelse af tyktarmen. Undersøgelsen viste intet abnormt, hvilket blev orienteret om skriftligt den 6. juni 2002. Der skete ikke yderligere opfølgning.

Patientklagenævnet kan oplyse, at ved symptomer på lidelse i tyktarmen kan man vælge forskellige undersøgelsesmetoder til udredningen. Ved samtlige tilgængelige metoder kan man overse kræft i tarmen. Den mest følsomme metode er kikkertundersøgelse af hele tyktarmen, som i eksperthænder har en følsomhed på 98 %, naturligvis under forudsætning af at man når hele vejen rundt i tarmen.

Der findes ikke kapacitet i Danmark til at foretage kikkertundersøgelse af tyktarmen af alle patienter med symptomer fra tyktarmen. Der anvendes i dag primært en kombination af kikkertundersøgelse af endetarmen og den nederste del at tyktarmen (sigmoideoskopi) med undersøgelse af afføringen for skjult blod (Hemokkult Sensa). I de tilfælde, hvor kikkertundersøgelse af tyktarmen ikke kan gennemføres (ca. 5-10 %), kan man foretage enten røntgenundersøgelse af tyktarmen (colonindhældning med dobbeltkontrast), eller CT-scanning af tyktarmen (virtual colonoscopy). Sidstnævnte undersøgelse kan kun gennemføres på enkelte sygehuse her i landet. I de tilfælde, hvor en patient har gennemgået en af ovennævnte undersøgelser, og der er fundet normale forhold, vil man i reglen ikke foretage sig yderligere primært. Det er den praktiserende læges ansvar at foranstalte fornyet undersøgelse hvis patienten efter ca. 3 måneders forløb fortsat har symptomer på lidelse i tyktarmen.

Nævnet har lagt til grund, at overlæge den 18. februar 2002 forsøgte at foretage en kikkertundersøgelse af s tyktarm, hvilket lykkedes indtil midt i den tværgående del af tyktarmen, hvor fik mange smerter. Overlægen opgav herefter at komme hele vejen rundt i tyktarmen og bestilte derfor en røntgenundersøgelse af tyktarmen, der blev foretaget den 30. maj 2002.

Nævnet skal bemærke, at det ikke i journalen er beskrevet tekniske problemer med tolkningen af røntgenundersøgelsen.

Det er i klagen anført, at da kikkertundersøgelsen af tyktarmen ikke kunne gennemføres den 18. februar 2004, burde overlæge have gennemført en kikkertundersøgelse i narkose.

Nævnet kan oplyse, at kikkertundersøgelse af tyktarmen i narkose godt kan praktiseres, men man skal dog være opmærksom på, at smerter ved en kikkertundersøgelse af tyktarmen er en advarsel om, at tarmen er kraftigt påvirket, og der vil ved endnu kraftigere påvirkning være risiko for, at der opstår hul (perforation) på tarmen. Når man udfører kikkertundersøgelse af tyktarmen i narkose, har man ikke mulighed for at vurdere smertereaktionen fra patienten, og risikoen for perforation er derfor større. En vurdering af, om det er rimeligt at udsætte en patient for denne risiko kan kun foretages af den koloskoperende læge, der foretager kikkertundersøgelse af tyktarmen.

Nævnet er af den opfattelse, at det var relevant at vælge røntgenundersøgelse i stedet for en kikkertundersøgelse i narkose.

Nævnet skal endvidere oplyse, at i de tilfælde hvor en patient har gennemgået en kikkertundersøgelse, en røntgenundersøgelse eller en CT-scanning, og der er fundet normale forhold, vil man primært ikke foretage sig yderligere. Det er den praktiserende læges ansvar at foranstalte fornyet undersøgelse, hvis patienten efter ca. 3 måneders forløb fortsat har symptomer på en lidelse i tyktarmen.

Nævnet er på baggrund af ovenstående af den opfattelse, at overlæge ved sin henvisning af til en røntgenundersøgelse af tyktarmen den 18. februar 2002 foretog en relevant lægefaglig vurdering. Nævnet er ligeledes af den opfattelse, at vurderingen af ikke at foretage yderligere undersøgelser på baggrund af resultaterne fra røntgenundersøgelsen ligeledes var faglig velbegrundet.

Nævnet finder herefter, at overlæge ud fra symptomerne og de objektive fund har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med sin behandling af den 18. februar 2002 på organkirurgisk afdeling, Sygehus X.