Klage over tvangsbehandling med Cisordinol med henblik på overgang til Cisordinol Depot op til 500 mg pr. uge

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 20. januar 2004 om tvangsbehandling af <****> på <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder dog, at grundlaget for at indlede tvangsbehandling med depotmedicin var til stede.

Hændelsesforløb

havde siden 1988 flere gange været indlagt på psykiatrisk afdeling, på grund af skizofreni. Han var blevet behandlet med forskellige antipsykotiske præparater, herunder især depotinjektion Cisordinol.

blev aktuelt for 14. gang genindlagt den 23. maj 2003, i henhold til en behandlingsdom, da han ikke havde taget depotbehandlingen, og da hans tilstand i forbindelse hermed var forværret. Han oplyste ved indlæggelsen, at han havde mest lyst til at gemme sig, og at han syntes, at der var for mange indtryk i dagtiden, og at han derfor havde det bedst om natten, hvor han brugte sin tid på at ryge, høre musik og tænke. Han kom desuden kun udenfor om natten. Lægerne konstaterede, at han i perioder var verbalt aggressiv, men at tilstanden var svingende. Han virkede latent aggressiv og indimellem nærgående, specielt overfor kvindelige medpatienter. Lægerne vurderede endvidere, at hørte stemmer. De forsøgte at motivere ham til frivillig medicinsk behandling, hvilket han dog modsatte sig.

Da tilstanden ikke blev bedre, traf lægerne den 17. juni 2003 beslutning om tvangsbehandling med tablet Cisordinol (10-20 mg 2 gange dagligt) eller injektion Cisordinol. klagede over beslutningen som fik opsættende virkning. Den 25. juni 2003 godkendte Statsamtet beslutningen om tvangsmedicineringen, hvorefter lægerne iværksatte tvangsbehandlingen.

Den 21. juli 2003 traf lægerne beslutning om ændring til tvangsbehandling med depotinjektion Cisordinol Decanoat (startende med 300 mg ugentligt), da under behandling med cisordinolinjektion havde fået store infiltrationer i sædemuskulaturen, og da hans tilstand ikke var blevet markant forbedret på cisordinolinjektionerne. erklærede sig meget tilfreds med beslutningen, idet han følte sig ødelagt af de daglige injektioner i sædemuskulaturen. Tvangsbehandlingen fortsatte og fra den 11. august 2003 blev cisordinoldosis øget til 400 mg ugentligt. Denne tvangsbehandling fortsatte, hvorefter s tilstand langsomt blev bedre. Den 28. oktober 2003 blev tvangsbehandlingen ophævet.

Den 12. november 2003 konstaterede lægerne dog, at var blevet mere grinende, opstemt og havde sat ild til forskellige småting på værelset. Samme dag provokerede han en medpatient med en tændt cigaret. Den 18. november 2003 var han tiltagende grænseoverskridende i forhold til andre. Han slog et personalemedlem på kæben med sin albue og truede senere personalet på livet. Den 27. november 2003 var han truende og aggressiv overfor personalet, og de følgende dage var han tiltagende urolig på psykotisk basis, hvorfor han flere gange måtte bæltefikseres. Den 1. december 2003 var han blevet tiltagende truende og havde rettet voldsomme trusler mod personalet. Efterfølgende var han svært psykotisk og aggressiv. Den 3. december 2003 øgede lægerne depotinjektion Cisordinol til 500 mg.

Den 1. januar 2004 nægtede at forsætte med depotinjektion Cisordinol. 5 dage efter vurderede lægerne, at han var blevet tiltagende aggressiv og truende. Den 6. januar 2004 traf lægerne beslutning om tvangsbehandling med Cisordinol (20 mg 2 gange dagligt) og som alternativ injektion Cisordinol (20 mg i.m. dagligt) med henblik på overgang til Cisordinol-depot (op til 500 mg i.m. pr. uge).

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Klagen blev herefter den 20. januar 2004 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Nævnet godkendte beslutningen om tvangsmedicineringen, men tilsidesatte beslutningen vedrørende depotbehandling. Der blev som begrundelse anført, at siden var blevet tiltagende psykotisk, og at han var til fare for sig selv og andre. Nævnet fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning og lagde vægt på, at var forsøgt motiveret til frivillig antipsykotisk behandling gennem 6 dage forud for beslutningen om tvangsbehandling.

Endelig fandt nævnet ud fra en konkret vurdering tvangsbehandling med depot ikke opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 20. januar 2004 om tvangsbehandling af .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder dog, at grundlaget for at indlede tvangsbehandling med depotmedicin var til stede.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand, og at han var farlig overfor sig selv og andre, dels ved at have sat ilt på sit værelse, dels ved tiltagende aggressiv adfærd overfor såvel personale, medpatienter som besøgende på hospitalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ud fra en konkret vurdering, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 6 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at var forpint, og at han tidligere havde modtaget Cisordinol med god effekt på tilstanden. Nævnet har desuden lagt vægt på, at der blev truffet beslutning om primært peroral behandling, alternativt injektionsbehandling.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet har lagt vægt på, at Cisordinol er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Det fremgår af § 5 i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 879 af 10. december 1998 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger, at depotpræparater i videst muligt omfang bør undgås.

Det er nævnets opfattelse, at tvangsmedicinering med depotmedicin sædvanligvis er en mere indgribende foranstaltning end tvangsmedicinering med et tilsvarende præparat med almindelig virkningstid.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid ud fra en konkret vurdering, at Cisordinol i depotform i dette tilfælde opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet har lagt vægt på, at efter nævnets opfattelse fik usædvanligt udtalte infiltrationer i sædemuskulaturen i forbindelse med de daglige injektioner, og at han oplyste, at han følte sig ødelagt af de daglige injektioner. Nævnet finder det herefter godtgjort, at daglige injektioner ville være forbundet med vedvarende daglig fysisk gene for .

Nævnet skal bemærke, at tidligere gennem længere perioder havde modtaget Cisordinol som depotmedicin med god effekt og uden væsentlige bivirkninger.