Klage over tvangsmedicinering med Trilafon depot 270 mg, stigende til 324 mg ugentligt

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 11. februar 2004 om tilsidesættelse af beslutningen om at øge <****>s dosis Trilafon depot på psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

, der var 44 år, havde siden 1986 adskillige gange, også ganske langvarigt, været indlagt i psykiatrisk afdeling, ,samt på i en psykotisk tilstand præget af hørelseshallucinationer, vrangforestillinger, påvirkningsfornemmelser, tvangshandlinger, katatoni (psykotisk betinget aparte bevægemønster), anspændthed og forpinthed. Under indlæggelserne var hun primært blevet behandlet med det antipsykotiske middel Trilafon, herunder i depotform, hvorunder der skete en væsentlig bedring af tilstanden, om end hun i løbet af behandlingen aldrig opnåede sygdomserkendelse i en sådan grad, at hun efter udskrivningen fortsatte den nødvendige behandling med antipsykotisk medicin.

Aktuelt blev den 28. februar 2003 tvangsindlagt på behandlingsindikation på psykiatrisk afdeling, , efter at hun forudgående havde været indlagt fra januar 1999 til januar 2003. Hun var i løbet af den kortvarige udskrivning ophørt med at indtage antipsykotisk medicin, hvilket resulterede i, at der skete en forværring af hendes tilstand, og hun var således blevet tiltagende hørelseshallucineret, paranoid, råbende og skrigende i et sådant omfang, at naboerne havde klaget.

I starten af den aktuelle indlæggelse var hun primært meget tilbagetrukket, og svarede kun med enstavelsesord. Siden var hun mere åbenlys psykotisk, hallucineret og udskældende på stemmerne, som hun hørte. Hun havde en højst påfaldende adfærd med ritualer, hvor hun for eksempel snurrede rundt om sig selv. Hun var tydeligvis voldsomt udskældende og udadreagerende, men kunne ikke motiveres for frivillig behandling, hvorfor hun fra den 27. marts 2003 – efter godkendelse i det lokale psykiatriske patientklagenævn – blev tvangsbehandlet med primært injektion af Trilafon, efterfølgende Trilafon depot, stigende til 108 mg ugentligt. Da dette var uden effekt blev der – på ny efter godkendelse i det lokale psykiatriske patientklagenævn – suppleret med Risperdal depot, hvilket sidstnævnte imidlertid i november 2003 måtte bringes til ophør.

Den 7. januar 2004 blev Trilafon depot dosis øget til 216 mg ugentlig uden væsentlige bivirkninger til følge. s tilstand blev herunder bedret ganske betydeligt, men hun blev uændret beskrevet som svært paranoid med forestillinger om, at personalet sendte folk efter hende, og om at blive beskudt med navne. Hun var uden sygdomserkendelse, men syntes dog at acceptere den ovenfor nævnte medikamentelle behandling.

For at bedre tilstanden yderligere blev der den 29. januar 2004 truffet beslutning om at tvangsbehandle med Trilafon depot 270 mg i.m. ugentligt stigende til 324 mg ugentligt.

Klagen

klagede mundtligt over beslutningen om øgning af dosis til Det psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved tilsidesatte ved afgørelse af 11. februar 2004 overlægens beslutning om at øge s dosis af Trilafon depot. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at hun fortsat var paranoid psykotisk med vrangforestillinger og begrænset sygdomsindsigt, men fandt, at en øgning af dosis Trilafon depot til 270 mg ugentligt ville være en ekstraordinær stor dosis, hvilket ville være i strid med § 4, stk. 5 i bekendtgørelse nr. 534 af 27. juni 2002 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller mv. på psykiatriske afdelinger.

Overlægen på psykiatrisk afdeling, ankede afgørelsen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der blev truffet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 11. februar 2004 om tilsidesættelse af overlægens beslutning om at øge s dosis af Trilafon depot.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at i perioden fra tvangsindlæggelsen i februar 2003 frem til beslutningen den 29. januar 2004 om at øge doseringen af Trilafon depot var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har lagt vægt på, at hun var psykotisk, i en tilstand præget af forfølgelsesforstillinger, hørelseshallucinationer og periodisk katatone symptomer, og at hun var uden sygdomserkendelse. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at man fra tidligere havde erfaring for, at medikamentel antipsykotisk behandling kunne bedre tilstanden væsentligt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribennde foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at siden den 27. marts 2003 var blevet behandlet med Trilafon i stigende doser, fra den 7. januar 2004 som depotmedicin med 216 mg ugentligt, og at hun ifølge journalen den 21. januar 2004 blev søgt motiveret til en yderligere stigning til 270 mg ugentligt. Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det følger af § 5 i Indenrigs- og Sundhedsministeriets dagældende bekendtgørelse nr. 534 af 27. juni 2002 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger, at depotpræparater i videst muligt omfang bør undgås i forbindelse med tvangsmedicinering.

Ifølge bekendtgørelsens § 4, stk. 5 må brugen af ekstraordinært store doser ikke finde sted.

På den baggrund finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn – i lighed med Det Psykiatriske Patientklagenævn ved – at der med den besluttede tvangsbehandling af med det antipsykotiske middel Trilafon depot 270 mg i.m. ugentligt med en eventuel stigning til 324 mg ugentligt, ville være tale om brug af en ekstraordinært stor dosis.