Klage over tvangsbehandling skulle være tillagt opsættende virkning

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 21. januar 2004 om tvangsbehandling af <****> på psykiatrisk afdeling, <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder dog, at klagen burde have været tillagt opsættende virkning.

Hændelsesforløb

er en 61-årig kvinde, der den 30. januar 2001 første gang var indlagt på psykiatrisk afdeling på grund af stemmehøring og depressive symptomer. Hun blev behandlet med Trilafon og Zoloft og den 9. marts 2001 blev hun udskrevet under diagnosen depressive enkeltepisoder af svær grad med psykotiske symptomer.

Den 24. oktober 2001 blev genindlagt ved tvang på behandlingsindikation grundet tiltagende aparte adfærd, men da man efter to døgn ikke kunne påvise sikre produktive psykotiske symptomer, blev hun udskrevet uden medicin under diagnosen paranoid personlighedsstruktur.

Den 3. maj 2002 blev hun genindlagt ved tvang på behandlingsindikation efter at have chikaneret naboer og blandt andet kastet sten efter en af disse. Hun mente, at der blev stjålet mad fra hendes lejlighed, og at der blev hævet penge på hendes Dankort. Hun fremkom fortsat ikke med sikre produktive psykotiske symptomer og blev den 14. maj 2002, på eget forlangende, udskrevet under diagnosen paranoid personlighedsstruktur.

Den 23. august 2002 blev genindlagt ved tvang på behandlingsindikation, efter at hun havde været tiltagende chikanerende og aggressiv over for naboer, samt at hun i flere måneder ikke havde betalt husleje. Hun oplyste under indlæggelsen, at hun fra en mand fra en naboejendom var blevet beluret, ligesom hun mente, at vedkommende havde udsendt stråler som ødelagde hendes potteplanter. Hun påbegyndte ved tvang den 24. september 2002 behandling med Cisordinol som injektion og efterfølgende tablet Risperdal, på hvilke hendes tilstand bedredes og hun blev udskrevet under diagnosen paranoid psykose (sindssygdom med vrangforestillinger) til fortsat ophold hos en bror.

Aktuelt blev den 14. august 2003 indlagt på psykiatrisk afdeling, , på behandlingsindikation. Hun var i perioden forud herfor blevet tiltagende vredladen, råbende og udskældende over for andre beboere, og det blev ved indlæggelsen vurderet, at hun led af en sindssygdom præget af vrangforestillinger i forbindelse med hvilken hun var uden sygdomserkendelse.

Hun blev fra indlæggelsesdagen tilbudt behandling med antipsykotisk medicin, men var stærkt afvisende heroverfor.

Det fremgår af overlægens udtalelse af 5. december 2003, at blev tvangstilbageholdt, og at hun den 1. og 15. september 2003 uændret søgtes motiveret for medikamentel behandling. Den 10. november 2003 vurderedes hun tiltagende paranoid og herunder verbalt truende. Hun blev atter tilbudt antipsykotisk medicin i form af Risperdal, hvilket tilbud den 20. november 2004 opretholdtes.

Det fremgår videre, at hun ved samtalen den 1. december 2003 var tiltagende psykotisk, personforvekslende og i sin paranoide tilstand muligt præget af giftfrygt, hvorfor der blev truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet/mikstur/injektion Cisordinol 20 mg 1 gang dagligt, max 30 mg dagligt. Det fremgår videre af overlægens udtalelse, at blev søgt motiveret for medikamentel behandling, senest siden 10. november 2003.

Ovennævnte beslutning blev den 12. december 2003 underkendt af Det Psykiatriske Patientklagenævn, , idet nævnet fandt, at forud for beslutningen ikke var forsøgt motiveret i tilstrækkeligt omfang. Den 15. december 2003 traf overlægen herefter på ny beslutning om tvangsmedicinering med tablet/mikstur/injektion Cisordinol 20 mg 1 gang dagligt, max 30 mg dagligt.

Klagen

klagede den 8. januar 2004 over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn, . Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning

Det lokale nævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn, godkendte herefter den 21. januar 2004 beslutningen om tvangsmedicinering af , herunder at klagen ikke blev tillagt opsættende virkning.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 21. januar 2004 om tvangsmedicinering af . Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder dog, at klagen burde have været tillagt opsættende virkning.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at var i en tilstand præget af vrangforestillinger af forfølgelseskarakter, herunder giftfrygt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at siden indlæggelsen i august måned 2003 blev søgt motiveret for behandling med antipsykotisk medicin og herunder også periodisk i den senest besluttede dosering, hvilket må anses for fyldestgørende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet har lagt vægt på, at Cisordinol er et almindeligt anvendt og velafprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at klagen burde have været tillagt opsættende virkning.

Den behandlende overlæge anfører i sin udtalelse til sagen, at lige fra starten af iværksættelsen, altså den 15. december 2003, blev orienteret om hendes mulighed for at klage over beslutningen, men at hun først den 8. januar 2004 fandt ud af, at hun ville klage, hvilket den behandlende overlæge først blev orienteret om den 12. januar 2004.

Den behandlende overlæge anfører videre, at på dette tidspunkt havde modtaget medicinen i 15 dage med ganske god virkning, og at det derfor ikke fandtes lægeligt forsvarligt at tillægge klagen opsættende virkning, da dette unødigt og med ganske stor sandsynlighed ville forårsage en forværring i s tilstand og tillige have betydet, at behandlingen generelt set trak ud med forlængelse af tvangstilbageholdelsen til følge.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det følger af psykiatrilovens § 32, stk. 3, at klager over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Der kræves således en egentlig nødsituation, for at en psykiatrisk afdeling kan iværksætte eller (fortsætte en tvangsbehandling), inden der foreligger en afgørelse fra det lokale nævn, når patienten har klaget.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder det ikke godtgjort, at omgående gennemførelse af behandlingen var nødvendig for ikke at udsætte s liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at hun udsatte andre for nærliggende fare for, at lide skade på legeme eller helbred, hvorfor klagen burde have været tillagt opsættende virkning.