Klage over udstrækning af tvangsfiksering og anvendelse af fodremme (underkendt som følge af manglende efterprøvelse)

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 11. marts 2004 om tvangsfiksering af <****> i perioden fra den 26. februar til den 4. marts 2004, og i perioden fra den 5. til den 9. marts 2004, samt indgivelse af beroligende medicin med tvang den 28. februar 2004 på <****> i <****>.

Hændelsesforløb

er en 22-årig mand, der for fem år siden kom til Danmark som uledsaget flygtningebarn. Han har sparsom kontakt til det lokale miljø, bor på lejet værelse og lever af kontanthjælp. Der er mistanke om, at har et pågående misbrug af khat.

afsonede i sommeren 2003 en dom for vold og trusler på i forlængelse af mentalobservation. Han blev herfra overflyttet til , hvor han for en trancelignende tilstand blev behandlet med antipsykotisk medicin.

I begyndelsen af 2002 var igen indlagt på med en psykotisk depression, kompliceret af misbrug. Efter det fyldte 21. år blev han overflyttet til psykiatrisk afdeling i , hvor han var hjemmehørende.

har én gang tidligere i perioden fra den 16. december 2003 til den 30. januar 2004 været indlagt på . Under denne indlæggelse var han psykotisk og var på grund af svær uro og truende og voldelig adfærd langvarigt bæltefikseret. klagede under indlæggelsen over frihedsberøvelse, tvangsbehandling og tvangsfiksering. Han blev udskrevet i forlængelse af, at han for anden gang under indlæggelsen havde forladt afdelingen og i forlængelse af beslutning om tilbageførsel ikke blev bragt tilbage til afdelingen indenfor 7 døgn.

Aktuelt blev den 26. februar 2004 tvangsindlagt på på behandlingsindikation. Han mente sig forfulgt af sin familie, som han mente ville slå ham ihjel, og han hævdede endvidere, at han var medlem af både HA og Banditos.

Ved indlæggelsen var indledningsvis stille og rolig, men blev hurtigt urolig og opkørt, og han mente ikke, at han var sindssyg. Han havde planer om dagen efter at tage til København og derfra videre til . Han mente sig i fare i Danmark, idet flere personer skulle være efter ham på grund af hans families politiske holdning. Han forklarede endvidere, at han for nylig var blevet overfaldet med kniv og fremviste et overfladisk snitsår på hovedet, som var blevet behandlet på et hospital. Han truede med at tage sit eget liv og blev herefter tilbudt beroligende medicin, som han umiddelbart efter indlæggelsen indtog frivilligt i form af mikstur Cisordinol 20 mg og injektion Cisordinol Acutard 100 mg i musklen. blev herefter udadreagerende og truende, skubbede og slog til personalet, som forsøgte at tale ham til ro og få ham til at lægge sig i sengen, hvorefter han gik tæt på personalet med truende kropsbevægelser.

blev herefter på indlæggelsesdagen den 26. februar 2004 kl. 11.45 tvangsfikseret med bælte. Endvidere anlagdes på grund af hans store størrelse to fodremme, dels for at forhindre hans voldsomme sparken ud efter personalet, dels fordi det ikke skønnedes muligt at fastholde ham med bælte alene på grund af hans store størrelse. Af lægeerklæringen fremgår, at de følgende dage fortsat var urolig, truende, slog ud efter personalet, kastede omkring med afføring og urin, råbte, skældte ud og truede med at ville skyde personalet med en pistol. Han fremtrådte psykotisk med forfølgelsesforestillinger og voldsom motorisk uro. Ud over den ordinerede antipsykotiske medicin, Cisordinol, som han indtog frivilligt, måtte der flere gange gives yderligere beroligende medicin.

Den 28. februar 2004, kl. 0.30 var svært urolig og højtråbende, verbalt truende overfor personalet og smed afføring og urin ud over gulvet, hvorfor der ifølge journal og tvangsprotokol blev givet beroligende medicin med tvang i form af Cisordinol 20 mg.

Under bæltefikseringen i perioden fra den 26. februar til 4. marts 2004, er der gjort journaloptegnelser vedrørende tilstanden den 27. og 28. februar, den 1., 3. og 4. marts, men ikke den 29. februar og 2. marts. Bæltefikseringen blev jf. journalen bragt til ophør den 4. marts 2004. Der er ikke hverken i journal eller på tvangsprotokollen anført tidspunkt for tvangsforanstaltningen ophør.

Den 5. marts 2004 kl. 10.45 blev igen tvangsfikseret med bælte og to fodremme. Det fremgår af journalen, at han i afdelingen blev opkørt, da han blev forment udgang fra afdelingen, da han dels mente, han skulle ud og betale husleje, dels skulle til en fest. Han greb sin mobiltelefon for at ringe til nogle kammerater for at få dem til at komme med en pistol om aftenen. Han greb sin jakke og var på vej til at forlade lokalet og var udadreagerende og spyttede på flere personalemedlemmer. Under bæltefikseringen truede med at slå såvel personalet som disses familiemedlemmer ihjel, spise deres hjerner og at han nok skulle finde ud af, hvor de boede ved at følge efter dem efter arbejde. Efter fiksering med bælte sparkede han ud efter personalet og var voldsomt urolig, hvorfor der tillige anlagdes to fodremme. Samtidig blev der givet beroligende medicin i form af injektion Cisordinol Acutard 100 mg. Der foreligger ikke tvangsprotokol vedrørende denne medicinering. Den 8. marts 2004 blev han stillet i udsigt, at han ville blive løsnet af bælte dagen efter, såfremt han var i stand til at forholde sig i ro og forholde sig uden affektudbrud resten af den pågældende dag. forholdt sig herefter i ro og blev efter lægesamtale den 9. marts 2004 løsnet af bælte og fodremme kl. 12.40. Under bæltefikseringen, er der ikke gjort journaloptegnelser vedrørende hans tilstand den 6. og 7. marts 2004.

Klagen

klagede til Det Psykiatriske Patientklagenævn, over tvangsfikseringerne og indgivelsen af beroligende medicin.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn behandlede s klager over tvangsfiksering og indgivelse af beroligende medicin ved tvang på møde den 11. marts 2004.

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte tvangsfikseringen med bælte i perioden fra den 26. til den 29. februar 2004, men fandt at tvangsfikseringen fra den 1. marts og indtil ophævelsen den 4. marts 2004 var opretholdt med urette. Nævnet lagde vægt på, at det ikke er dokumenteret, at i perioden efter den 29. februar 2004 er behørigt observeret med henblik på vurdering af tvangsfikseringens opretholdelse.

Nævnet fandt, at tvangsfiksering med to fodremme fra den 26. februar og indtil ophævelsen den 4. marts 2004 var foretaget med urette. Nævnet lagde herved vægt på, at overlægens godkendelse af anvendelsen af fodremme først skete den 1. marts 2004. Nævnet har samtidig lagt vægt på, at tvangsfikseringen, jf. ovenstående, var foretaget med urette.

Nævnet godkendte tvangsfiksering med bælte og to fodremme den 5. marts 2004, men fandt at fikseringen fra den 6. marts 2004 og indtil ophævelsen den 9. marts 2004 var opretholdt med urette. Nævnet lagde herved vægt på, at det ikke er dokumenteret, at den 6. og 7. marts 2004 var behørigt observeret med henblik på vurdering af tvangsfikseringens udstrækning.

Nævnet godkendte indgivelsen af beroligende medicin ved tvang d. 28. februar 2004.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsnets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsfiksering af i perioden fra den 26. februar til den 4. marts 2004, og i perioden fra den 5. til den 9. marts 2004, samt indgivelse af beroligende medicin ved tvang den 28. februar 2004.

Begrundelse vedrørende tvangsfikseringen den 26. februar 2004

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 26. februar 2004 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at han selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har herved lagt vægt på, at på tidspunktet for tvangsfikseringen var udadreagerende, og at han var truende, skubbede og slog til personalet og gik tæt på personalet med truende kropsbevægelser.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at forinden fikseringen var søgt talt til ro og givet beroligende medicin i form af mikstur Cisordinol, som han indtog frivilligt, men som ikke havde tilstrækkelig effekt på hans svært urolige tilstand, idet han fortsat var udadreagerende og truende overfor personalet, som han skubbede væk fra sig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at anvendelse af fodremme var nødvendig, idet efter tvangsfikseringen med bælte fortsat sparkede ud efter personalet, ligesom det findes godtgjort, at hans størrelse og kropsbygning umuliggjorde, at han ville kunne holdes fikseret alene med bælte.

Det følger imidlertid af § 15, stk. 2 i psykiatriloven, at beslutningen om anvendelse af fod- og håndremme skal træffes af overlægen, og at en anden læge i overlægens fravær kan træffe beslutningen. I sådanne tilfælde skal overlægen efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen. Beslutningen om anlæggelse af fodremme blev truffet den 26. februar 2004, men overlægens godkendelse af anvendelsen af fodremme skete først den 1. marts 2004. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder herefter, at anlæggelsen af fodremme ikke skete i overensstemmelse med psykiatrilovens regler herom.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at udstrækningen af tvangsfikseringen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at det ikke i sagens akter findes godtgjort, at den 29. februar 2004 blev tilset med henblik på vurdering af tvangsforanstaltningens videreførelse, hvorfor det ikke findes godtgjort, at fikseringen efter dette tidspunkt var nødvendig.

Begrundelse vedrørende tvangsfikseringen den 5. marts 2004

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 5. marts 2004 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at han selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har herved lagt vægt på, at var voldsomt opkørt og udadreagerende i forlængelse af at være blevet nægtet udgang fra afdelingen, og at han spyttede på personalet, samt at han truede personalet med at ville skyde såvel dem som deres pårørende og spise deres hjerner.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at anlæggelsen af fodremme var nødvendig, idet efter fikseringen med bælte sparkede ud efter personalet og var voldsomt urolig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at udstrækningen af tvangsfikseringen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at det ikke i sagens akter findes godtgjort, at den 6. og 7. marts 2004 blev behørigt observeret med henblik på vurdering af tvangsfikseringens udstrækning, hvorfor det ikke findes godtgjort, at fikseringen efter dette tidspunkt var nødvendig.

Begrundelse vedrørende indgivelse af beroligende medicin ved tvang den 28. februar 2004

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af psykiatrilovens § 17, stk. 2, fremgår, at lægen kan bestemme, at en meget urolig patient med tvang skal have et beroligende middel, hvis det er af afgørende betydning for bedring af patientens tilstand. Af bemærkningerne til psykiatriloven fremgår det, at indgivelse af beroligende medicin dels kan være påkrævet af helbredsgrunde, dels kan være mindre vidtgående, end fysisk fastholdelse eller fiksering af patienten gennem en længere periode.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medicin den 28. februar 2004 var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe til ro med henblik på bedring af hans tilstand. Nævnet har lagt vægt på, at på tidspunktet for indgivelsen af beroligende medicin ved tvang var motorisk urolig, kastede sig frem og tilbage i sengen og forsøgte at sparke med benene. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at indgivelsen af beroligende medicin var egnet til at gøre udstrækningen af tvangsfikseringen så kort, som muligt.