Klage over ændringen af tvangsmedicinering fra Risperdal til Risperdal Depot.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 11. august 2004 om tvangsmedicinering af <****> på <****>, idet Sund-hedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for tvangsmedicinering med et depotpræ-parat ikke var opfyldt.

Hændelsesforløb

, der var 49 år gammel, havde to gange tidligere været indlagt i en psykiatrisk afdeling, henholdsvis i sommeren 1991 og i perioden fra august 2001 til juni 2002. Begge tidligere indlæggelser foregik som tvangs-indlæggelser. Under den første indlæggelse blev ikke behandlet med antipsykotisk medicin. Under indlæggelsen fra 2001 til 2002 blev der iværksat tvangsbehandling med antipsykotisk medicin i form af Ci-sordinol, hvilket havde god effekt på tilstanden.

Aktuelt blev tvangsindlagt på behandlingsindikation dem 11. juni 2004 på . Ved indlæggelsen kunne ikke formås at medvirke ved nogen form for undersøgelse eller samtale med den modtagende læge, og svarede ikke på spørgsmål men fandtes ind imellem talende med sig selv, og hans eneste verbale ytring var ’I kan ikke holde mig på en gul seddel’. Ved forsøg på kontakt fra læge eller personale vinkede han afværgende med armen. Indtrykket var, at han var psykotisk. Han var endvidere svedende men ikke sikkert abstinent.

De efterfølgende dage undgik og afviste fuldstændig kontakt med læger, personale og medpatienter. Han ønskede ikke at opholde sig på sin egen stue, sov i en stol eller sofa i opholdsstuen, svarede udeluk-kende med ja og nej, og ved forsøg på verbal kontakt afviste han dette med gestikuleren, og ved tilbud om antipsykotisk medicin slog han afværgende ud med armen. Det første indlæggelsesdøgn spiste og drak han intet, men indtog herefter væske og føde i tilstrækkeligt omfang. tilkendegav gentagne gange, at han ønskede at forlade afdelingen, idet han dels søgte at slippe ud af afdelingen, når døren var åben i anden anledning, dels flere gange forsøgte at rykke i håndtaget. Det var heller ikke muligt at motivere til at få foretaget hverken almindelig somatisk undersøgelse eller blodprøvetagning. Han fremtrådte forpint af sin situation, præget af negative symptomer som isolationstendens, kontaktsvaghed og indesluttethed samt manglende personlig hygiejne.

fik allerede fra indlæggelsesdagen ordineret behandling med antipsykotisk medicin i form af Cisordi-nol, som han under en tidligere indlæggelse havde haft god effekt af. Han var fremdeles afvisende overfor at modtage behandling, som fem dage efter indlæggelsen, den 16. juni 2004, blev ændret til ordination af tablet Risperdal, da sandsynligheden for, at herpå ville udvikle bivirkninger i form af bevægeforstyrrelser, vurderedes at være mindre, end ved behandling med Cisordinol, ligesom Risperdal kunne gives som smelte-tablet.

ønskede imidlertid fortsat ikke behandling, hvorefter der på indlæggelsens 10. dag blev truffet beslut-ning om tvangsbehandling med smeltetablet Risperdal 4 mg dagligt eller som alternativ injektion Cisordinol 10 mg im. Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte denne beslutning, og i perioden fra den 1.til den 7. juli 2004 blev tvangsbehandlingen givet som injektion af Cisordinol, hvorefter dagligt indtog medicinen som smeltetablet Risperdal under tilbagevendende verbale protester.

På den givne behandling med smeltetablet Risperdal 4 mg bedredes s tilstand. Han blev således mere deltagende i samtaler, svarede relevant på spørgsmål og kunne i længere tid ad gangen opholde sig på sin stue i stedet for på fællesarealer, sådan at han kun tilbragte en del af natten i dagligstuen. Han havde imid-lertid fortsat lange perioder, hvor han fremtrådte afvisende og negativistisk i afdelingen, mut, indesluttet, stirrede frem for sig, var afvisende og isolerede sig, var ude af stand til i længere tid ad gangen at opretholde kontakt til andre og uden sygdomsindsigt.

blev fra den 21. juli 2004 løbende søgt motiveret for behandling med Risperdal Depot, hvilket han, ligesom den igangværende tvangsbehandling, ikke ønskede. Efter fem ugers behandling vurderede lægerne dog, at et skift til behandling med Risperdal givet som depot yderligere ville kunne bedre s tilstand, idet den sjældnere medicinering ville minimere graden af tvangsanvendelse, således at de miljøterapeutiske og socialpsykiatriske interventioner kunne intensiveres. Målet med at overgå til behandling givet som depot skulle således være at bedre s tilstand i en sådan grad, at han ville kunne bringes til at deltage på lige fod med andre patienter i afdelingens aktiviteter og samtidig blive bibragt en erkendelse af, at en tålelig til-værelse for ham ville være forbundet med langvarig indtagelse af antipsykotisk medicin.

Der blev herefter den 5. august 2004 truffet beslutning om tvangsbehandling med Risperdal Depot 25-50 mg hver 14. dag, justeret efter klinisk effekt og serummåling.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering med Risperdal Depot til Det Psykiatriske Patient-klagenævn ved . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 11. august 2004 beslutningen om tvangsmedicinering af med Risperdal Depot. Det blev som begrundelse blandt andet anført, at næv-net fandt det sandsynliggjort, at daglig medicinering ville være mere indgribende for end depotbe-handling hver 14. dag, blandt andet henset til, at han opfattede det som et tvangsindbreb, hver gang han skulle have medicin, at den daglige medicin fyldte meget i hans bevidsthed, og at mulighederne for miljøte-rapeutisk behandling ville øges, hvis han fik depotbehandling, idet medicineringen ikke ville fylde så meget i hans dagligdag.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 11. august 2004 fra Det Psykiatriske Patient-klagenævn ved om tvangsmedicinering af på , idet Sundhedsvæsenets Patientklage-nævn finder, at betingelserne for tvangsmedicinering med et depotpræparat ikke var opfyldt.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at på tidspunktet for beslut-ningen om overgang til tvangsbehandling med injektion Risperdal Depot var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at han fortsat be-fandt sig i en psykotisk tilstand primært præget af negative symptomer i form af kontaktforringelse, social tilbagetrækning, sprogfattigdom og initiativløshed, ligesom der på det pågældende tidspunkt ikke ses at væ-re opnået en tilstrækkelig bæredygtig behandlingsalliance, der ville kunne bedre tilstanden yderligere og forebygge tilbagefald, idet fremdeles modsatte sig frivillig medikamentel antipsykotisk behandling, såvel i form af tabletbehandling som depotbehandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem ca. 2 uger blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at han tidligere havde modtaget antipsykotisk medicin med god effekt på tilstan-den, og at brugen af Risperdal skete for at mindske bivirkningerne i forhold til for eksempel behandling med Cisordinol.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har lagt vægt på, at Risperdal depot er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af § 5 i bekendtgørelse om tvangsbehandling, fik-sering tvangsprotokoller mv. på psykiatriske afdelinger imidlertid fremgår, at depotpræparater i videst muligt omfang skal undgås i forbindelse med tvangsmedicinering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ud fra en konkret vurdering, at Risperdal i depotform ikke op-fyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehand-ling blev truffet. Uanset at det fremgår, at opfattede den daglige medicinering som et tvangsindgreb, og at den daglige medicinering fyldte meget i hans bevidsthed, har nævnet lagt afgørende vægt på, at det ikke af hverken læge- eller sygeplejejournal eller af overlægens erklæring fremgår oplysninger om, at den daglige medicinadministration skulle have været forbundet med betydelig brug af fysisk magtanvendelse, eller at den havde været særlig angstprovokerende, idet ifølge journalen altovervejende havde indta-get den ordinerede medicin peroralt, fraset tvangsbehandlingens indledende fase, hvor behandlingen blev givet som daglige injektioner af Cisordinol. På den baggrund finder nævnet, at betingelserne for tvangsmedi-cinering med et depotpræparat ikke var opfyldt.