Klage over tvangsfiksering med håndremme

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder delvist den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 2. juni 2004 om tvangsfiksering af <****> på psykiatrisk afdeling, <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder dog, at grundlaget for at anvende håndremme i forbindelse med tvangsfikseringen den 12. maj 2004 ikke var til stede.

Hændelsesforløb
har siden midten af 1980’erne adskillige gange været indlagt på psykiatriske afdelinger i en tilstand præget af vrangforestillinger af forfølgelseskarakter, hørelseshallucinationer, tvangstanker og angst. I 1998 var han præget af en manisk tilstand og blev i 1999 tvangsindlagt, efter at hans lejlighed var udbrændt, ligesom han under indlæggelsen satte ild til afdelingens møbler. Han anses lidende af en skizoaffektiv psykose (spaltningssindssygdom, hvori også indgår faser af en stemningssindssygdom). Han er i marts 2004 dømt til psykiatrisk behandling på grund af ildspåsættelse på bocentret .

Aktuelt blev den 13. april 2004 indlagt på psykiatrisk afdeling, , i henhold til sin behandlingsdom efter at være ophørt med at indtage den nødvendige antipsykotiske medicin.

Få dage efter indlæggelsen begyndte han at blive tiltagende vredladen og højtråbende, og han sov ikke om natten og fremkom med vrangforestillinger af forfølgelseskarakter.

Den 11. maj 2004 blev han tiltagende grænseoverskridende, verbalt aggressiv, ukorrigerbar, hurtigtkørende, og han skræmte medpatienterne. Han fik beroligende medicin og blev søgt skærmet med fast vagt uden tilstrækkelig effekt.

Den 12. maj 2004, kl. 21.30 blev han fysisk aggressiv og slog et personalemedlem på armen og i maven. Han havde forinden i løbet af dagen et par gange modtaget beroligende medicin, og han blev tilbudt det på ny, imens han blev fastholdt, men han nægtede at modtage medicin og var fortsat truende, hvorfor han blev bæltefikseret.

Da han efter bæltefikseringen endvidere truede med at ville ”smadre personalet”, blev der anlagt to håndremme, hvilket blev godkendt af afdelingens overlæge.

Han modtog herefter beroligende medicin, hvilket førte til, at han faldt så meget til ro, at håndremmene kunne løsnes den 13. maj, kl. 03.00, ligesom han, i forbindelse med, at han blev overflyttet til skærmet afsnit, blev løsnet af bæltet den 13. maj 2004, kl. 11.00.

Klagen
klagede til det Psykiatriske Patientklagenævn ved over tvangsfikseringen.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 2. juni 2004 beslutningen om tvangsfiksering af i perioden fra den 12. maj 2004 kl. 21.35 til den 13. maj 2004 kl. 11.00 på psykiatrisk afdeling, . Nævnet fandt, at s tilstand forud for tvangsindgrebet var af en sådan karakter, at det var nødvendigt at afværge, at han forfulgte eller på anden lignende måde groft forulempede medpatienter. Nævnet lagde herved vægt på, at der forinden tvangsfikseringen forgæves var forsøgt skærmning og beroligelse af , samt at der ved tvang var givet ham beroligende medicin. Nævnet fandt videre, at det var nødvendigt at anlægge håndremme, da fortsat var urolig efter tvangsfikseringen. Nævnet godkendte desuden den tidsmæssige udstrækning af tvangsfikseringen, idet der blev lagt vægt på, at fremtrådte anspændt, latent aggressiv og ind imellem udadreagerende indtil det lægelige tilsyn kl. 10.00, og at han således blev løsnet, da han var faldet til ro. Endvidere blev der lagt vægt på, at remmene blev løsnet om natten.

Afgørelse af anken
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder delvist den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 2. juni 2004 om tvangsfiksering af i perioden fra den 12. maj 2004 kl. 21.35 til den 13. maj 2004 kl. 11.00.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder dog, at betingelserne for brug af håndremme i perioden fra den 12. maj 2004, kl. 21.35 til den 13. maj 2004, kl. 03.00 på psykiatrisk afdeling, , ikke var opfyldt.

Begrundelse
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1 fremgår, at tvangsfiksering kun må anvendes i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at patienten udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan videre oplyse, at det fremgår af bemærkningerne til psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1, at tvangsfikseringen i henhold til denne bestemmelse har karakter af et indgreb begrundet i nødværge eller nødret. Reglen omfatter ikke kun fiksering for at beskytte medpatienter, med også for at beskytte personale, besøgende og alle andre, der kommer på afdelingen, samt vedkommende selv. Reglen yder dermed også fornøden hjemmel for indgreb i tilfælde af selvbeskadigende adfærd. Der er tale om et farekriterium. For at faren kan anses som nærliggende, skal der være tale om en konkret, aktuel påviselig fare. Det kræves derimod ikke, at faren allerede skal have manifesteret sig i en skadevoldende handling, før der kan gribes ind.

Det fremgår af journalen den 12. maj 2004, at igennem dagen havde været vredladen/aggressiv i sine verbale udtryk, og at han havde været fortsat hurtigkørende, indblandende og med tendens til skænderier med medpatienter. Han var derfor om eftermiddagen blevet behandlet med Zyprexa og Serenase, som i et par timer gjorde ham roligere. Omkring kl. 21.30 gik et personalemedlem en sikkerhedsrunde og ville i denne forbindelse fjerne s termokande, hvilket fik til at true og slå personalemedlemmet på armen og i maven. Herefter blev pacificeret på gulvet, og da han nægtede at tage beroligende medicin, blev han bæltefikseret.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder herefter, at bæltefikseringen var nødvendig, idet forud for bæltefikseringen havde slået et personalemedlem og derfor måtte anses at have været til umiddelbar og nærliggende fare for andre.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder desuden, at bæltefikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at flere gange tidligere i løbet af den pågældende dag havde modtaget beroligende medicin, samt at han forinden bæltefikseringen var søgt motiveret for indtagelse af beroligende medicin, hvilket han afslog.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn godkender endvidere udstrækningen af bæltefikseringen, idet under bæltefikseringen fik tilbudt og modtog beroligende medicin, dog uden tilstrækkelig effekt, samt at bæltefikseringen ophørte i forbindelse med s overflytning til anden afdeling på trods af, at han på dette tidspunkt fortsat blev beskrevet som anspændt, latent aggressiv og fortsat truede med at slå et personalemedlem.

Det fremgår videre af journalen den 12. maj 2004, at efter bæltefikseringen sagde, at han ville smadre personalet, og det var nødvendigt at anlægge to håndremme, før han kunne tales til at tage noget beroligende medicin, hvilket han havde fået oplyst, han ellers ville få ved injektion. Håndremmene blev løsnet, da kl. 3.00 om natten var faldet til ro.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at anvendelse af hånd- eller fodremme i forbindelse med en bæltefiksering kun må ske i tilfælde, hvor en fiksering med bælte ikke skønnes tilstrækkelig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt til grund, at efter bæltefikseringen truede med at ”ville smadre personalet”, men at det ikke fremgår af hverken journalen eller kardex, at han efter bæltefikseringen forsøgte at sparke eller slå efter personalet. Det er videre lagt til grund, at efter anlæggelsen af håndremmene blev overtalt til at tage beroligende medicin.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at s fysiske opførsel efter anlæggelsen af bælte ikke gav grundlag for yderligere at anlægge håndremme, og at fremsatte trusler mod personalet således ikke gjorde det nødvendigt med anvendelse af håndremme. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder videre ikke grundlag for at antage, at anvendelsen af håndremme var en nødvendighed for at kunne give beroligende medicin efter bæltefikseringen, idet indgivelse af denne måtte kunne ske under en kortvarig fastholdelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder således, at betingelserne for at anvende håndremme ikke var opfyldt, idet anvendelsen af håndremme ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund delvist den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 2. juni 2004 om tvangsfiksering af på psykiatrisk afdeling, .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder dog, at betingelserne for brug af håndremme ikke var opfyldt.