Klage over tvangsfikseringer, herunder med hånd- og fodremme, iværksat af plejepersonalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 14. juni 2004 om tvangsfiksering af <****> den 3. og 8. april 2003 på <****> for så vidt angår plejepersonalets beslutninger om tvangsfiksering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn hjemviser den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 14. juni 2004 om tvangsfiksering af <****> den 3. og 8. april 2003 på <****> til fornyet behandling med henblik på at nævnet træffer afgørelse om lægernes beslutninger om tvangsfiksering.

Hændelsesforløb

, der ved starten af den aktuelle indlæggelse var 18 år gammel, havde haft adfærdsmæssige problemer siden barndomsårene. Han havde haft svært ved at styre sit temperament, havde vedvarende haft skolevanskeligheder med mange skoleskift, røget en del hash og begået kriminalitet.

I 2001 fik en dom til psykiatrisk behandling for røveri og tyveri. I forbindelse med psykiatrisk undersøgelse forud for dommen fandtes det overvejende sandsynligt, at på daværende tidspunkt led af begyndende skizofreni. I forlængelse heraf havde i længere perioder været indlagt på psykiatrisk afdeling, , og var i mellemliggende perioder blevet behandlet ambulant i henhold til dommen, der blev varetaget derfra.

Aktuelt blev indlagt på psykiatrisk afdeling, den 7. januar 2003 efter længerevarende ferie hos familie i Italien. Han var ved indlæggelsen forpint og anspændt, kontakten var dårlig, og han husede vrangforestillinger og var hallucineret. Han blev indledningsvist indlagt på åbent afsnit, hvor han periodevis fremtrådte truende og grænseoverskridende. I begyndelsen af marts måned blev han overflyttet til lukket afsnit på grund af opkørthed og efter at have øvet hærværk. Knap fjorten dage senere, den 21. marts 2003 måtte han skærmes på sin stue efter at have slået en medpatient, og i dagene herefter var der gentagne gange konflikter mellem ham og medpatienter.

Den 3. april 2003 blev observeret rygende hash sammen med en medpatient. Han blev bedt om at aflægge urinprøve, hvilket han indvilligede i, samtidig med at han anførte, at han også dagen forinden havde røget hash. Tidligt i aftenvagten blev han gjort bekendt med, at han ikke havde overholdt en indgået aftale om ikke at ryge hash, og at han derfor som konsekvens heraf fik inddraget sin terrænfrihed og samtidig stillet i udsigt, at han ikke som planlagt kunne komme på tur til med personalemedlem eller på besøg hos moderen i påsken. var herefter indtil omkring kl. 18.30 konstant grænsesøgende og blev af personalet informeret om, at han ved brud på husorden måtte gå på sin stue, hvilket skete kl. 18.15, da han røg på gangen. blev herefter skærmet på sin stue, hvorunder han spillede høj musik, hvorefter hans musikanlæg blev anbragt på kontoret til den efterfølgende morgen. Tre kvarter senere blev skærmningen bragt til ophør, hvorefter han ikke ønskede at tale med kontaktperson.

Klokken 21.15 hældte vand ud over vognen med medicin til patienterne i afsnittet. Personalet søgte efterfølgende på ny at skærme ham på stuen, hvilket han modsatte sig. I stedet tog han en vandkande og en termokande og gik til den anden ende af gangen. Personalet tilkaldte herefter assistance fra andre afdelinger og forsøgte herefter atter at korrigere i hans adfærd, hvorefter han smed vand og en brændende cigaret efter personalet. blev herefter fastholdt, hvorunder han satte sig til modværge og fremtrådte truende, idet han anførte at personalet blot skulle vente og se, idet han ville gøre alt for at blive overflyttet til en anden afdeling. Efter at have lagt ned på gulvet anlagde plejepersonalet på eget initiativ og uden tilstedeværelse af læge håndremme på gangen kl. 21.30, hvorefter der blev foretaget bæltefiksering på stuen kl. 21.40. Lægen kom til stede efter få minutter og besluttede, at skulle forblive tvangsfikseret med bælte og håndremme. Håndremmene blev løsnet 50 minutter senere, kl. 22.20. blev tilbudt beroligende medicin i form af Truxal og efterfølgende sov han hele natten, afbrudt af toiletbesøg, hvorunder han var løsnet af bælte. Bæltefikseringen blev bragt til ophør den efterfølgende dag kl. 9.30.

Den 8. april 2003 havde i løbet af dagen fremtrådt stofpåvirket og havde derfor i tidsrummet mellem kl. 14 og 18 været skærmet på sin stue. Kl. 21.45 blev han antruffet på medpatients stue med et cigaretrør fuldt af hash. Han blev herefter med assistance af personale fra andre afsnit skærmet på stuen, men da disse forlod afsnittet, forlod han atter sin stue. Personalet anmodede ham om at gå til en såkaldt akutstue, hvilket han nægtede og truede med, at den første, der tog fat i ham, ville blive ’basket ned’ og at han denne gang var ligeglad med, at det var kvinder. Da personalet gik tæt på ham for at følge ham på akutstuen, slog han ud, begyndte at bide, gjorde modstand og forsøgte at komme fri.

blev herefter på sin egen stue tvangsfikseret af plejepersonalet uden tilstedeværelse eller ordination af en læge, indledningsvis på maven, med bælte og håndremme grundet farlighed og efterfølgende båret på akutstuen. I forbindelse med at personalet ville vende om på ryggen, gjorde han så megen modstand, at personalet på egen hånd igen anlagde såvel hånd- som fodremme førend vagthavende læge, som var tilkaldt, kom til stede. havde kort forinden indtaget beroligende medicin i form af Truxal. Efter 1½ time, kl. 0.15, var faldet så meget til ro, at højre hånd- og venstre fodrem kunne løsnes, hvorefter han fik yderligere beroligende medicin (Buronil) samt sovemedicin (Imovane) og sov herefter hele natten. Venstre hånd- og højre fodrem løsnedes næste morgen kl. 9.00 og tvangsfikseringen med bælte blev bragt til ophør kl. 13.35.

afgik ved døden den 13. april 2003.

Klagen

s mor klagede over beslutningerne om tvangsfiksering af den 3. og 8. april 2003 til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 14. juni 2004 beslutningerne om tvangsfiksering af den 3. og 8. april 2003. Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på, at var oprevet og handlede grænseoverskridende og truende, og at han satte sig til modværge, truede og slog ud og bed efter personalet, da det blev forsøgt at skærme ham. Af samme grunde fandt nævnet, at betingelserne for, at plejepersonalet på egen hånd lagde ham i bælte, var opfyldt. Nævnet fandt dog ikke, at der i psykiatriloven var hjemmel til, at sygeplejepersonalet på egen hånd iværksatte fiksering med hånd- og fodremme.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsfiksering af den 3. og 8. april 2003 på for så vidt angår plejepersonalet beslutninger om tvangsfiksering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn hjemviser den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsfiksering af den 3. og 8. april 2003 på til fornyet behandling med henblik på, at nævnet træffer afgørelse om lægernes beslutninger om tvangsfiksering.

Begrundelse vedrørende tvangsfikseringen den 3. april 2003

Af den dagældende bekendtgørelse om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller mv. på psykiatriske afdelinger fremgik det af § 13, at i ganske særlige akut opståede situationer, hvor det af hensyn til patientens eller andres sikkerhed ville være uforsvarligt at udsætte beslutningen, kan sygeplejepersonalet på egen hånd gøre brug af tvangsfiksering med bælte.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder dog ligesom Det Psykiatriske Patientklagenævn ved , at plejepersonalets anlæggelse af håndremme blev foretaget i strid med reglerne i psykiatriloven, allerede fordi denne kompetence alene er tillagt overlægen eller alternativt lægen, hvor overlægen i dette tilfælde snarest skal tage stilling til beslutningen. Det er i den forbindelse uden betydning, at håndremmene blev fjernet igen allerede efter 50 minutter, da var faldet til ro, eller at lægen kom til stede få minutter efter, at var blevet fikseret med bælte og håndremme, eller at lægen ved ankomsten besluttede, at tvangsfikseringen med bælte og håndremme skulle fortsætte.

Vedrørende plejepersonalets anvendelse af tvangsfiksering med bælte inden lægens ankomst, finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at det ville have været uforsvarligt at udsætte beslutningen om tvangsfiksering af til lægen kom til stede. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ifølge tvangsprotokollen var otte personalemedlemmer til stede i forbindelse med episoden, og at der hverken af læge- eller sygeplejejournalen fremgår nærmere oplysninger om, at plejepersonalet for eksempel ikke ville kunne have fastholdt ham, indtil lægen kom til stede, eller om, hvor voldsom han var eller andre nærmere oplysninger, der kan godtgøre, at der forelå en sådan ganske særlig akut opstået situation, hvor det ville have været uforsvarligt at udsætte beslutningen om tvangsfiksering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 14. juni 2004 om tvangsfiksering af den 3. april 2003 for så vidt angår plejepersonalets beslutninger om tvangsfiksering.

Af både læge- og sygeplejejournal fremgår det, at lægen kom til stede i forbindelse med, at var tvangsfikseret. Den pågældende læge har i en udtalelse af 22. oktober 2004 oplyst, at vedkommende kom tilstede få minutter efter, at var blevet tvangsfikseret, og at lægen vurderede, at han skulle forblive i bælte, herunder også i håndremme.

Det fremgår af afgørelsen af 14. juni 2004 fra Det psykiatriske Patientklagenævn ved , at nævnet fandt, at betingelserne for at tvangsfiksere den 3. april 2003 var opfyldt, men nævnet har med sin afgørelse alene truffet afgørelse om plejepersonalets anlæggelse af bælte samt håndremme. Det fremgår således ikke af afgørelsen, at nævnet har truffet afgørelse om lægernes beslutninger om fortsat anvendelse af tvangsfiksering med bælte samt håndremme, da denne kom til stede, og nævnet har under alle omstændigheder med sin afgørelse ikke taget stilling til udstrækningen af tvangsfikseringen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn hjemviser på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 14. juni 2004 om tvangsfiksering af den 3. april 2003 til fornyet behandling med henblik på, at nævnet træffer afgørelse om lægernes beslutninger om tvangsfiksering.

Begrundelse vedrørende tvangsfikseringen den 8. april 2003

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder i lighed med ovenfor, at plejepersonalets anlæggelse af hånd- og fodremme uden lægens ordination, skete i strid med reglerne i psykiatriloven. Også i dette tilfælde finder nævnet, at det var uden betydning, at plejepersonalet, sådan som det fremgår af sygeplejejournalen, løsnede hånd- og fodremmene, da han var blevet tvangsfikseret på stuen, eller at lægen, da denne kom til stede besluttede, at tvangsfikseringen med bælte og igen også med hånd- og fodremme skulle fortsætte.

Vedrørende plejepersonalets anvendelse af tvangsfiksering med bælte inden lægens tilstedekomst finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at det ville have været uforsvarligt at udsætte beslutningen om tvangsfiksering af til lægen kom til stede. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ifølge overlægens erklæring af 2. april 2004 var seks personalemedlemmer til stede i forbindelse med episoden, og at der hverken af læge- eller sygeplejejournalen fremgår nærmere oplysninger om, at plejepersonalet for eksempel ikke ville kunne have fastholdt ham, indtil lægen kom til stede, eller om, hvor voldsom han var eller andre nærmere oplysninger, der kan godtgøre, at der forelå en sådan ganske særlig akut opstået situation, hvor det ville have været uforsvarligt at udsætte beslutningen om tvangsfiksering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 14. juni 2004 om tvangsfiksering af den 8. april 2003 for så vidt angår plejepersonalets beslutninger om tvangsfiksering.

Af sygeplejejournalen fremgår det, at lægen kom til stede mens var tvangsfikseret med bælte samt hånd- og fodremme. Nævnet lægger herefter til grund, at lægen på dette tidspunkt har ordineret tvangsfiksering med bælte samt hånd- og fodremme.

Det fremgår af afgørelsen af 14. juni 2004 fra Det psykiatriske Patientklagenævn ved , at nævnet fandt, at betingelserne for tvangsfiksering af den 8. april 2003 var opfyldt, men nævnet har med sin afgørelse alene truffet afgørelse om plejepersonalets anlæggelse af bælte samt hånd- og fodremme. Det fremgår således ikke af afgørelsen, at nævnet har truffet afgørelse om lægernes beslutninger om fortsat anvendelse af tvangsfiksering med bælte samt hånd- og fodremme, da denne kom til stede, og nævnet har under alle omstændigheder med sin afgørelse ikke taget stilling til udstrækningen af tvangsfikseringen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn hjemviser på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 14. juni 2004 om tvangsfiksering af den 8. april 2003 til fornyet behandling med henblik på, at nævnet træffer afgørelse om lægernes beslutninger om tvangsfiksering.

Konklusion

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsfiksering af den 3. og 8. april 2004 for så vidt angår plejepersonalets beslutninger om tvangfiksering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn hjemviser den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsfiksering af den 3. og 8. april 2004 til fornyet behandling med henblik på, at nævnet træffer afgørelse om lægernes beslutninger om tvangfiksering.