Iværksat på 3. dagen ? patienten ikke væsentligt forpint eller aggressiv

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 14. september 2004 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****>.

Hændelsesforløb

er 32 år gammel og bor i egen lejlighed. Hun lider af paranoid skizofreni og har 25 gange tidligere været indlagt til behandling herfor.

Den 13. juli 2004 blev udskrevet efter sin seneste indlæggelse på psykiatrisk afdeling i med aftale om videre ambulant opfølgning. Kort efter udskrivelsen ophørte hun med at indtage den antipsykotiske medicin, og hun fandtes efterhånden tiltagende psykotisk.

Aktuelt blev den 6. september 2004 tvangsindlagt af helbredsmæssige grunde af en vikar for hendes egen læge. Af lægeerklæringen til brug for tvangsindlæggelsen fremgår:

Det drejer sig om en patient, som ikke er bekendt, men som opsøger mig i egen læges ferie.

Patienten var i min klinik i går, og forekom meget aggressiv overfor personalet, havde dog af min sekretær fået tid til fremmøde her i eftermiddag. Møder nu her midt formiddag, hvor vi tager hende ind til samtale. Hun forekommer klart psykotisk med fremførelse af påvirkningsfænomener, der er en person i , der styrer hende og har gjort det igennem den sidste måned. Det er helt uholdbart for hende med den påvirkning nu, hvor hendes 4 familiemedlemmer ligger for døden. På forespørgsel om hun får medicin aktuelt, siger hun, at det gør hun, men hun kan ikke redegøre for, hvilken medicin hun får.

Jeg tager kontakt til reservelægen på afdeling 16, hvor hun blev tvangsindlagt i foråret, patienten er ham bekendt, og han anfører, at hun er kronisk skizofren og paranoid. De har haft mistanke om, at hun ikke har fået sin medicin periodevist, trods det at hun har fremført, at hun har fået den. Patienten har frivilligt haft fremmøde på afdelingen en gang ugentligt i en periode, men tilsyneladende har det ikke været tilfældet den seneste tid.

Der har været flere telefoniske henvendelser til lægevagten i forløbet, hvor hun også er beskrevet psykotisk og henvist til egen læge.

Jeg har i dag forholdt patienten, at jeg skønner, at hun er psykisk syg i en sådan grad, at det er nødvendigt med indlæggelse, og da siger hun selv, at det må blive på tvang, og det er jeg enig med hende i, såfremt hun ikke selv vil være med til det. I den forbindelse forlader hun umiddelbart klinikken og smækker med døren.

Efter samtale med 1. reservelægen på afdeling 16 er jeg tilrådet at udfylde aktuelle anmodning om tvangsindlæggelse på helbredsmæssig indikation og tilstede politiet anmodning.

Den 6. september 2004 blev indlagt. Af overlægens erklæring af 9. september 2004 fremgår, at ved indlæggelsen fremtrådte psykotisk med hørelseshallucinationer og vrangforestillinger, at hun følte sig styret af andre personer, at kontakten var læderet, og at var uden sygdomsindsigt, eller erkendelse af at hun havde et behandlingsbehov.

Hun fik på indlæggelsesdagen ordineret antipsykotisk behandling med samme præparat, hvormed hun senest var udskrevet, tablet Abilify 30 mg dagligt, og hun anførte i denne forbindelse, at hun ville klage over en eventuel tvangsbehandling. I øvrigt ønskede hun ikke at tale med lægen, da hun mente, at hun allerede havde fortalt, hvad der var at fortælle, til personalet.

Den 7. september 2004, fandtes fortsat psykotisk. Hun havde siden indlæggelsen modsat sig den ordinerede antipsykotiske behandling, og hun blev af lægen orienteret om, at man påtænkte tvangsbehandling med Zyprexa eller Cisordinol.

Den 9. september 2004 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Abilify 30 mg, eller smeltetablet Zyprexa 10 mg eller injektion Cisordinol 10 mg gange 2 eller injektion Cisordinol Acutard 100 mg med 2 til 3 dages mellemrum.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 14. september 2004 beslutningen om tvangsmedicinering af . Det blev som begrundelse anført, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at frihedsberøve hende med henblik på behandling, da udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af hendes tilstand ville blive væsentlig forringet. Videre lagde nævnet vægt på, at af afdelinget var blevet opfordret til at acceptere medikamentel behandling. Endelig lagde nævnet vægt på, at afdelinget tidligere havde haft god erfaring med at behandle med antipsykotisk medicin.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 14. september 2004 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsmedicinering af på Psykiatriske Afdeling.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand, præget af vrangforestillinger og beskrevne styringsoplevelser, idet hun mente sig styret af andre personer, kontakten var læderet, og hun var uden sygdomsindsigt eller erkendelse af behov for behandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder dog, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at motivationstiden regnes fra det tidspunkt, hvor patienten bliver gjort bekendt med, at lægerne anbefaler et konkret behandlingstilbud og indtil der træffes beslutning om tvangsbehandling. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at kun gennem 3 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, ikke var forpint af sin tilstand i en sådan grad, at dette alene ville kunne betinge en motivationstid på 3 dage, ligesom der i sagens akter ikke ses at være holdepunkter for at udsættelse af behandlingen ville indebære fare for hendes liv eller helbred.

Betingelserne for tvangsbehandling var således ikke opfyldte.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet har lagt vægt på, at Abilify, Zyprexa som Cisordinol er almindeligt anvendte og vel afprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom de besluttede doseringer er sædvanlige.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn .