Klage over, at operation af underbensbrud ikke blev foretaget akut

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra den 26. oktober til den 1. november 2001 på ortopædkirurgisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

 

Hændelsesforløb

Den 26. oktober 2001 blev indlagt på ortopædkirurgisk afdeling på efter på motorcykel at have pådraget sig et brud på højre underben. Reservelæge undersøgte .

Den 27. oktober 2001 foretog overlæge B og overlæge A operation, hvor bruddet blev sat på plads med fiksering med eksterne pinde, og den 28. oktober 2001 blev der foretaget en opstramning af senehinden omkring musklerne.

Såret blev lukket den 30. oktober 2001, og blev udskrevet den 31. oktober 2001 til overførsel til hjemsygehuset i en by i udlandet.

Efter overflytning til hjemsygehuset blev den eksterne fixation erstattet af et marvsøm for at fremme mobiliseringen af foden, hvor der var nedsat følesans. Han blev afsluttet i juni 2002 med god gangfunktion, nedsat bevægelighed af tæerne og fortsat nedsat følesans på foden.

Den 10. marts 2003 foretog en speciallæge i ortopædkirurgi på s foranledning en udfærdigelse af speciallægeerklæring. Speciallægen resumerede sygehistorien og nævnte, at der opstod infektion omkring marvsømmet, som derfor blev fjernet i december 2002 og en antibiotikabehandling blev påbegyndt, som fortsat var i ved speciallægens undersøgelse. Til denne er det også blevet oplyst, at der var foretaget undersøgelse af nervefunktionen til lægmusklerne, som alle skulle være ”døde”, og ifølge den svenske journal skulle det skyldes uacceptabel lang tid mellem tegn på compartmentsyndrom (muskellogesyndrom) og fasciotomi (operativ opsplitning af en bindevævshinde). På undersøgelsestidspunktet var der udtalt halten, nedsat hudfølelse i hele foden og konstante smerter i denne, samt betydelig bevægeindskrænkning i fodleddet og nedsat bevægelse i knæet. Speciallægen konkluderede, at der var overensstemmelse mellem de objektive fund og de beskrevne gener, og konkluderede, at tilstanden formentlig var stationær, men at en dyb infektion ikke kunne udelukkes, samt at der var betydelige mén, og at næppe ville kunne klare sit job.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog en korrekt behandling i perioden fra den 26. oktober til den 1. november 2001, idet han burde have været opereret på et tidligere tidspunkt.

har anført, at han mindst ventede i 16-17 timer på at blive opereret, samt at trykket i benet har lukket af for blodet til hans fod og dele af læggen.

Nævnets afgørelse af klagepunktet

De læger, der var involeret i behandlingen af i perioden fra den 26. oktober til den 1. november 2001 har ikke overtrådt lægelovens § 6.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 26. oktober 2001, at blev indbragt til ortopædkirurgisk afdeling efter på motorcykel at have påkørt et vejskilt, hvorved han havde pådraget sig åbent brud på underbenet.

Reservelæge tilså og af journalen den 26. oktober 2001 fremgår det, at var vågen og klar, varm og tør og havde pæne farver. Der var frie øjenbevægelser. s mave var blød og uøm, og hans bækken var stabilt uden mistanke om brud. havde et skrabesår ned langs forfladen af højre ben samt læsion med underliggende brud. fik smertestillende i form af Morfin og Zinacef.

Videre fremgår det af journalen den 26. oktober 2001, at der blev foretaget røntgenundersøgelse af højre ben. Af røntgenbeskrivelsen fremgår det, at der var brud i begge knogler med flere ganske små brudstykker imellem.

Endelig fremgår det af journalen den 26. oktober 2001, at morfindosen blev øget. var stærkt smerteforpint. Der var gennemsivning af forbindingen. Det fremgår endelig af journalen samme dag, at reservelægen ikke fandt smerter hos ved aktiv eller passiv bevægelse af tæerne, men en føleforstyrrelse på foden.

Den 27. oktober 2001 fremgår det af journalen, at overlægerne B og A udførte operation, hvor bruddet blev reponeret (blev ført tilbage i ret leje) til nogenlunde stilling med fiksering med eksterne pins. Videre fremgår det af journalen, at der blev udført en operativ opsplitning af en bindevævshinde med udtømmelse af store mængder størknet blod. Endelig fremgår det af journalen den 27. oktober 2001, at overlægerne B og A ordinerede røntgenundersøgelse af højre ben, samt Morfin og Panodil mod smerter.

Den 28. oktober 2001 fremgår det af journalen, at suturtrådene blev strammet. Endvidere blev der renset for størknet blod.

Det fremgår af røntgenbeskrivelsen den 28. oktober 2001, at røntgenundersøgelsen viste lidt bedre stilling, idet der nu kun var en halv knoglebreddes forskydning i skinnebenet, mens der var opnået en rimelig god akse i læggen, dog med et stort brudstykke.

Den 29. oktober 2001 fremgår det af journalen, at man planlagde at foretage en ændring af stillingen den følgende dag, samtidig med, at der blev forsøgt sammendragning af såret. Samme dag fremgår det videre af journalen, at kunne vippe lidt med foden, samt at smerterne nu kun var et lille problem.

Af journalen den 30. oktober 2001 fremgår det, at de gamle tråde blev fjernet, såret blev renset for størknet blod, og herefter blev de 2 sår syet sammen uden særlig spænding. Ligeledes af journalen fremgår det den 31. oktober 2001, at der havde været et roligt forløb efter indgrebet dagen i forvejen. En røntgenkontrol viste ifølge røntgenbeskrivelsen den 31. oktober 2001, at brudstillingen var bedret betydeligt og viste nu acceptable akser. Endelig fremgår det af journalen den 31. oktober 2001, at blev overført til et sygehus i en by i udlandet.

Det er Patientklagenævnets opfattelse, at det på baggrund af, at der ikke var påvist smerter ved aktiv eller passiv bevægelse, var i overensstemmelse med anerkendt faglig standard at foretage operationen dagen efter pådragelsen af bruddet.

Det er videre nævnets opfattelse, at indikation for akut operation foreligger i de tilfælde, hvor der konstateres overtryk i muskellogen. Det typiske fund for et sådant overtryk vil være, at passiv bevægelse giver smerter, hvilket ikke var tilfældet hos .

Endvidere er det nævnets opfattelse, at den påviste føleforstyrrelse på foden må tilskrives det primære traume (ulykken).

Samlet finder nævnet, at lægerne handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af .