Klage over læges håndtering af svar på podning

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge A for hans behandling af <****> i april 2003 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge B for hans behandling af <****> den 7. og den 10. juli 2003 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere kiropraktor <****> for hendes behandling af <****> den 9. juli 2003 i sin klinik, jf. kiropraktorlovens § 8.

Hændelsesforløb

Den 3. april 2003 henvendte sig til praktiserende læge A, Lægehuset i , med nogle betændte sår, som læge A podede fra og behandlede med bakteriedræbende creme (Fucidin).

Den 7. april 2003 kontaktede læge A for at få svar på podningen, men svaret forelå ikke. Lægen havde herefter ferie til den 25. april 2003, og lægen kontaktede ikke efterfølgende for at oplyse ham om podningssvaret.

Den 7. juli 2003 konsulterede læge B på grund af smerter i ryggen, og lægen diagnosticerede, at der var tale om en aflåsningstilstand i brysthvirvlerne (facetledssyndrom) og gav råd om øvelser og behandlede med gigtmedicin (NSAID) og svagt smertestillende medicin (Citodon).

Den 9. juli 2003 konsulterede på grund af rygsmerterne kiropraktor , som behandlede med mobilisering og massage.

Efter besøget hos kiropraktoren blev dårligere og havde samme aften besøg af vagtlæge på grund af smerter. Vagtlægen tilrådede, at han tog noget mere af den medicin, som han allerede havde fået ordineret og gav endvidere 2 Stesolid-tabletter. var dog fortsat dårlig og havde gennem ægtefællen endnu 2 telefoniske kontakter med vagtlægen i løbet af natten, inden han kl. 9 næste morgen den 10. juli 2003 blev undersøgt af læge B, som ikke fandt infektion, men tolkede s tilstand som en kulmination på stærke smerter og en mulig medicinforgiftning.

På fandt man blodforgiftning og meningitis med stafylococ aureus. I det videre forløb var der mistanke om infektion af ryghvirvler med stafylococ aureus, og der opstod lammelse af alle 4 lemmer.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At praktiserende læge A i perioden fra april til 10. juli 2003 ikke foretog korrekt behandling af .

Det er herved anført, at lægen ikke foretog korrekt behandling, idet han ikke oplyste , at en podning foretaget primo april 2003 havde vist en infektion med stafylococ aureus og sørgede for, at han blev behandlet med penicillin. Det er endvidere anført, at lægen ikke behandlede korrekt, idet han ikke den 9. juli 2003 indkaldte ham omgående til undersøgelse på grund af hans oplysning om smerter i ryggen.

2. At kiropraktor ikke har foretaget korrekt behandling af den 10. juli 2003.

Det er herved anført, at kiropraktor ikke foretog korrekt behandling, idet hun foretog behandling uden at vide, hvad fejlede. Kiropraktoren burde have sendt ham til nærmere undersøgelse på sygehus, før hun behandlede ham.

3. At praktiserende læge B den 10. juli 2003 ikke foretog korrekt behandling af .

Det er herved anført, at lægen ikke behandlede korrekt, idet han ikke i sin behandling inddrog resultaterne af den podning, som havde fået foretaget primo april 2003, og som ifølge journalen viste, at han havde en infektion med stafylococ aureus.

4. At praktiserende læge B den 10. juli 2003 videregav ukorrekte helbredsoplysninger vedrørende til lægen på .

Det er herved anført, at lægen til sygehuset oplyste, at havde taget alle de tabletter Citodon, som han havde fået, hvilket ikke var korrekt, idet han fortsat var i besiddelse af ti tabletter.

Nævnets afgørelse af 1., 3. og 4. klagepunkt

Praktiserende læge A har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i april 2003 i sin klinik.

Praktiserende læge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 7. og den 10. juli 2003 i sin klinik.

Begrundelse:

Nævnet kan oplyse, at sår på huden med tegn på infektion (børnesår) er meget almindelige og næsten altid skyldes stafylokokker. Ved enkelte, afgrænsede læsioner er det mest almindeligt at behandle med en bakteriedræbende creme. Hvis ikke denne behandling har effekt eller læsionerne er udbredte, begynder man behandling universelt med et bredspektret antibiotisk præparat som har effekt på stafylokokker. Det anses ikke for nødvendigt altid at pode fra såret, før behandlingen begyndes, og kun ved fortsatte problemer må podning anses for nødvendig. Lægen kan inden behandling dog vælge at pode, idet der så i tilfælde af komplikationer foreligger et svar, som kan benyttes til at styre den videre behandling.

Det er derfor nævnets opfattelse, at det ikke kan anses for nødvendigt at informere patienter om et eventuelt podningssvar, hvis der er tale om et ukompliceret forløb, som resulterer i opheling.

Det fremgår af journalen, at oplyste, at han havde været på en ø i Stillehavet, og at han havde fået betændte sår på skulder og hæl. Læge A podede og behandlede med Fucidin creme.

Ifølge klageskrivelsen udviklede efter en solskoldning betændelse i nakken og udviklede knopper fortrinsvis på benene og efterfølgende på ryggen og ved halsen, og han kontaktede læge A på grund heraf.

Der er således lidt forskellige beskrivelser af læsionernes mængde og lokalisering, men det fremgår, at der var tale om enkelte elementer, hvorfor det er nævnets opfattelse, at læge As ordination af behandling med en bakteriedræbende creme var relevant, ligesom det var relevant, at lægen foretog podning fra sårene.

Ifølge klageskrivelsen kontaktede den 7. april 2003 telefonisk Lægehuset for at få svar på podningen. Han fik oplyst, at svarene ikke var kommet, og at han skulle ringe nogle dage senere for at få svar. Han ringede som aftalt nogle dage senere og fik oplyst, at læge A var på ferie, og han blev ikke stillet om til en anden læge for at få svar fra podningen.

Ifølge udtalelse til sagen af 1. oktober 2003 fra læge A oplyste han den 7. april 2003 om, at svaret på podningen ikke forelå. Herefter afholdt lægen ferie fra 11. til den 25. april 2003. må ifølge udtalelsen i denne periode have talt telefonisk med lægesekretæren, der har oplyst, at lægen havde ferie. kan ikke have oplyst, at han ønskede svar på podningen, idet han da af sekretæren i overensstemmelse med Lægehusets procedure for podningssvar var blevet viderestillet til anden læge i Lægehuset, som ville have informeret ham om podningssvaret.

Vedrørende Lægehusets procedure for podningssvar udtaler læge A endvidere til sagen, at patienterne selv skal ringe for svar. Der bliver ofte podet fra et bestemt sår og begyndt behandling med Fucidin, men i mange tilfælde er denne behandling fuldt tilstrækkelig, så såret ofte er ophelet, når podningssvaret kommer, og der således ikke bliver behov for antibiotikabehandling i form af tabletter. I s tilfælde må man således have gået ud fra, at såret har været ophelet på den lokalbehandling, der har været givet.

Nævnet kan oplyse, at de praktiserende læger modtager en stor mængde svar på ordinerede prøver, og det er normal praksis i de fleste tilfælde at bede patienterne henvende sig med forespørgsel om svar på disse, hvis ikke en given problemstilling i mellemtiden er løst.

Det er nævnets opfattelse ud fra en konkret vurdering af udtalelser fra de involverede parter, at det må anses for sandsynligt, at ikke bad om en konsultation med henblik på oplysning om podningssvar, inden hans egen læge A vendte tilbage fra ferie. Og da lægen ikke fra fik oplysninger om, at der var problemer med sårhelingen kan det ikke bebrejdes lægen, at han efter sin ferie ikke på eget initiativ kontaktede vedrørende podningssvaret.

Som det er anført ovenfor, har svaret på en sådan podning kun relevans, hvis ikke der sker en opheling på den ordinerede behandling, og da lægen måtte forvente at høre fra , hvis der havde været problemer med sårene, var det således i overensstemmelse med normal praksis, at lægen ikke gav besked om svaret på den udførte sårpodning.

Det fremgår af sagen, at efterfølgende på eget initiativ indtog syv penicillinpiller i hjemmet (typen ikke oplyst), og synes ikke derefter at have haft symptomer, før end han den 6. juli 2003 om natten fik smerter i ryg og bryst.

Nævnet skal hertil bemærke, at således selv var ansvarlig for indtagelsen af en penicillinmængde, som kan have været utilstrækkelig til at helbrede infektionen, men samtidig nok til at skjule de registrerbare symptomer.

Nævnet finder på det grundlag, at praktiserende læge A har behandlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard i april 2003 i sin klinik.

Det fremgår af journalen den 7. juli 2003, at oplyste, at han havde fået smerter i sin ryg efter at hans søn var hoppet op på ryggen af ham nogle dage tidligere. Læge B fandt ved en objektiv undersøgelse, at var stiv i ryggen lavt i brystdelen, med smerter ved foroverbøjning og rotation. Lægen anførte som diagnose facetled og noterede i øvrigt råd om rygøvelser, ligesom han ordinerede NSAID (gigtmedicin) og Citodon (svagt smertestillende medicin).

Ifølge udtalelse til sagen af 2. oktober 2003 fra læge B undersøgte han grundigt s ryg i afklædt tilstand både stående og liggende. Han tolkede tilstanden som et facetledssyndrom i brysthvirvlerne, hvilket nævnet kan oplyse er en aflåsningstilstand i brysthvirvlerne.

Det er på det grundlag nævnets opfattelse, at læge B optog en fyldestgørende sygehistorie og på den baggrund foretog en relevant undersøgelse af og at det var korrekt at diagnosticere facetledssyndrom og behandle herefter, da der ikke var udstråling eller andre tegn på påvirkning af nervesystemet.

Ifølge klageskrivelsen konsulterede telefonisk egen læge A den 9. juli 2003, som oplyste, at han kunne få en konsultation samme dag mellem kl. 13.00 og 14.00.

Ifølge udtalelse til sagen af 1. oktober 2003 fra læge A konsulterede ham ikke telefonisk den 9. juli 2003.

Det fremgår ikke af journalen, at der skulle have været en telefonkonsultation mellem og læge A den 9. juli 2003.

Der foreligger således modstridende oplysninger fra og læge A om, der var telefonkonsultation mellem og læge A den 9. juli 2003. Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring fremfor den anden. Patientklagenævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da Patientklagenævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

I et sådant tilfælde gælder et almindeligt retsprincip om, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at der var telefonkonsultation mellem og læge A den 9. juli 2003.

Det fremgår videre af journalen den 10. juli 2003, at læge B anførte, at tre dage tidligere havde fået diagnosticeret aflåsningssyndrom i brysthvirvlerne og var instrueret i øvelser og behandlet med blandt andet Citodon. oplyste, at han den 9. juli 2003 havde konsulteret en kiropraktor, som havde foretaget røntgenundersøgelse og let manipulation. Han fik det kortvarigt bedre, men fik herefter forværring af smerterne. Han havde om aftenen haft lægevagt, som havde fundet ham smertepåvirket med mange muskelspændinger og havde behandlet med blandt Diazepam. Lægen fandt tydeligt påvirket, konfus, motorisk urolig og helt stiv i ryggen. Lægen fik af s ægtefælle oplyst, at han havde taget 8 – 10 Voltaren og alle Citodon-tabletterne samt de udleverede Diazepam. Lægen indlagde til behandling for mulig medicinforgiftning (sove den ud), smertebehandling og mobilisering.

Det er ud fra s symptomer og medicinoplysningerne nævnets opfattelse, at det var relevant, at læge B tolkede tilstanden som forårsaget af en mulig medicinforgiftning.

s klager i den forbindelse over, at læge B ikke opdagede, at der forelå en stafylokokinfektion, som ikke var korrekt behandlet. Det afgørende var imidlertid efter nævnets opfattelse, at lægen reagerede fagligt korrekt ved akut at indlægge , da denne frembød alvorlige symptomer. Årsagen til den dårlige tilstand var ikke åbenlys, og der forelå ikke noget, som pegede på, at der forelå en sammenhæng imellem den tidligere hudinfektion og den aktuelle tilstand.

Ifølge klageskrivelsen videregav læge B endvidere den 10. juli 2003 ukorrekte helbredsoplysninger vedrørende til lægen på , idet han oplyste, at havde taget alle de tabletter Citodon, som han havde fået. Dette var ikke korrekt, idet fortsat var i besiddelse af ti Citodon tabletter.

Ifølge udtalelse til sagen af 5. november 2004 fra læge B videregav han de oplysninger, som han modtog fra s ægtefælle den 10. juli 2003, og som fremgår af hans journalnotat fra samme dag. Dette journalnotat blev brugt som henvisningstekst og sendt til .

Det fremgår af journalen den 10. juli 2003, at s ægtefælle oplyste, at havde taget alle Citodon tabletterne.

Det er på det grundlag nævnets opfattelse, at det må anses for tilstrækkeligt godtgjort, at det den 10. juli 2003 blev oplyst til læge B, at havde indtaget alle Citodon tabletter.

Nævnet finder på dette grundlag, at læge B har behandlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard den 7. og den 10. juli 2003.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Kiropraktor har ikke overtrådt lov om kiropraktorer § 8 ved sin behandling af den 9. juli 2003 i sin klinik.

Begrundelse:

Det fremgår af journalen den 9. juli 2003, at oplyste, at han 3 – 4 dage tidligere havde fået smerter i ryggen i forbindelse med, at hans søn hoppede op på hans ryg. Da sønnen ramte hans ryg fik pludselige smerter i den øverste lænderegion, og der var smerteudstråling til den øverste lænderegion, men ikke til benene. Smerterne var konstante, og han oplevede smerterne som værende i forværring siden uheldet. Der var lindring i smerterne, når han lagde sig på ryggen med en pude under benene. Han oplevede også smerter om natten, da han vågnede, når han skulle vende sig i sengen. oplyste endvidere, at der ikke var problemer i forbindelse med vandladning eller afføring. Han havde ikke føleforstyrrelser eller nedsat kraft, men mange smerter. Han oplyste endvidere, at han ellers var sund og rask.

Kiropraktor fandt ifølge journalen den 9. juli 2003 ved objektiv undersøgelse, at var forpint, at hans holdning var normal, men at der ved bevægeundersøgelse var nedsat bevægelighed af bryst- og lændehvirvelsøjlen og smerter i alle retninger, ligesom der ved palpation var ledaflåsning og ømhed ved T 12, L 1 og L 4,5. Ved neurologisk undersøgelse fandt kiropraktoren normal kraft, sensibilitet og reflekser samt normale forhold ved strakt ben løft test. Kiropraktoren foretog herefter røntgenundersøgelse af lænden og den nederste del af brysthvirvelsøjlen. Undersøgelsen viste let sidekrumning af lændehvirvelsøjlen (sinistrokonveks lumbal skoliosis) og begyndende degenerative forandringer og ellers intet unormalt. På den baggrund diagnosticerede kiropraktoren, at der var tale om et posttraumatisk facetledssyndrom, og hun behandlede med mobilisering af ledaflåsning af T12 – L 1 samt massage af lænderyggen.

Det er på det grundlag nævnets opfattelse, at kiropraktor optog en fyldestgørende sygehistorie og foretog en relevant objektiv undersøgelse.

Det fremgår af sagen, at kiropraktor som led i undersøgelsen foretog en røntgenundersøgelse af lænden og den nedre del af brysthvirvelsøjlen. Nævnet kan oplyse, at det i forbindelse med sagens behandling har haft røntgenbillederne til gennemsyn, og at der ikke på røntgenbillederne er tegn på, at knoglestrukturen er svækket.

skriver i forbindelse med klagen, at kiropraktoren informerede ham om, at der var en opklaring på røntgenbillederne. Nævnet har ved dets gennemsyn af røntgenbillederne ikke fundet nogen opklaring. Ifølge vagtlægens notat, som er optaget i læge Bs journal, har senere på dagen den 9. juli 2003 oplyst, at der hos kiropraktoren var fundet normal røntgenundersøgelse.

Det er på dette grundlag nævnets opfattelse, at det var velbegrundet, at kiropraktor diagnosticerede, at rygsmerterne formodentlig var af mekanisk oprindelse. har til såvel kiropraktor som til praktiserende læge B og til vagtlægen oplyst, at rygsmerterne var begyndt, efter at hans søn var hoppet op på hans ryg. Den objektive undersøgelse viste begrænset bevægelighed i alle retninger i lænden, samtidig med at der ikke var objektive eller røntgenologiske tegn på, at rygsmerterne i virkeligheden skyldtes anden sygdom. Den mest sandsynlige konklusion på dette tidspunkt var derfor, at der var tale om et facetledssyndrom, og det er på den baggrund nævnets opfattelse, at det var relevant, at kiropraktoren behandlede med mobilisering og massage.

Nævnet finder på det grundlag, at kiropraktor har behandlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard den 9. juli 2003 i sin klinik.