Klage over praktiserende læge og læger og sygeplejerske på sygehus i forbindelse med kræftsygdom, herunder over ordination af smertestillende medicin af sygeplejerske

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge A for hans behandling af <****> den 6. august og den 13. august 2002 og i perioden fra den 2. september til den til den 26. november 2002 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge B for hans behandling af <****> i perioden fra den 2. september til den 26. november 2002 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge C for hans behandling af <****> i perioden fra den 16. september til den 14. oktober 2002 på kirurgisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de øvrige læger på kirurgisk afdeling, <****> for hendes behandling af <****> i perioden fra den 16. september til den 14. oktober 2002, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge D for hans behandling af <****> i perioden fra den 25. september til den 26. november 2002 på smerteklinikken, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere sygeplejerske <****> for hendes behandling af <****> i perioden fra den 25. september til den 26. november 2002 på smerteklinikken, <****>, jf. lov om sygeplejersker § 5, stk. 1.

Hændelsesforløb

henvendte sig den 6. august 2002 til sine praktiserende læger B og læge A på grund af mavesmerter. Læge A fandt ved konsultationen, at der var tale om en syrebetinget lidelse, hvorfor han iværksatte behandling med syrenedsættende medicin.

Den 13. august 2002 var til kontrol hos læge A. oplyste, at han havde oplevet en bedring i sin tilstand to til tre dage efter sidste konsultation. Dette bekræftede læge A i, at der forelå en syrebetinget lidelse.

henvendte sig igen til sine praktiserende læger den 2. september 2002, idet den syrenedsættende medicin ikke længere havde nogen effekt. Læge B henviste ham på denne baggrund til kikkertundersøgelse og ultralydsundersøgelse af bughulen.

Den 16. september 2002 havde voldsomme smerter, og hans hustru henvendte sig derfor telefonisk til hans praktiserende læge. Læge B foranstaltede akut indlæggelse på . Her fik han den 19. september 2002 konstateret, at der formentlig var tale om en ondartet svulst i bugspytkirtlen, som havde spredt sig til lever og lunger, hvilket han fik oplyst af overlæge C.

Den 25. september 2002 blev undersøgt af overlæge D på smerteklinikken på .

blev udskrevet fra kirurgisk afdeling på den 27. september 2002.

Den 4. oktober 2002 blev det konstateret, at der ikke var tale om en svulst i bugspytkirtlen, men om en sjælden kræftform, der kan opstå i mavetarmkanalen og i lungerne.

var den 8. oktober 2002 igen til konsultation på smerteklinikken, . fortsatte i behandling på smerteklinikken frem til den 26. november 2002. Han fik flere gange ordineret medicin af afdelingssygeplejerske , som havde fået delegeret ordinationsret fra overlæge D.

fik i perioden efter, at han var blevet udskrevet fra , sygebesøg af læge A den 12., den 21. og den 25. november 2002.

Den 26. september 2004 afgik ved døden.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At lægerne i lægehuset ved to konsultationer i august 2002 uden undersøgelse diagnostiserede, at havde mavesår.

Det er anført i klagen, at havde smerter i øverste højre side af maven, men at han ikke blev følt på maven.

2. At s praktiserende læger ikke tilså oftere i forløbet fra den 2. september til den 26. november 2002.

3. At lægerne på ikke i tilstrækkeligt omfang informerede i forbindelse med, at han fik konstateret kræft i leveren i september 2002.

Det er anført i klagen, at fik oplyst, at sygdommen ikke kunne helbredes men stoppes med kemoterapi, og at han ikke fik information om, hvad det ville medføre, at sygdommen ikke kunne helbredes.

4. At en sygeplejerske på smerteklinikken, , øgede medicinforbruget over telefon uden at blev undersøgt.

Det er anført i klagen, at s datter tvivler på, at sygeplejersken hver gang havde fået lægens billigelse, da han kun er på klinikken to dage om ugen.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Praktiserende læge A har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra den 6. august og den 13. august 2004.

Begrundelse

Det fremgår af journalen fra de praktiserende læger den 6. august 2002, at var til konsultation hos læge A på grund af smerter i øvre del af maven, nedsat appetit og madlede. Læge A antog på baggrund heraf, at symptomerne skyldtes syretilbageløb i spiserøret eller mavesårssygdom. På den baggrund ordinerede han behandling med syredæmpende medicin og aftalte kontrol en uge senere med henblik på eventuel viderehenvisning.

Patientklagenævnet kan oplyse, at syredæmpende medicin kan anvendes til behandling af såvel tilbageløb i spiserøret som mavesårssygdom.

Det fremgår af journalen fra de praktiserende læger den 13. august 2002, at var til kontrol hos læge A. oplyste, at behandlingen med syredæmpende medicin havde haft effekt 2-3 dage efter, den var påbegyndt. På baggrund heraf konkluderede læge A, at der formentlig var tale om mavesårssygdom. Han ordinerede undersøgelse af for mavesårsbakterier (Helicobacter pylori).

Det er anført i klagen, at læge A ikke undersøgte tilstrækkeligt ved de to konsultationer, idet han for eksempel ikke følte på maven.

Det er nævnets opfattelse, at s tilstand ifølge journalnotaterne udviklede sig gradvist og snigende, således at der ikke ved de to konsultationer med læge A forelå såkaldte faresignaler for eksempel ufrivilligt vægttab, usædvanlig træthed, ændret afføringsmønster eller gulsot, der burde have givet ham anledning til at mistænke en alvorlig sygdom, og at den undersøgelse, læge A foretog på det foreliggende grundlag var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnet finder på baggrund af ovennævnte, at læge A ikke har handlet under normen for almindelige anerkendt faglig standard ved sine undersøgelser og behandling af ved de to konsultationer den 6. august og den 13. august 2002.

Nævnets afgørelse af 2. og 3. klagepunkt

Praktiserende læge A har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra den 2. september til 26. november 2002.

Praktiserende læge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra den 2. september til den 26. november 2002.

Overlæge C har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra den 16. september til den 14. oktober 2002 på kirurgisk afdeling, .

De øvrige læger på kirurgisk afdeling, , der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 16. september til den 14. oktober 2002, har ikke overtrådt lægelovens § 6.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 2. september 2002, at var til konsultation hos læge B. Han noterede, at ikke havde mavesårsbakterier. oplyste, at mavesårsmedicinen var ophørt med at virke, og at han fik blod på toiletpapiret. Læge B undersøgte s endetarm og konstaterede, at han havde en lille rift. Han ordinerede medicinsk behandling heraf. Endvidere ordinerede han kikkertundersøgelse af maven med henblik på at finde årsagen til s mavesmerter.

Patientklagenævnet finder, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at læge B henviste til yderligere undersøgelser med henblik på at afklare diagnosen.

Nævnet finder på den baggrund, at læge B har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 2. september 2002.

Det fremgår af journalen fra de praktiserende læger den 16. september 2002, at havde voldsomme smerter, og at læge B på baggrund heraf foranstaltede akut indlæggelse på .

Nævnet finder på den baggrund, at læge B har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin at foranstalte akut indlæggelse af den 16. september 2002.

Det fremgår af sygehusjournalen den 19. september 2002, at overlæge C på baggrund af en ultralydsscanning af bughulen orienterede om, at det måtte formodes, at han havde en ondartet svulst ved hovedet af bugspytkirtlen med spredning til lever og lunger. Han informerede endvidere om at såfremt formodningen var korrekt, kunne operation ikke komme på tale, men at han ville blive tilbudt kemoterapi. Overlæge C oplyste, at der ikke var tale om de bedste resultater ved denne behandlingsform, men at man kunne holde sygdommen i ave. Endelig informerede overlæge C om, at det ubehag, der var forbundet med kræftformen ville blive afhjulpet med smertebehandling på smerteklinik. Overlæge C iværksatte herefter et videre undersøgelsesprogram.

Nævnet finder, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at informere om resultatet af undersøgelserne og om den formodede diagnose samt om behandlingsmuligheder, såfremt denne viste sig at holde stik.

Det fremgår af sygehusjournalen den 27. september 2002, at undersøgelsesprogrammet blev tilendebragt denne dag, og at blev informeret om, at der ikke var fundet nogen svulst i bugspytkirtlen, men at der var forandringer i leveren. blev tilbudt nærmere udredning og det blev anført, at han var alvorligt syg.

Nævnet finder, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at informere om undersøgelsesresultaterne og om mulighederne for nærmere udredning. Nævnet finder endvidere, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at oplyse , om at hans tilstand måtte betragtes som alvorlig.

Det fremgår af sygehusjournalen den 4. oktober 2002, at fik konstateret en såkaldt carcinoid tumor. Han blev informeret om, at han ville blive tilbudt yderligere undersøgelser ved forværring. blev endvidere tilbudt en såkaldt åben indlæggelse på , som han tog imod.

Nævnet kan oplyse, at carcinoid tumor er betegnelsen for en særlig type ondartet svulst, som kan opstå i mavetarmkanalen eller i lungerne. Det er en sjældent forekommende sygdom, som opstår i de hormonproducerende celler. Sygdommen kan give forskellige symptomer og er karakteristisk ved, at den tidligt kan brede sig til leveren.

Nævnet finder, at den givne information var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

Det fremgår af overlæge Cs udtalelse til sagen, at han har udført journalnotatet af 14. oktober 2002.

Det fremgår af journalen den 14. oktober 2002, at overlæge C informerede om diagnosen carcinoid tumor. Han informerede endvidere om, at der kunne være forskellige behandlingsmuligheder. Behandlingen afhang af om tilstanden medførte hormonproduktion eller ej, da der enten kunne blive tale om kemoterapi eller antihormonbehandling. Overlæge C tilbød henvisning til til såvel onkologisk som kirurgisk afdeling.

Det er anført i klagen, at blev informeret om, at sygdommen ikke kunne helbredes, men at den kunne stoppes, og at han ikke blev informeret om, hvad det betød, at den ikke kunne stoppes.

Nævnet kan oplyse, at det er muligt at overleve flere år med carcinoid tumor, hvorved den adskiller sig fra andre ondartede sygdomme i mavetarmkanalen.

Det er på den baggrund nævnets opfattelse, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at informere om, at sygdommen ikke kunne helbredes, men at den kunne stoppes, idet ingen kunne sige, hvor længe kunne leve med sygdommen.

Nævnet finder på den baggrund samlet, at overlæge C handlede i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved sin information af i perioden fra den 16. september til den 14. oktober 2002.

Nævnet finder endvidere samlet, at de øvrige læger på kirurgisk afdeling, , der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 16. september til den 14. oktober 2002, har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Det fremgår af journalen fra de praktiserende læger den 12. november 2002, at læge A var på sygebesøg hos . Han gav råd om justering af smertebehandling, og snakkede med s hustru om muligheden for at tage orlov.

Ifølge journalen fra de praktiserende læger den 21. november 2002 var læge A på sygebesøg hos . Han var sløjet meget af. Læge A tilbød at komme på sygebesøg igen efter weekenden.

Det fremgår af journalen fra de praktiserende læger den 26. november 2002, at læge A var på sygebesøg hos den 25. november 2002 på anmodning af hans søn efter aftale med hans hustru. var fjern og sløjede stadig af.

Det er anført i klagen, at s praktiserende læge ikke var aktivt involveret i s sygdomsforløb, idet han ikke uden opfordring tog initiativ til at fastsætte sygebesøg.

Det er nævnets opfattelse, at der ikke består en pligt for en praktiserende læge til at tage kontakt med sine patienter uden forudgående henvendelse.

Nævnet finder på denne baggrund, at læge A ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 14. oktober til den 26. november 2002.

Nævnet finder endvidere, at læge B ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 14. oktober til den 26. november 2002.

Nævnets afgørelse af 4. klagepunkt

Overlæge D har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra den 25. september til den 26. november 2002.

Sygeplejerske har ikke overtrådt lov om sygeplejersker § 5, stk. 1 ved sin behandling af i perioden fra den 25. september til den 26. november 2002.

Begrundelse

Det fremgår af smerteklinikkens journal den 25. november 2002, at var blevet henvist til smerteklinikken, og at han denne dag var til konsultation med overlæge D. var plaget af hård afføring. Overlæge D indstillede på den baggrund behandlingen med morfin og kodein, som begge er smertestillende midler, der som bivirkning kan medføre forstoppelse. I stedet ordinerede han et andet stærkt smertestillende præparat, Oxynorm 5 mg, som kunne tage efter behov.

Det fremgår af smerteklinikkens journal den 30. september 2002, at det blev oplyst ved telefonisk kontakt til smerteklinikken ved afdelingssygeplejerske , at havde god effekt af Oxynorm.

Ifølge smerteklinikkens journal den 8. oktober 2002 var til konsultation med overlæge D og afdelingssygeplejerske . oplyste, at han tog 2-4 Oxynorm i døgnet og overlæge D ordinerede Oxycontin 10 mg to gange dagligt. Oxycontin er et præparat, der lagres længere i kroppen, men som indeholder det samme stof som Oxynorm. Han ordinerede endvidere igen Oxynorm 5 mg efter behov.

Det fremgår af smerteklinikkens journal den 21. oktober 2002, at det ved telefonisk kontakt blev oplyst, at tog 5-6 Oxynorm i døgnet. Han fik på den baggrund ordineret en øget mængde af Oxycontin, 20 mg to gange dagligt.

Ifølge smerteklinikkens journal den 29. oktober 2002 øgedes mængden af Oxycontin yderligere til 30 mg to gange dagligt. Endvidere blev der ordineret, at Oxynorm skulle tages i doser af 10 mg i stedet for 5 mg fortsat efter behov.

Det fremgår af smerteklinikkens journal den 4. november og den 6. november 2002, at smertebehandlingen af fungerede rimeligt.

Det er Patientklagenævnets opfattelse, at det var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard at følge op på en ordineret smertebehandling med henblik på at afgøre om den virkede efter hensigten.

Ifølge smerteklinikkens journal den 15. november 2002 var s smerter taget til, og s egen læge havde øget mængden af Oxycontin til 40 mg to gange dagligt. Dosen blev yderligere øget til 60 mg to gange dagligt.

Det fremgår af smerteklinikkens journal den 18. november 2002, at s hustru ringede og oplyste, at han havde mange smerter særligt i ryggen. Han havde behov for seks gange 20 mg Oxynorm. Der blev endvidere ordineret et gigtpræparat, Celebra 200 mg to gange dagligt.

Ifølge smerteklinikkens journal den 21. november 2002 blev det ved telefonisk kontakt oplyst over for smerteklinikken, at var sløjet meget af, og han lå og sov det meste af tiden.

Det fremgår af smerteklinikkens journal den 22. november 2002, at s egen læge ringede og oplyste, at han var meget forpint, hvorfor smerteklinikken kontaktede s hustru. Oxycontin blev øget til 70 mg to gange dagligt og 30-40 mg Oxynorm efter behov.

Ifølge smerteklinikkens journal den 25. november 2002 ringede en hjemmesygeplejerske og oplyste, at ikke kunne synke tabletter, hvorfor behandlingen blev ændret til morfin i form af en hurtigtvirkende stikpille.

Det er anført i klagen, at s medicindosis blev øget konstant over telefonen af en sygeplejerske. Det er endvidere anført, at s datter anser det for tvivlsomt, at sygeplejersken hver gang fik en læges billigelse.

Det fremgår af instruksen for uddelegering af arbejdsgange i smerteklinikken, , at uddelegeringen foregår på smerteklinikkens læge ansvar og under dennes tilsyn. Det fremgår endvidere, at smerteklinikkens læge delegerer sin ret til at ordinere medicin til smerteklinikkens sygeplejerske. Endelig fremgår det, at sygeplejersken ved telefonkonsultationer kan ændre patientens medicinering. Dette skal aftales med lægen i smerteklinikken ved førstkommende konference.

Det er nævnets opfattelse, at når en læge delegerer sin ret til at ordinere medicin til en sygeplejerske, er det lægens ansvar, at der bliver foretaget korrekte ordinationer. Det er sygeplejerskens ansvar at forelægge de foretagne ordinationer for lægen.

Overlæge D og afdelingssygeplejerske har anført i deres udtalelse til sagen, at afdelingssygeplejerske har en uddelegeret ordinationsret fra overlæge D. De har endvidere anført, at hun ikke gennemgår hver dosisjustering med overlæge D, men at de sammen gennemgår de patienter, hun har haft kontakt med to gange om ugen.

Nævnet finder på den baggrund, at afdelingssygeplejerske har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 25. september til den 26. november 2002.

Nævnet finder endvidere, at smertebehandlingen var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, idet fik ordineret den nødvendige dosis af et stærkt smertestillende præparat, der virker over længere tid, samtidig med, at han havde mulighed for at tage et hurtigt virkende præparat ved gennembrudssmerter.

På baggrund af ovennævnte finder nævnet, at overlæge D har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 25. september til den 26. november 2002.