Klage over manglende diagnostik af bristning af hovedpulsåren.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere sygeplejerske I for hendes behandling af <****> den 14. og den 15. august 2002 på medicinsk afdeling, <****>, jf. lov om sygeplejersker § 5, stk. 1.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge A fra ortopædkirurgisk afdeling og læge E fra medicinsk afdeling for deres behandling af <****> den 13. august 2002 på skadestuen, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere vagtlæge F for hans behandling af <****> den 13. august 2002 i hjemmet, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge B for hendes behandling af <****> den 14. august 2002 på medicinsk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge C og afdelingslæge G fra kirurgisk afdeling, <****>, for deres behandling af <****> den 14. august 2002, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge H for hans behandling af <****> den 14. august 2002 på medicinsk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere 1. reservelæge D for hans behandling af <****> den 15. august 2002 på medicinsk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

på 48 år fik den 12. august 2002 om aftenen jag i ryggen under samleje, og da smerterne kort tid efter blev uudholdelige, blev vagtlægen kontaktet, men da der to timer senere endnu ikke havde været besøg i hjemmet, tog sammen med sin hustru til skadestuen på .

Den 13. august 2002 tidligt om morgenen blev tilset af reservelæge A, som startede behandling med smertestillende medicin og ordinerede tilsyn fra medicinsk afdeling. Læge E fra medicinsk afdeling tilså og ordinerede yderligere smertestillende behandling. tog herefter hjem. Da han stadig havde smerter, blev vagtlægen atter kontaktet, og der blev aftalt sygebesøg. Vagtlæge F tilså og fandt, at der kunne være tale om skævhed/ubalance mellem to ryghvirvlers små ledflader, som han forsøgte at behandle med manipulation og gigtmedicin.

Den 14. august 2002 fik en tid hos sin kiropraktor, som intet unormalt fandt ved undersøgelse af ryggen, men han havde mistanke om problemer med kranspulsåren, hvorfor han henviste ham til indlæggelse.

Den 14. august 2002 blev , efter at have ventet to timer i skadestuen, indlagt på medicinsk afdeling, . Der blev konstateret forhøjet blodtryk.

Den 15. august 2002 viste en CT-scanning en bristning af hovedpulsåren (aorta), hvorefter blev overflyttet til .

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At den 13. august 2002 ikke modtog en korrekt behandling på skadestuen, herunder at hans blodtryk ikke blev kontrolleret, samt at der ikke blev taget et EKG.

2. At den 13. august 2002 ikke modtog en korrekt behandling af lægevagten, herunder at blodtrykket ikke blev kontrolleret.

3. At den 14. august ikke modtog en korrekt behandling på skadestuen, idet der gik to timer, inden han blev indlagt.

Det er anført, at kiropraktoren havde stillet en meget alvorlig diagnose.

4. At der den 14. august 2002 ikke blev skrevet en skadeseddel med registrering af tidsforløb og skadestuediagnose.

5. At den 14. august 2002 ikke modtog en korrekt behandling, herunder at diagnostisk udredning og ultralydsundersøgelse af nyrer og aorta ikke blev igangsat akut.

6. At ved indlæggelsen den 14. august 2002 ikke med det samme fik foretaget en CT-scanning.

Det er anført, at man ikke kan se en aorta-dissektion på et almindeligt røntgenbillede.

7. At kontrol af s blodtryk ikke blev målt i perioden fra den 14. august 2002 kl. 21.50 til den 15. august 2002 kl. 10.15.

8. At ultralydsundersøgelse den 15. august 2002 først blev udført kl. 16.00.

Det er anført, at der ved stuegang den 15. august 2002 blev fundet indikation for akut ultralydsundersøgelse.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Reservelæge A har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 13. august 2002 på skadestuen, .

Læge E har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 13. august 2002 på skadestuen, . Det havde dog været hensigtsmæssigt, om læge E havde udredt nærmere.

Begrundelse

Det fremgår af skadejournalen af den 13. august 2002, at henvendte sig på skadestuen på grund af kraftigt hold i ryggen. Han havde lavet en eller anden forkert bevægelse og havde herefter ikke kunnet rette sig op. Videre fremgår det, at reservelæge A fandt, at var vågen, klar og smerteforpint, og det var ikke muligt at undersøge ryggen eller reflekser og neurologiske udfald. Reservelæge A gav smertestillende medicin i form af en stikpille Voltaren 100 mg og to tabletter Pinex. havde kraftig opkastning og var lige så smerteforpint som ved ankomsten. Reservelæge A vurderede, at skulle indlægges og kontaktede den vagthavende medicinske læge.

Det er nævnets opfattelse, at det var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard at iværksætte behandling med smertestillende medicin samt tilkalde den vagthavende læge fra medicinsk afdeling, da den smertestillende behandling ikke umiddelbart havde effekt.

Det er videre nævnets opfattelse, at det ikke var under normen for almindelig anerkendt faglig standard at undlade at måle blodtrykket i den konkrete situation.

På denne baggrund finder nævnet, at reservelæge A har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 13. august 2002 i skadestuen, .

Videre fremgår det af journalen af den 13. august 2002, at læge E fra medicinsk afdeling tilså , og at fortalte, at smerten havde centrum højt lige omkring venstre side af brystkassen. Der var ingen udstråling til benene, og der havde ikke været problemer med at lade vandet eller holde på afføring. Videre fremgår det, at læge E fandt, at var faldet til ro, da hun tilså ham, og at han lå sovende og kunne vækkes. Ved gennemføling fandt læge E, at der ingen ømhed var i ryggen, at der blev fundet normale forhold ved en bentest (kan vise tegn på diskusprolaps), men at der var et ømt område ved venstre kurvatur med ømme og spændte muskler. Læge E ordinerede stikpiller Stesolid 10 mg, og injektion med smertestillende medicin i form af Petidin 50 mg suppleret med kvalmestillende medicin i form af stikpiller Primperan 10 mg. Da der ikke så ud til at være en anden problematik end smertebehandling, foretrak at komme hjem. Han fik medgivet to tabletter Morfin 10 mg, og han blev opfordret til at søge egen læge den næste morgen med henblik på optimering af smertebehandlingen.

Det er nævnets opfattelse, at det på baggrund de beskrevne fund i journalen var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard at behandle med smertestillende medicin og tilråde henvendelse til egen læge den følgende dag.

Det er dog nævnets opfattelse, at idet læge E ikke fandt nogen positiv forklaring på s svære smertetilstand, havde det været hensigtsmæssigt, om hun havde valgt at beholde ham på afdelingen med henblik på nærmere udredning af, om der eksempelvis forelå nyresten, andre abdominale akutte tilstande eller et hjerteanfald.

På denne baggrund finder nævnet, at læge E har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 13. august 2002 i skadestuen, . Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om læge E havde udredt nærmere.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Vagtlæge F har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 13. august 2002 i hjemmet.

Begrundelse

Det fremgår af vagtlægejournalen af den 12. august 2002, at kl. 23.47 telefonisk kontaktede vagtlægen på grund af hold i ryggen, og at der blev aftalt besøg i hjemmet.

Det fremgår af journalen af den 13. august 2002, at kl. 0.49 telefonisk kontaktede vagtlægen og meddelte, at han selv tog på skadestuen.

Videre fremgår det at journalen af den 13. august 2002, at kl. 4.22 atter telefonisk kontaktede vagtlægen, idet han havde været på skadestuen, men stadig havde smerter i ryggen. Der blev aftalt besøg i hjemmet.

Endvidere fremgår det af journalen af den 13. august 2002, at vagtlæge F omkring kl. 5.13 tilså i dennes hjem. Vagtlæge F noterede, at man skulle være opmærksom på skævhed/ubalance mellem to ryghvirvlers små ledflader (facetledssyndrom), hvorfor vagtlæge F manipulerede (kiropraktorhåndgreb), og der blev givet injektion med gigtmedicin (Orudis), samt givet råd og vejledning.

Ifølge vagtlæge Fs udtalelse til sagen fandt han symptomer forenelige med facetledssyndrom, og s subjektive gener syntes allerede ved sygebesøget at være aftaget efter behandlingen, hvorfor vagtlæge F ikke fandt indikation for yderligere undersøgelser ved sygebesøget, og blev informeret om at henvende sig til egen læge eller vagtlæge ved forværring i tilstanden.

Nævnet kan oplyse, at symptomer på udvidelse af den store legemspulsåre (dissekerende aortaaneurisme) kan være tryksymptomer, hvis det trykker på et organ, eller konstatering af en pulserende udfyldning, eksempelvis i maven.

Nævnet kan videre oplyse, at symptomer på forhøjet blodtryk er hovedpine, som kan være ledsaget af opkastning og trykken i brystet.

Endvidere kan nævnet oplyse, at det ikke er almindeligt at måle blodtryk i tilfælde af rygsmerter uden andre symptomer.

På baggrund af ovenstående finder nævnet, at vagtlæge F har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 13. august 2002 i dennes hjem.

Nævnets afgørelse af 3.-6. klagepunkt

Overlæge H har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 14. august 2002 på medicinsk afdeling, .

Reservelæge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 14. august 2002 på medicinsk afdeling, .

Reservelæge C og afdelingslæge G fra kirurgisk afdeling, , har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved deres behandling af den 14. august 2002.

Begrundelse

Det fremgår af skadesedlen af den 14. august 2002, at ankom på skadestuen kl. 15.07.

Det fremgår af sygeplejerapporten af den 14. august 2003, at kl. 16.25 kom gående til afdelingen, at han var vågen og klar, varm og tør, at han var let bleg, at der ikke var tegn på iltmangel (cyanose). Videre fremgår det, at han var meget smerteforpint, og at han havde smerter i lænden samt kvalme. Det fremgår videre, at der blev lagt venflon samt bestilt EKG, blodprøver og forlig af blod. I perioden fra kl. 16.30 til kl. 18.00 blev der løbende målt blodtryk, som viste lidt højt blodtryk. Temperaturen var normal. Omkring kl. 17.00 blev der behandlet med blodtryksnedsættende og vandrivende medicin i form af Trandate og Furix. Det fremgår af sygeplejerapporten, at indlæggelsesdiagnosen var stærke smerter i ryg, og at man skulle være opmærksom på, om det kunne være tale om en udposning på legemspulsåren (aortaaneurisme).

Det fremgår af skadesedlen af den 14. august 2002, at kl. 17.19 blev afsluttet i skadestuen og indlagt på medicinsk afdeling under diagnosen ”obs på grund af mistanke om ikke spec. sygdom eller tilstand.”

På baggrund af ovenstående finder nævnet ikke grundlag for at kritisere reservelæge B for hendes journalføring i forbindelse med udfærdigelsen af skadesseddel den 14. august 2002 på skadestuen, .

Ifølge ledende overlæge på medicinsk afdeling, udtalelse til sagen må det formodes, at i perioden fra 15.07 til kl. 16.25 har siddet i skadestuens venteværelse og ventet på, at der blev en ledig stue, så han kunne blive nærmere undersøgt. Ifølge udtalelsen oprettes en patient i det patientadministrative system, når patienten henvender sig ved skranken i skadestuen og ønsker konsultation. Akutte patienter henvises til venteområde, som er åbent og kan ses af plejepersonalet, og opholder sig der, indtil der bliver en ledig stue. Afhængig af patientens symptomer og kliniske tilstand, andre henvendelser til akut indlæggelse og til skadestuen, prioriteres patienterne, og der kan godt være ventetid, som i s tilfælde, hvor der gik knap 1½ time, før han kom ind på en stue. Ifølge udtalelsen blev tilsyneladende ikke set af medicinsk vagthavende læge før omkring kl. 16.30.

Ifølge reservelæge Bs udtalelse til sagen mødte hun på vagten kl. 15.30 og gik efter lægekonference i modtagelsen omkring kl. 16.00 for at varetage vagtarbejde. På et tidspunkt, mens hun dikterede indlæggelsesjournal på en anden patient, fik hun af sygeplejersken at vide, at der var kommet en mand fra sin kiropraktor, som havde mistanke om, at manden kunne have en udposning på legemspulsåren. Reservelæge B fik af sygeplejersken at vide, at var utilpas, havde rygsmerter og et højt blodtryk, at hun burde se ham snarest. På baggrund af dette valgte reservelæge B at se som den førstkommende patient. Ifølge udtalelsen diskuterede reservelæge B s tilfælde med den medicinske bagvagt, som ikke mente, at en udposning på hovedpulsåren var en overvejende sandsynlig diagnose, og det blev derfor i første omgang besluttet at behandle s smerter med relativt svage smertestillende midler (Orudis og Panodil) og forsøge at nedsætte s blodtryk og efterfølgende vurdere hans tilstand på medicinsk afdeling.

Ifølge overlæge Hs udtalelse til sagen var han den 14. august 2002 afdelingslæge og bagvagt på medicinsk afdeling, da han blev kontaktet af forvagten, reservelæge B, som informerede om s uafklarede smerteproblematik, og at der var fundet forhøjet blodtryk, som blev behandlet efter vanlig procedure. Ifølge udtalelsen tilså overlæge H akut inden den primære indlæggelsesjournal forelå. På baggrund af sygehistorien og undersøgelse fandt overlæge H ikke, at billedet var foreneligt med bristning af hovedpulsårens inderste beklædning med udposning af blod i hovedpulsårens væg (aortadissektion), men mest sandsynligt var et problem udløst fra urinvejene eller bevægeapparatet, og overlæge H udbad sig derfor akut kirurgisk vurdering. Da billedet var uafklaret bad han den anden bagvagt, som havde vagt den pågældende dag om ligeledes at vurdere , og der var enighed om overvejelser og plan.

Det fremgår af journalen af den 14. august 2002, at blev indlagt på medicinsk afdeling på foranledning af sin kiropraktor på mistanke om udposning på legemspulsåren. Sygehistorien vedrørende de pludseligt opståede rygsmerter blev gennemgået, og det blev noteret, at var kendt disponeret for forhøjet blodtryk, idet moderen eller faderen havde forhøjet blodtryk og søsteren havde tendens hertil. havde ikke selv fået konstateret forhøjet blodtryk ved egen læge, men havde heller ikke fået det målt i meget lang tid. Han havde ikke tidligere haft brystsmerter, men havde haft en enkelt opkastning i forbindelse med smerteudbruddet om mandagen. Siden havde han kun haft kvalme. Videre fremgår det, at havde tendens til hovedpine, dog ikke aktuelt, og der var ingen svimmelhed. Der var ingen hjertebanken (palpitationer), og ingen tendens til hævede ben eller åndenød. følte dog aktuelt, at han havde svært ved at trække vejret ordentligt igennem. Han havde været forstoppet de sidste dage, formentlig på grund af den smertestillende behandling. Det fremgår videre, at reservelæge B fandt, at var vågen og klar, varm og tør med pæne farver, der var ikke åndenød, men han var smerteforpint og motorisk urolig. Blodtrykket var højt (230/150) og pulsen en smule høj (85). Iltmætningen var næsten normal (97), og temperaturen normal. Reservelæge B fandt normale forhold ved undersøgelse af øjne, mund og ryg samt ved lytning på hjerte og lunger og undersøgelse af bughulen. Der var en susen fra bughulen svarende til aorta, som ikke kunne høres ved lytning på hjertet. Der var ens puls i lårene, og der blev fundet normale forhold i benene. Undersøgelse af urin viste lidt protein, ketonstoffer og spor af blod, men der var ikke tegn på urinvejsinfektion eller sukker i urinen. EKG blev fundet uden tegn på iltmangel, hjertebelastning eller blodpropper, der var normal pulsrytme samt tegn på blodtryksforhøjelse i form af forstørret venstre hjertekammer.

Videre fremgår det af journalnotatet fra den 14. august 2002, at reservelæge B på baggrund af sygehistorien og den kliniske undersøgelse fandt, at man ikke kunne afvise, at havde en udposning på legemspulsåren. I modtagelsen ordinerede reservelæge B derfor venflon, EKG, blodprøver og forlig af blod, røntgenundersøgelse af brystkassen, blodtryksnedsættende og vanddrivende medicin. På afdelingen skulle der gives smertestillende medicin i form af Panodil samt måles puls og blodtryk hver time. Endvidere fremgår det, at reservelæge B i modtagelsen havde konfereret med medicinsk bagvagt, overlæge H omkring , og at overlæge H tilrådede, at man i første omgang gav blodtryksnedsættende medicin og herefter kontrollerede, om smerterne forsvandt. Det fremgår desuden, at var tilset af kirurgisk forvagt, som havde konfereret med sin bagvagt, og disse mente ikke, at det umiddelbart lød som en udposning på legemspulsåren.

Det er nævnets opfattelse, at det, når en patient indlægges af en læge eller anden sundhedsperson under diagnosen mistanke om bristning af hovedpulsåren, er det i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard at forsøge at finde en anden meget sandsynlig forklaring på patientens smertetilstand, der udelukker mistanken om bristning af hovedpulsåren – alternativt umiddelbart gennemfører relevant undersøgelse, der enten bekræfter eller afkræfter mistanken. I sidstnævnte tilfælde vil det efter nævnets opfattelse være i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard at udføre en CT-scanning af hovedpulsåren, alternativt en ultralydsundersøgelse gennemspiserøret.

Det er videre nævnets opfattelse, at reservelæge B udarbejdede en meget grundig indlæggelsesjournal, og at hendes efterfølgende vurdering og opstart af behandling var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard. Hun konfererede endvidere relevant med bagvagten, overlæge H.

Det fremgår videre af journalen af den 14. august 2002, at blev set af kirurgisk forvagt, reservelæge C, som gennemgik hans sygehistorie. Videre fremgår det, at reservelæge C konfererede med bagvagt, afdelingslæge G, og på baggrund af sygehistorien blev der ikke fundet belæg for, at der var tale om en udposning på legemspulsåren. blev indlagt på medicinsk afdeling, og såfremt der senere opstod mistanke om mave-tarmmæssige problemer, skulle der foretages et regelret organkirurgisk tilsyn. Det fremgår desuden, at reservelæge C ikke fandt, at der var mistanke om nyresten.

Det er nævnets opfattelse, at reservelæge C handlede relevant ved at konferere med bagvagten, afdelingslæge G.

Det fremgår af journalen af den 14. august 2002, at overlæge H tilså , og at han noterede, at røntgenundersøgelse af brystkassen viste normale forhold. Overlæge H vurderede, at der klinisk set ikke var mistanke om udposning på legemspulsåren, men at der sandsynligvis var tale om problemer fra urinvejene eller bevægeapparatet. Overlæge H ordinerede vurdering af organkirurgisk bagvagt samt fortsat behandling mod forhøjet blodtryk ved blodtryk over /110.

For så vidt angår den behandling, modtog af overlæge H, er det nævnets opfattelse, at hos en 48 årig tidligere hjerterask mand, er bristning af hovedpulsåren i brysthulen en sjælden lidelse, som kan være svær at diagnostisere og som kan forveksles med en lang række andre lidelser i hjerte, lunger, spiserør og fra bevægeapparatet. Da overlæge H gennemgik var han upåvirket efter at have fået smertestillende medicin. De smerter og symptomer som frembød ved indlæggelsen gjorde at fokus for undersøgelserne mere var relateret til udvidelse af hovedpulsåren i bughulen end til brysthulen. Overlæge H undersøgte og vurderede at der ikke var klinisk mistanke om aortaaneurisme i bughulen og skønnede at smerterne måtte stamme fra bevægeapparatet eller fra urinvejene. For en sikkerhedsskyld ordinerede overlæge H imidlertid akut kirurgisk tilsyn.

På baggrund af ovennævnte er det samlet nævnets opfattelse at overlæge H ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard den 14. august 2002 på medicinsk afdeling, .

Det fremgår videre af journalen af den 14. august 2002, at afdelingslæge G tilså og noterede, at havde smerter over lænden uden sideforskel, og at der ikke var symptomer på problemer med urinvejene eller mave-tarm, fraset let forstoppelse. havde ikke feber, og afdelingslæge G fandt, at han var upåvirket, at hans blodtryk var 230/150, og at der ikke var unormale forhold ved undersøgelse af bughulen samt pulsåren i lårene. Afdelingslæge G foreslog ultralydsscanning af nyrer og legemspulsåren samt fornyet undersøgelse af urinen og eventuelt dyrkning af urinen.

Det er nævnets opfattelse, at det var relevant at foreslå ultralydsscanning af bughulen, og at det ikke var under normen for almindelig anerkendt faglig standard ikke at ordinere en akut scanning.

På baggrund af ovenstående finder nævnet, at afdelingslæge G har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 14. august 2002 på medicinsk afdeling, .

Videre fremgår det af journalen af den 14. august 2002, at reservelæge B, som foreslået af afdelingslæge G, ordinerede ultralydsscanning af bughulen samt undersøgelse af urinen. Der var god effekt af et betændelsehæmmende præparat Ketoprofen, hvorfor behandling med dette skulle fortsætte, og skulle ikke længere faste. Videre fremgår det, at blodprøverne borst fra forhøjede infektionsparametrene og forhøjet kreatinin var normale. Reservelæge B ordinerede yderligere blodprøver, som skulle tages den følgende dag.

På baggrund af ovenstående finder nævnet samlet, at reservelæge B har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 14. august 2002 på medicinsk afdeling, .

Nævnets afgørelse af 7. klagepunkt

Sygeplejerske I har overtrådt lov om sygeplejersker § 5, stk. 1 ved sin behandling af den 15. august 2002 på medicinsk afdeling, .

Begrundelse

Det fremgår af journalen af den 14. august 2002, at overlæge H vurderede, at aktuelt ikke havde klinik til aortadissektion, men at det sandsynligvis drejede sig om problemer fra urinvejene eller bevægeapparatet. Der blev ordineret vurdering af organkirurgisk bagvagt, og skulle fortsat have blodtryksnedsænkende medicin ved diastolisk tryk over 110.

Det fremgår af sygeplejejournalen af den 15. august 2002, at sygeplejerske I noterede, at der ikke var noget nyt fra vagten, at havde mange smerter og var urolig, samt at han fik lidt smertestillende medicin.

Det fremgår af observationsskemaet at den 14. august 2002 fik målt blodtryk kl. 16.30 (230/150), kl. 16.45 (250/150), kl. 17.20 (220/130), kl. 18.00 (210/115), kl. 19.00 (170/96), kl. 19.30 (165/85), kl. 21.00 (172/90) og kl. 21.50, hvor blodtrykket var 158/85. Videre fremgår det af observationsskemaet, at han herefter fik målt blodtrykket igen kl. 10.15 den 15. august 2002, hvor blodtrykket var steget til 240/140.

Ifølge sygeplejerske Is udtalelse til sagen har hun ingen erindring om patientforløbet eller nattens forløb den 15. august 2002. Ifølge udtalelsen vil hun dog tro, at hun har vurderet, at den hyppige blodtryksmåling på baggrund af journalnotatet fra aftenvagten den 14. august 2002, hvor det blev vurderet, at der aktuelt ikke var klinik til aortadissektion, var seponeret.

Det er nævnets opfattelse, at s blodtryk kl. 19.00 var faldet pænt, og at det holdt sig ved målingen kl. 21.50. Det er dog videre nævnets opfattelse, at det var uvist, om den ønskede effekt af den blodtryksnedsættende medicin (Trandate) ville holde sig, hvorfor s blodtryk burde være kontrolleret flere gange i løbet af natten den 15. august 2002. Nævnet har endvidere bemærket, at der var ordineret blodtryksnedsænkende medicin ved diastolisk tryk over 110.

På baggrund af ovenstående finder nævnet, at sygeplejerske I har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 15. august 2002 på medicinsk afdeling, .

Nævnets afgørelse af 8. klagepunkt

1. reservelæge D har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 15. august 2002 på medicinsk afdeling, .

Begrundelse

Det fremgår af journalen af den 15. august 2002 (angivet som den 14. august 2002 i journalen), at blev set af 1. reservelæge D, som noterede, at havde mofikakrævende lændesmerter. Videre fremgår det, at 1. reservelæge D fandt, at var vågen og klar, varm og tør, at han var let smerteforpint, men lå roligt på lejet. Blodtrykket på venstre arm var 240/140 og på højre arm 220/120. Ved undersøgelse af ryggen blev der ikke fundet udvidede halsvener (halsvenestase), og der blev intet unormalt hørt ved lytning på hjerte og lunger. Bughulen var blød med naturlige tarmlyde, og 1. reservelæge D kunne høre en mislyd ud for højre nyrearterie. EKG viste normal hjerterytme og let forstørret hjerte, og blodprøver viste tegn på infektion (forhøjet leucocyttal og CRP). Urinundersøgelse viste tegn på blod i urinen samt protein. Det fremgår af journalnotatet, at 1. reservelæge D konkluderede, at havde haft forhøjet blodtryk med ukendt varighed, at der var tegn på infektion, og at der hans høje blodtryk, lændesmerter og mislyd i bughulen var indikation for at foretage en akut ultralydsscanning af bughulen, og han ordinerede blodtryksnedsænkende medicin i form af Trandate, samt dyrkning af urin, blodprøvetagning samt behandling med antibiotika i form af Ampicillin og Gentamycin.

Videre fremgår det af journalen af den 15. august 2002 kl. 16.15, at ultralydsscanning af bughulen havde vist normalt kalibreret hovedpulsåre i bughulen. Scanningen var bestilt læge til læge som akut kl. 10.00, og der var rykket for den kl. 14.00. Ved undersøgelse af s ryg fandt 1. reservelæge D normale forhold, og han konkluderede, at havde uændrede morfikakrævende lændesmerter, der debuterede mellem skulderbladene og nu var lokaliseret i lænderegionen. Endvidere havde han svært forhøjet blodtryk på indlæggelsestidspunktet. 1. reservelæge D ordinerede akut CT-scanning af brystkassen med henblik på bristning af hovedpulsåren samt opsætning af én liter saltvand forud for og under scanningen.

Endvidere fremgår det af journalen af den 15. august 2002, at det foreløbige svar på CT-scanningen, som viste type B bristning af hovedpulsåren. 1. reservelæge D konfererede med bagvagten på thoraxkirurgisk afdeling, , der ville modtage straks.

Det er nævnets opfattelse, at det på baggrund af fundene af forhøjede antal hvide blodlegemer (leucocyt) og forhøjede infektionsmåler (CRP) var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard at skønne, at der muligvis var tale om infektion i urinvejssystemet og derfor ordinere ultralydsscanning af bughulen med fokus på hovedpulsåren samt nyrerne. Det er videre nævnets opfattelse, at det ikke var under normen for almindelig anerkendt faglig standard, at ultralydsscanningen først blev udført kl. 16.00. Nævnet har bemærket, at 1. reservelæge D rykkede for udførslen af ultralydsscanningen kl. 14.00. Det er videre nævnets opfattelse, at 1. reservelæge D i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ordinerede akut CT-scanning, da ultralydsundersøgelsen ikke viste tegn på infektion.

På baggrund af ovenstående finder nævnet, at 1. reservelæge D har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 15. august 2002 på medicinsk afdeling, .