Klage over mangelfuld behandling af en ældre patient med manglende blodforsyning til venstre fod

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere 1. reservelæge A for hendes behandling af <****> den 9. marts 2001 på medicinsk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere 1. reservelæge B for hendes behandling af <****> den 14. marts 2001 på medicinsk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på karkirurgisk afdeling, <****>, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra den 19. marts til den 19. april 2001, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

Den 26. februar 2001 blev indlagt på medicinsk afdeling, , på grund af mistanke om blødning eller blodprop i hjernen. Der blev foretaget CT-scanning (røntgenundersøgelse med kontrast) af hjernen, som viste normale forhold. viste imidlertid tegn på en svær urinvejsinfektion (urosepsis), og der blev iværksat behandling herfor.

Den 27. februar 2001 blev det ved en nærmere undersøgelse konstateret, at s venstre forfod var kølig, til dels blå og til dels bleg, samt at der ikke var puls nedenfor knæhaseniveau på dette ben. Læge C ordinerede karkirurgisk tilsyn.

Den 15. marts 2001 fik på klinisk fysiologisk afdeling foretaget en blodtryksmåling på venstre ben, og der blev fundet moderat nedsat ankel-blodtryk og et betydeligt nedsat tå-blodtryk på venstre ben/fod.

Den 19. marts 2001 blev der foretaget karkirurgisk tilsyn ved overlæge D.

Den 26. marts 2001 blev udskrevet til plejecenter.

Den 4. april 2001 blev subakut tilset i karkirurgisk ambulatorium, fordi der fandtes tiltagende forandringer af tæer på venstre fod. Overlæge E fandt klare tegn på koldbrand på dele af de tre første tæer på venstre fod, og ordinerede en røntgenundersøgelse, der blev bestilt til at blive foretaget inden for 14 dage.

Den 18. april 2001 blev indlagt på karkirurgisk afdeling, .

Den 19. april 2001 noterede overlæge F, at var konfus og sengeflygtig og vurderede derfor, at arteriografien ikke kunne gennemføres denne dag, hvorfor han stillede arteriografien i bero og foreslog rygestop og ordination af hjertemagnyl. Endelig skulle ses ambulant efter 4 uger med henblik på vurdering af situationen på ny.

Den 9. maj 2001 blev tilset i ortopædkirurgisk ambulatorium, . var henvist fra karkirurgisk afdeling idet hun havde dødkødsdannelse (tør nekrose) af venstre 1.-3. tå. Den undersøgende læge foreslog enten forfodsamputation med mulig, men ikke sikker heling, eller underbensamputation med sikker heling. blev tilbudt yderligere ambulant kontrol efter 14 dage, så hun i samråd med pårørende kunne tage stilling til behandlingstilbudet.

Den 25. maj 2001 blev indlagt på ortopædkirurgisk afdeling, hvorefter der blev foretaget forfodsamputation af venstre fod.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At lægerne ikke iværksatte behandling straks, da de konstaterede, at der var begyndende blåfarvning af et par tæer.

Det er herved anført, at der blev foretaget et karkirurgisk tilsyn den 19. marts 2001, og at det heller ikke medførte iværksættelse af behandling.

2. At lægerne ikke fandt grundlag for at foretage en a-grafi straks, og at lægen, der skulle foretage a-grafien, afviste at foretage undersøgelse med henvisning til, at var dement.

Det er herved anført, at en læge den 4. april 2001 fandt, at der var indikation for foretagelse af en a-grafi, men at undersøgelsen ikke blev foretaget. Endelig er det anført, at den mangelfulde behandling medførte, at den 25. maj 2001 fik amputeret venstre forfod.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

1. reservelæge A har overtrådt lægelovens § 6 i forbindelse med sin behandling af den 9. marts 2001 på medicinsk afdeling, .

1. reservelæge B har overtrådt lægelovens § 6 i forbindelse med sin behandling af den 14. marts 2001 på medicinsk afdeling, .

Begrundelse

I journalen den 26. februar 2001 er det noteret, at blev indlagt på medicinsk afdeling, , på grund af mistanke om blødning eller blodprop i hjernen. Der blev foretaget CT-scanning (røntgenundersøgelse med kontrast) af hjernen, som viste normale forhold. viste imidlertid tegn på en svær urinvejsinfektion (urosepsis), og der blev iværksat behandling herfor.

I journalen den 27. februar 2001 er det noteret, at læge C efter en nærmere undersøgelse konstaterede, at s venstre forfod var noget kølig og til dels blåligt misfarvet og bleg, samt at der ikke var puls nedenfor knæhaseniveau på dette ben. Læge C ordinerede herefter væske til bedring af kredsløbet i benet (Reomacrodex) samt karkirurgisk tilsyn.

Det fremgår af journalen den 9. marts 2001, at blev tilset af 1. reservelæge A, der vurderede, at der fortsat var fremgang i s tilstand, og at infektionsparametrene var faldende.

Det fremgår af journalen den 14. marts 2001, at blev tilset af 1. reservelæge B, der blandt andet noterede, at havde fået Ampicillin i 10 dage, ikke havde feber, og at infektionsparametrene var faldet.

Det fremgår af journalen den 15. marts 2001, at på klinisk fysiologisk afdeling, , af 1. reservelæge B fik foretaget en blodtryksmåling på venstre ben, og der blev fundet moderat nedsat ankel-blodtryk og et betydeligt nedsat tå-blodtryk på venstre ben/fod.

Det er noteret i journalen den 19. marts 2001, at der blev foretaget karkirurgisk tilsyn ved overlæge D.

Patientklagenævnet skal bemærke, at der i perioden fra den 27. februar til den 15. marts 2001 ikke er journalført oplysninger om status for venstre forfods/underbens cirkulatoriske forhold, og der er ikke i journalen noteret bemærkninger vedrørende behov for at rykke for det karkirurgiske tilsyn.

Nævnet lægger ud fra journalnotaterne til grund, at der i perioden fra den 27. februar til den 19. marts 2001 ikke blev foretaget en løbende vurdering af s venstre forfod.

Nævnet kan oplyse, at det er almindelig anerkendt faglig standard at foretage en løbende vurdering af cirkulationsforholdene i en forfod, der er truet af nedsat blodforsyning.

Det er herefter nævnets opfattelse, at 1. reservelæge A den 9. marts 2001 burde have foretaget en objektiv vurdering af s venstre fod og burde have fulgt op på det tilsyn, der blev ordineret den 27. februar 2001.

Nævnet finder herefter, at 1. reservelæge A har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med sin behandling af den 9. marts 2001 på medicinsk afdeling, .

Det er ligeledes nævnets opfattelse, at 1. reservelæge B den 14. marts 2001 burde have foretaget en objektiv vurdering af s venstre fod og burde have fulgt op på det tilsyn, der blev ordineret den 27. februar 2001.

Nævnet finder herefter, at 1. reservelæge B har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med sin behandling af den 14. marts 2001 på medicinsk afdeling, .

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

De læger på karkirurgisk afdeling, , der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 19. marts til den 19. april 2001, har ikke overtrådt lægelovens § 6.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 19. marts 2001, at der blev foretaget karkirurgisk tilsyn ved overlæge D. var ved undersøgelsen hukommelsessvækket med koncentrationsbesvær. Hun benægtede smerter fra venstre ben. Efter en objektiv undersøgelse fandt overlæge D, at havde en puls i venstre knæpulsåre, men ikke i foden, hvor der var blåmisfarvning (cyanose) i 2. og 3. venstre tå. Overlægen fandt herefter ikke indikation for at foretage et karkirurgisk indgreb. Overlægen ordinerede herefter klinisk kontrol i karkirurgisk ambulatorium 2 måneder senere.

Nævnet er af den opfattelse, at overlæge D på baggrund af symptomerne og de objektive fund foretog en relevant lægefaglig vurdering af .

Nævnet finder herefter, at overlæge D har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med sin behandling af den 19. marts 2001 på karkirurgisk afdeling, .

Det fremgår af journalen den 4. april 2001, at blev tilset subakut i karkirurgisk ambulatorium, fordi der fandtes tiltagende forandringer af tæer på venstre fod. Overlæge E fandt klare tegn på koldbrand på dele af de tre første tæer på venstre fod, og ordinerede en røntgenundersøgelse (arteriografi), der blev bestilt til at blive foretaget den 19. april 2001.

Overlæge E har i sin udtalelse anført, at han ordinerede en røntgenundersøgelse inden 14 dage, idet han vurderede, at s 3 tæer med koldbrand ikke ville blive normale, og at s fod og førlighed ikke var påvirket på kortere sigt, men kun på længere sigt.

Nævnet er af den opfattelse, at da resten af s venstre fod, ud over de 3 tæer med koldbrand, ikke var akut påvirket, var det i overensstemmelse med anerkendt karkirurgisk standard at fastsætte en ventetid på 15 dage til arteriografi.

Nævnet finder herefter, at overlæge E har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med sin behandling af den 4. april 2001 i karkirurgisk afdeling, .

I journalen den 18. april 2001 er det noteret, at blev indlagt på karkirurgisk afdeling, .

Det er noteret i journalen den 19. april 2001, at overlæge F vurderede, at var konfus og sengeflygtig, og derfor ikke mente, at arteriografien kunne gennemføres den pågældende dag.

Overlæge F har i sin udtalelse anført, at han ved tilsynet den 19. april 2001 fandt, at havde tør koldbrand i venstre 1., 2. og 3. tå. havde ingen hvilesmerter, men smerter i foden efter 50-100 m gang. Det var en væsentlig risikofaktor, at hun røg 20 cigaretter pr. dag. Samlet vurderede overlæge F, at en arteriografi på det pågældende tidspunkt ville være risikobetonet og måske umulig at gennemføre. Venstre fods tilstand fandt han ikke totalt håbløs. Han vurderede, at der var mulighed for at redde en stor del af foden ved konservativ behandling (ikke-operativ behandling), hvorfor han stillede arteriografien i bero og foreslog rygestop og ordination af hjertemagnyl til .

Patientklagenævnet kan oplyse, at en arteriografiundersøgelse kræver en stor samarbejdsvilje og samarbejdsevne hos patienten, både for at få en optimal billedfremstilling, men også for at nedsætte risikoen for blødningskomplikationer i efterforløbet. Patienten skal således kunne samarbejde, de 1-2 timer, undersøgelsen varer, og skal derefter kunne ligge fladt og stille i 2 timer efter afsluttet undersøgelse. Hvis de nævnte betingelser ikke overholdes, er der stor risiko for, at der optræder en arteriel blødning fra indstiksstedet, og en sådan blødning kan i værste fald udvikle sig livstruende.

Nævnet kan endvidere oplyse, at sandsynligheden for karkirurgisk rekonstruktionsmulighed hos patienter med en puls, der kan mærkes ved berøring (palpabel puls) i knæhasen, normalt ikke er særlig stor.

Nævnet er af den opfattelse, at forløbet hos med opheling af såret efter forfodsamputation var foreneligt med, at forandringerne var lokaliseret i fodens perifere kar. Dette understøttes af de perifere trykmålinger, som tydede på svære forandringer fortil på foden. Ved helt perifere forandringer er karkirurgisk rekonstruktion ikke mulig.

På denne baggrund finder nævnet, at overlæge F har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med sin behandling af den 19. april 2001 på karkirurgisk afdeling, .