Klage over manglende diagnostricering af brækket skinneben

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere 1. reservelæge <****> for hans behandling af <****> den 10. maj 2002 i skadestuen, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

Den 10. maj 2002 blev bragt til skadestuen, , efter blandt andet at have forvredet højre fodled. Reservelæge fandt på baggrund af en objektiv undersøgelse, at havde forstuvet højre fod, og han iværksatte behandling i form støttebind.

Den 16. maj 2002 fik efter henvisning fra egen læge, foretaget en røntgenundersøgelse af højre fodled. Undersøgelsen viste brud (komminut) på den nederste del af skinnebenet, og der blev anlagt en gipsskinne. Den 21. maj 2002 fik foretaget en CT-scanning, og undersøgelsen viste, at bruddet inddrog ledfladen.

Den 26. maj 2002 fik foretaget en operation, hvor bruddet blev sat på plads. Ved klinisk kontrol den 22. oktober 2002 var der god bevægelighed i ankelen og kun diskret hævelse.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog en korrekt behandling, idet det ikke blev konstateret, at hans skinneben var flækket og brækket fire steder.

Det er herved anført, at den 10. maj 2002 blev sendt hjem med besked om, at hans fod var forstuvet.

Nævnets afgørelse af klagen

1. reservelæge har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 10. maj 2002. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om 1. reservelæge havde undersøgt for indirekte ømhed.

Begrundelse

Det fremgår af skadestuenotatet, at den 10. maj 2002 blev tilset af 1. reservelæge , der indledningsvis optog sygehistorie og noterede, at havde stået i en bar, hvor der var blevet kastet med glas samt været skyderi.

Endvidere fremgår det af journalen, at 1. reservelæge blandt andet undersøgte højre ankel og fandt, at der var hævelse og ømhed foran, men ikke ved selve den udvendige ankelkno. Leddene var stabile, og hælbenet var normalt.

Det fremgår videre af journalen, at 1. reservelæge fandt, at foden var forvredet, og at han iværksatte behandling i form af støtte og krykkestokke til aflastning. Endvidere blev oplyst om, at han kunne måtte benytte foden til smertegrænsen, og præparatet Panodil kunne benyttes efter behov.

Det er nævnets opfattelse, at det var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, at der ikke blev foretaget røntgenundersøgelse, idet der ikke på baggrund af den objektive undersøgelse var tegn på et knoglebrud.

Nævnet finder herefter, at 1. reservelæge foretog en relevant objektiv undersøgelse, og at det var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, at han på baggrund af fundene vurderede, at foden var forvredet. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om 1. reservelæge havde undersøgt for indirekte ømhed for eksempel ved tryk i benets længeretning samt havde undersøgt for bevægeudslag i fodleddet.

Nævnet kan oplyse, at behandling ved brud på ankelledet er gipsbandage, og såfremt der findes grundlag for operation, vil en operation først blive udført, når hævelsen har fortaget sig i løbet af 8. til 10. dagen efter traumet.