Tvangsfiksering på grund af farlighed godkendt

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 27. juli 2004, om tvangsfiksering af på psykiatrisk afdeling, .

Sagsnummer:

0550106

Offentliggørelsesdato:

27. april 2005

Speciale:

Psykiatri

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 27. juli 2004, om tvangsfiksering af <****> på psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

er 47 år gammel. Hun har 10 gange tidligere været indlagt på psykiatrisk afdeling, , på grund af en stemningssygdom (bipolar affektiv sindslidelse). Hun er flere gange tidligere blevet tvangsindlagt i forbindelse med maniske episoder.


blev sidst udskrevet fra afdelingen den 16. oktober 2003, og hun havde siden været fulgt i ambulant behandling. I denne mellemliggende periode var der foretaget mindre omlægninger af den medikamentelle behandling. havde senest haft kontakt til psykiatrien en uge før den aktuelle indlæggelse, hvor hun i forbindelse med et hjemmebesøg var fundet velbefindende.


Aktuelt blev den 13. juli 2004 tvangsindlagt på grund af farlighed. Af lægeerklæringen udfærdiget til brug for tvangsindlæggelsen fremgår: ”Patienten har en velkendt bipolær, affektiv psykose, flere gange tidligere tvangsindlagt p.g.a. maniske episoder. Patienten er ophørt med en del af sin medicin, bl.a. Lithium. Patienten er i manisk fase med springende tankegang – kan ikke vurdere sin egen situation, er truende og aggressiv i sin adfærd. Patienten vil forlade hjemmet – ud at køre bil. Patienten er sindssyg og er til fare for sig selv og sine omgivelser. Patienten vil ikke indlægges og er informeret om, at hun vil blive tvangsindlagt med politiets hjælp.”


Den indlæggende læge har efterfølgende til hospitalet oplyst, at han forinden var kontaktet af familien. Ved hans ankomst til hjemmet var psykomotorisk urolig, havde mange gøremål, var hurtigt talende og for frem og tilbage. Hun forsvandt pludselig ind i et af husets rum, hvorfra hun vendte tilbage fuldstændig afklædt og angav, at hun ville ud og køre bil. Hun angav endvidere, at hun havde fået fyret to navngivne overlæger og nægtede i øvrigt at lade sig indlægge. Hun blev af lægen oplyst om, at hun ville blive tvangsindlagt og afbrød telefonen, da lægen ville ringe til politiet. Det er endvidere anført, at ved indlæggelsen havde været uden søvn de forudgående tre døgn, ligesom hun skal have røget hash.


Det fremgår af journalen, at ved ankomsten til afdelingen var uafbrudt talende, springende i tankegang, verbalt vredladen og havde øget selvværdsfølelse, ligesom hun angav at kunne læse modtagende læges tanker. Lægen vurderede ved indlæggelsen, at havde brug for beroligende og stabiliserende medicin og ordinerede herefter genoptagelse af vanlig behandling (tbl. Litarex, tbl. Rivotril, tbl. Lamictal og tbl. Flunipam) suppleret med lægemidlet Risperdal (dvs. antipsykotisk medicin).


Det fremgår videre af journalen, at efter ankomsten til afsnittet var højtråbende og truende, hun gik rastløst og hurtigt omkring på fællesarealet og blev efterfølgende søgt skærmet på sin stue med tilstedeværelse af et personalemedlem, der forsøgte at tale hende til ro. Efter 1 time var det ikke længere muligt at indgå aftaler med og opretholde skærmningen, idet hun ville ud i fællesområdet, hvor hun råbte højt både til og med medpatienter. Ligeledes havde det ifølge den ansvarlige overlæges supplerende oplysninger til sagen ej heller været muligt at indgå aftaler med om medicinering. blev igen forsøgt skærmet på sin stue, idet hun igen blev bedt om at gå på sin stue, hvilket hun modsatte sig. sparkede herefter ud efter to plejere og smed sig på gulvet. blev herefter fastholdt, hvorunder hun fortsat sparkede og gjorde modstand samt truede en mandlig plejer med ordene ’jeg skal sparke dig i nosserne’.


Der blev herefter på indlæggelsesdagen klokken 14.10 indledt bæltefiksering. Knap en time senere faldt i søvn og sov herefter frem til klokken 21, hvor hun anmodede om at blive løsnet af bæltet for at komme på toilettet. Da hun blev tilbudt et bækken råbte og skreg hun, brugte ukvemsord, var hånende og nedgørende, og hun truede med at få alle i afdelingen fyret, og at de ville komme på avisernes forside. indtog herefter den ordinerede medicin og faldt herefter til ro. Tvangsfikseringen blev bragt til ophør samme aften klokken 23.45.


Klagen

klagede over beslutningen om tvangsfiksering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <***’>.


Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved underkendte på sit møde den 27. juli 2004 beslutningen af 13. juli 2004 om tvangsfiksering af . Nævnet lagde til grund for afgørelsen særligt vægt på, at det ikke fremgik af sagen, hvorvidt inden beslutningen om tvangsfiksering var blevet tilbudt beroligende medicin, ligesom nævnet på baggrund af sagens akter ikke fandt det godtgjort, at under hendes i alt 11 indlæggelser gennem de seneste 10 år faktisk har frembudt skadevoldende adfærd. Nævnet fandt det således ikke godtgjort, at i den konkrete situation udsatte personale, andre eller sig selv for en nærliggende – konkret, aktuel og påviselig – fare for at lide skade på legeme eller helbred.


Ved samme møde behandlede Det Psykiatriske Patientklagenævn s klage over beslutningen om tvangsindlæggelse, som nævnet ligeledes underkendte, idet nævnet ikke fandt, at befandt sig i en sådan tilstand, at hun frembød væsentlig og nærliggende fare for sig selv eller andre. Derimod fandt nævnet, at uden tvivl kunne have været indlagt af behandlingsmæssige grunde, hvilket der imidlertid ikke var truffet beslutning om, hvorfor nævnet ikke havde lejlighed til at tage stilling hertil.


Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 27. juli 2004 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsfiksering af den 13. juli 2004 i perioden fra klokken 14.10 til 23.45 på psykiatrisk afdeling, .


Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 13. juli 2004 var opfyldte, idet der var en nærliggende fare for, at hun selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af journalen, at på tidspunktet for bæltefikseringen var svært urolig, højtråbende og verbalt truende. I forlængelse heraf forsøgte personalet atter at skærme på hendes stue, hvilket hun modsatte sig, hvorefter hun sparkede ud efter personalet og smed sig på gulvet. blev herefter fastholdt, hvorunder hun gjorde modstand og fortsat sparkede ud efter personalet, ligesom hun truede en mandlig plejer med at sparke ham i kønsdelene. Det er nævnets vurdering, at i denne situation udsatte andre for en nærliggende konkret, aktuel og påviselig fare for at lide skade på legemet, og at tvangsfiksering var nødvendig for at afværge denne fare.


Nævnet kan oplyse, at det ikke er en betingelse, at faren allerede skal have manifesteret sig i en skadevoldende handling, for at tvangsfiksering kan anvendes.


Det fremgår ikke, at der forud for tvangsfikseringen var truffet beslutning om indgivelse af beroligende medicin ved tvang.


Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan hertil oplyse, at det ikke er en betingelse for anvendelse af tvangsfiksering, at der forinden er forsøgt behandling af patienten med beroligende medicin. Det vil således bero på et konkret skøn, om indgivelse af beroligende medicin vil kunne berolige patienten inden rimelig tid og uden betydelig magtanvendelse, således at det må betragtes som mindre indgribende end tvangsfiksering.


Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige ved at føre hende til sin stue og skærme hende. Det er oplyst, at det ikke var muligt at indgå aftaler med vedrørende medicinering, ligesom det ikke var muligt at opretholde skærmningen, idet ville ud på fællesarealet. Endvidere er det nævnets vurdering, at det ikke er usandsynligt, at betydelig magtanvendelse ville have været nødvendig i perioden fra indgivelsen af beroligende medicin til virkningens indtræden.


Det fremgår af sygeplejekardex, at tvangsfikseringen strakte sig over knap 10 timer, hvoraf sov hovedparten af tiden – fra ca. klokken 15 til klokken 21. Det fremgår videre, at ønskede at blive løst af bæltet, da hun vågnede klokken 21.10, men at hun fortsat var urolig og råbte og skreg samt smed med sin dyne og pude. Hun fik herefter sin natmedicin, hvorefter hun faldt til ro klokken 22.30 og faldt i søvn klokken 23. Bæltefikseringen ophørte klokken 23.45, da var vågnet igen og var rolig, og hun havde indgået en aftale om at komme på toilet og derefter gå i seng og sove.


Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder på denne baggrund, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.


Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 27. juli 2004.