Klage over tvangsbehandling efter blot én dags motivationstid

Sundhedsvæsenets Patientklage­nævn ændrer den afgørelse, der er truf­fet af Det Psykiatriske Pati­entklagenævn ved <****> den 6. juli 2004 vedrørendetvangsmedicinering af <****> den 6. juli 2004 på Psykiatrisk Afdeling.

Hændelsesforløb

var første gang indlagt på psykiatrisk afdeling omkring 1988 på grund af en psykose.

I perioden fra den 4. til den 16. juni 2004 var indlagt på Psykiatrisk Afdeling. Hun var henvist til indlæggelse af sin praktiserende læge, der ved henvisningen oplyste, at gennem de forudgående uger havde været tiltagende tankeforstyrret og manisk. Hun havde blandt andet ringet til familie og venner hele døgnet rundt, hun husede vrangforestillinger med religiøst indhold, og hun var uden sygdomsindsigt. Den praktiserende læge havde overvejet tvangsindlæggelse på behandlingsindikation, men indvilgede efterfølgende i frivillig indlæggelse. Under denne indlæggelse blev s tilstand fundet forenelig med mani med psykotiske symptomer, idet hun fremtrådte rastløs, urolig, foretagsom med mange gøremål, hun havde betydeligt talepres, var tankeforstyrret med tidvis usamlet tankegang og livlige associationer, let distraherbar og udviste en til tider hæmningsløs adfærd, ligesom der var tydeligt nedsat søvnbehov.

Den 8. juni 2004 blev ordineret antipsykotisk behandling i form af tablet Zyprexa samt antimanisk behandling med Lithium, en behandling som modsatte sig.

Den 11. juni 2004 blev der ved overlægen truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Zyprexa, alternativt Cisordinol givet peroralt eller som injektion. klagede efterfølgende over beslutningen, der blev tillagt opsættende virkning. Samme dag bortblev fra afdelingen, idet hun ikke som aftalt vendte tilbage efter aftalt udgang.

Den 16. juni 2004 blev formelt udskrevet fra afdelingen, da hun fortsat ikke var kommet tilbage.

Aktuelt blev tvangsindlagt den 29. juni 2004 på Psykiatrisk Afdeling på behandlingsindikation. Af journalen fremgår, at på indlæggelsesdagen havde en kort samtale med overlægen, der fandt, at var fuldstændig usamlet. Hun var på én gang tryglende og flirtende overfor de to politibetjente, der ledsagede hende samtidig med, at hun søgte at opretholde en facade af at være velfungerende. var meget talende og fulgte kun ved stærk motivation med til sin stue, ligesom hun var fuldstændig afvisende overfor medicinsk behandling.

fik på indlæggelsesdagen foretaget en somatisk undersøgelse, hvor der fandtes normale forhold, herunder normal hjerteaktion og blodtryk. Hun blev tilbudt antipsykotisk medicin i form af tablet Zyprexa, hvilket hun ikke ønskede. I afdelingen fremtrådte hun efter indlæggelsen i svingende humør, havde stort talepres og var springende i sin tankegang.

Den 30. juni 2004 havde en samtale med overlægen på sit værelse. Overlægen fandt, at s værelse var præget af stor uorden, bordet flød således med mange papirer, halvfærdige noter, optegnelser, skitser og op mod 50 delvist udfyldte papirlapper. var skiftevis trist og smilende, og på usammenhængende vis citerede hun tekster med religiøst indhold. Samtidig forsøgte hun at fastholde erindringer fra tidligere samtaler med overlægen, der fandt hendes ellers velordnede ydre skæmmet af uordentlig påklædning med krøller og cigaretaske. fremtrådte rastløs og i fysisk aktivitet, hun sad på gulvet og var skiftevis mistænksom, skiftevis tryglende for forståelse af sin opfattelse. Hendes ellers løftede stemningsleje var iblandet tristhed og gråd, hun fremtrådte følelsesmæssigt labil og var ind imellem tydeligt vred. s tankegang var forstyrret med sygelige associationer, religiøse remser og salmesang, og overlægen fandt derfor, at hendes tilstand var forenelig med mani.

Den 30. juni 2004 traf overlægen beslutning om tvangsbehandling, idet fortsat ikke ønskede behandling. Der blev truffet beslutning om behandling med Zyprexa 10 mg primært givet peroralt, alternativt som injektion. s modvilje mod behandlingen blev tolket som klage over beslutningen.

Den 30. juni 2004 blev tvangsbehandlingen indledt, og modtog behandling med Zyprexa 10 mg dagligt, første gang givet som injektion.

Den 2. juli 2004 tilkendegav overfor patientrådgiveren, at hun ønskede at klage over tvangsbehandlingen. Overlægen fandt dog fortsat, at s tilstand indikerede, at klagen ikke blev tillagt opsættende virkning, idet han vurderede, at hendes tilstand indebar stor risiko for indtræden af organisk delir og dermed livsfare.

Den 5. juli 2004, vurderede overlægen, at fortsat var behandlingstrængende, men at hendes fysiske tilstand var bedret i en sådan grad, at hendes klage over tvangsbehandling nu kunne tillægges opsættende virkning, således at der indtil Patientklagenævnets afgørelse forelå, eventuelt kunne gives akut beroligende medicin om fornødent med tvang ved stærk psykisk uro eller opkørt situation, hvilket herefter skete såvel den 6. som den 7. juli 2004.

Den 8. juli 2004 blev tvangsbehandlingen genoptaget efter Patientklagenævnets afgørelse forelå.

Klagen

klagede den 2. juli 2004 over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 6. juli 2004 beslutningen om tvangsmedicinering af . Det blev som begrundelse anført, at nævnet lagde vægt på, at var psykotisk, idet hun led af en mani, og at hun derfor var behandlingskrævende.

Endvidere fandt nævnet, at det var berettiget, at s klage over tvangsmedicineringen ikke var blevet tillagt opsættende virkning i perioden fra den 29. juni til den 5. juli 2004, idet nævnet lagde vægt på overlægens erklæring, hvoraf det fremgik, at han i denne periode fandt, at var i en livstruende tilstand, herunder at hun var i en manisk tilstand med stor risiko for indtræden af organisk delir og dermed livsfare. Endelig godkendte nævnet med samme begrundelse motivationstiden.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 6. juli 2004 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsmedicinering af .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en tilstand forenelig med mani, idet hun i længere tid havde været opstemt, foretagsom og urolig, samt at hun var præget af rastløshed. Derudover havde hun et betydeligt talepres med livlige accosiationer/tankeflugt, nedsat søvnbehov og usamlethed.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder videre, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har herved lagt vægt på, at kun gennem en dag blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.

Sundhedsvæsnets Patientklagenævn kan oplyse, at det er nævnets praksis, at en patient som udgangspunkt bør motiveres 1-2 uger før en tvangsbehandling kan iværksættes. Nævnet har dog i nogle tilfælde godkendt en motivationstid på under én uge i tilfælde, hvor patienten enten har været væsentligt aggressiv, og der har været nærliggende fare for at patienten ville skade sig selv eller i tilfælde, hvor patienten har været væsentligt forpint af sin tilstand.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af Psykiatrilovens § 21, stk. 1 (Lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998) fremgår, at overlægen til stadighed har ansvaret for, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.

Af kommentaren til Psykiatrilovens § 21, stk.1 fremgår, at dette indebærer, at ” det er overlægen, som i tilfælde af klage skal sandsynliggøre, at tvangsanvendelsen ikke kun har været formelt berettiget, men også nødvendig, hvilket også forekommer korrekt i relation til mindste middels princip.”

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at delirium er en tilstand, der skyldes en organisk hjernepåvirkning, og som kan optræde hos såvel legemligt som psykisk syge. Psykotiske tilstande som for eksempel sværere mani indebærer en potentiel risiko for udvikling af delirium. Delirium er en tilstand med bevidsthedsuklarhed i form af nedsat opfattelse af omgivelserne, i form af mistolkninger og vrangforestillinger, svækket opmærksomhed, nedsat umiddelbar genkaldelse og korttidshukommelse men relativt velbevaret langtidshukommelse, desorientering, øget eller nedsat psykomotorisk aktivitet og udtalte søvnforstyrrelser, ligesom illusionære mistydninger og hallucinationer forekommer. Med stigende sværhedsgrad af delirium udvikles fysiske ledsagesymptomer i form af puls-, blodtryks- og temperaturstigning, mere udtalt øget psykomotorisk aktivitet, søvnløshed, spise- og drikkevægring samt forstyrrelser af kroppens salt- og væskebalance. Fuldt udviklet delirium – også benævnt akut delir er en potentielt livstruende tilstand.

Af journalen fra indlæggelsen den 29. juni 2004 fremgår, at blev undersøgt, og at man fandt, at hendes blodtryk var 125/80, og at hendes puls var 80.

Af journalen den 30. juni 2004 fremgår, at fortsat var rastløs og i fysisk aktivitet, og at hun skiftevis var mistænksom, skiftevis var tryglende for sin opfattelse. Det fremgår endvidere, at var tydelig bevidst, men at der var en usikker total orientering. Endvidere fremgår, at hun var i en generel løftet stemning iblandet tristhed og gråd, og at der var præg af fysisk træthed. Videre fremgår, at var emotionelt labil og ind imellem tydeligt vred, hun magtede ikke den interpersonelle kontakt, og hun var tydeligt forvirret. Hendes tidligere veldifferentierede sprog var kompromitteret af religiøse remser og salmesang. Endelig fremgår det, at der var en klart sygelig associationstendens og en tydelig vrangagtig opfattelse af situationen, hvorfor man fandt, at s tilstand var forenelig med klar mani.

Det fremgår af journalen den 2. juli 2004, at havde profiteret af stærk rammegivning. Endvidere fremgår, at s tilstand ved iværksættelsen af tvangsmedicineringen den 30. juni 2004 var en manisk tilstand med stor risiko for indtræden af organisk delir og dermed livsfare. Endelig fremgår, at der var indtrådt en lettere ”sedation” af s tilstand, der imidlertid fortsat ville være i risiko for organisk delir og dermed livsfare ved eventuelt ophør med medicinen på dette tidspunkt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder på baggrund af journalen, at det ikke er sandsynliggjort, at der på tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandling den 30. juni 2004 forelå en så potentiel livstruende tilstand for , at umiddelbar iværksættelse af tvangsbehandling var nødvendig. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har blandt andet herved lagt til grund, at der ikke i journalen den 29. og 30. juni 2004 i forbindelse med iværksættelsen af tvangsbehandlingen er omtalt mistanke om delirøs udvikling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har herefter lagt vægt på, at kun blev forsøgt motiveret for frivillig behandling 1 dag, før beslutning om tvangs-medicinering blev truffet og iværksat, og at tvangsbehandlingen derfor ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere af samme grund, at s klage burde være tillagt opsættende virkning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .