Klage over manglende kontrol

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger, der var involverede i behandlingen af <****> i perioden fra november 2003 til februar 2004 på reumatologisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

havde leddegigt med blodprøveforandringer (seropositiv reumatoid artrit), der var kompliceret med knoglesammenfald i rygsøjlen på grund af afkalkning som følge af langvarig behandling med binyrebarkhormon.

Den 28. november 2002 var til kontrol på reumatologisk afdeling, . Hun havde symptomer fra fingrenes led. Der blev bestilt blodprøvekontrol hver 14. dag, og der blev aftalt ny kontrolkonsultation to måneder senere.

Den 6. december 2002 var til kontrol hos praktiserende læge, da hun følte sig stiv og træt, oppustet og forkvalmet. Der blev taget blodprøver, og aftalt tid til fremskyndet kontrol i reumatologisk ambulatorium.

Den 4. januar 2003 ønskede en afslutning fra afdelingen med henblik på fortsat kontrol hos praktiserende læge.

var herefter i fortsat behandling hos praktiserende læge.

Den 17. november 2003 blev henvist af praktiserende læge til reumatologisk afdeling, hvor hun blev set af reservelæge A. Hun var da i behandling med Methotrexat.

Den 9. december 2003 var til kontrol i reumatologisk ambulatorium. Hun klagede over, at hun ikke kunne gå på grund af smerter samt over svedeture, træthed og hoste. Methotrexatbehandlingen fortsatte uændret.

Den 19. december 2003 kontaktede s ægtefælle reumatologisk afdeling, og talte med reservelæge A, fordi hun havde haft en episode med næseblødning samt smerter i skuldre og den ene fod. Reservelægen ordinerede en prednisolonkur, og aftalte kontakt, såfremt tilstanden ikke blev bedre.

Den 20. januar 2004 blev undersøgt i reumatologisk afdeling af overlæge B, hvor hun ikke længere klagede over morgenstivhed. Overlægen fandt, at der var indikation for intensiveret Methotrexatbehandling.

Den 26. januar 2004 konsulterede praktiserende læge på grund af hoste og åndenød. Den 3. februar 2004 indledte lægen antibiotisk behandling på mistanke om lungebetændelse.

Den 6. februar 2004 blev indlagt på en medicinsk afdeling på mistanke om lungebetændelse eller blodprop i lungen. Røntgenundersøgelse viste udbredte forandringer i begge lunger. Den 8. februar 2004 overvejede en reservelæge, at der kunne være tale om Methotrexatinduceret lungelidelse, hvorfor det blev besluttet at holde en pause med Methotrexatbehandlingen.

Den 10. februar 2004 viste CT skanning forandringer i lungerne, og den 13. februar blev overflyttet til medicinsk afdeling.

Den 25. februar 2004 var s tilstand forsat åndedrætsmæssigt forringet. Der blev atter på mistanke om ubehandlet infektion med stigende infektionsparametre påbegyndt behandling med antibiotika. Ved røntgenundersøgelse af hendes lunger var der mistanke om infektion samt luft i bindevævet under huden over højre kraveben og på højre side af halsen.

Den 27. februar 2004 fik anlagt åbning til luftrøret (trakeostomi), idet man forventede langvarig respiratorbehandling. Ved ny røntgenundersøgelse var der nu en nytilkommet mindre luftansamling imellem lungehinderne på højre side og tiltagende luft under huden. Der blev anlagt lungehindedræn på venstre side. Ved røntgen af lungerne var drænet vanskeligt at lokalisere.

døde den 27. februar 2004.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At lægerne ikke foretog tilstrækkelig kontrol af s tilstand i forbindelse med behandlingen af hende med Methotrexat i perioden fra november 2003 til februar 2004.

Det er herved anført, at led af slid- og leddegigt og i denne forbindelse blev anbefalet behandling med Methotrexat, der kan give lungefibrose. Det er videre anført, at ved behandlingens begyndelse fik oplyst, at der ville blive taget blodprøver, så man i tide kunne opdage om der var noget galt og trappe hende ud af medicinen. Det er desuden oplyst, at der blev taget blodprøver, men at der ikke blev fulgt op på dem, selv ikke da hun blev meget syg og til sidst havde helt ødelagte lunger.

Nævnets afgørelse af klagen

De læger, der var involverede i behandlingen af i perioden fra november 2003 til februar 2004 på reumatologisk afdeling, , har ikke overtrådt lægelovens § 6.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 17. november 2003, at blev genhenvist til reumatologisk afdeling, da hun havde gener fra begge hænder, tør hoste, og træthed. Videre havde hun igennem mange år haft knogleskørhed. Hun var i behandling med Methotrexat 20 mg ugentligt. Der blev iværksat røntgenundersøgelse af hendes lunger, og der blev ordineret blodprøver til den næste kontrol.

Det fremgår videre af journalen den 9. december 2003, at var til kontrol på reumatologisk afdeling, hvor hendes blodprøver viste tegn på normalisering, og røntgenundersøgelsen af lungerne var normal. Hun havde stadig hoste. Methotrexatbehandlingen var uændret. Den 19. december 2003 henvendte s mand sig telefonisk, da hun nu havde fået smerter i skulderen. Der blev ordineret en kur med binyrebarkhormon (Prednisolon).

Ifølge journalen den 20. januar 2004, var til undersøgelse hos overlæge B, der fandt indikation for at intensivere behandlingen med fra 22,5 mg til 25 mg Methotrexat ugentligt på baggrund af hendes blodprøver, herunder leverenzymer.

Det er nævnets vurdering, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at overlæge B foretog en dosisøgning af Methotrexat, da der kun var en minimal forhøjelse af leverenzymerne fra blodprøverne den 16. januar 2004.

Det er videre nævnets vurdering, at der var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at øge dosis af Methotrexat, i stedet for at intensivere Prednisolonbehandlingen, da hun i forvejen havde knogleskørhed (osteoporose).

Ifølge journalen den 17. november 2003 var der foretaget en røntgenundersøgelse af lungerne, der havde vist normale forhold.

På denne baggrund er det nævnets vurdering, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at overlæge B ikke ordinerede en ny røntgenundersøgelse af lungerne forud for dosisøgningen af den 20. januar 2004, da der ikke var tilkommet yderligere vejrtrækningsproblemer.

Nævnet finder herefter, at overlæge B har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 20. januar 2004 på reumatologisk afdeling, .

Det er videre nævnets vurdering, at der regelmæssig blev foretaget blodprøvekontrol, herunder hæmoglobin, leukocytter, thrombocytter, albumin, aspartataminotransferase, basisk fosfatase og creatinin, af .

Nævnet kan oplyse, at det i internationale retningslinjer bliver anbefalet, at der bliver foretaget jævnlig blodprøvekontrol. Denne blodprøvekontrol er led i overvågning af lever-, nyre- og knoglemarvsfunktionen.

Dette fremgår videre af den udleverede patientinformation om anvendelse af Methotrexat, hvor det videre er anført, at patienten straks skal henvende sig hos læge ved hoste eller kortåndethed.

Ifølge journalen havde blodprøver af kun vist diskret påvirkning af leverfunktionen, og man havde under kontrollen hele tiden forholdt sig til disse tal.

Nævnet kan oplyse, at 1-2 % af patienter i behandling kan udvikle en akut indsættende ikke-bakteriel lungeinflammation (allergisk alveolitis). I forbindelse med denne tilstand kan der ses eosinofili i blodet, men dette er ikke et obligat fund. Blodprøveundersøgelse vil derfor ikke med større sikkerhed kunne identificere patienter med særlig risiko for udvikling af denne tilstand.

Det er på denne baggrund nævnets vurdering, at det ikke ville have været muligt for de læger, der var involverede i behandlingen af , at reagere tidligere på udvikling af lungepåvirkning hos hende på baggrund af de tagne blodprøver.

På denne baggrund finder nævnet ikke anledning til at udtale, at de læger på reumatologisk afdeling, , der var involverede i behandlingen af i perioden fra november 2003 til februar 2004, har handlet under handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard.