Klage over tvangsfiksering med hånd- og fodremme

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> på møde den 28. september 2004 om tvangsfiksering af <****> henholdsvis den 4. og den 16. september 2004 på Psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb
, der på indlæggelsestidspunktet var 18 år gammel, bor i , . Han har tidligere haft ophold på ungdomspædagogiske institutioner og forventes efter den aktuelle indlæggelse at blive udskrevet til socialpædagogisk intervention i .

har siden tidlige barneår haft kliniske symptomer på DAMP, hvilket vil sige en udviklingsmæssig forstyrrelse i form af forstyrrelser af motorisk kontrol, opmærksomhed og opfattelse via brug af sanseapparatet. Tilstanden viser sig hos ved ganske betydelige og tilbagevendende vanskeligheder med at styre sit temperament, således at han flere gange har reageret voldeligt, udøvet hærværk samt haft en personfarlig adfærd.

har tre gange tidligere været indlagt på psykiatrisk afdeling, første gang da han var 13 år gammel, på grund af tiltagende truende og voldelig adfærd på en ungdomspædagogisk institution. Under indlæggelsen havde flere raseriudbrud med voldelig og udadreagerende adfærd. Han blev udskrevet til en socialpædagogisk institution i og er siden søgt støttet i forskellige projekter og støtteforanstaltninger i .

Forud for 2. indlæggelse i oktober 2003 havde s adfærd i hjembyen været aparte. Den 21. oktober 2003 blev han efter henvendelse på en lægestation indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor han under indlæggelsen ikke frembød psykotiske symptomer. Man stillede derimod diagnosen DAMP ved en psykologisk test. blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling i midten af december 2003.

Op til den aktuelle indlæggelse havde i sin hjemby optrådt truende, blandt andet havde han smadret socialkontoret. Den 4. august 2004 blev han indlagt på en psykiatrisk afdeling, i .

var truende således at både medpatienter og personale var bange for ham. Den 23. august 2004 gik han amok, et personalemedlem i afdelingen fik en skalle, og han tog kvælertag på 2 andre personer. Derudover brækkede han en kost og truede personalet med at slå dem ihjel. Under indlæggelsen i havde man forsøgt sig med mange tiltag uden effekt. På baggrund af dette ønskede man ham overflyttet til Psykiatrisk afdeling,


har gennem årene og navnlig de seneste fire år haft et intermitterende misbrug af hash, som erfaringsmæssigt har givet anledning til forværring af hans symptomer.


Aktuelt blev således tvangsindlagt den 24. august 2004 på farlighedsindikationen på Psykiatrisk afdeling, . Her blev ikke fundet psykotisk, og frihedsberøvelsen blev allerede på indlæggelsesdagen bragt til ophør. Hans tilstand var svingende og præget af, at han havde problemer med at udsætte sine behov, således at afslag eller udsættelse gjorde ham vred og frustreret. Beroligende medicin havde nogen effekt, men ind imellem talte han højrøstet, var truende og smækkede med dørene. Hans dagligdag blev søgt lagt i faste rammer for at begrænse mængden af indtryk. Målet med indlæggelsen var endvidere at påbegynde behandling med lægemidlet Ritalin i håb om, at denne behandling ville kunne dæmpe hans symptomer i en grad, så han i højere grad blev i stand til at kunne indgå i en socialpædagogisk behandling.

Den 3. september 2004 måtte flere gange korrigeres i sin adfærd, ligesom han fremtrådte latent aggressiv. Om aftenen faldt han i søvn foran fjernsynet, og da personalet klokken 2 vækkede ham, med henblik på, at han skulle i seng, blev han truende overfor personalet og ville prikke øjnene på et personalemedlem ud. bad herefter selv om at blive lagt i bælte, da han frygtede ikke at kunne styre sig. En halv time senere blev herefter bæltefikseret. Efterfølgende blev meget aggressiv, han slog ud efter personalet og rev knapperne af bæltets ene side, hvorefter der kl. 3.00 blev anlagt to hånd- og to fodremme. Samtidig blev der med tvang givet beroligende medicin i form af injektion Zyprexa 10 mg. Ved en efterfølgende samtale med plejepersonalet fortalte , at han, såfremt han ikke var blevet lagt i bælte den pågældende nat, ville have taget sit eget liv. faldt en halv time senere i søvn og blev vækket næste morgen omkring kl. 9.00, hvor begge håndremme og den ene fodrem blev løsnet. Tvangsfikseringen blev bragt til ophør kl. 14.15, efter at var blevet tilset af læge.

Den 16. september 2004 var under mistanke for at have røget hash, men han nægtede at aflevere en urinprøve til undersøgelse herfor. Det blev herefter besluttet, at hans udgang blev inddraget, hvilket han blev vred over, hvorpå han meddelte, at han så ville hjem til . Han fik at vide, at afdelingen ville efterkomme hans ønske og arrangere rejsen. I forsøg på at berolige ham blev han under ledsagelse taget med til afdelingets kiosk, hvorfra han stak af. En time senere vendte han dog tilbage til afdelingen, hvor han fortsat var vred og kommanderende. Pludselig kastede en stol mod en computer, der faldt på gulvet, hvorefter han greb en alarm, som han smed med en sådan kraft, at den først ramte et personalemedlem og herefter et vindue flere meter væk. blev herefter fastholdt af et personalemedlem, hvorefter han med hjælp fra personalet blev ført til sin stue, hvor han sparkede til bordet og gjorde udfald mod de omkringstående. Kl. 14.15 blev fikseret med bælte, to fodremme samt to håndremme og samtidig med tvang givet beroligende medicin i form af injektion Zyprexa 10 mg. sov herefter det meste af aftenen og natten.

Den 17. september 2004 kl. 1.50 blev den højre hånd- og fodrem løsnet, kl. 8.15 blev venstre håndrem løsnet, venstre fodrem blev løsnet kl. 9.45 og bæltet blev løsnet kl. 11.50, hvor tvangsfikseringen blev bragt helt til ophør.

Klagen
klagede over tvangsfikseringerne til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved en afgørelse truffet på møde den 28. september 2004 tvangsfikseringen af den 4. september 2004, herunder anvendelse af håndremme samt varigheden af fikseringen. Nævnet fandt imidlertid, at anvendelsen af fodremme den 4. september 2004 var sket med urette.

Det blev som begrundelse anført, at udviste en meget truende adfærd overfor personalet, herunder at han ville prikke øjnene ud på et personalemedlem. Videre blev det anført, at indledningsvis selv ønskede at blive bæltefikseret, og at han efterfølgende blev meget urolig, slog ud efter personalet og rev bæltet op, hvorfor nævnet fandt anvendelsen af håndremme berettiget. Nævnet fandt det imidlertid hverken i sagens akter eller på mødet tilstrækkeligt dokumenteret, at anvendelse af to fodremme var berettiget.

Nævnet godkendte endvidere beslutningen om indgivelse af beroligende medicin den 4. september 2004. Der blev som begrundelse anført, at den 4. september 2004 udviste en meget voldelig og truende adfærd overfor personalet, og at han var så urolig, at han rev bæltet i stykker.

Nævnet godkendte endvidere beslutningen om tvangsfiksering af den 16. september 2004, herunder anvendelse af to håndremme og to fodremme, samt varigheden af fikseringen.

Som begrundelse er anført, at udviste en meget truende adfærd overfor personalet, og at han havde gjort udfald mod et personalemedlem. Nævnet lagde endvidere vægt på, at efter det oplyste sparkede og slog ud efter de personalemedlemmer, der forsøgte at berolige ham, hvorfor nævnet fandt at anvendelse af hånd- og fodremme var berettiget.

Nævnet godkendte endvidere beslutningen om indgivelse af beroligende medicin den 16. september 2004. Der blev som begrundelse anført, at den 16. september 2004 udviste en meget voldelig og truende adfærd overfor personalet.

Afgørelse af anken
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen truffet på møde den 28. september 2004 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsfiksering af på Psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse
Vedrørende tvangsfikseringen den 4. september 2004
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 4. september 2004 var opfyldte, idet der var en nærliggende fare for, at selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har herved lagt vægt på, at forud for tvangsfikseringen flere gange måtte korrigeres i sin adfærd, ligesom han fremtrådte latent aggressiv. Umiddelbart forud for fikseringen havde han været truende over personalet, og han havde herefter selv anmodet om at blive bæltefikseret. Kort efter bæltefikseringen blev aggressiv, slog ud efter personalet og rev bæltet delvist op.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at umiddelbart forud for fikseringen havde været truende overfor personalet, samt at tvangsfikseringen påbegyndtes som frivillig tvangsfiksering, idet selv anmodede herom, da han var bange for ikke at kunne styre sig.

Nævnet finder endvidere, at anvendelse af håndremme skønnes at have været nødvendig, idet det lykkedes delvist at åbne bæltet, idet han var meget aggressiv, og idet han slog ud efter personalet. Baggrunden for anlæggelse af fodremme ses imidlertid ikke dokumenteret i sagens akter.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at tvangsfikseringen blev iværksat kl. 2.30, og at under tvangsfikseringen sov en større del af tiden.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund afgørelsen om tvangsfiksering den 4. september 2004, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Vedrørende tvangsfikseringen den 16. september 2004
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 16. september 2004 var opfyldte, idet der var en nærliggende fare for, at selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har herved lagt vægt på, at forud for fikseringen gennem nogle timer havde været vred, udskældende og truende og var søgt beroliget ved samtale og personaleledsaget tur på afdelingets terræn. Ved tilbagekomsten herfra var imidlertid fortsat vred og kommanderende og kastede herefter en stol mod en computer, der faldt på gulvet, hvorefter han greb en alarm som han smed således, at den først ramte et personalemedlem og siden et vindue flere meter væk. blev herefter fastholdt af et personalemedlem, hvorefter han af tilkaldt personale blev ført til sin stue, hvor han sparkede til bordet og gjorde udfald mod de omkringstående.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at forinden var søgt skærmet på sin stue samt søgt talt til ro af personale, som i den hensigt at berolige ham havde ledsaget ham på tur udenfor afsnittet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at anvendelse af hånd- og fodremme opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at hånd- og fodremme skønnes at have været nødvendige, idet det fremgår af journalen, at i forbindelse med tvangsfikseringen både slog og sparkede ud efter omkringstående personale, og han måtte lægges på gulvet under megen tumult.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af journalen, at var meget udadprojicerende og vred efter fikseringen. Den samlede varighed af tvangsfikseringen var 21 timer, hvorunder sov en større del af tiden.

Udfra en samlet vurdering finder Sundhedsvæsnets Patientklagenævn, at udstrækningen af tvangsfikseringen ikke var unødig langvarig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde afgørelsen om tvangsfiksering den 16. september 2004, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .