Klage over beslutning om tvangsbehandling med et andet præparat end det, der var motiveret for

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 23. juni 2004 vedrørende tvangsmedicinering af <****> den 23. juni 2004 på psykiatrisk afdeling.

Hændelsesforløb

er 54 år gammel. Han er uddannet bygningsmaler, og efter sin læretid arbejdede han i 2 år. Derefter modtog han kontanthjælp og siden førtidspension. Han bor i egen lejlighed. Han har altid været rask legmeligt, men han har selv været af den opfattelse, at han lider af malersyndrom, hvilket aldrig har været påvist. Han har et jævnt forbrug af alkohol samt et betydeligt forbrug af cannabis.

har siden midten af 70’erne udvist tegn på psykisk sygdom. Han har tre gange tidligere været indlagt på Psykiatrisk Afdeling. Første gang var han indlagt på Psykiatrisk Afdeling A i 1982 under diagnosen ’grænsetilstand’ samt følger efter cannabisafhængighed.

I perioden januar – marts 1995 var tilknyttet Psykiatrisk Afdeling B, og han var i tilslutning til dette forløb indlagt på Psykiatrisk Afdeling C gennem tre uger under diagnosen paranoid psykose. var efterfølgende længerevarende indlagt på Psykiatrisk Afdeling C i perioden april 1995 til maj 1996, og han blev udskrevet herfra under diagnosen paranoid skizofreni. Efterfølgende har periodevist været i behandling via , hvor han i perioder har været rimeligt stabilt fungerende i antipsykotisk behandling med Cisordinol givet som depotbehandling. I månederne op til aktuelle indlæggelse skal han være blevet tiltagende dårligere.

Aktuelt blev den 1. juni 2004 af egen læge tvangsindlagt af helbredsmæssige grunde. Af lægeerklæringen udfærdiget til brug for tvangsindlæggelsen fremgår:

”Diagnose: schizophrenia paranoides. Indlagt på Psykiatrisk afdeling C i 1995. Herefter behandlet med Cisordinol Depot indtil 21. august 2003. Herefter nægtet at lade sig behandle. De sidste måneder tiltagende paranoid. Når han presses bliver han truende. Har senest set ham i min konsultation 27. april 2003 og hjemmebesøg 26. maj 2003. Udtalt paranoid, ønsker ikke medicinsk behandling. Tilstanden klart forværret i den måned mellem de to kontakter.”

Nævnet skal bemærke, at egen læge må antages at have haft kontakt med 27. april 2004 og 26. maj 2004 og ikke, som anført i erklæringen, 2003.

fortalte ved indlæggelse, at der var folk i hans lejlighed, der gik ind og ud, samt stjal ting fra hans scrapbog, vægtæpper, lysestager og lignende. Han havde aldrig set de pågældende, men han var overbevist om deres eksistens, da ting forsvandt for ham. Han forklarede tyveri af hans tegninger med, at de måske kunne sælges og var gode nok til at blive trykt direkte. Han fortalte endvidere, at han også på sin tidligere bopæl havde haft problemer med, at naboerne gik rundt i hans hus, samt problemer med et vandhul, hvori der boede krybdyr, og hvori en bonde tømte sin gylletank. medgav, at han tidligere havde haft problemer med at skelne fantasi fra virkelighed, men at dette ikke var tilfældet nu. Han var uforstående overfor, at han nogensinde skulle have haft brug for medicin, som han mente var skyld i mange af hans dårligdomme.

Ved lægesamtale den 3. juni 2004, medgav , at han på et tidspunkt havde været noget opkørt, fordi han blev generet af en række mennesker, ligesom han erkendte, at han konstant havde tanker, der kørte rundt i hovedet af ham, samt at han i højere grad end tidligere blev generet af beboere i området. Vedrørende tidligere medikamentel behandling med Cisordinol angav han at dette præparat gav ham bivirkninger i form af impotens, manglende initiativ og nedsat stemningsleje, men han accepterede efterfølgende at påbegynde behandling med Risperdal, hvis mulige bivirkninger han blev informeret om, ligesom han blev informeret om muligheden for depotbehandling med Risperdal.


blev herefter ordineret behandling med tablet Risperdal 1 mg 2 gange dagligt med efterfølgende gradvis dosisøgning til 3 mg 2 gange dagligt. I den efterfølgende periode stillede han sig imidlertid uforstående overfor og modsatte sig den efterfølgende dosisøgning, således at han kun ville acceptere behandling med den indledende og på længere sigt utilstrækkelige dosis.

Ved efterfølgende lægesamtaler og samtaler med personalet talte fortsat om, hvordan han i sit hjem blev overvåget af diverse folk og at der, når han kom hjem, hver gang var anbragt og flyttet rundt på hans møbler. Han angav at blive ført bag lyset, og at folk stjal fra ham for at gøre ham paranoid, ligesom han angav at vennerne til en meget kriminel nabo muligvis holdt ham under overvågning, at folk i forretninger generede ham, og at han var udsat for ’underbevidst frekvensmanipulation. Han gav udtryk for at være ’Guds soldat’, hvilket han gerne talte om til medpatienter, ligesom han angav at have 2 huller hovedet (i kinden og på panden), som han mente måtte være synlige for enhver. Han var uforstående overfor, at naboer kunne have følt sig generet af, at han havde gået nøgen rundt i haven og talte om folk, der havde lavet ’pletter’ i hans seng.

Fra den 10. juni 2004 blev dagligt tilbudt Risperdal i doseringen 2 mg 2 gange dagligt, men han accepterede fortsat kun indtagelse af 1 mg 2 gange dagligt og modsatte sig fremdeles at stige i dosis af Risperdal

Den 17. juni 2004 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med Zyprexa givet som tablet i doser op til 40 mg dagligt, alternativt givet som injektion. tilkendegav umiddelbart at ville klage over beslutningen om tvangsbehandling.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Lokale Psykiatriske Patientklagenævn. Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Lokale Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Lokale Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 23. juni 2004 beslutningen om tvangsmedicinering af . Det blev som begrundelse anført, at var sindssyg, og at han havde et udtalt behandlingsbehov, og at undladelse af behandling ville være uforsvarligt.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 23. juni 2004 fra Det Lokale Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand, præget af forfølgelsesforestillinger i form af en overbevisning om at blive overvåget og bestjålet, han var tankeforstyrret og uden sygdomsindsigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.


Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 4, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten gives en passende betænkningstid.

Tvangsmedicinering forudsætter således, at vedvarende forsøg er gjort for at forklare patientens behandlingens nødvendighed for derved at opnå patientens frivillige medvirken.


Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at betænkningstiden ved en tvangsbehandling regnes fra det tidspunkt, hvor patienten er blevet gjort bekendt med, at lægerne anbefaler et konkret behandlingstilbud. Patienten skal således være søgt motiveret for brug af et konkret præparat og dosis.


var søgt motiveret for behandling med præparatet Risperdal gennem 14 dage, inden der blev truffet beslutning om tvangsbehandling. Beslutningen om tvangsbehandling vedrørte imidlertid præparatet Zyprexa.


Det fremgår ikke af sagen, at har været søgt motiveret for præparatet Zyprexa.

Det er på denne baggrund Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .