Klage over fysioterapeutisk behandling, som ikke var omfattet af henvisning fra egen læge

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere fysioterapeut <****> for hans behandling af <****> den 2. og 6. september 2004 i sin klinik, jf. lov om terapiassistenter § 7, stk. 1.

Hændelsesforløb

fik i sommeren 2004 rygsmerter og havde derfor i august 2004 flere gange telefonisk kontakt til sin praktiserende læge.

Den 18. august 2004 blev undersøgt af sin praktiserende læge. Hun havde mange smerter i venstre ben, som strålede ud fra venstre balde og lyske. Lægen vurderede, at smerterne kunne skyldes dybe muskelspændinger i venstre sæderegion (piriformis syndrom). Der blev iværksat smertestillende behandling samt aflastning af ryggen. Behandlingen havde imidlertid ingen effekt, hvorfor blev henvist til fysioterapeut med henblik på behandling af piriformissyndrom.

Fysioterapeut så første gang den 2. september 2004. Han fandt ved klinisk undersøgelse ikke tegn på diskusprolaps, ligesom han heller ikke fandt sædemusklerne i venstre side videre spændt. Derimod fandt han en nedfalden venstresidig fodrod, og han valgte forsøgsvis at tape venstre fod op med henblik på opretning af fejlstillingen.

Den 6. september 2004 var atter til konsultation hos fysioterapeut . Det kunne konstateres, at den valgte behandling havde været uden effekt. Fysioterapeuten forsøgte at bløde muskulaturen op ved hjælp af ultralyd, men heller ikke dette havde effekt. Han kontaktede s praktiserende læge, således at hun kunne blive nærmere udredt dér.

Den 7. september 2004 blev undersøgt af sin praktiserende læge. Der var nu forværring af hendes symptomer, og der var på baggrund af den lægelige undersøgelse mistanke om diskusprolaps. blev derfor henvist til behandling på sygehus. En MR-scanning foretaget den 15. september viste en diskusprolaps lavt i lændedelen, og den 16. september 2004 blev der foretaget operation med godt resultat til følge.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At fysioterapeut den 2. og 6. september 2004 ikke behandlede korrekt.

Det er herved anført, at af sin egen læge var blevet henvist til fysioterapeuten på grund af rygsmerter. Det er anført, at fysioterapeuten ved konsultationen den 2. september 2004 vurderede, at hun havde en nedsunket fodrodsknogle, som skyldtes langvarig brug af træsko. Det er videre anført, at fysioterapeuten tapede hendes fod op for at sætte fodrodsknoglen på plads, og at han rådede hende til at købe sandaler. Det er anført, at efterfølgende fjernede tapen, da hendes smerter var tiltaget i styrke. Det er endvidere anført, at fysioterapeuten ved konsultationen den 6. september 2004 behandlede hende med lydbølger, og at han kontaktede hendes egen læge. Det er endelig anført, at hun efterfølgende stadig havde meget stærke smerter, hvorfor hun blev indlagt på sygehus, hvor hun fik foretaget en rygoperation. Efter denne operation var hun smertefri.

Nævnets afgørelse af klagen

Fysioterapeut har ikke overtrådt lov om terapiassistenter § 7, stk. 1, ved sin behandling af den 2. og 6. september 2004. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om fysioterapeut efter sin indledende undersøgelse havde kontaktet den henvisende læge med henblik på en aftale om at ændre behandlingsformen.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 3. august 2004, at henvendte sig til sin egen læge på grund af lændesmerter med udstråling til venstre ben.

Det fremgår videre af journalen den 18. august 2004, at fortsat havde smerter i venstre ben, men ikke i lænden. Smerterne strålede fra venstre balle og lyske ned i benet. Hendes egen læge foretog en klinisk undersøgelse, som gav grundlag for mistanke om, at årsagen til hendes smerter var dybe muskelspændinger i venstre sæderegion. På denne baggrund blev hun henvist til behandling hos fysioterapeut .

s egen læge har i en udtalelse til sagen anført, at der på dette tidspunkt i forløbet ikke var mistanke om, at havde en diskusprolaps.

Det er noteret i s journal hos fysioterapeut , at hun var henvist til behandling af piriformissyndrom.

Det er endvidere noteret i journalen, at gennem længere tid havde haft smerter i venstre ben, og at smerterne startede dybt i benet og strålede ned i underbenet.

Det fremgår af journalen, at fysioterapeut ved klinisk undersøgelse af fandt hendes ryg- og baldemuskulatur meget spændt. Der var ikke tegn på, at hun havde en diskusprolaps, idet klinisk undersøgelse af såvel reflekser som muskelstyrke viste normale forhold. Fysioterapeuten fandt heller ikke sædemusklerne i venstre side videre spændte.

Fysioterapeut har i sin udtalelse til sagen anført, at undersøgelsen af lænderyggen og sæderegionen var vanskeliggjort på grund af smerter, men at hans vurdering var, at sædemusklerne i venstre side ikke var synderlig spændt i forhold til sædemusklerne i højre side.

Det fremgår derimod af journalen, at fysioterapeut fandt, at indersiden af den store fodrodsknogle var nedsunket (subluxation af os naviculare). Han valgte forsøgsvis at behandle med tape med henblik på at rette fejlstillingen op. Denne behandling havde imidlertid ingen effekt, og ved konsultationen den 6. september 2004 kontaktede han derfor s egen læge med henblik på nærmere udredning.

Det er anført i klagen, at efter 2 dage fik sin samlever til at klippe tapen af, da smerterne i venstre fod var tiltaget meget.

Nævnet kan oplyse, at det i forbindelse med udstrålende smerter fra sæderegionen til ben og fod er normal fysioterapeutisk fremgangsmåde også at inddrage undersøgelse af perifere strukturer i benet og foden. Det er ligeledes normal fysioterapeutisk fremgangsmåde, at behandling herefter kan ske lokalt i benet og foden, hvis ændrede belastningsforhold og muskelspændinger i ben og fod kan formodes at være årsag til centrale smerter, for eksempel i ryggen.

Da fysioterapeut ved undersøgelse af ikke fandt tegn på lidelse i hverken ryggen eller sæderegionen, er det nævnets opfattelse, at det var relevant, at han ligeledes foretog undersøgelse og behandling af s fodled.

Nævnet kan oplyse, at behandling med tape er en anerkendt metode til at genoprette hensigtsmæssig mekanisk belastning omkring mange af kroppens led. Metoden har ikke egentlige bivirkninger.

Efter nævnets opfattelse er det således ikke sandsynligt, at tapebehandlingen har været medvirkende til en egentlig forværring af den diskusprolaps, som det efterfølgende viste sig, at havde. Det kan derimod formodes, at tapebehandlingen har været medvirkende til, at smerteoplevelsen i venstre fod forstærkedes.

Det er på baggrund af ovenstående nævnets opfattelse, at fysioterapeut den 2. og 6. september 2004 foretog relevante undersøgelser samt iværksatte relevant behandling af .

Nævnet kan oplyse, at det følger af bekendtgørelse af lov om terapiassistenter § 7, stk. 2, at fysioterapeutisk behandling skal ske efter lægeordination, og såfremt lægeordination foreligger, skal denne følges.

Det fremgår af sagen, at var henvist specifikt med henblik på behandling af piriformissyndrom i sæderegionen. Fysioterapeut fandt imidlertid ved sin undersøgelse ikke sædemusklerne i venstre side videre spændte. Det er på den baggrund nævnets opfattelse, at det havde været hensigtsmæssigt, om fysioterapeut efter sin indledende undersøgelse havde kontaktet den henvisende læge med henblik på at behandle foden i stedet for piriformissyndromet, som var henvisningsdiagnosen.

Nævnet finder herefter, at fysioterapeut handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 2. og 6. september 2004. Nævnet finder dog, at det ville have været hensigtsmæssigt, om fysioterapeut efter sin indledende undersøgelse havde kontaktet den henvisende læge med henblik på at behandle foden i stedet for piriformissyndromet, som var henvisningsdiagnosen.