Klage over at information om et alvorligt undersøgelsesfund blev givet i overværelse af andre patienter på en flersengsstue

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere, at overlæge A har videregivet oplysninger om <****> den 24. april 2003 til andre patienter på dennes stue på kirurgisk afdeling <****>, jf. lov om patienters retsstilling § 23, jf. § 26, stk. 2.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere 1. reservelæge B for hans information af <****> den 16. april 2003 på kirurgisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

Den 14. april 2003 blev indlagt på kirurgisk afdeling , da der havde været kolikagtige smerter i maven gennem flere år og de seneste fem dage tillige en udfyldning i højre side af maven med smerte. På indlæggelsesdagen blev der foretaget røntgenundersøgelse af brystkassen og oversigt over bughulen.

Kl. 17 noterede 1. reservelæge B, at der ved en objektive undersøgelse var fundet en hønseægstor mobil udfyldning i højre side af maven.

Den 15. april 2003 blev der foretaget ultralydsscanning og CT-scanning, som 1. reservelæge B informerede om den 16. april 2003 i et lukket samtalerum. CT-scanningen viste tumorkonglomerat ved tyktarmens blinde ende (coecum) samt proces i leveren. Der blev aftalt operation den 29. april 2003, og gik hjem på orlov. Efterfølgende blev det planlagt at foretage kikkertundersøgelse af tyktarmen (coloskopi), ultralydsbiopsi og tarmpassage.

Den 24. april 2003 opsummerede overlæge A, at coloskopi og røntgenundersøgelse havde vist tumor i coecum, og at denne var lejret opadtil i højre side. Overlægen vurderede, at der skulle opereres, uanset om tumoren var god- eller ondartet.

Den 29. april 2003 blev der herefter foretaget fjernelse af højre halvdel af tyktarmen, og der var et glat efterforløb.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At ikke fik korrekt information om sin tilstand den 15. april 2003.

Det er herved anført, at hun blev ultralydsscannet den 14. april 2003, og at det den 15. april 2003 blev oplyst, at der var noget i leveren. Det er videre anført, at først i forbindelse med en ny undersøgelse den 24. april 2003, hvor hun talte om, at det tidligere var oplyst, at der var noget i leveren, fik oplyst, at der alligevel ikke var noget i leveren.

2. At lægerne uden s samtykke og under tilsidesættelse af deres tavshedspligt har videregivet oplysninger om hende til medpatienter.

Det er anført, at under indlæggelsen på blev informeret om sin sygdom og behandling i overværelse af de 5 medpatienter, som var indlagt på samme stue.

Nævnets afgørelse af klagen

Overlæge A har overtrådt lov om patienters retsstilling § 23, jf. § 26, stk. 2, ved videregivelse af oplysninger om den 24. april 2003 til andre patienter på dennes stue på kirurgisk afdeling, .

1. reservelæge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin information af den 16. april 2003 på kirurgisk afdeling, .

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at den 14. april 2003 blev indlagt på kirurgisk afdeling, , da hun selv havde konstateret en knude i højre side af maven og samtidig havde haft kolikagtige mavesmerter. 1. reservelæge B fandt ved en objektiv undersøgelse, at der var en hønseægstor mobil udfyldning i højre side af maven.

Det fremgår videre af journalen, at der på baggrund af symptomerne og de objektive fund var mistanke om, at på baggrund af knude i højre side af tyndtarmen havde begyndende tarmslyng, hvorfor der blev foretaget en røntgenfotografering af bughulen. Undersøgelsen afslørede ikke tarmslyng og dermed akut behandlingkrævende kirurgisk lidelse. Med henblik på nærmere afklaring af knuden i højre side, blev der fundet indikation for en CT-scanning af bughulen.

I journalen er det noteret, at CT-scanningen den 15. april 2003 bekræftede, at der var mistanke om knudedannelse i tæt relation til første stykke af tyktarmen, men derudover afslørede undersøgelsen, at der kunne være ondartede forandringer i leveren, da der nedadtil i højre leverlap var en rundagtig og rimelig velafgrænset 1 cm forandring.

Af journalen den 16. april 2003 fremgår det, at 1. reservelæge B informerede om fundene ved CT-scanningen, idet det blev oplyst, at der var fundet forandringer i den første del af tyktarmen, og at der muligvis også var forandringer i leveren.

Det følger af journalen, at 1. reservelæge B ud fra de foreløbige fund ordinerede en røntgenkontrastundersøgelse af tyndtarmen og en ultralydsscanning med henblik på biopsi af leveren, så karakteren af de konstaterede forandringer her nærmere kunne bestemmes.

Det er noteret i journalen den 24. april 2003, at overlæge A informerede om fundet, der var gjort i forbindelse med røntgenfotograferingen af s tyndtarm, idet det blev oplyst, at der var fundet en knudedannelse i den første del af tyktarmen, og at der var fundet indikation for at tilbyde operation af knuden uden yderligere undersøgelser af, om den var godartet eller ondartet.

Det følger videre af journalen, at ultralydsscanning den 24. april 2003 af leveren viste, at den ved CT-scanning sete forandring af leveren var en betydningsløs og ikke behandlingskrævende cyste. Røntgenkontrastundersøgelsen af tyndtarmen viste, at der i første del af tyktarmen var en uregelmæssig forsnævring, som hæmmede passagen gennem tarmsystemet.

Nævnet skal således bemærke, at den ultralydsscanning, der viste, at forandringerne i leveren ikke krævede behandling, blev foretaget samme dag, som overlæge A informerede om fundene ved røntgenkontrastundersøgelsen, og at overlægen ved sin information af s derfor sandsynligvis ikke havde modtaget svaret på, at forandringerne i leveren var betydningsløse.

Nævnet skal samtidig fremhæve, at overlægens vurdering af behov for operation alene hvilede på, at der var begyndende tarmslyng på baggrund af forsnævringen i tarmen, og at en sådan tilstand kræver operation uafhængig af, om der eventuelt skulle være spredning af kræft til leveren.

1. reservelæge B har anført i sin udtalelse til sagen, at han den 16. april 2003 informerede om, at CT-scanningen den 15. april 2003 havde givet mistanke om en knude i relation til tyktarmen, og at der var fundet en proces i leveren. Han forklarede, at man ikke kunne stille nogen sikker diagnose, før man havde udhentet væv til nærmere undersøgelse.

Det er herefter nævnets opfattelse ud fra det journalførte om den givne information sammenholdt med CT-scanningsbeskrivelsen af den 15. april 2003, at 1. reservelæge B gav en relevant og fyldestgørende information om foreliggende undersøgelsesfund.

Nævnet finder herved, at 1. reservelæge B handlede i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved sin information af den 16. april 2003 på kirurgisk afdeling, .

For så vidt klagen over, at overlæge A brød sin tavshedspligt ved at give den ovenfor omtalte information, har nævnet lagt til grund, at informationen blev overhørt af de andre patienter, som lå på s stue.

Patientklagenævnet kan oplyse, at det følger af § 23 i lov om patienters retsstilling, at en læge skal iagttage tavshed om, hvad han eller hun under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger.

Det fremgår af Sundhedsstyrelses vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og videregivelse af helbredsoplysninger, at fortrolige helbredsoplysninger omfatter oplysninger om en patients tidligere, nuværende og fremtidige fysiske og psykiske tilstand, herunder om en persons kontakt til sundhedsvæsenet, for eksempel at en person har været eller er indlagt til behandling samt oplysninger om medicinmisbrug og misbrug af narkotika, alkohol og lignende.

Det er herefter nævnets opfattelse, at undersøgelsesfund må anses som fortrolig oplysning, der er omfattet af de indklagede lægers tavshedspligt.

Det fremgår imidlertid af lov om patienters retsstilling § 26, stk. 1., at en læge kan videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer, når patienten har givet sit samtykke hertil. Samtykket skal som udgangspunkt være skriftligt, hvilket følger af § 27, stk. 1.

Nævnet finder i den forbindelse, at det er utvivlsomt, at ikke havde givet sit skriftlige samtykke til, at lægerne måtte videregive oplysninger om hendes sygdomstilstand til andre patienter på afdelingen.

Det følger dog af § 27, stk. 1, i lov om patienters retsstilling, at kravet om skriftligt samtykke i forhold til videregivelse til andre formål end behandling kan fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor.

Det er nævnets opfattelse, at kravet om skriftligt samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger under indlæggelse på sygehusafdelinger i visse tilfælde kan fraviges. Der er tale om et område, der i høj grad er præget af mundtlighed, og det kan efter omstændighederne virke påtrængende eller upassende for langt den overvejende del af de indlagte, at der skal udbedes skriftligt samtykke med henblik på, at patienten kan modtage visse former for mundtlig information om eksempelvis indlæggelsesforløbet i overværelse af andre patienter.

Det er i den forbindelse nævnets opfattelse, at en patient, der bliver indlagt på en afdeling, hvor der er fælles stuer eller fælles opholdsrum, i kraft heraf utvivlsomt afgiver et klart stiltiende samtykke til, at visse typer fortrolige helbredsoplysninger af mindre følsom karakter, må overhøres og dermed videregives til eventuelle andre tilstedeværende patienter. Såfremt en patient ikke ønsker, at andre patienter skal overhøre samtaler med sundhedspersonalet, hvor selv helbredsoplysninger af mindre følsom karakter omtales, er det nævnets opfattelse, at det må anses for ubetænkeligt, at patienten udtrykkeligt selv må gøre opmærksom herpå.

Det er imidlertid nævnets opfattelse, at overlæge A ved sin information af den 24. april 2003 videregav helbredsoplysninger af særlig følsom karakter, idet han informerede om, at der ved røntgenkontrastundersøgelse af tyktarmen var fundet en knude, og at der var grundlag for operation af denne den 29. april 2003, uanset om knuden var godartet eller ondartet.

Overlæge A har anført i sin udtalelse til sagen, at han ikke erindrer, at bad om at blive informeret i enerum. Hvis hun havde gjort det, havde han efterkommet et sådant ønske.

Det er nævnets opfattelse, at kunne have en berettiget forventning om, at oplysninger af den ovennævnte pågældende karakter ikke på nogen måde blev omtalt i overværelse af andre patienter.

Nævnet skal herunder bemærke, at overlæge A i det pågældende tilfælde derfor ikke kunne forlade sig på, at selv udtrykkeligt skulle gøre opmærksom på, hvis hun ikke ønskede, at oplysninger af den aktuelle karakter kunne tilgå andre patienter, der opholdt sig i nærheden.

Nævnet finder således, at der ikke kan anses at være tale om en situation, hvor betingelserne for fravigelse af kravet om skriftligt samtykke var opfyldt, og at overlæge A derfor burde have sikret sig, at informationen om de aktuelle undersøgelsesresultater blev givet på en sådan måde, at medpatienterne på s stue ikke blev gjort bekendt hermed.

Nævnet finder på denne baggrund, at overlæge A brød sin tavshedspligt ved information af den 24. april 2003 på kirurgisk afdeling, .