Læges kontakt med embedslægeinstitutionen i forbindelse med videregivelse af helbredsoplysninger til den lokalpsykiatriske udrykningstjeneste

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge for hans journalføring af behandlingen af den 31. maj 2002 på sin klinik, jf. lægelovens § 13, stk. 2.Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge i forbindelse med videregivelse af fortrolige oplysninger om den 31. maj 2002 til lokalpsykiatrisk udrykningstjeneste, Kommune, jf. lov om patienters retsstilling § 23, 24, stk. 2

Sagsnummer:

0550930

Offentliggørelsesdato:

28. november 2006

Juridisk tema:

Tavshedspligt

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hans journalføring af behandlingen af <****> den 31. maj 2002 på sin klinik, jf. lægelovens § 13, stk. 2.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> i forbindelse med videregivelse af fortrolige oplysninger om <****> den 31. maj 2002 til lokalpsykiatrisk udrykningstjeneste, <****> Kommune, jf. lov om patienters retsstilling § 23, 24, stk. 2

Hændelsesforløb


havde været tilmeldt praktiserende læge s praksis siden juli 1995.

Den 31. maj 2002 diagnosticerede læge på baggrund af en telefonisk henvendelse fra , at denne var paranoid, og han drøftede situationen med embedslægeinstitutionen, som foreslog kontakt til lokalpsykiatrisk udrykningstjeneste i kommunen.

Læge kontaktede herefter samme dag lokalpsykiatrisk udrykningstjeneste med henblik på indlæggelse eventuelt tvangsindlæggelse af . Lokalpsykiatrisk udrykningstjeneste ville ikke foretage sig noget akut i sagen, men ville kontakte kommunens støtte- og kontaktperson i området med henblik på at besøge .

Efter kontakt fra lokalpsykiatrisk udrykningstjeneste blev der den 1. juni 2002 kl. 23.33 aflagt et lægevagtbesøg hos . Der var på det tidspunkt mørkt i lejligheden og ingen reaktion på dørklokken. Lægevagten havde kontaktet distriktssygeplejersken, som senere ville kontakte praktiserende læge .

Den 3. juni 2002 aflagde læge et besøg på s bopæl. Lægen kunne høre, at var hjemme, men på trods af, at lægen blandt andet råbte ind gennem dørsprækken, blev han ikke lukket ind. Han besluttede sig derfor for i stedet at skrive et brev til med en opfordring til at komme i hans konsultation.

Den 6. juni 2002 havde læge en telefonisk samtale med , i hvilken forbindelse lægen gjorde sig overvejelser om indlæggelse men konkluderede, at han ikke var berettiget til at foretage en tvangsindlæggelse.

Klagen


Der er klaget over følgende:

1. At praktiserende læge ikke har udvist omhu og samvittighedsfuldhed ved journalføring af behandling af den 31. maj 2002, idet lægen har anført, at han havde diagnosen paranoia, hvilket ikke skulle være korrekt.

2. At praktiserende læge har overtrådt sin tavshedspligt ved den 31. maj 2002 uden samtykke fra at videregive helbredsoplysninger vedrørende ham til kommunen.

Det er herved anført, at lægen videregav journaloplysninger vedrørende til kommunen.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt


Praktiserende læge har ikke overtrådt lægelovens § 13, stk. 2 i forbindelse med sin journalføring af sin lægesekretærs samtale med den 31. maj 2002 i hans klinik.

Begrundelse


Det fremgår af sagen, at der foreligger en omfattende og ganske detaljeret journalføring med mange referater af læge s samtaler med og oplysninger fra denne.

Det fremgår af journalen den 31. maj 2002, at henvendte sig telefonisk til læge s sekretær, idet han gav udtryk for, at en gruppe havde lavet sammensværgelse mod ham, og han følte sig forfulgt samt overvåget med kikkert. Han angav, at når der skete det mindste i hans liv, så kom der indslag i enten avis eller TV vedrørende ham. Han var bange for at dø og også bange for at forårsage andres død. Sekretæren opfordrede til at komme til en samtale, men det ville han ikke, idet han angav, at lægen måske kunne være med i gruppen. Sekretæren konfererede samtalen med lægen, som diagnosticerede, at var paranoid og han journalførte denne diagnose.

Det er på det grundlag nævnets opfattelse, at læge foretog relevant journalføring på baggrund af telefonkonsultationen af , idet han anførte sin vurdering, nemlig at han opfattede som paranoid.

Nævnet finder på det grundlag, at læge har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med sin journalføring af sin lægesekretærs samtale med den 31. maj 2002 i hans klinik.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt


Lov om patienters retsstilling § 23, jf. § 24, stk. 2 er blevet overtrådt ved videregivelse af helbredsoplysninger om til lokalpsykiatrisk udrykningstjeneste den 31. maj 2001, men nævnet finder, at læge ikke kan kritiseres herfor.

Begrundelse


Nævnet har under sagens behandling fundet anledning til at præcisere klagepunktet, således at der klages over, at læge har overtrådt sin tavshedspligt ved den 31. maj 2002 uden samtykke fra at videregive helbredsoplysninger vedrørende ham til lokalpsykiatrisk udrykningstjeneste, Kommune.

Patientklagenævnet kan oplyse, at det følger af § 23 i lov om patienters retsstilling, at en læge skal iagttage tavshed om, hvad han under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. En læge kan dog i henhold til § 24, stk. 1, videregive oplysninger til andre sundhedspersoner, der skal behandle patienten, når patienten har givet sit samtykke hertil. Samtykket kan være mundtligt eller skriftligt.

havde ifølge journalen været tilmeldt læge s praksis siden juli 1995. Da henvendte sig telefonisk den 31. maj 2002 havde der ifølge journalen ikke været kontakt mellem ham og lægen siden den 2. november 2001.

Det fremgår af journalen den 31. maj 2002, at oplyste til læge s sekretær, at en gruppe havde lavet sammensværgelse mod ham, og at han følte sig forfulgt samt overvåget med kikkert. Han angav, at når der skete det mindste i hans liv, så kom der indslag i enten avis eller TV vedrørende ham. Han var bange for at dø og også bange for at forårsage andres død. ville ikke komme til en samtale med lægen, idet han angav, at lægen måske kunne være med i gruppen. Sekretæren konfererede samtalen med lægen, som diagnosticerede, at var paranoid, hvorefter han drøftede sagen med Embedslægen, som foreslog kontakt til lokalpsykiatrisk udrykningstjeneste. Herefter kontaktede lægen telefonisk tjenesten, som ud fra hans beskrivelse ikke vurderede, at der var indikation for at foretage sig noget akut i sagen.

Ifølge epikrise fra lægevagten den 1. juni 2002 blev lægevagten kontaktet telefonisk af den lokalpsykiatriske udrykningstjeneste, som tidligere var blevet kontaktet af læge med henblik på indlæggelse eventuel tvangsindlæggelse. Sygeplejersken fra den lokalpsykiatriske udrykningstjeneste ville gerne ringes op med henblik på at besøge sammen med vagtlægen.

Ifølge skrivelse fra socialvagten, kommune af 11. juni 2002 til læge havde lægen kontaktet lokalpsykiatrisk udrykningstjeneste, fordi havde så store psykiatriske problemer at indlæggelse på gule papirer (tvangsindlæggelse) kunne komme på tale.

Ifølge udtalelser til sagen fra læge henvendte han sig den 31. maj 2002 til Embedslægen, da han vurderede, at var behandlingskrævende og uden sygdomsindsigt. Lægen havde brug for et råd, idet situationen var vanskeliggjort af, at han følte sig afskåret fra at tage kontakt til , idet denne opfattede ham som en del af en konspiration mod ham. Lægen drøftede situationen med Embedslægen uden at angive s navn, cpr-nummer eller andre genkendelige oplysninger, idet der alene var tale om en generel forespørgsel. Embedslægen foreslog, at lægen henvendte sig til lokalpsykiatrisk udrykningstjeneste, hvilket han gjorde samme dag. Tjenesten vurderede, at der ikke nødvendigvis var noget akut i s situation og ville derfor tage kontakt til Socialvagtens støtte- og kontaktpersoner i området med henblik på at besøge og vurdere hans situation. Socialvagten besøgte imidlertid ikke , men mente, at lægen burde henvise ham til Lokalpsykiatrien til nærmere vurdering.

Ifølge udtalelse fra Embedslægen af 9. marts 2005 til sagen har ingen af de aktuelt ansatte læger i institutionen erindring om en rådgivning af læge den 31. maj 2005.

Nævnet har lagt til grund, at ikke havde givet sit samtykke til, at læge kunne videregive oplysninger om ham til lokalpsykiatrisk udrykningstjeneste.

Nævnet kan videre oplyse, at fortrolige oplysninger ifølge lov om patienters retsstilling § 24, stk. 2, nr. 1, kan videregives uden patientens samtykke, når det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for patienten og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og behov. Det fremgår af vejledning om information og samtykke og videregivelse af helbredsoplysninger mv, at helbredsoplysningerne kan videregives uden samtykke, når der er tale om et aktuelt behandlingsforløb, hvor der skal fortsættes eller følges op på en behandling. Der skal være tale om et samlet og kontinuerligt forløb.

Det er på det grundlag nævnets opfattelse, at der ikke var tale om et aktuelt behandlingsforløb, idet læge ikke havde drøftet nogen behandlingsmulighed med .

Nævnet kan videre oplyse, at videregivelse af de pågældende fortrolige oplysninger ifølge lov om patienters retsstilling § 24, stk. 2, nr. 2, kan ske uden patientens samtykke ske, når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre. Der er tale om en såkaldt” værdispringsregel”, der indebærer, at de hensyn, der taler for videregivelse til andre sundhedspersoner til brug for behandling af patienten, klart skal overstige hensynet til en patients ønske om fortrolighed.

Det er på det foreliggende grundlag nævnets opfattelse, at læge havde grund til at fortolke s henvendelse som udtryk for anmodning om hjælp, og at han havde grund til at overveje, hvilken behandling han burde foretage. Det fremgår af s sygehistorie dokumenteret i journalen, at han ikke tidligere var behandlet i psykiatrisk regi efter henvisning fra lægen, og det er således nævnets opfattelse, at lægen burde have forsøgt selv at undersøge med henblik på hans behandlingsbehov i psykiatrisk regi inden han overvejede at kontakte den lokalpsykiatriske udrykningstjeneste. Undersøgelsen kunne have foregået ved enten ved at tage telefonisk kontakt til eller ved at opsøge ham på hans bopæl.

Nævnet finder på denne baggrund, at læge har handlet retsstridigt ved den 31. maj 2002 at have videregivet helbredsoplysninger om til lokalpsykiatrisk udrykningstjeneste.

Det er nævnets opfattelse, at embedslægen ved sin udtalelse af 9. marts 2005 ikke har afvist, at læge har rådført sig med embedslægen den 31. maj 2002.

Nævnet finder på den baggrund ikke grundlag for at kritisere læge for videregivelsen af oplysningerne, da han forinden videregivelsen havde søgt faglig bistand hos embedslægen, som havde rådet ham til at kontakte lokalpsykiatrisk udrykningstjeneste.