Klage over behandling af blindtarmsbetændelse

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge A for hans behandling af <****> den 9. august 2003 på kirurgisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge B for hans behandling af <****> i perioden fra den 30. juli til den 15. september 2003 på kirurgisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de sygeplejersker, der har deltaget i behandlingen af <****> den 2. august 2003 på kirurgisk afdeling, <****>, jf. lov om sygeplejersker § 5, stk. 1.

 

Hændelsesforløb

Den 29. juli 2003 blev indlagt på sygehuset på grund af mavesmerter. Ved undersøgelse blev der konstateret indirekte ømhed og slipømhed.

Ved undersøgelse tre timer efter indlæggelsen den 30. juli 2003 kl. 1.00 blev der konstateret direkte ømhed i højre side af maven med tegn på bughindepåvirkning. Det blev vurderet, at det muligvis drejede sig om en akut blindtarmsbetændelse. Overlæge B valgte at se tiden an.

Den 30. juli 2003 kl. 8.00 blev der konstateret forværring i tilstanden, og blev opereret for blindtarmsbetændelse. I forbindelse med operationen blev der givet antibiotisk behandling (Zinacef).

Den 2. august 2003 blev der ordineret antibiotisk behandling og den 5. august 2003 blev der foretaget fornyet operation på grund af mistanke om bylddannelse. Ved lukning af såret blev anvendt en type gaze, der tillige fungerer som dræn (aquacelmeche). Det blev besluttet, at såret skulle lukkes sekundært 3-4 dage senere.

Den 9. august 2003 blev såret lukket med strips, efter at gazen var fjernet.

Ved kontrol den 25. august 2003 blev det konstateret, at operationsarret var undermineret, og at der var brunligt pus i såret. Operationsarret blev åbnet, og der blev fundet rester af gaze i såret. Såret blev renset, og derefter blev der indlagt ny gaze.

Ved ambulant kontrol den 4. og den 12. september 2003 blev der fortsat konstateret problemer med opheling af operationsarret.

Ved operation den 15. september 2003 blev operationsarret på ny spaltet, renset og lukket.

Klagen

Der er klaget over følgende:
1. At ikke modtog en korrekt behandling af blindtarmsbetændelse, idet man ventede for længe med at operere.
2. At ikke modtog en korrekt behandling efter operation for blindtarmsbetændelse.

Det er herved anført, at han den 2. august 2003 fik dobbelt dosis antibiotika.

Videre er det anført, at man ved rensningen af såret efter 2. operation overså en stump Aquacel, hvilket resulterede i yderligere 2 operationer, samt at man undlod at foretage rensning af såret den 12. september 2003.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Overlæge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af . Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om overlæge B havde udført en indre undersøgelse (rektal exploration) af .

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 29. juli 2003, at blev indlagt på grund af diffuse smerter i maven, mest i højre side. Smerterne var konstante og blev forværrede ved berøring. Ved undersøgelse blev det konstateret, at han havde feber (38,5). Det blev ligeledes konstateret, at maven (abdomen) var blød, at der ved berøring var udtalt ømhed i højre side (fossa) og lettere ømhed i resten af maven. Der blev desuden konstateret indirekte ømhed og slipømhed.

Det fremgår endvidere af journalen fra denne dag, at der ikke blev fundet patologiske udfyldninger eller forstørrelse af de indre organer (organomegali). Yderligere blev der fundet normale tarmlyde. Der blev ikke foretaget indre undersøgelse (rektal eksploration). blev på den baggrund af undersøgelsen observeret for blindtarmsbetændelse.

Det fremgår af journalen den 30. juli 2003, at blev undersøgt af overlæge B kl. 1.00. Ved undersøgelse blev det konstateret, at han havde feber. Han havde direkte ømhed i højre side, ligesom der kunne konstateres en lettere udtalt ømhed ved slip og bankning (perkussion) og desuden en indirekte ømhed. På den baggrund besluttede overlæge B, at fortsat skulle holdes under observation.

Nævnet kan oplyse, at diagnosen akut blindtarmsbetændelse kan være vanskelig at stille. Mistanken vækkes primært på baggrund af karakteristiske symptomer og fund ved objektiv undersøgelse. Det vigtigste fund ved objektiv undersøgelse er tilstedeværelse af såkaldt peritoneal reaktion. Ved dette forstås en særlig udtalt ømhed ved slip og bankning samt indirekte ømhed. Symptomerne kan imidlertid være mere diskrete, og i sådanne tilfælde kan det være relevant at holde patienten under observation.

Nævnet kan endvidere oplyse, at indre ømhed ved undersøgelse med en finger i endetarmen i sjældne tilfælde kan bidrage til at stille diagnosen blindtarmsbetændelse. Nævnet finder derfor, at det havde været hensigtsmæssigt, om overlæge B ved undersøgelsen af tillige havde foretaget undersøgelse af endetarmen.

Det fremgår af journalen den 30. juli 2003 kl. 8.00, at overlæge B igen undersøgte . Han konstaterede, at den kliniske tilstand var forværret, idet feberen var steget til 39,0, ligesom der blev fundet flere smerter ved bevægelse. Der blev konstateret tiltagende ømhed ved slip og bankning og indirekte ømhed tværs over det nederste af maven.

Det fremgår yderligere af journalen, at overlæge B ved undersøgelsen vurderede, at der var grundlag for at foretage akut operation.

Det fremgår af operationsbeskrivelsen den 30. juli 2003, at ikke havde hul på blindtarmen (perforation), men overlæge B fandt svær betændelse. Derfor blev der iværksat behandling med antibiotika (Zinacef).

Det er nævnets vurdering, at overlæge B ved sin behandling af har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, dog havde det været hensigtsmæssigt, om han tillige havde udført en indre undersøgelse.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Overlæge A har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 9. august 2003 på kirurgisk afdeling, .

De sygeplejersker, der har deltaget i behandlingen af den 2. august 2003 på kirurgisk afdeling, har ikke overtrådt lov om sygeplejersker § 5, stk. 1.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 2. august 2003, at om aftenen (vesp) fik ordineret antibiotika (Zinacef) 750 mg tre gange daglig. Af medicinskemaet den 2. august 2003 fremgår det, at injektion med 750 mg Zinacef skulle gives kl. 8.00, kl. 17.00 og kl. 24.00.

Ligeledes fremgår det af sygeplejekardex fra denne dag, at fik injektion med Zinacef kl. 22.00.

Det er anført i afdelingssygeplejerske s udtalelse til sagen, at det ikke på baggrund af sygeplejekardex eller medicinskemaet er indikeret, at har modtaget en dobbelt dosis antibiotika.

Det er Patientklagenævnet vurdering, at der ikke er grundlag for at fastslå, at har modtaget mere end den ordinerede mængde antibiotika den 2. august 2003.

Nævnet finder, at de sygeplejersker, der har deltaget i behandlingen af , har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Det fremgår af journalen den 5. august 2003, at på grund af mistanke om bylddannelse blev opereret igen. Der blev konstateret en blodansamling, men ikke en bylddannelse. Efter operationen blev der indlagt gaze i såret, der fungerede som dræn (aquacelmeche).

Det fremgår af journalen den 9. august 2003, at overlæge A fjernede den gaze, der var anvendt i forbindelse med operationen den 5. august 2003. Det fremgår endvidere, at sårkanterne faldt pænt sammen, og at såret blev lukket med brede strips.

Ved kontrol den 25. august 2003 fremgår det af journalen, at der blev konstateret flere fistler (åbninger i huden) i operationsarret. Endvidere fremgår det, at arret var undermineret, og at der kunne udklemmes brunligt pus.

Det fremgår endvidere af journalen den pågældende dag, at det ved spaltning og åbning af operationsarret blev konstateret, at der sad rester af gaze i såret. Det blev skyllet og derefter blev det ilagt ny gaze.

Nævnet kan oplyse, at lukning af såret skal foretages under behandling med antibiotika, og inden lukning skal såret være renset for rester af materiale, som har ligget i det åbne sår.

Nævnet kan endvidere oplyse, at man ofte kan lukke et operationssår sekundært 3 til 5 dage efter, at det har været spaltet for betændelse. Ved lukning af operationssåret skal der anvendes sting, som går rundt om hele sårets hulrum, således at sårets kanter og bund lukkes under et. Vælger man at samle huden over et sår med sting eller strips, vil man lukke såret over et hulrum, og dette vil efterfølgende medføre en infektion i såret.

På den baggrund er det nævnets vurdering at overlæge A den 9. august 2003 ikke lukkede såret med gennemgribende sting, således at såret også blev lukket i dybden.

Samlet finder nævnet, at overlæge A har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 9. august 2003 på kirurgisk afdeling, .

Ved kontrol den 4. og 12. september 2003 blev der konstateret fortsatte problemer med ophelingen af operationsarret.

Ved operation den 15. september 2003 blev operationsarret atter spaltet og såret renset på ny.

Nævnet finder, at den efterfølgende sårbehandling blev udført i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.