Klage over tvangsbehandling med ?antipsykotisk medicin?

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 27. januar 2005 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 10. januar 2005 på psykiatrisk afdeling, <****>.

 

Hændelsesforløb

er 48 år gammel. Hans opvækst har været præget af betydelig ustabiliet i omgivelserne og omskiftelige betingelser, hvilket har betydet, at han har haft mange opholdssteder, gentagne skoleskift og en kort skolegang. har ingen uddannelse, han har kun kortvarigt haft ufaglært beskæftigelse, og han har gennem en længere årrække modtaget kontanthjælp. Siden 1985 har han oppebåret førtidspension. I perioder har været boligløs. Han har i sit voksne liv ikke haft kontakt til sin familie, bortset fra en nu afdød bror, som han i en periode boede sammen med.

Siden 10-års alderen har haft et massivt og vedvarende misbrug af alkohol og euforiserende stoffer. Han er gentagne gange søgt behandlet herfor, og han har modtaget behandling med Metadon. Op til den aktuelle indlæggelse havde et misbrug af heroin.

Siden 1987 er dømt 26 gange for forskellige former for kriminalitet, herunder blandt andet vold, trusler, hærværk og tyveri. Overtrædelserne har ført til flere fængselsstraffe, bøder, hæftestraf samt betingelser om at underkaste sig behandling for alkohol og narkotikamisbrug.

har fire gange tidligere været indlagt på psykiatriske afdelinger. I 1986 blev han under afsoning af en fængselsstraf i fundet psykotisk, han husede vrangforestillinger om voldtægt af en daværende samlever og havde forfølgelsesforestillinger. blev derfor indlagt på psykiatrisk afdeling, , hvor hans tilstand blev vurderet som forenelig med en abstinenspsykose. Psykosen forsvandt i forbindelse med en abstinensbehandling, og der blev ikke behandlet med antipsykotisk medicin.

I august 2000 blev tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, , på grund af blandt andet vrangforestillinger. 4 dage senere blev han overflyttet til psykiatrisk afdeling, . Ved indlæggelsen i fremstod han psykotisk, han husede storhedsforestillinger og tankeforstyrrelser, og han var pågående, latent aggressiv og havde en truende adfærd. modtog flere gange beroligende medicin givet med tvang, ligesom der blev truffet beslutning om tvangsbehandling, som imidlertid ikke blev iværksat, idet hans tilstand blev spontant bedre i en grad, så blev udskrevet efter 14 dage uden at have modtaget antipsykotisk behandling. Det blev vurderet, at der havde været tale om en stofudløst psykose.

I marts 2004 blev ved Retten i idømt 60 dages fængsel for trusler. I forlængelse heraf blev der den 8. april 2004 ved kendelse i Landsretten truffet bestemmelse om, at skulle mentalundersøges.

I april 2004 blev indlagt for 3. gang. Der var tale om en frivillig indlæggelse, idet hans egen læge henviste ham hertil på grund af, at han husede vrangforestillinger om forfølgelse og storhedsforestillinger. Under indlæggelsen mente , at han kunne kontrollere verdenskatastrofer, Kristendommen og verden i øvrigt, og at han var den eneste, der kunne give syndsforladelse. Endelig fremtrådte han svært tankeforstyrret. Efter at han ved en lægesamtale var blevet gjort bekendt med, at det var nødvendigt at behandle ham med antipsykotisk medicin, stak han af fra afdelingen.

Senest var indlagt i perioden fra starten af august til starten af september 2004. Indlæggelsen fandt sted som tvangsindlæggelse på behandlingsindikationen, og under indlæggelsen blev der i henhold til kendelsen af 8. april 2004 gennemført en mentalundersøgelse af .

Den 18. november 2004 blev ved idømt dom til behandling på en psykiatrisk afdeling, hvor Kriminalforsorgen og afdelingen skulle føre tilsyn med ham efter, at han var blevet udskrevet. Kriminalforsorgen kunne således sammen med overlægen træffe bestemmelse om, at skulle genindlægges. Behandlingsdommen blev fastsat til maksimalt at kunne vare 5 år.

blev derfor indlagt på psykiatrisk afdeling, , hvor han som tidligere angav, at han havde et dagligt og stort intravenøst forbrug af heroin. Han fremtrådte psykotisk med sindssygelige forestillinger om egen storhed, var tankeforstyrret med springende tankegang, fremtrådte truende overfor personalet, og var uden erkendelse af egen sygdom. Afdelingen havde fra flere sider modtaget oplysninger om, at ved sin adfærd havde fremtrådt truende overfor ansatte i kommunen og forulempende overfor forbipasserende på gaden. Det blev vurderet, at var skizofren, hvorefter det blev besluttet, at tvangsbehandle ham. Herefter indledte man behandling med antipsykotisk medicin i form af Risperdal i stigende dosering. klagede over denne beslutning, som imidlertid blev tiltrådt af såvel Det Psykiatriske Patientklagenævn som af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

stak tillige flere gange af fra afdelingen, og han var ved tilbagekomsten stofpåvirket. Han blev flere gange tvangsfikseret og givet beroligende medicin med tvang. blev overflyttet til en anden afdeling, hvorefter han under uklare omstændigheder og tilsyneladende på grund af en misforståelse blev udskrevet fra afdelingen til videre kontakt og behandling ved , som er et behandlingtilbud for misbrugende sindssyge.

Den 18. november 2004 blev idømt dom til behandling på en psykiatrisk afdeling.

Aktuelt blev således indlagt den 17. december 2004 på psykiatrisk afdeling, . Under indlæggelsen fremtrådte psykotisk. Han husede vrangforestillinger, og han blev fundet svært tankeforstyrret. angav således at have andre evner, end normale mennesker, at han var en kendt person i Danmark, og at han var kendt af flere navngivne fremtrædende politikere. Han opfattede sin indlæggelse som udslag af magtmisbrug og mente, at verdens magthavere prioriterede stoffer først, dernæst våben og penge og til sidst kunst – en rækkefølge han mente, burde have været omvendt. Han anførte, at han intet kriminelt havde begået, og at behandlingsdommen var en straf for at være blevet erklæret sindssyg.

var endvidere af den opfattelse, at sæden blev produceret og udsprang af hjernen, og han gav udtryk for mange filosofiske betragtninger, der ikke var indfølelige. Han mente, han kunne huske sin egen fødsel meget nøjagtigt, og at han var i stand til at gøre sin kontaktperson vredladen, hvilket han anførte, var en særlig evne, han havde. forklarede blandt andet, at han under en tidligere Minnesotakur fik en åbenbaring, at han troede på Gud, og at han var meget religiøs. Han fandt det helt urimeligt, at han skulle straffes for at have givet en flad og anførte, at andre, der havde begået mord eller lignende, blev sluppet ud. Han var vedvarende uden sygdomsindsigt og fuldstændig afvisende overfor antipsykotisk behandling. Flere gange forsøgte afdelingens læger at komme i dialog med om fordele og ulemper ved en sådan behandling, hvilket han var særdeles afvisende overfor, idet han betragtede dette som gift. Hans eneste ønske var at komme ud af afdelingen for igen at tage heroin. På baggrund af hans mangeårige misbrug af euforiserende stoffer blev han sat i behandling med Metadon. blev endvidere under indlæggelsen tiltagende irritabel og aggressiv, og udviste truende adfærd overfor personalet.

Den 10. januar 2005 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med injektion Cisordinol 20 mg dagligt med planlagt overgang til behandling med injektion Cisordinol depot minimum 200 mg hver 2. uge.

I forlængelse af, at blev orienteret herom, blev han opfarende og truende, lagde an til karatespark og karateslag og i forbindelse med, at han blev fastholdt, slog han ud efter flere personalemedlemmer, som han ramte og siden spyttede på. Herefter blev han bæltefikseret, og han fik beroligende medicin med tvang.

To dage senere, den 12. januar 2005, var fortsat afvisende overfor antipsykotisk behandling, men han accepterede samme dag behandling med Cisordinol 10 mg to gange dagligt, givet som dråber, hvorimod han fortsat afviste depotbehandling.

Den 17. januar 2005 blev den perorale behandling med Cisordinol suppleret med tablet Zyprexa 20 mg dagligt.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 27. januar 2005 beslutningen om tvangsmedicinering af . Det blev som begrundelse anført, at var psykotisk, idet han under indlæggelsen dagligt fremkom med psykotiske tanker og mente, at han havde andre evner end normale mennesker. Han havde ingen sygdomserkendelse og var under indlæggelsen blevet tiltagende psykotisk og aggressiv med personfarlig truende adfærd.

Videre er det som begrundelse anført, at man, inden beslutningen om tvangsbehandling blev truffet, forgæves havde forsøgt at føre en dialog med om fordele og ulemper og baggrunden for den medicinske behandling.

I relation til depotbehandling er det som begrundelse anført, at denne form for tvangsbehandling trods sit omfang var udtryk for princippet om mindst indgribende foranstaltning, idet en konflikt om daglig medicinering formentlig ville udløse en nærliggende og ret overhængende fare for andre personers helbred, og gentagne konflikter i forbindelse med peroral medicinering ville fastholde i den truende og voldelige adfærd, som han havde benyttet, for at opnå goder og undgå krav og regler.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 27. januar 2005 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af vrangforestillinger og svære tankeforstyrrelser. Han udviste betydelig irritabilitet og udadreagerende adfærd, og han var uden sygdomsindsigt og uden forståelse for behovet for behandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at det af journalen og sygeplejekardex fremgår, at gennem 14 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling med antipsykotisk medicin, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at motivationstiden i forbindelse med tvangsbehandling regnes fra det tidspunkt, hvor patienten er blevet gjort bekendt med, at lægerne anbefaler et konkret behandlingstilbud, og at motivationen for en konkret behandling endvidere skal foretages løbende.

Ved et konkret behandlingstilbud kan patienten således forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat og hvilken dosis, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at patienten forud for beslutningen om tvangsbehandling bør være søgt motiveret for, og dagligt tilbudt, behandling med et konkret antipsykotisk middel i en ordineret dosis.

Det vil således efter nævnets opfattelse ikke være tilstrækkeligt, at patienten er søgt motiveret for ”behandling med antipsykotisk medicin”.

Betingelserne for tvangsbehandling var således ikke opfyldte.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .