Tvangsbehandling iværksat på 3.dagen ? patienten væsentlig forpint

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved afgørelse af 4. november 2004 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af den 29. oktober 2004 på psykiatrisk afdeling, ,.

Sagsnummer:

0551403

Offentliggørelsesdato:

20. oktober 2005

Speciale:

Psykiatri

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> ved afgørelse af 4. november 2004 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 29. oktober 2004 på psykiatrisk afdeling, <****>,.

 

Hændelsesforløb



er 42 år gammel, lever af kontanthjælp, er separeret og har to børn på henholdsvis 20 og 13 år.

Første gang var indlagt var i januar 2002, og hun har efterfølgende været indlagt i alt 9 gange på psykiatrisk afdeling, , på grund af skizofreni. Derudover har været indlagt på psykiatrisk afdeling , hvorfra hun efterfølgende flygtede.

var senest indlagt i marts 2004 på psykiatrisk afdeling, , hvor hun blev tvangsindlagt på behandlingsindikation. Erfaringsmæssigt blev hendes tilstand bedre, når hun var i behandling med antipsykotisk medicin. Det er dog ikke lykkedes at fastholde i antipsykotisk behandling gennem længere tid, efter at hun var udskrevet. Under indlæggelsen i marts 2004 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling, som klagede over. Beslutningen blev underkendt af Det Psykiatriske Patientklagenævn , hvorefter blev udskrevet. Kort efter udskrivelsen modtog afdelingen fra politiet besked om, at flakkede rundt i på må og få i forbindelse med, at hun kortvarigt var indlagt i .

Aktuelt blev den 22. oktober 2004 af hendes egen læge tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, , på behandlingsindikation. Af lægeerklæringen udfærdiget til brug for tvangsindlæggelsen fremgår det, at havde ændret holdning gennem de sidste måneder, og hun havde fået det tiltagende psykisk og fysisk dårligt. I juni 2004 flakkede hun rundt i , hvor hun var indlagt på behandlingsindikation, men var stukket af fra afdelingen under ledsaget udgang. Naboer havde flere gange set hende udenfor i næsten ingen tøj, hvor hun var våd og kold og ofte stod stivnet. Videre fremgår det af lægeerklæringen, at hun var blevet tynd og afpillet, at hun smed sit overtøj udenfor, at hun smed potteplanter ud af døren, og at det flød med affald. Derudover var hun aggressiv og ville ikke tale med naboerne. s egen læge vurderede, at der var fare for hendes helbred, såfremt hun ikke blev indlagt og behandlet.

Ved indlæggelsen fremtrådte vred og udadreagerende, ligesom hun svarede med korte sætninger og slog ud efter personalet, da hun blev anmodet om at gå på sin stue. Hun angav, at hun havde det godt, at hun ikke havde brug for medicin, og hun forlangte sig straks udskrevet og karakteriserede den modtagende læge med forskellige ukvemsord. Efter ankomsten til afdelingen fandt man psykotisk og forpint, og hun tog ophold foran afdelingens udgangsdør for at komme ud. Hun blev umiddelbart efter indlæggelsen givet beroligende medicin med tvang i form af injektion Zyprexa med nogen effekt, således at hun faldt noget til ro.

Den 23. oktober 2004 tilkendegav tydeligt ved en lægesamtale, at hun ikke ønskede at være i afdelingen. Hun fremtrådte psykotisk og forpint, om end i lettere grad. Da hun blev konfronteret med, at omgivelserne havde været bekymret for hende, idet hun havde gået rundt uden tøj og smidt forskellige ting ud af hjemmet, forklarede hun, at hun var ved at flytte. Hun benægtede, at hun ikke kunne tage vare på sig selv og forklarede sin dårlige hygiejne med, at hun gik i bad om natten. Hun var svært afglidende og garderet i kontakten, hendes tankegang var præget af privat logik, og hun var uden sygdomsindsigt. I forbindelse med samtalen blev tvangstilbageholdt, og man ordinerede antipsykotisk medicin i form af tablet Zyprexa 15 mg dagligt efter behov.

De efterfølgende dage indtog kun sparsomt væske og føde, ligesom nattesøvnen var forstyrret, idet hun i nogle døgn slet ikke sov. Hun opholdt sig en del i afdelingens fællesarealer, hvor hun stod stivnet og fremtrådte hallucineret. Hendes personlige hygiejne var dårlig, og det var ikke muligt for personalet at motivere hende for at gå i bad trods det, at hun efterhånden lugtede stærkt.

Den 28. oktober 2004 fik beroligende medicin med tvang i form af injektion Zyprexa 10 mg, og sov på trods heraf kun få timer. Hun havde intet spist eller drukket det foregående døgn.

Den 29. oktober 2004 angav ved en lægesamtale, at hun ville blive udskrevet, hvis det gennem en blodprøve kunne bevises, at hun var i familie med sine medpatienter. Der blev samme dag truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Zyprexa 15–20 mg dagligt, alternativt injektion Cisordinol 10-20 mg dagligt.

Klagen


klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen blev tillagt opsættende virkning.


Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse


Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 4. november 2004 beslutningen om tvangsmedicinering af . Det blev som begrundelse anført, at undladelse af behandling ville medføre en væsentligt forringet udsigt til helbredelse eller en betydelig eller afgørende bedring i hendes tilstand. Videre har nævnet lagt vægt på, at under indlæggelsen fremtrådte psykotisk og uden sygdomsindsigt, at hendes tilstand var præget af, at hun flere nætter ikke havde sovet, og at hun indtog væske i minimalt omfang, samt at yderligere forsøg på motivation til stabil frivillig behandling blev vurderet som udsigtsløs.

Afgørelse af anken


Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 4. november 2004 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling, , .

Begrundelse


Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i hendes tilstand ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand, idet hun var svært garderet i kontakten, hendes tankegang var præget af privat logik, og i afdelingen fremtrådte hun stivnet, hallucineret, og hun var ude af stand til at tage vare på egen omsorg og hygiejne, ligesom hendes væske- og fødeindtagelse, samt nattesøvn var forstyrret (komprimitteret).

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at det fremgår af journalen, at blev forsøgt motiveret for frivillig behandling fra den 25. oktober 2004. Trods den korte motivationstid på 3 dage finder nævnet ud fra en konkret vurdering, at blev tilstrækkeligt motiveret til frivillig behandling, før end beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet har herved lagt vægt på var væsentlig forpint af sin tilstand, idet det fremgår af journalen den 27. oktober 2004, at hun ikke havde været i bad under indlæggelsen. Videre fremgår det den 28. oktober 2004, at intet havde spist eller drukket igennem et døgns tid, samt at hun ikke havde sovet, men i stedet havde stået op hele natten hæmmet af sine tanker (stuporøs tilstand). Ved en lægesamtale den 28. oktober 2004 virkede hun angst og forpint, og hun var i en svær psykotisk tilstand, hvor hun ikke var i stand til at tage vare på sig selv. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det ikke tidligere havde været muligt at fastholde i antispykotisk behandling, efter at hun var blevet udskrevet, hvorved hendes tilstand atter var blevet forværret.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldte.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har lagt vægt på, at såvel Zyprexa som Cisordinol er almindeligt anvendte og vel afprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom de besluttede doseringer er sædvanlige.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn .