Klage over indgivelse af beroligende medicin med tvang og over tvangsfiksering.

Sundhedsvæsnets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 24. november 2004 for så vidt angår indgivelse af beroligende medicin med tvang den 2. november 2004 og tvangsfiksering i perioden fra den 2. til den 3. november 2004 af <****> på psykiatrisk afdeling i <****>.

Sundhedsvæsnets Patientklagenævn ændrer dog afgørelsen for så vidt angår opretholdelsen af tvangsfikseringen fra den 3. til den 5. november 2004.

Hændelsesforløb

er 57 år gammel. Hun har en kendt bipolar affektiv sindslidelse og har syv gange tidligere været indlagt på Psykiatrisk Afdeling i herfor, senest i maj 2003. Siden november 2003 har hun været tilknyttet et distriktspsykiatrisk team og været i stemningsstabiliserende behandling med Lithium. Op til den aktuelle indlæggelse var hun ophørt med denne behandling.

Aktuelt blev den 2. november 2004 tvangsindlagt på behandlingsindikation på . Ved indlæggelsen fremtrådte usamlet og hurtigkørende, springende i tanke, havde løftet stemningsleje, øget psykomotorik og stort talepres. Hun var tydeligt manisk og husede vrangforestillinger i form af storhedsforestillinger. angav, at hun, når hun forlod sygehuset, ville blive afhentet af to navngivne politikere, at hun kunne spå, samt at Europa ville være lykkelig, når hun forlod modtagelsen. Hun fremviste under lægesamtalen 4 isskrabere af forskellige farver og angav, at de tre grønne repræsenterede tro, håb og kærlighed og den sorte døden og fremførte, at hun kunne kurere sin datter, der skulle lide af samme sygdom som hun selv, ligesom hun var bange for, at datteren ville blive slået ihjel af rockere.

Efter ankomsten til afdelingen den 2. november 2004 var meget urolig, højt råbende, smækkede med døre og fremtrådte truende og aggressiv, hvorfor hun blev tilbudt beroligende medicin i form af smeltetablet Zyprexa, som hun ikke ønskede at tage, hvorfor der kl. 17 blev givet akut beroligende medicin med tvang i form af injektion Zyprexa 10 mg.

Senere samme dag var fortsat meget urolig. Personalet forsøgte uden resultat at tale hende til ro og at skærme hende på stuen. gik imidlertid hele tiden ud på gangen, hvor hun smed sig på gulvet, var råbende og råbte, at hun ville voldtages, ligesom hun smækkede med dørene, hvorefter hun kl. 19.30 blev tvangsfikseret med bælte.

Under bæltefikseringen var fortsat tydeligt manisk med kaotisk tankegang. Af sygeplejejournalen fremgår det, at hun den efterfølgende nat var vågen kl. 1.30, hvor hun fremtrådte udskældende og højt, umotiveret grinende. Hun blev i nattens løb løsnet af bæltet fire gange i forbindelse med toiletbesøg og var da hurtigkørende og havde mange gøremål. Den efterfølgende dag, den 3. november 2004, var bæltet igen løsnet flere gange i forbindelse med toiletbesøg, badning og måltider. I løbet af dagen fremtrådte hun fortsat råbende og udskældende. Den efterfølgende nat sov først kl. 4.45 og vågnede atter få timer efter. Om formiddagen sov hun atter nogle timer og var ved lægesamtale lettere vredladen og udskældende, sad op i sengen med en bakke med talrige små sedler med navne, adresser, fødselsdage og lignende på bekendte og var psykotisk i sin tankegang. Dagen efter, den 5. november 2004, var faldet mere til ro, hvorefter tvangsfikseringen blev bragt til ophør kl. 11.05.

Der blev ved indlæggelsen ordineret behandling med tablet Lithium og tablet Zyprexa og dagen efter indlæggelsen yderligere beroligende medicin i form af tablet Nozinan som fast ordination og p.n. ordination, samt yderligere tablet Zyprexa p.n., som hun i et vist omfang accepterede at indtage.

Klagen

påklagede tvangsfikseringen og indgivelsen af beroligende medicin til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 24. november 2004 tvangsfikseringen og indgivelsen af beroligende medicin. Nævnet fandt, at det havde været nødvendigt at give en beroligende injektion, da hun var urolig og opkørt på psykotisk baggrund, og lagde blandt andet vægt på, at personalet forgæves havde forsøgt at motivere hende for at indtage beroligende medicin frivilligt. Vedrørende tvangsfikseringen lagde nævnet vægt på, at hun efter indgivelsen af beroligende medicin stadig var meget aktiv, vekslende mellem gråd og vrede, at hun smækkede voldsomt med dørene og var truende overfor personalet, og at hun var blevet forsøgt skærmet uden resultat. Nævnet fandt, at hun derved udsatte sig selv for nærliggende fare for at lide skade på legeme og helbred, ligesom nævnet fandt, at hun var til fare for personalet.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 24. november 2004 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved for så vidt angår indgivelse af beroligende medicin med tvang den 2. november 2004 og tvangsfiksering i perioden fra den 2. til den 3. november 2004 af på psykiatriske afdeling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer dog afgørelsen for så vidt angår opretholdelsen af tvangsfikseringen fra den 3. til den 5. november 2004.

Begrundelse for så vidt angår indgivelse af beroligende medicin med tvang

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af psykiatrilovens § 17, stk. 2, fremgår, at lægen kan bestemme, at en meget urolig patient med tvang skal have et beroligende middel, hvis det er af afgørende betydning for bedring af patientens tilstand. Af bemærkningerne til psykiatriloven fremgår det, at indgivelse af beroligende medicin dels kan være påkrævet af helbredsgrunde, dels kan være mindre vidtgående end fysisk fastholdelse eller fiksering af patienten gennem en længere periode.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medicin den 2. november 2004 var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe til ro med henblik på bedring af hendes tilstand. Nævnet har lagt vægt på, at ifølge journalen var meget urolig, smækkede med døren og var meget aggressiv.

Endvidere finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden havde forsøgt at tilbyde beroligende medicin til frivillig indtagelse.

Begrundelse for så vidt angår tvangsfiksering fra den 2. til den 5. november 2004

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1, at tvangsfiksering må anvendes i det omfang det er nødvendigt for at afværge, at patienten udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Nævnet kan endvidere oplyse, at det fremgår af bemærkningerne til psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1, at tvangsfikseringen i henhold til denne bestemmelse har karakter af et indgreb begrundet i nødværge eller nødret. Reglen omfatter ikke kun fiksering for at beskytte medpatienter, men også for at beskytte personale, besøgende og alle andre, der kommer på afdelingen, samt vedkommende selv. Reglen yder dermed også fornøden hjemmel for indgreb i tilfælde af selvbeskadigende adfærd. Der er tale om et farekriterium. For at faren kan anses som nærliggende, skal der være tale om en konkret, aktuel og påviselig fare. Det kræver derimod ikke, at faren allerede skal have manifesteret sig i en skadevoldende handling, før der kan gribes ind.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 2. november 2004 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at hun selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred.

Endvidere finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige ved at forsøge at skærme hende på sin stue. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at hun fortsat var meget aktiv, vekslende mellem gråd og vrede, at hun smækkede voldsomt med døre og var truende overfor personalet, og at man tidligere havde givet en beroligende injektion.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid ikke, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har således ikke fundet det tilstrækkeligt godtgjort, at betingelserne for fortsat tvangsfiksering af fra den 3. november 2004 var opfyldt. Nævnet har lagt vægt på, at hun ifølge journal og sygeplejekardeks indimellem var højtråbende og udskældende, men at der mange gange blev lavet aftaler om, at hun kunne løsnes af bæltet med henblik på at komme i bad og på toilettet, og at det gik rimeligt med at få hende tilbage i bæltet. Derimod er der hverken i journal eller sygeplejekardeks anført oplysninger om konkrete hændelser, der efter personalets opfattelse godtgjorde, at fortsat var farlig for sig selv eller andre, ligesom der ikke i øvrigt er anført oplysninger om, at personalet fortsat vurderede, at hun var til fare for sig selv eller andre, herunder med beskrivelse af baggrunden for en sådan vurdering.

Konklusion

På denne baggrund tiltræder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 24. november 2004 for så vidt angår indgivelse af beroligende medicin med tvang den 2. november 2004 og tvangsfiksering i perioden fra den 2. til den 3. november 2004 af på .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer dog afgørelsen for så vidt angår opretholdelsen af tvangsfikseringen fra den 3. til den 5. november 2004.