Klage over kiropraktors behandling af en patient, der senere fik konstateret diskusprolaps

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere kiropraktor <****> for hendes behandling af <****> den 23. og 24. april 2002 i sin klinik, jf. kiropraktorlovens § 8.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på medicinsk afdeling, <****>, der i perioden fra den 3. til den 6. maj 2002 var involverede i behandlingen af <****>, jf. lægelovens § 6.

 

Hændelsesforløb

Den 23. april 2002 henvendte sig til kiropraktor på grund af smerter i venstre sæderegion. Kiropraktor foretog en undersøgelse, der viste fiksation af nedre lænderegion (L4-S1) samt af lændeleddet-korsbensleddet på venstre side, og hun iværksatte behandling heraf. Der blev ved undersøgelsen ikke fundet tegn på diskusprolaps.

Den 24. april 2002 henvendte sig på ny hos kiropraktor . Kiropraktoren vurderede tilstanden som diagnostisk uændret og foretog atter behandling. Der blev aftalt ny behandling næste dag, hvor imidlertid ikke mødte op.

Den 3. maj 2002 blev indlagt akut på medicinsk afdeling, , på grund af mistanke om diskusprolaps.

Ved indlæggelsen blev undersøgt af reservelæge A, som fandt, at der var tegn på muskelsmerter og smerter udløst ved påvirkning af en nerve (iskiassmerter). Hun ordinerede herfor smertestillende medicin samt fysioterapi.

Den 4. maj 2002 blev undersøgt af reservelæge B. Reservelægen vurderede, at der var tale om muskelsmerter, samt at den ordinerede behandling skulle fortsætte, indtil tilstanden var forbedret.

Den 6. maj 2002 blev udskrevet til behandling hos privatpraktiserende fysioterapeut af 1. reservelæge C.

I perioden 6. maj til 21. juni 2002 blev behandlet hos praktiserende fysioterapeuter, hvorefter disse telefonisk kontaktede s egen læge med henblik på henvisning til . Juli 2002 blev der foretaget MR-scanning, der viste en stor diskusprolaps ved 5. lænderod på venstre side.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At kiropraktor ikke undersøgte og behandlede korrekt den 23. april 2002.

Det er herved anført, at henvendte sig til kiropraktor med almindeligt ondt i ryggen, og at kiropraktoren uden at undersøge hende startede med at behandle hende med vrid til begge sider. Det er videre anført, at efter behandlingen fik mange smerter.

2. At kiropraktor ikke undersøgte og behandlede korrekt den 24. april 2002.

Det er herved anført, at ved denne henvendelse havde utrolig mange smerter ned i venstre ben og over lænden samt i venstre balle. Det er videre anført, at kiropraktor efter at have undersøgt hende med strakt-ben-løft-test behandlede hende med vrid og derefter ved en ny strakt-ben-løft-test vurderede, at behandlingen havde hjulpet.

3. At ikke blev undersøgt og behandlet korrekt på i perioden fra den 3. til den 6. maj 2002.

Det er herved anført, at blev indlagt på på grund af smerter ned i venstre ben og balle, og at hun blev behandlet med smertestillende medicin, som ikke blev doseret korrekt, samt med varme omslag. Det er videre anført, at ikke fik diagnosticeret og behandlet en diskusprolaps, som senere blev fundet ved en scanning i juli 2002.

Nævnets afgørelse af 1. og 2. klagepunkt

Kiropraktor har ikke overtrådt kiropraktorlovens § 8 ved sin behandling af den 23. og 24. april 2002. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om kiropraktor ved konsultationerne den 23. og 24. april 2002 havde udført en fuld neurologisk undersøgelse.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 23. april 2002, at henvendte sig hos kiropraktor på grund af smerter i venstre sæderegion.

Det fremgår videre af journalen den 23. april 2002, at kiropraktor foretog en kompressionstest, en strakt-ben-løft-test (laseque-test) og en neurologisk undersøgelse bestående af afprøvning af reflekser i benene (underekstremiteterne). Kompressionstesten viste normale forhold, strakt-ben-løft-test viste 80 grader på begge sider, og reflekserne i underekstremiteterne var normale og ens (egale).

Det er noteret i journalen den 23. april 2002, at kiropraktor på baggrund af den objektive undersøgelse vurderede, at havde fiksation af venstre lænderegion samt af lændeleddet-korsbensleddet på venstre side. Kiropraktoren foretog sidelejebehandling af L4-L5 og L5-S1, dropbehandling af venstre S1-led samt triggerpunktbehandling af de påvirkede led.

Kiropraktor s har i en udtalelse til sagen oplyst, at hun den 23. april 2002 undersøgte for en eventuel diskusprolaps, men at hun ikke fandt tegn herpå.

Det er på baggrund af ovenstående nævnets opfattelse, at kiropraktor den 23. april 2002 optog en tilstrækkelig sygehistorie samt udførte relevante objektive undersøgelser, på baggrund af hvilke der var grundlag for at stille diagnosen fiksation af venstre lænderegion samt af lændeleddet-korsbensleddet på venstre side. Det er videre nævnets opfattelse, at kiropraktoren på denne baggrund indledte en relevant behandling.

Det er anført i klagen, at den behandling, som kiropraktor udførte den 23. april 2002 bevirkede, at fik en diskusprolaps.

Nævnet kan oplyse, at den behandlingsteknik, som kiropraktor s anvendte den 23. april 2002 er almindeligt brugt af kiropraktorer. Den er normalt ikke kendt for at have væsentlige bivirkninger udover lokal ømhed.

Det er efter nævnets opfattelse ikke muligt at afgøre, om ville have udviklet den senere diagnosticerede diskusprolaps, såfremt hun ikke havde modtaget kiropraktisk behandling den 23. april 2002.

Nævnet har således lagt til grund, at der ikke er holdepunkter for, at s diskusprolaps blev forårsaget af behandlingen den 23. april 2002.

Det fremgår af journalen den 24. april 2002, at efter behandlingen den 23. april 2002 havde haft en kortvarig bedring af tilstanden, men at der herefter havde været mange smerter i lænden.

Det fremgår videre af journalen den 24. april 2002, at kiropraktor foretog en objektiv undersøgelse, herunder en strakt-ben-løft-test, af . Den strakte-ben-løft-test viste 50 grader på venstre side. Kiropraktoren behandlede med sidelejebehandling af L4-L5 samt L5-S1, dropbehandling af venstre S1-led og triggerpunktbehandling af de påvirkede led. Efter denne behandling viste en strakt-ben-løft-test 80 grader på venstre side.

Ifølge klagen burde kiropraktor ved konsultationen den 24. april 2002 have diagnosticeret, at havde en diskusprolaps.

Kiropraktoren har i en udtalelse til sagen anført, at hun den 24. april 2002 undersøgte for eventuel diskusprolaps, men at hun ikke fandt tegn herpå.

Det er nævnets opfattelse, at det var relevant at foretage en fornyet klinisk undersøgelse, da der var indtrådt en forværring i symptombilledet, og at det må anses som fyldestgørende, at der i den anledning blev foretaget en strakt-ben-løft-test til påvisning af nervetryk ved lænderødderne som tegn på diskusprolaps.

Nævnet skal dog bemærke, at det ikke fremgår af journalen, at der den 24. april 2002 blev udført en neurologisk undersøgelse.

Nævnet skal videre bemærke, at det af journalen den 23. april 2002 fremgår, at kiropraktor denne dag udførte en neurologisk undersøgelse bestående af afprøvning af reflekser i underekstremiteterne.

Nævnet kan oplyse, at en fuld neurologisk undersøgelse inkluderer afprøvning af både reflekser, muskelstyrke og følesans i benene.

Nævnet finder herefter samlet, at kiropraktor s ved sin undersøgelse og behandling af den 23. og 24. april 2002 ikke handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om kiropraktoren ved begge konsultationer havde udført en fuld neurologisk undersøgelse af .

Nævnets afgørelse af 3. klagepunkt

De læger på medicinsk afdeling, , der i perioden fra den 3. til den 6. maj 2002 har undersøgt og behandlet , har ikke overtrådt lægelovens § 6.

Begrundelse

Nævnet kan oplyse, at man hos patienter med rygsmerter med udstrålende smerter specielt lægger vægt på symptomvarighed, tegn på påvirkning af blære- og endetarmsfunktion samt om der er neurologiske udfald med nedsat muskelkraft. Hvis der ikke er tegn på påvirkning af blære- og endetarmsfunktion eller neurologiske udfald med nedsat muskelkraft, er den primære behandling smertestillende medicin med f.eks. Panodil, Ibuprofen og Dolol samt fysioterapi. Der er ikke indikation for røntgen eller CT/MR-skanning til påvisning af eventuel diskusprolaps, før denne behandling er blevet forsøgt i cirka 4 uger.

Det fremgår af journalen den 3. maj 2002, at via egen læge blev indlagt akut på medicinsk afdeling, , på mistanke om diskusprolaps.

Det er noteret i journalen den 3. maj 2002, at til reservelæge A oplyste, at hun igennem 12 dage havde haft smerter fra ryg og ben. Hun havde været i behandling med smertestillende tabletter gennem en uge, men dette havde ikke haft den tilstrækkelige effekt.

Det er videre noteret i journalen den 3. maj 2002, at til reservelæge A oplyste, at hendes smerter var lokaliseret i venstre balle (nates) med udstråling langs lysken og på ydersiden af venstre underben. Der var tillige smerter omkring venstre fodled. Lændesmerterne var fuldstændig forsvundet. Der havde hverken været vandladnings- eller afføringsproblemer.

Det fremgår af journalen den 3. maj 2002, at reservelæge A ved klinisk undersøgelse af fandt dyb ømhed i venstre balle og føleforstyrrelse på ydersiden af venstre underben. Der var ingen udstrålende smerter ved strakt-ben-løft-test (laseque-test). Reservelægen konkluderede, at der var tegn på muskelsmerter og smerter udløst ved påvirkning af en nerve (iskiassmerter). Hun ordinerede herfor smertestillende medicin i form af Panodil, Dolol og Ibuprofen samt mobilisering ved fysioterapeut.

På baggrund af ovenstående er det nævnets opfattelse, at reservelæge A optog en tilstrækkelig sygehistorie med angivelse af de relevante oplysninger, herunder sygdomsvarighed, smertelokalisation/udstråling, føleforstyrrelser og vandladningssymptomer.

Det er endvidere nævnets opfattelse, at reservelæge A foretog en til lejligheden relevant klinisk undersøgelse af og på baggrund heraf iværksatte en relevant behandling med smertestillende medicin og mobilisering ved fysioterapeut.

Det fremgår af journalen den 4. maj 2002, at denne dag blev tilset af reservelæge B. Reservelægen gennemgik sygehistorien og foretog herefter en klinisk undersøgelse. Ved undersøgelsen blev det fundet, at havde dyb ømhed i venstre balle og let føleforstyrrelse på ydersiden af venstre underben. Der var normal følesans i ridebuksområdet og normal funktion af endetarmsmusklen. En strakt-ben-løft-test var negativ. Parakliniske undersøgelser (hjertekardiogram og blodprøver) blev vurderet og fundet normale.

Det fremgår videre af journalen den 4. maj 2002, at reservelæge B konkluderede, at det drejede sig om muskelsmerter (myogene smerter) og derfor fortsatte den behandling, der blev iværksat dagen før af reservelæge A.

På baggrund af ovenstående er det nævnets opfattelse, at reservelæge B den 4. maj 2002 optog en tilstrækkelig sygehistorie samt udførte relevante undersøgelser. På denne baggrund var der grundlag for at stille diagnosen muskelsmerter. Det er videre nævnets opfattelse, at det var relevant at opretholde den smertestillende behandling, som var blevet iværksat dagen før.

Det fremgår af journalen den 6. maj 2002, at inden udskrivelse blev undersøgt af 1. reservelæge C. 1. reservelægen fandt ved undersøgelsen, at smerterne var lokaliseret ved sædemusklerne, specielt over leddet mellem korsbenet og flankebenet (sacroiliacaleddet). Der var ingen ømhed ved tryk på lænderyggen. 1. reservelægen vurderede, at det drejede sig om myogene smerter.

Det fremgår videre af journalen den 6. maj 2002, at 1. reservelæge C ændrede behandlingen med Ibuprofen fra en tablet 3 gange i døgnet til en tablet 4 gange i døgnet. blev herefter udskrevet til fortsat fysioterapi hos en privat praktiserende fysioterapeut.

På baggrund af ovenstående er det nævnets opfattelse, at 1. reservelæge C foretog en relevant undersøgelse og smertebehandling af .

Det er ligeledes nævnets opfattelse, at det var i overensstemmelse med normal faglig praksis at udskrive .

Nævnet finder herefter sammenfattende, at de læger på medicinsk afdeling, , der i perioden fra den 3. til den 6. maj 2002 foretog undersøgelse og behandling af , har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.